Pip

Og så har man endelig lyst til at blogge, og så kan man ikke komme ind på sin blogkonto. Den har sikkert glemt mig!

Jeg har lavet en Twitter. Ikke at jeg helt ved, hvordan jeg skal bruge den, men det kommer vel. I skal være så meget velkomne. Gerne med gode råd. I finder den på: twitter.com/Lechsen

Mit liv som arbejdsløs går med at læse, spille guitar, snakke ret meget i telefon, drikke kaffe og være multikreativ. Det går faktisk godt. Men bare rolig... jeg søger også job. Trangen til at finde ud af, hvor jeg havner i verden, er påtrængende. 

Hvor blev jeg af?

Ja, nu må mysteriet løses. Her kommer en liste:

• P-skolen skulle gøres færdig. Og det blev den. Jeg gjorde det!!!
• Bloggeri skal være sjovt. Hvis der er fnidder, så gider jeg ikke.
• Arbejde... har et lille bitte job som vikar i et syværksted. Uhhhh, det er fantastisk.
• Ferie. Har været på Gospelhøjskole. Sang og sang og sang. Super oplevelse. Jeg vil afsted igen... nu.
• Afslapning. Mit behov for at samle tankerne er nærmest uendeligt, og det er sommer, og jeg må godt, og hvor er jeg blevet dygtig til at slappe af.
• Computerproblemer... min computer vil ikke snakke med internettet. Slut. Så jeg har lånt min søsters indtil videre. Frusterende!!!

Og så gør jeg i det hele taget overvejelser. Jeg tænker på at skifte bloggen ud med en Twitter-ting. Ny energi skal der til. Mere om det senere. Men nu er jeg altså fundet frem igen.

Pause

Tiden flyver afsted på P-skolen. Og nu er der kun 28 dage tilbage. Min praktikperiode er færdig. Og jeg har vist kun én sangtime mere.

Den sidste uge har været helt hæsblæsende, men i dag! I dag skal jeg to vigtige ting. Jeg skal plante på min altan = Haveterapi. Og så skal jeg lave krea resten af dagen. Strikke og sy og den slags.

Hurra.

Lykken er...

at læse en sjov anmeldelse.

John Lennon og jeg

Som mit nytårsforsæt påbød, har jeg undersøgt lidt om John Lennon. Eller … det vil sige… mest hører jeg musik.

Er vi helt sikre på, at det musik ikke er skrevet til mig? Jeg deler ånd med ønsket om at bruge tid på at glo lige ud i luften. Ikke at blive forpustet ved at jage vind. Eller som det så fint hedder i Walden: "Jeg holder af et liv med store marginer." En vidunderlig sætning. Et liv med store marginer.

Huller til at lave ingenting. Eller Watching The Wheels.

Men modet? Hvor bliver modet af? Og kan man egentlig være bange for ens eget mod?

Memento mori

I øvrigt har jeg i dag i forbindelse med min praktik gloet direkte ind i en ovn på et krematorium. Mange ting forsvinder ind i ligegyldighedens dis, når døden er så tydelig. Perspektiverne bliver skarpe. Og livet kalder.

Grønt

Forår... og det er blevet grønt! Jeg holder af farven grøn i helt ekstrem grad. Så nu er der festtid! Jeg har sået frø og har små sarte planter, der vokser noget, der ligner fem cm om dagen. På en måde glæder jeg mig til, at de kan flytte ud på altanen. På den anden side er det hyggeligt med en indendørs jungle.

Jeg forestiller mig, at der kunne være meget mere af den slags. Planter, der gror. Gror ind i hinanden. Vikler deres blade sammen til vægge af frodighed. Der er så mange muligheder. Her er inspiration:
Nyttehave uden have
Indendørs grønt - til gavn
Guerrilla Gardening
Grøn badeværelsesmåtte

Hvor grønt kan der egentlig blive i en helt almindelig betonlejlighed?

Cykeltid

Mit normale transportmiddel er min batavus, som godt nok har været meget i hi i år på grund af den forfærdelige vinter. Men nu er den i sving, og jeg hjuler rundt så meget som muligt. Selv Bedsteveninde er begyndt at cykle på arbejde eller i hvert fald noget af vejen. Det er nemlig tid for kampagnen: Vi cykler til arbejde.

God idé, synes jeg. Jeg tror dog ikke, at jeg pisker en stemning op på første dag i min anden praktikperiode for at melde kirken til. Men en anden gang...

Bare et lille bitte videokamera

Som om det ikke var slemt nok med min LEGO-mani, så har jeg nu også forelsket mig i en dims af den elektroniske slags. Nogle gange tror jeg, at min lillesøster har ret, når hun påstår, at jeg er af hankøn!
Og hvorfor har man altid lyst til at købe alt muligt, når man har mindst råd? En slags naturlov?

Det bliver ikke bedre

Den perfekte blanding af The Daily Show og Gospel.
Fryd!

LEGO-fan

Hvis I skulle være i tvivl, så elsker jeg LEGO. Bare se her, hvad man kan med stadset! Faktisk ejer jeg ikke den mindste lille bitte LEGO-klods. Det er også for dårligt. Men jeg må have opfundet en eller anden voksen undskyldning.
Eller også skal jeg bare nyde, at jeg er kommet i en alder, hvor det er fuldt ud tilladt at købe noget lækkert til sig selv. Og at det så er en kæmpe kasse LEGO, er jo kun dejligt.

Vidnesbyrd

Jeg læser for tiden, og er lige blevet færdig med "Vidnesbyrd" af Primo Levi.
Noget af det mest fantastiske, jeg har læst i lang tid. Med al dens gru og rædsel var den alligevel også meget livsbekræftende. Sproget er kort og præcist, ligesom jeg bedst kan lide det. Og så får den bog holdte et spejl op, så det bliver helt skærende tydeligt, hvad ligegyldighed med andres skæbne kan føre til. Det er ikke pænt, det er ikke rart, men det er meget vigtigt.
Læs den!

Og så er jeg i gang med "Walden" af Henry David Thoreau. Det har jeg nok været i cirka fire måneder nu. Det er en langsommelig proces. Og normalt villle jeg have givet fortabt. Men det er egentligt ikke en dårlig bog. Den tager sig bare tid. Nu mangler jeg kun 24 sider. Det kan godt tage en måned mere.

Nu med guitar

En cover-ting, jeg har forelsket mig i: Jolene.

Smil

Bibelmeditation? Tjaaa..... Den lille Gumbas! Humor er godt til at sætte ting i perspektiv.

Livstegn

Efter at have overlevet den vildeste wii-kamp i lørdags kan jeg nu igen bevæge min arm. Maja og jeg skulle bare lige spille en lille bitte smule. Og det gik selvfølgelig fuldstændig badut! Men nu er jeg altså frisk igen.

Jeg kan ikke påstå, at studiet har sat tempoet ned, men jeg hænger nogenlunde på. Jeg er dog en smule grundtræt. Kunne godt bruge en summepause, hvor jeg bare skulle kigge lidt ud i luften.

I øvrigt er alle på studiet begyndt at snakke job. Hvad skal der mon blive af os?

Tilbage på skole

Præste-wannabees snakker meget. Efter 14 dages praktik og en påskeferie snakker vi enormt meget! Jeg synes, at det er flot, at der var lærere, som alligevel fik undervist os i dag.

I løbet af denne uge skal jeg have lavet tre afleveringer plus et ukendt antal ansøgninger. Jeg skal have masser af undervisning. Man er altid på de halvhold, der har ekstra timer lige de uger, hvor det passer allermest dårligt. Og så er der jo sangtimer igen.

Jeg tror, at vi må konstatere, at påskeferien er forbi. Helt forbi.

Fisk

Anders Lund Madsen har skrevet en skøn klumme. Ren prædiken inspiration. Det kan man hurtigt få brug for.

Punkerpink

Minikonfirmand: "Du har noget mærkeligt hår!"

Lene: "Ja."

Minikonfirmand: "Du ligner en, der har været til punkfest i flere dage!"

Ok, god point, barn. Men er det mig eller dine fordomme, det er galt med, Lille Ven? (Og tak for, at du i det mindste siger noget. De fleste voksne vælger bare at stirre på mig.)

I Am Not My Hair.

Mit hår er stadigvæk farvet forrygende pink. Jeg har haft det længe nu, så jeg har fuldstændig selv glemt, at det er usædvanligt. Og jeg har haft hue på i måneder. Så ingen reaktioner.

Det er så helt slut nu.

Lidt for meget virkelighed

Denne historie har jeg et ganske særligt forhold til. Læs og forstå, at der er visse ting, som er utroligt svære at glemme.

Zumba eller ej

Ok, jeg har det med at gøre ting uden at tænke. Og nu havde jeg altså bestemt, at jeg skulle prøve det der Zumba. Og jeg havde egentlig også lokket Maja med, men så blev hun forkølet og måtte melde pas.
Nu havde Maja godt nok forudset en koreografisk katastrofe. Men det havde jeg ikke, men sgu da kun fordi jeg ikke anede, hvad Zumba gik ud på!
NU ved jeg, hvor galt det kan gå. Jeg kan så mange ting, men at koordinere arme og ben er ikke en af dem. Det er jeg nok tæt på verdens dårligeste til.

Og så skulle Zumba vise sig at være verdens værste sport. Og jeg, som troede, at Zumba var sjovt! Det er ikke i nærheden af at være ligesom sjovt som at synge Gospel. Det er svært, tumpet at se på og efter en sang var jeg allerede træt af ordet: Zumba! Halvdelen af sporten går ud på at bræge det ene ord i tide og utide. Og lige en ting til... instruktørene! Zumba er det nye sorte indenfor fitness, og derfor, gætter jeg på, var der nyuddannede instruktører. Men... og måske er det bare mig... gymnastiskpiger, der ikke ser glade ud, giver ingen fest

Nå, men jeg har da meldt mig til noget mere Zumba-undervisning. Man skal ikke give op. Og jeg får jo motion, selvom mine arme og ben bevæger sig i helt andre retninger end de andres.

Jamie Olivers TED-tale

Vi har vel alle vores superhelt, og en af mine er den engelske kok, Jamie Oliver.
Og i går fik jeg så set hans tale i forbindelse med, at han fik TEDprisen 2010.
Hvis I ikke allerede har set talen, så gør det!

Så meget gejst og så meget at kæmpe for. Og rørende, helt vildt rørende.
Jeg bøjer mig i støvet og takker for, at superhelte deler ud af deres engagement.

Mange bøger

Status på forårsrengøring: Jeg har fået tørret alle mine 415 bøger af. Nu mangler de bare at komme på plads i deres farvesystem.
415 bøger! Og jeg har for kort tid siden sorteret voldsomt ud. Hmm, vi har vel alle vores laster.
Og der er garanteret også andre, der har mange bøger.

Hvor mange har I? Frem med det.

Skru op

Meget apropos musik har Johan Olsen begået en genial klumme.

I øvrigt går det godt med forårsrengøringen. Og hvor tiltrængt det er, får man måske en fornemmelse af, når jeg indrømmer, at jeg efter en indkøbstur kom hjem og studsede over en mærkelig lugt. Det gik op for mig, at det var duften af rengøringsmiddel, der var helt ukendt. Flot.

Forårsstemning

Forårsrengøringen her i betonlejligheden er så omfattende, at den behøver sit eget soundtrack. I det hele taget er der brug for nyt på musikfronten. Hele den kolde vinter fik mig til at høre alt for meget Depeche Mode. Og det er ikke dårligt. Det er bare ikke sommermusik.

Men nu er det nye tider. Og så skal der høres:

Erykah Badu

India Arie

Wyclef Jean

Natasja

Bikstok Røgsystem

Og efter at have læst denne anmeldelse er jeg nødt til at høre Gonjasufi. Og jeg kunne blive ved.
Musik til arbejdet er nødvendigt.

Pause

Så sluttede min første præstepraktikperiode. I går prædikede jeg, og det var lige så vildt, som det lyder. Det gik godt, og den helt særlige følelse af at tale i et kvarter uden, at der er nogen, der afbryder, plus at folk kigger på en, som om man er verdens viseste person. Det er ren narkotikum, tror jeg.

Nu har jeg ferie. Sådan helt fri indtil næste tirsdag! Dejligt, dejligt. Jeg tror altså også, at Gud og jeg har brug for at se andre mennesker i en tid. Ikke for det, men jeg hænger jo ved hans ord hele tiden. Jeg er sikker på, at salmesang kan erstattes med altanterapi, prædikenskrivning med skrivning af ansøgning og forårsrengøring ville også være en god ting.

Og så skal jeg bare nyde foråret. Sol vil være fint, tak.

Lige om lidt

P-skolen skrider hurtigt fremad, og nu er jeg allerede i praktik. Og der begynder at komme flere og flere spørgsmål, der minder om: "Nå, hvad skal du så lave, når du er færdig (til juni - lige om lidt!) Og jeg snakker udenom, gør jeg. For jeg ved det ikke.
Jeg har en idé eller halvtreds, men ikke noget fast.
Men for en enestående gang i mit liv føler jeg mig tryg ved det. Jeg føler mig sikker på, at der nok dukker noget op. At jeg finder lige det job, jeg vil have. Eller at jeg laver et selv. Eller at jeg stifter bekendskab med dagpengesystemet og overlever det også.
Jeg regner med at skulle bruge påskeferien på at skrive ansøgninger. Mærke efter, hvad det er, jeg vil.
Skulle der sidde nogle derude og tænke: Jeg ved lige, hvad hun skal! Så sig endelig til. Jeg har sikkert ikke fået øje på alle de gode muligheder selv.

Morgenmad og haveterapi

Morgenmad er dagens vigtigste måltid. Jeg undrer mig hver gang, at jeg hører folk sige, at de ikke har spist morgenmad. Jamen, det må være gået helt galt for dem! På bloggen Simply Breakfast er der det ene fine billede efter det andet af dette vidunderlige måltid, der sparker dagen i gang. Jeg henter inspiration og bestemmer mig for at gøre mere ud af min morgenmad. De dage, hvor jeg tager mig sammen til at lave grød, er bare bedre. Men i det hele taget - at bruge tid på sin morgenmad er et plus for ens velbefindende.

Hvad spiser du til morgenmad?

Jeg har fået læst Signe Wennebergs "Haveterapi". Skøn bog, hvis man er til sådan noget chick lit - wellness havehygge litteratur, og hvem er ikke det? Jeg er i hvert fald helt på.

Bogen er fin, og der er meget rigtigt at hente. Jeg ved af egen erfaring, at altanterapi holder og virker. Og det er godt at blive klog på, hvordan andre bruger deres have. Eneste anke er, at det er en meget pæn bog. Signe Wenneberg skriver selv et sted, at hun ikke har ønsket at lave endnu en livsstilsbog, der kommer til at dunke os i hovedet med, hvad vi ikke kan leve op til. Jeg vil se det på den måde, at der er mange billeder i af smilende overskudsagtige børn plus Signe Wenneberg stillet op i smukke grønne omgivelser. Men hvis man ikke får overfølsomme reationer på den slags, så er det en meget fin og livsbekræftende bog.

Jeg har to Signe Wenneberg-bøger, der venter. Jeg glæder mig til at læse dem. Lad mig endelig ikke forspilde chancen for at nævne, at hun er opstillet for Socialdemokraterne et eller andet sted i Københavnsområdet. Jeg synes, at hun er sej. Og jeg ser frem til, at hun laver en havebog om betonhaver - bedre kendt som altaner.

Oh yeah

Blå is er vejen frem. Og ja, jeg har en svaghed for talentfulde børn. De her er da übercoole! Eller hvordan man nu bøjer det.

En ny uge

Ingen tegning i dag. Jeg holdte en veltjent fridag - til huslige opgaver selvfølgelig. Weekendens gospelworkshop har fået min hjerne til at slå kolbøtter. I morgen venter første dag i min præstepraktik. En aflevering til P-skolen hænger. Og lidt travlt har man vel altid.

Men det er forår! Og hurra for solskin!

Så sandt...

Danske retssale søger publikum.
Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis din viden er rusten omkring, hvad der foregår i en dansk retssal, så gør dig selv den tjeneste at sætte dig ind i det. Jeg vil vove den påstand, at det er mindst ligeså vigtigt som at stemme.

Inspiration til flyvske tanker

Det er lige før, at denne uge forsvinder ud i et lommetørklæde. Jeg har pådraget mig en standardforkølelse med ondt i halsen og snot i rigelige mængder. Men skal dog siges, at i går påstod min sanglærer, at jeg glemte, at jeg var forkølet. Så koncentret er jeg!

Men det er jo blevet forår! Og jeg kan mærke, hvordan jeg bliver mere og mere grundglad. Der er lyst, når jeg tager afsted om morgenen. Og selv når jeg får sent fri (sangtimer!), så er der stadig lyst. Der er fugle, der synger. Og katte, der hyler. Helt klart forår.

Trænger man til en inspirationsliste for at give energien endnu mere luft? Det tror jeg bestemt, at vi gør.

Inspirationsliste:

• DR2's Dokumania er en guldgrube. Burma VJ, Man on Wire og mange af de andre er ren hjerneruskning.
• iCING har begået en artikel om at elske sin krop.
• Der har været Oscaruddeling. Og så kan man passende se på dengang med Denzel Washington. Pæn mand.
• På Big think er der bunker af hjernefoder. Prøv fx med Hvad er kærlighed? Om ikke andet så for at høre Stephen Frys stemme, mums!
• Et andet sted for inspiration i rå mængder: TED.

Så skulle der være friske ideer til at flyve videre gennem ugen. Fik jeg sagt, at jeg også skal synge i dag?

Liv, død og kærlighed

Det er alt sammen P-skolens skyld, eller også er jeg bare generelt havnet et sted, hvor livet skal ruskes lidt.
Listetid igen, igen :

• Min læge har foreslået, at jeg snart skal have et donorbarn i mangel på kæreste. Jeg vil overveje det. Men må konstatere, at jeg nær var gået i panik, da jeg prøvede at undersøge, om jeg ikke bare kunne begynde med et sponsorbarn. Så meget forpligtelse og ansvar!
• På P-skolen snakker vi død, død, sørgelige salmer og begravelser time efter time. Og nu har klumpen i halsen sat sig fast, og jeg er begyndt at tude over alle Rasmus Seebach-sange. Det er en meget uheldig udvikling og passer dårligt til min personlighed.
• Jeg er stort set aldrig desperat single. Jeg er mere uendelig taknemmelig, fordi jeg er mig. Jeg er fantastisk med eller uden mand. MEN nu er det krise. P-skolen har inviteret til informationsmøde om det kommende præsteliv. Og der må gerne komme ægtefæller med. Jamen, så er det jo topdollar, at jeg er den ENESTE på mit hold, der ikke er udstyret med sådan en. Mødet er midt i april... Og jeg bliver nødt til at tvangsgifte mig inden da.

Nu kunne jeg godt ligge mig til at tørre ind på sofaen, mens jeg spekulerer over tilværelsens ulidelig svære beslutninger.

Jeg kunne også (og har allerede gjort!) melde mig til et gospelkursus. Når jeg kommer til at synge som præsten her, så kan jeg sikkert også finde ud af de andre småting.

Søndagsfighten

Når man kommer flyvende ud af P-skolen, og man har brugt en dejlig dag sammen med gode folk. Og har bekræftet hinanden i, hvordan tidsånden er med fællesskabet, højmessen og åndeligheden. Så er det jo godt, når Magasin kan få en på 'rette' spor igen:
Jaaaaaa, shoppesøndag! Hvad kan hamle op med det? Eller...

Mandagstegning 3

Åhhh, hvor er det kompliceret. Fødder vender altid på en svær måde.

Jeg skal også dele med jer, at jeg koncentrerede mig dybt om en fodtegning. Så dybt at jeg glemte at tænke, og grinene omkring mig var store, da jeg (og andre) opdagede, at der var kommet seks tæer på. Ja, ja... At tælle og tegne er åbenbart for meget på én gang.

Februarfotos

Høsten af fotografier bliver ikke til mere, før sneen er helt væk. Basta.

Stærkt

Efter en uge med sygdom, mit livs første prædikenskrivning, ansvaret for en morgenandagt, sangtime og en tur i Århus' smukkeste bygning er det blevet weekend.

Jeg forestiller mig, at jeg skal nå at hoppe lidt rundt til Madonna. Bare for at blive ryste lidt på plads. Og så burde jeg seriøst begynde at drikke nogle stærke drinks. På P-skolen har de noget altervin, der får mig til at glemme alt om syndernes forladelse og tænke mere på, om mit spiserør overlever også denne gang. Det problem kunne jeg godt træne mig ud af.

Sammenhængskraft

I går havde vi på P-skolen besøg af en korshærspræst. Han fortalte om det fantastiske arbejde, som Kirkens Korshær gør for socialt udsatte i vores samfund.
Vel hjemme i min egen hule gik det op for mig, at Kronprinsens Palæ er blevet istandsat for et beløb, der er større end hele Kirkens Korshærs salmede årlige indtægter.

Panem et circenses er endnu ikke gået af mode.

Øv og lakrids

Sidder hjemme og glor i stedet for at være på skole og til tegning. Jeg har fået hold i nakken eller noget, og er blevet sat til at rette op på skaden med smertetilstillende i store mængder.
Og da jeg alligevel skulle ud i vejret og hente piller, trøstekøbte jeg lakrids af den fine slags.

Nu ser hele tilværelsen pludseligt lettere ud. Og jeg vil gå i gang med at planlægge en pilgrimstur til lakridserne på Bornholm.

Solskinssøndag

Når nu endelig der er lys, så er det en elegant anledning til at kaste sig ud i oprydningens kunst. En grundsortering om man vil. Med alt det nye, som jeg skal have ind i hovedet, er jeg rent fysisk nødt til at gøre plads til nye, kloge mig.

Og hvis nogen skulle tro, at hele projektet opstod, fordi jeg kom til at kigge lidt for dybt i en meget berømt selvhjælpsbog, så har de ret!

At finde melodien

Endnu en uge på P-skolen er fløjet afsted. Nu ved jeg alt om præster i forhold til menighed og virksomheden Folkekirken.... eller måske ved jeg bare en hel masse om alle de steder, hvor man skal tænke sig godt om. Og det ligger vi oveni stakken med alle de andre områder, hvor præster skal tænke sig rigtigt godt om. Præstationsangststakken!

Positivt nyt er der på området sang. Ja, ja, det er overraskende. Jeg ved det.
I torsdags havde jeg besøg af Bedsteveninden, og i et anfald af jeg-lærer-det-aldrig-hvis-jeg-ikke-øver-mig havde jeg spurgt hende, om vi ikke kunne synge lidt. Bedsteveninden tog det helt alvorligt, og så skulle vi synge. Bedsteveninden er vokset op i en sang- og musikfamilie, så for hende er det ikke så fremmed, som det er for mig. Vi hentede hjælp på Den Danske Salmebog Online. Et godt redskab i øvrigt. Og stor var overraskelsen, da jeg endeligt fik mig taget sammen til at synge. Jeg kunne! Jeg kunne nå alle de der høje toner, der huserer i salmer, og jeg kunne synge rent! Jublen ville ingen ende tage. Og selv Bedsteveninden er total imponeret.

Jeg skal straks indrømme, at jeg stadig er meget usikker på, hvordan man styrer at synge. Hvordan ved man fx, på hvilken tone man begynder? Det forstår jeg ikke. Jeg synes også, at der er virkeligt mange salmer, som har melodier, der kaster sig op og ned mellem høje og dybe toner, og det hyler mig helt ud af rytme. Men jeg bliver nødt til at holde fast i, at jeg rent faktisk KAN synge, og at resten er et spørgsmål om øvelse.

Apropos øvelse... jeg opfører mig fuldstændig som en baby, der lige har opdaget sin egen lyd og nu skal demonstrere den morgen, middag og aften. Mit gæt er, at mine naboer snart er meget trætte af Dejlig er jorden, som indtil videre er den, jeg øver i tide og utide.

Apropos Mads Brügger

I disse for mig så selvransagende tider er der kommet endnu et spørgsmål til overvejelse... Ser jeg Deadline, fordi jeg bliver klogere af det, eller fordi Mads Brügger er en meget interessant mand? Vi er nok ud i win-win ting, hvor det ene ikke er skidt for det andet.

Meget mere Mads:

• Skjoldhøj Arkivet - faktisk noget af det bedste radio, jeg nogensinde har hørt.
• Ingen diskussion - Hahahahaha, lidt århusiansk musikalsk indoktrinering er ikke skadeligt.
• På Journalisthøjskolen læste vi en artikel, der handlede om Mads Brüggers rejse til Nordkorea. Og et sprogbillede, hvor han beskriver sin morgenmad som sammenlignelig med "et udskrab fra en gammel mand", er det aldrig rigtig lykkedes mig at glemme igen. Nu har I det også, adr!
• "Hvorfor er du så dum?" er det glimrende første spørgsmål i den 11. times interview med Nicolas Winding Refn (program 53). Det er da friskt!

Jeg har "Det røde kapel" til gode. Og den vil jeg glæde mig til at se. Og så må vi jo bare håbe, at han er vikar på Deadline lidt endnu.

Opdatering: Stor, fin artikel.

Det der med sang

Jeg havde min første sangtime på P-skolen i går, og egentlig sang jeg... også alle de toner, jeg faktisk ikke kan nå. Jeg gjorde det bare uden at tænke så meget. Og så er der en sanglærer, man kan læne sig selv og sin stemme opad.
Men nu har sanglæreren sat nye krav. Jeg skal føle det, jeg synger. Leve i det guddommelig budskab, så andre også kan mærke, at jeg brænder. Det fik mit allermest skeptiske jeg frem. Det kan jeg da ikke!
Hvornår har man sidst set en overvægtig kvinde med strithår og markante kindben synge noget som, om hun mente det?
Pis også! Det har vi så nu.

Ih guder

P-skolen har overtaget mit liv... intet mindre. Jeg havde selvfølgelig hørt rygter om den slags, men det ville ikke ske for mig... næ, nej.
Jeg skulle blive klogere. Har nu arbejdet mig igennem uge to, og det var hårdt. Allerede tirsdag var jeg flad. Som i HELT flad. Så mange indtryk og ting at forholde sig til på én gang. Jamen, jeg kan da slet ikke lære så meget på samme tid, og det er der ikke noget, der hedder. Det er bare rask ud over stepperne. I et stille øjeblik kan jeg godt overveje, hvor lærdommen fra de næste 15 uger skal være henne, men min hjerne kan vel bygge til.
Jeg havde jo tænkt, at jeg skulle skrive en masse om vores undervisning for at afmystificere præsteuddannelsen lidt. Men indtil videre skvatter jeg bare sammen på sofaen, så snart jeg kommer hjem og restituere, inden det går løs igen. Er overbevidst om, at præstearbejde er verdens mest krævende job.

Én ting er fagene. Vi skal lære at skrive, tale, lære udenad, bevæge os, trække vejret(!), spørge, lytte, om paragraffer, en masse andet og min særlige udfordring... vi skal lære at synge salmer. Det er en gyser.
Men mest udfordrende er det at færdes blandt teologer. Hvis der er en lille bitte flig af min sjæl, som ikke er blevet endevendt, udforsket, analyseret og underkastet min egen og andres nysgerrighed efter den her uddannelse, så er der noget galt. Vi elsker det. Snage, rode og rage i følelser og alle hvorfor gør du, som du gør-spørgsmål. Det er den største udfordring. Man bliver totalt skarp af det. Kan sætte ord præcis på, hvordan det føles og hvor man vil hen. Man kan stille spørgsmål til sine medmennesker, så de fleste ville foretrække et forhør af to betjente og en arkitektlampe. Der er intet, der undslipper en viljefast teolog. Det er ekstremt anstrengende, når man er fanget i en flok på tyve.

Derfor har jeg i dag investeret i et par fantastiske høretelefoner. Nå, nej, det har jeg gjort, fordi jeg havde lyst til det. Men høretelefoner, højt musik (Michael Jackson!), lange gåture og en kampklar sjælefred er vist nødvendigt for at få pusterum. Kan allerede nu se, at hele mandag skal gå med... suk... salmer!

Mandagstegning 2

I dagens anledning.. to tegninger. Det gik lidt bedre end sidst. Jeg kunne mærke, at hukommelsen om, hvad det vil sige at tegne, vender tilbage.

Genbrug

Man skal jo ikke lade en udfordring gro mos, så dagens genbrug kan passende handle om returflasker. Dem har jeg afleveret 24 af i dag. Det er der såmænd intet mærkeligt i, men indholdet af flaskerne har jeg ikke haft noget med at gøre... jo, måske fire af dem. Resten stammer fra, hvad andre kaster i naturen eller i skraldespanden.
Og det er totalt taberagtigt at samle flasker. Jeg kan bare ikke lade være. Når vi nu har et udmærket retursystem, hvorfor så ikke bruge det? Måske er det dovenskab? Men så doven har jeg alligevel aldrig været, og det siger ikke så lidt.
Nej, flaskerne skal tilbage igen. Sådan er det.
I øvrigt - når vi nu snakker genbrug - skal jeg gøre opmærksom på nogle links:

• No Impact Man. Skal gerne indrømme, at mine egne grænser for genbrug og miljøtænkning nok stopper et pænt stykke før ingen kaffe og ingen toiletpapir, men klogere kan man godt blive.
• Make:, som jeg slet ikke har haft tid til at kigge på. Men det skal jeg, for så kan jeg lave ALT... tror jeg.
• Og noget übercool genbrug!

Nå, men jeg skal jo sende stafeten videre. Nille, Maja og Dot... hverdagsgenbrug, tak.

Baobab-dag

Min let overkogte hjerne holder lørdag og summer stille rundt. Det er baobab-dag. Ligesom i historien om Den Lille Prins er der små ting, der skal ordnes. Nok har jeg ingen baobabtræer, men jeg har chilispirer, der skal vandes og rugbrød, der skal bages.
Og der er gulve, der skal ordnes, og tøj, der skal på plads. Og sådan kunne jeg blive ved.

Men egentlig er det kun hyggeligt, når bare det kan foregå i roligt tempo og med selskab af kaffe. På den måde bliver en hektisk uge lagret, og en ny uge bliver gjort klar.
God lørdag til jer.

Opdatering på P-skolen

Fire dage er gennemført, og jeg er glad. Jeg lytter, lærer, byder ind og griner. Vi har introdage og bliver på den måde sparke i gang med at lære fag og folk at kende. Flad i hovedet bliver man af alle de indtryk. Men jeg er også dumpet ind i en usædvanlig herlig flok mennesker.
Eneste klage indtil videre er, at frokostpausen er alt for kort. Jeg kan slet ikke nå at spise så meget mad og snakke så meget samtidig. Hmmm, problematisk.
Nu skal jeg lave min første aflevering. Så er studielivet tilbage.

Mandagstegning 1

Så ruller vi igen. P-skolen fortæller jeg om senere. Jeg er blevet introduceret til cirka 30 mere eller mindre nye mennesker i dag. Og nu er jeg så træt, at jeg dårligt kan huske, hvad jeg selv hedder. Men jeg er i gang og håbfuld og håbløs og træt.

Januarbilleder

Den optimistiske liste

• Nilles indlæg om et smykke og en rejse. Det gør varm og glad.
• Om Susannahs opfindelse af et e-kursus. Som jeg i øvrigt gerne vil deltage i.
• Jens' indlæg om en operaforestilling. Lyder som en fantastisk oplevelse.
• Bogudsalg i morgen.... Dyrt og dejligt.
• At have tid til at lave grød til morgenmad... mmmmmmm.
• At drikke rødvin og snakke til langt ud på natten er det gammel sort og holder hver gang.
• P1 har lavet en fantastisk programflade lørdag formiddag. Lyt og bliv klog... og spis grød.
• Tør jeg at se den film efter at have læst den bog? Næææ, i stedet glæder jeg mig til noget helt eventyrligt .
• Sidst, men ikke mindst... iCINGs post om at putte lys i hjertet.

Tadah, glæde!

Den alvorlige liste

• Tør vi efterhånden overlade noget som helst til Forsvarsministeriet?
• Dr2 Udland har pragtfulde kvindelige værter, som ligner... nå, ja...kvinder. Hvor befriende - når de fleste andre kvindelige TV-værter ligner usædvanligt tynde, smukke og succesfulde kloner.
• Forleden blev jeg ringet op af et analysefirma. Jeg skulle svare på nogle spørgmål bestilt af Århus Kommune. Som spørgsmålene skrider frem, forstår jeg, at jeg er blevet ringet op, fordi jeg bor i Gellerupparken, men det er nok ikke lige mig, spørgsmålene henvender sig til. Et eksempel: I hvor høj grad synes du, at du ville være mere en del af det danske samfund, hvis du blev bedre til dansk?!?!? Øhhhh... WTF? Det morede jeg mig meget over, men efter en samtale i går er jeg nu kommet i tvivl. Er det ok, at Århus Kommune indirekte ringer rundt til et boligområde for at lave personlighedskontrol? Og hvordan følger jeg nu op på den sag, hvis det ikke er?
• Altså med mindre jeg første dag på P-skolen lærer noget om at hekse med vejr, så er vejrudsigten skræmmende. Måske kunne jeg også oparbejde en zen om ikke at hidse sig op over ting, der ikke står til at ændre... men det bliver nok ikke denne vinter.
• Noget om fri skolemad.

Bizart

Jeg drømmer så mærkelige ting for tiden, at jeg vågner af det. I morges drømte jeg, at min veninde havde iværksat en kampagne for at finde et job. Kampagnen gik ud på, at hun havde hugget Grauballemanden og brugte ham til at lave forskellige videosekvenser rundt i Århus. På den måde beviste hun sin kreativtet.

Nej, nej, nej og atter nej. Min fantasi er nu for alvor gået amok. Jeg vil ikke sove, hvis det skal være sådan hver nat.

Brand i Gellerupparken

Fik jeg sagt, at jeg har ferie og masser af tid til at blogge?
I går var der brand i et kælderrum på Bentesvej, og jeg opdagede som sædvanligt ikke noget som helst, men jeg så det på JP. Og et eller andet sted stod der skrevet, at røgen ikke var til at få ud, fordi tagvinduet i opgangen ikke virkede. "Sært", tænkte jeg, "Det gjorde det heller ikke i den opgang, hvor jeg boede før." Og nu viser det sig, at det faktisk var min gamle opgang, der brændte! Og det er jo i sig selv forfærdeligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen.

Det er mere end to år siden, jeg flyttede fra den opgang. Hvordan kan det på nogen måde lade sig gøre, at det tagvindue stadig er i stykker? Jeg forstår det simpelthen ikke!
Men desværre er det så typisk Gellerupparken og sikkert også andre steder, men det ved jeg ikke noget om. Hvorfor ikke få lavet de små ting? Sørger for, at opgangene er rene og funktionelle. At gadebelysningen virker. At lejlighederne er til at varme op og så videre og så videre.
Når de små ting, som vitterligt er lige til at gå til, ikke bliver fixet og bliver ignoreret i årevis, så er der ingen beboere, der tør stole på prestigeprojektet. Det er ikke raketvidenskab. Det er simpel logik. Men nu inden jeg hidser mig meget op, så kunne jeg måske piske op i min egen dårlige samvittighed. Jeg har nemlig ting, som jeg skal have gjort boligforeningen opmærksom på. Men jeg gider ikke, fordi jeg har fornemmelsen af, at der ikke sker noget som helst. Det er nok den attitude, der har røgforgiftet staklerne i min gamle opgang. Jeg må hellere stramme op.

Rolling Stone interviewene

hedder bogen, jeg lige har læst. Det er en samling af interviews fra magasinet Rolling Stone. Ialt 40 interviews med kulturpersonligheder fra 1968 og frem. Note: Hvor mange af de interviewede er kvinder? Fem. Jeg orker ikke engang at udregne procenter på sådan noget pjat.
Bogen er god, men den bliver skæmmet af meget dårlig korrekturlæsning. Det er direkte forstyrrende for indholdet. Belastende.

Jeg vil fremhæve interviewene med John Lennon, Jack Nicholson, Eric Clapton, Kurt Cobain og selvfølgelig the one and only... Keith Richards.

Altså... man skal nok ikke være for forskrækket over stofmisbrug eller utroskab i de interviews. Jeg kan godt undre mig over, hvad der er sket fra deres liv til i dag, hvor Tiger Woods for eksempel hurtigt ryger ud i en omgang frit fald. Jeg gætter på, at det er det frådende 24-7 nyhedsshow, der kræver sit. Det kan ikke være størrelsen på "synden", der er afgørende.

John Lennon får i interviewet indirekte trukket den pæne Paul McCartney ud i noget snavs. Utilsigtet? Næppe. Sjovt? Ja!
Eric Clapton taler om en ikke særlig flatterende grænseudforskning. Selvom han får det til at lyde, som om han dulmede sine kunstneriske smerter ved et massivt misbrug af heroin, er det tydeligt, at nok tager heroinen smerten, men det dræber også kunsten og evnen til at leve.
Apropos det... Kurt Cobain. Kan I huske ham? Ellers: Where did you sleep last night? Han lyder som, om det gør ondt, og det gjorde det sikkert også. Interviewet er en vekselvirkning mellem en stille fyr, der bare gerne vil være Michael Stipe, og udsagn om hurtig berømmelse. Det kunne godt være den slags, der i bogstavligste forstand gør det svært at bevare sund fornuft.
Jack Nicholson har nogle fantastisk udtalelser om overvægt, selvtillid og kvinder. Han er min yndling.
Eller er det Keith Richards? Han har sikkert taget flere stoffer og knaldet flere yngre kvinder end alle de andre tilsammen, og interviewet handler også blandt andet om, om han eventuelt er udødelig? Det er da irriterende på den sjove måde. Her er der sgu én, der IKKE lever efter sundhedsstyrelsens anbefaling, og så overlever han i mere eller mindre fin stil.

God bog, hvis man kan holde sjusket ud. En virkelig kvalitet er, at de interviewede bliver spurgt på en naiv måde, som får dem til at snakke. Det kan man lære noget af.

Kammerateri vs. netværk

Forleden havde jeg gæster, og vi kom til at diskutere, hvornår man ansætter folk, man kender. Det vil sige... alle andre var faktisk kommet til enighed, indtil det kom til mig, og jeg SKAL problematisere alting. Det er noget, jeg kan. Det værste er, at jeg i sammenhængen fik udtalt mig kategorisk, hvilket egentlig er uklogt, når jeg stadig er i tvivl.

Så hvad synes I? Hvor går grænserne mellem netværk og kammerateri? Læs eventuelt dagens artikel om Metroselskabet.

Mit bud er, at man skal forsøge at undgå enhver sammenblanding af venskab og arbejde. Og så er der alligevel gråzoner. Jeg synes, at man skal holde sig for øje, om det er ens egen penge, man kaster efter en ven, eller om man administrer andres. Og så skal man være skarp nok til at se, om andre uden kendskab til personen ville træffe den samme beslutning og sørge for, at de gør det, så ens habilitet er intakt. Og når de ting er på plads, skal man alligevel tænke sig grundigt om. Er man i en position, hvor man kan arbejde sammen med vedkommende, som havde det været alle andre? Og hvis ikke, så sig fra.

Det lød da simpelt, ikke? Men jeg ved jo også godt, at der kan være alverdens undskyldninger for at gøre anderledes. Det kan være, at forhåndskendskabet gør det lettere at arbejde sammen. Det kan være, at det er det hurtigeste jævnfør artiklen. Det kan være, at man slipper for en omstændig udvælgesproces. Og jeg kunne blive ved. Der er bare det, at samtlige undskyldninger hører ind under kategorien: Legalisering af behov. Man finder på for ens egen skyld. Og det er ok, synes jeg, hvis man står ved, hvorfor man har truffet det valg og er parat til at tage tæskene for det.

Som sagt - jeg har ikke styr på, hvad der er det rigtige. Jeg har læst et eller andet sted, at 70 % af alle job i DK bliver besat via netværk. Min samfundsbekymring er, at vi bliver en nation af pænhed, fordi vi allesammen allerede fra begyndelsen har følelser i klemme i forhold til vores samarbejdspartner. At vi kommer til at mangle input fra mennesker, der ikke er som os selv. Og at det bliver nemt at vælge samfundsgrupper fra, som vi ikke kender.

Hvad mener I?

Fødselsdag og andet

NU begynder det at ligne noget!

• I dag er det Lenes fødselsdag.
• Jeg overlevede at sige farvel på arbejdet,
• men måtte trøstekøbe virkelig fine støvler og sko.
• Der er fem dage til P-skolen. Jeg har fået en undervisningsplan, og det ser vildt ud. Udfordringerne kom til at stå i kø. Jeg glæder mig til at se, hvordan det er.
• Tegnekursus begynder samme dag som P-skolen. Så er den dag vist også brugt. Jeg har ikke rørt en tegneblyant siden november. Og når det gælder tegning, så er vejen frem øvelse. En ugentlig aften, hvor man ikke skal andet, passer mig nok bedst.
• Jeg har fået løbebukser i fødselsdagsgave. Så nu kan det der frost og glat godt pakke sammen. Jeg gad godt at få en løberytme. Sidste år løb jeg én gang. Det er ikke nok til at lave en vane, skulle jeg hilse at sige.

I dag skal jeg fejre med familien, og derudover har jeg ferie. Så der er god tid til at sidde i lænestolen, læse og forsøge at holde varmen. I må have en god dag. Jeg modtager ikke klager over kulden. Vi må bare konstatere, at selv min fødselsdag har en cool attitude.

Unplugged blogs

eller logbøger.

Jeg betragter dem som mine højtskattede redskaber. Min "alt muligt bog" er et mix af udklip, postkort, oplysninger, jeg skal huske, ideer, billeder, tegninger, opskrifter og ja, alt muligt. Den er i A5 størrelse og har fået elastikbælte, for ellers var den for længst eksploderet. En "alt muligt bog" holder cirka et år. Så er den proppet og klar til at fungere som opslagsværk. Et opslagsværk, som sikkert kun giver mening for mig.

Der er dog et problem med "Alt muligt bogen". Den bliver tung af alt det, der bliver klistret i den. Så derfor har jeg lille hjælper i form af "Løse noter". Den er med overalt og bruges til i én rodebunke at skrive og tegne i. Det er forbudt at klistre den til. Til gengæld er den herligt fri for orden. Jeg skriver tingene, som det falder mig ind. Og det er god humor at finde nogle af sine løse noter og simpelthen ikke ane, hvad det går ud på. For eksempel har jeg en side, hvor jeg meget begejstret har skrevet en masse stikord om sammenhængen mellem morgenmad og musik. Og nu er jeg fuldstændig blank på, hvad jeg har tænkt. Musik og morgenmad??? Pas! Men det kan være, at det giver mening igen engang. Hvem ved?

Så er der min kalender. Den tjener det formål, en kalender skal. Sørger for, at jeg får et hint om tid og sted. Meget vigtigt.

For mig er logbøgerne en befrielse. Jeg har stort set altid en strøm af ideer farende rundt. Jeg opfinder bøger, TV-udsendelser, magasiner, virksomheder og mange andre ting. Og det stressede mig, før jeg begyndte at bruge mine logbøger. Nu skriver jeg alle ideerne ned, og skal de have et liv, ved jeg, hvor de er. Men de stiller ingen krav til mig. De er der bare.

Har I andre også logbøger eller noget, der ligner?

Hvad er du til?

Jeg er blevet tagget af Maja.

Blomst: Roser.
Mad: Og gerne meget af det.
Bøger: Fagbøger, skønlitteratur og alt muligt midt imellem.
Tøj: Lækkert undertøj er et must.
Sko: Flade.
Bagværk: Muffins
Grøntsag: Så mange som muligt.
Frugt: Æbler
Film: Apocalypse Now, De andres liv og Fargo.
Te eller kaffe: Kaffe! Ikke fordi jeg ikke kan lide te, men kaffe får min verden til at dreje rundt.
Ugeblad: Nej tak.
Strand-, ski- eller storbysferie: Storby.
Vin eller øl: Vin. Øl smager og lugter forfærdeligt.
Sport: Hvem? Mig?

Leg med, hvis I vil.

Greenpeace

De dejlige mennesker, som har lavet denne video, kender jeg. Der er nogen, der bruger deres X-factor til noget fornuftigt. Hurra for dem!

Tilstand

• Synes måske nok, at noget af alt den spalteplads, der er blevet brugt på at diskutere ikke-eksisterende burkaer og kendispjat i al almindelighed kunne bruges til at finde ud af, hvordan man behandler hinanden godt.


• Er træt af at bo i en kummefryser.


• Venter og venter og venter og venter og venter... Hvem der bare havde en tålmodighed.


• Får inspiration fra mange steder og fylder notesbøger op.


• Er ikke overrasket over den omsorg, som Ekstra Bladet viser overfor en person, som de for få år siden udråbte som afvigende indehaver af sexslaver. Hukommelse findes ikke i medier.
• Tror faktisk, at meget mere sniksnak om madpakker i børnehaver kan få mig til at eksplodere på Wulffmorgenthaler-måden. Anede faktisk ikke, at madpakken er det eneste sted, hvor forældre kan vise, at de elsker deres børn. MEN det ved jeg nu, og hold så kæft!
• Hader at læse bøger, hvor der er så mange sprogfejl, at jeg bliver forstyrret i min læsning. Ville det være ok at aflevere bogen tilbage, hvor den er købt og bede om pengene retur?

Januar er på en eller anden måde bare en god måned for lister.

Genbrugsland i Bazar Vest

I den nye del af Bazar Vest ligger Danmissions genbrugsbutik: Genbrugsland. Og da jeg sidste lørdag manglede en stor skål, var det bare afsted over vejen.

Selvom samlingen af grønne urtepotter straks gave en idé om at lave en hel væg med potteskjulere i den samme farve, så var det jo faktisk ikke det, jeg kom efter. Og jeg lod dem stå.

Videre gik det til køkkendelingen. Og der er jo alt sådan et sted. Jeg fandt et dejfad, der kunne bruges. Og der sneg sig også et krus med til en vintage krus samling, som jeg arbejder på.

Hylden med kunstbøger tjekkede jeg selvfølgeligt også, men der kom ikke noget med hjem. Det er vist ikke sket før.

Havde jeg nu haft armkræfter og plads, skulle jeg også have haft et klaver med hjem.

Men det har jeg jo ikke. Og havd skal jeg egentlig også med et klaver? Men fint... det er det.

Skulle du komme på de kanter, så god tur i Genbrugsland.

Standby

En af den slags søndag formiddage, hvor jeg er i tvivl om, hvor meget i live jeg ville være uden kaffe. Jeg prøver at komme op af et hul efter at være blevet ramt af en virkelig mærkelig forkølelse. Jeg var forkølet torsdag, rask fredag, syg igen lørdag, og nu er jeg rask igen. Mystisk!

Ellers er jeg sat på standby i mit eget liv. Listen lyder som sådan:

• 10 arbejdsdage tilbage. Er allerede nu ved at tude over at skulle sige farvel.
• 16 dage til fødselsdag. Det er jo bare tal.
• 21 dage til P-skolen. Uhhhhhhhh!
• 21 dage til tegnekursus.
• Mange dage til at det bliver sommer igen.

Stilhed før storm giver mening i den her situation. Jeg skal være og vente... og gerne uden mærkelig forkølelse, tak.

Journalister må simpelthen have noget bedre at tage sig til!

I dag har jeg været i en af Århus' smukkeste bygninger for at passe noget borgerligt ombud. Retsbygningen på Vester Allé er fyldt med detaljer som muslingeformede skiver til at dække nøglehuller og lamper, der udsender facettet lys. Og kunsten kan man også nyde, når man alligevel er der. Bygningen er dog vist nok ligeså upraktisk til sit formål, som den er smuk.

Da jeg ankom i morges, var forhallen fyldt af fotografer og journalister. Og jeg spurgte da også den første og bedste, hvad der brændte... Terror? Skyderi? Eller hvad? I, mine kloge bloglæsere, gætter det aldrig.

Det er en syg, syg verden, vi lever i!