Rolling Stone interviewene

hedder bogen, jeg lige har læst. Det er en samling af interviews fra magasinet Rolling Stone. Ialt 40 interviews med kulturpersonligheder fra 1968 og frem. Note: Hvor mange af de interviewede er kvinder? Fem. Jeg orker ikke engang at udregne procenter på sådan noget pjat.
Bogen er god, men den bliver skæmmet af meget dårlig korrekturlæsning. Det er direkte forstyrrende for indholdet. Belastende.

Jeg vil fremhæve interviewene med John Lennon, Jack Nicholson, Eric Clapton, Kurt Cobain og selvfølgelig the one and only... Keith Richards.

Altså... man skal nok ikke være for forskrækket over stofmisbrug eller utroskab i de interviews. Jeg kan godt undre mig over, hvad der er sket fra deres liv til i dag, hvor Tiger Woods for eksempel hurtigt ryger ud i en omgang frit fald. Jeg gætter på, at det er det frådende 24-7 nyhedsshow, der kræver sit. Det kan ikke være størrelsen på "synden", der er afgørende.

John Lennon får i interviewet indirekte trukket den pæne Paul McCartney ud i noget snavs. Utilsigtet? Næppe. Sjovt? Ja!
Eric Clapton taler om en ikke særlig flatterende grænseudforskning. Selvom han får det til at lyde, som om han dulmede sine kunstneriske smerter ved et massivt misbrug af heroin, er det tydeligt, at nok tager heroinen smerten, men det dræber også kunsten og evnen til at leve.
Apropos det... Kurt Cobain. Kan I huske ham? Ellers: Where did you sleep last night? Han lyder som, om det gør ondt, og det gjorde det sikkert også. Interviewet er en vekselvirkning mellem en stille fyr, der bare gerne vil være Michael Stipe, og udsagn om hurtig berømmelse. Det kunne godt være den slags, der i bogstavligste forstand gør det svært at bevare sund fornuft.
Jack Nicholson har nogle fantastisk udtalelser om overvægt, selvtillid og kvinder. Han er min yndling.
Eller er det Keith Richards? Han har sikkert taget flere stoffer og knaldet flere yngre kvinder end alle de andre tilsammen, og interviewet handler også blandt andet om, om han eventuelt er udødelig? Det er da irriterende på den sjove måde. Her er der sgu én, der IKKE lever efter sundhedsstyrelsens anbefaling, og så overlever han i mere eller mindre fin stil.

God bog, hvis man kan holde sjusket ud. En virkelig kvalitet er, at de interviewede bliver spurgt på en naiv måde, som får dem til at snakke. Det kan man lære noget af.