søndag, december 31, 2006

Solskinsmorgen

Morgen... Jeg kunne mærke, hvordan solen sneg sig om over blokkene. Og det gjorde den. Mit søde dagdriverliv er inde i en opløbsfase. I morgen, når jeg er blevet mig selv, melder alle opgaverne sig igen. Hurrra for hverdagen.

lørdag, december 30, 2006

Museumsbesøg

Var på ynglingsmuseum med søster. Vi skulle nå at se biler i sidste øjeblik sammen med alle de andre.

Langvarigt strikkeprojekt



Strikketøj...Jeg er i gang med at strikke et lille tæppe. Grønt, selvfølgeligt.

fredag, december 29, 2006

Trold får nattebesøg

Morgen... I nat skete der noget mærkeligt. Jeg lå i min sødeste søvn, da det pludseligt ringer meget insisterende på døren. Jeg springer op, vikler dynen om mig, lukker døren op velvidende, at jeg ligner en trold.

Der står et stk. pæn ung mand med casual street tøj og er brun og lækker. Desværre er det overhovedet ikke en, jeg kender. Han spørger, om jeg skal have leveret nogle kasser øl. Jeg har spillet så meget Matador i juleferien, at jeg i kort øjeblik tror, at det er spørgekortene, der forfølger mig, hmm.

Men jeg vågner så meget op, at jeg pænt siger, at der må være tale om en misforståelse. Fyren siger: "Undskyld" og går. Hvor smart er jeg? Kunne jeg ikke have spurgt, hvad han hed? Om han havde et telefonnummer eller et eller andet yderst relevant? Næ, jeg tudser bare ind i min seng igen.

Tilbage i sengen indser jeg min fadæse. Hulk... Til min fødselsdag ønsker jeg mig en sexet natkjole, så jeg er klar, når den slags sker.

Nå...op med humøret igen. Jeg har fundet et link til Radioavisens radiobøffer her. God humor for folk som mig, der også tit taler, før jeg tænker.

torsdag, december 28, 2006

Krea-dag

Afslapning...Det har været en dejlig jul, og nu kan jeg ikke klare mere julemad. Lidt arbejde er, hvad dagen byder på. Resten af dagen kan jeg bruge på kreative projekter som at strikke, tegne, fotografere og andre projekter, som normalt er helt umulige at få tid til.

Jeg har nok bare brug for at få lidt ny energi. Kigge i biblioteksbøger, skrive og finde inspiration på internettet.

Hyggeligt.

torsdag, december 21, 2006

Fred hvile over land og by
















Formiddag efter storm. I går fik jeg afleveret min eksamensopgave, hurra. Jeg nåede gudskelov ikke at opleve de store kriser.

Resultatet er blevet så godt, som jeg kan gøre det. Jeg er meget stolt af mig selv. Nu venter der en mundtlig eksamen i begyndelsen af januar.

I min bydel blev der i går holdt en koncert, hvor man fik et armbånd. Som billedet afslører, var jeg lige forbi. Selvom jeg hverken er teenager, hiphopper eller brandstifter. Det var meget hyggeligt. Se mere her

Jeg oplevede også det mærkelige i går at blive stoppet på gaden af en etnisk dansk dame, der ville vide, hvad sandheden er om at bo her. Fordi folk snakker så meget, og er der noget om det? Hun var nemlig ude for at kigge på en lejlighed.

Jeg fortalte hende selvfølgelig, hvordan jeg oplever at bo her. At det er et spændende kvarter, hvor folk kommer hinanden ved. At rygterne om, hvor farligt her er, er stærkt overdrevne. Og at man som alle andre steder skal passe på sig selv.

Jeg troede, da jeg flyttede her ud, at der lå kæmpe bander i buskene, som bare ventede på, at det blev mørkt nok, til at de kunne angribe. Lovløshed og vold var, hvad der ventede mig. Og alligevel har jeg en eller anden form for nysgerrighed...Er det så slemt? Og hvis det er, hvad kan man gøre ved det?

Virkeligheden er meget anderledes og heldigvis for det. For eksempel var jeg i går sent ude og skulle gå henne fra bussen og hjem kl.0.45. Der var mørkt. Det var nu, bander skulle springe frem. Jeg gik fra bussen og så meget ind i midten af Parken, som man nu kan. Jeg så ikke et øje!

Jeg håber, at damen flytter her ud. Det skal ikke være rygter, der bestemmer, hvor man har lyst til at bo.

søndag, december 17, 2006

DrømmeStrømme

Jeg er i total overspringsmodus. Det skyldes, at jeg skal vente på nogle læsertests af min eksamens opgave. Så her en hel uge før julegaver er der dømt vente, vente og vente.... Og det helt uden Disney. Hmm!

Nå, men så er det jo godt, at der findes mange ting at give sig til fx at overføre fødselsdage til 2007-kalender, klippe sjove billeder ud af reklamer (man ved aldrig, hvornår man får brug for dem!), læse i kogebøger, drømme om at bo i en kæmpe lejlighed, lave en efter forholdene stor indendørs krydderurtesamling (i december!) og vaske op (fordi jeg er usigeligt træt af at blive fløjet ned af væmmelig bananfluer).

Jeg har også fået 37 ideer til artikler, jeg vil skrive efter eksamen plus fem bøger. Derfor burde jeg på en eller anden måde tage ud at rejse efter eksamen. Jeg får stress af at være i selskab med mit ide-jeg hele tiden! Nye indtryk plejer at kunne holde det lidt nede.

Jeg vil gerne til Berlin, Egypten, Marokko, New York, besøge Kathrine i Abu Dhabi, sige hej til nogle delfiner( nå, nej...jeg hader at få hovedet under vand, seriøst!) eller se, hvordan London er.

Drøm bare videre! Det koster ikke ekstra. Jeg skal spare. Jeg har jo lige brugt en halv weekend på at indrette en fiktiv lejlighed. Måske er det der, jeg skal udfolde mine ideer i stedet for at løbe væk fra dem?

søndag, december 10, 2006

Decemberhimmel


Se! Hvilken smuk udsigt. Fantastisk vejr i dag. Jeg vælger selvfølgeligt at bruge hele dagen indendørs. Typisk.

Min eksamensopgave skrider langsomt fremad. Jeg har samlet en masse information og skal nu til at skrive. Det glæder jeg mig til. Jeg har nemlig nogle overvejelse om, hvordan tingene skal sættes op. Jeg kan ikke finde ud af det, før jeg har prøvet. Jeg er meget nysgerrig... Hvad bliver det til mit projekt?

Om ti dage ved jeg præcist, hvad det bliver til. Uhhhh...

søndag, december 03, 2006

Brand i mørkets hjerte
















Drama...
Jeg var gået i seng lørdag aften. Jeg filosoferede smådrømmende over min eksamensopgave. Så hørte jeg nogle mærkelige brag. De var regelmæssige.

Det tænkte jeg ikke særligt meget over. Ikke før jeg lugtede røg. Jeg hoppede ud af min seng, og var pludseligt enormt bevist om, at der har været temmeligt mange påsatte brande i området på det sidste. Var det nu min bygning, der brændte?

Et hurtigt kig ud af vinduet afslørede, at det var det ikke. Jeg ringede til alarmcentralen. De vidste det godt og var på vej.

Ganske kort tid efter kunne jeg høre sirenerne. Jeg tog et billede. Branden var slukket i løbet af ganske kort tid. Hvorfor greb jeg egentligt ud efter mit kamera? Sikkert for at have et bevis på, at det ikke var noget, jeg havde drømt.

Hvad nu? Skal jeg til at sove med evakueringstøj på? Eller lytte efter alle bankelyde? Flytte er ikke en mulighed. For jeg kan godt lide at bo her... især når det ikke brænder - på!

Det var endnu en påsat brand i en container eller noget andet affaldshalløj. Suk.

søndag, november 26, 2006

Naboskab

Nu er jeg i godt humør igen. Jeg har brugt hele dagen sammen med morsomme, dejlige mennesker. Jeg mangler bare et godt grineflip, så er jeg klar til en ny uge. Og det skal nok komme.

Jeg har røde kinder, fordi jeg faktisk har været ude i dag. Måske er jeg blevet solbrændt? Jeg har været ude at samle integrationsideer. Det var sjovt.

Sådan er det at bo i et multikulturelt område. Jeg møder hele tiden mennesker, som overrasker mig ved at være dem. De er ikke fordomme eller stereotyper. Nogle er uvidende. Andre er ligeså dårlig til at lære andre sprog, som jeg selv er. Men dem, jeg møder, kan grine...også af sig selv.

Men tænk at det skal være et ministeriestøttet projekt at besøge sine naboer. Ret mærkeligt. Jeg må blive bedre til at besøge mine tætpå naboer. Måske har de også humor? Og lige spændende...vil de være medlemmer af Socialdemokratiet?

lørdag, november 25, 2006

Gråvejr


Jeg sidder heldigvis og kigger ud. Måske matcher mit humør den grå himmel. Det er på tide at finde på en eller anden opmuntring.

På Djh skal vi i snart i gang med eksamensopgave. Det bliver spændende. Jeg har ikke rigtig en god idé endnu, men den finder jeg.

Nu vil jeg rydde op i mine bunker af papir og glæde mig over livet. Jeg har ikke grund til andet.

mandag, november 20, 2006

Hmm...en træt Tiger?


















Jeg har været på besøg hos min mor. Hun er allerede i gang med at binde kranse, lave dekorationer og vil gerne have, at jeg tager stilling til min kommende adventskrans.

Hold da op! Beundringsværdi energi.

Jeg fandt dog også en i huset, der tog tingene mere afslappet. Tigerkatten!

Måske spiller den død, fordi det er regnvejr?
Det har jeg den mistænkt for...

søndag, november 19, 2006

Køreplan for fremskridt

"Alle store talere begyndte som dårlige talere" Ralph Waldo Emerson

Lidt opsamling på mit fortællerkursus. Det var rigtigt godt. I dag var jeg lidt mere frisk.
Min hjerne koksede bare over at skulle lære og prøve en masse ting på en gang.

Så jeg kunne selvfølgelig ikke rigtigt huske, hvad jeg skulle sige, kun hvordan jeg skulle sige det. Nå, men øvelse gør mester.

Jeg har fået tænkt over, hvad det er, jeg vil med mit liv. Ja, ja, det skal man gøre en gang imellem. Bare mærkeligt, at det altid skal være om søndagen...

Jeg tror faktisk, at jeg har fundet på noget! Og har allerede fortalt det til to personer i min omgangskreds. Heldigvis er de begge af den herlige slags, der siger: "Jubii!" Når jeg i næste uge finder på noget andet.

Det er en uvane, jeg har. Jeg er disciplineret, men ikke særligt målrettet. Men nu bliver det hele meget bedre. Jeg har fået et mål. Så skal der skæres til i bredden og graves i dybden! Fokuseres og en masse andet godt.

Jeg kan begynde med at lave de opgaver, jeg skal aflevere i morgen på Djh. Små skridt, små skridt....

Efterårspragt



Et lille blik af min altan. Jeg synes, at der er et eller andet mærkeligt charmerende ved forfald.

Her er mine planter, der er visnet og nu skal give plads til nye. Indtil da skal de stå og være krogede og dystre.

Det er lidt ligesom, at der kan være noget smukt ved affald, rod eller ting, der er virkeligt slidte.

Jeg skal forsøge at finde flere eksempler senere.

lørdag, november 18, 2006

Struktureret dagdrømmeri

Denne weekend er ligeså overfyldt som den sidste. Jeg er i gang med et to-dagskursus om at holde foredrag. En såkaldt fortællerweekend. Det er arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke.

Dagen begyndte med, at vi skulle fortælle vores sidemand, hvad vi drømmer om. Hvad drømmer jeg egentligt om? Stod der nærmest massivt over min indre skærm. Jeg var nok i det hele taget lidt træt i morges. Helt klart søvnmangel.

Jeg kom frem til, at jeg drømmer om at gøre min uddannelse færdig. Finde ud af, hvad jeg skal bruge selvsamme uddannelse til. Gøre det til mit drømmejob. Tjene nogle flere penge og få en større lejlighed. Og så drømmer jeg selvfølgelig altid om den valgaften, der skal komme, hvor Socialdemokraterne igen overtager regeringsmagten...

Eller er dagen blevet godt brugt på øvelser. Faktisk minder det en del om undervisningen på Djh med den forskel, at det drejer sig om den mundtlige formidling i stedet for den skriftlige.

Nu summer jeg så lidt over dagens indtryk og tænker over, hvad det der drømmejob går ud på. Måske et lidt stort emne nu, hvor trætheden er vendt tilbage.

Hvad drømmer du om?

torsdag, november 16, 2006

Dagens hit

Tænk, at jeg har venner, der synes, at den bedste beskrivelse af mig er: humor, tolerance, frisind, intelligens, forståelse, erfaring og rar! Hvad kan jeg forlange mere? Tak, søde Sigrid. Du reddede lige min dag.

Det er helt klart den slags, jeg har brug for i denne hademåned nr.1...November.

onsdag, november 15, 2006

Opgaver, opgaver...

Jeg har ret travlt med Djh. Jeg skriver og skriver, og så dagen efter venter der en ny opgave! Det er rigtigt godt. Det er bare lidt voldsomt. Jeg har fx slet ikke tid til at gå til dans. Ikke så smart.

Der sker dog andre ting end skolen. Jeg har fået postkort fra Vietnam, hvor Stephi for tiden opholder sig på sin vej rundt i verden. Det er hyggeligt at høre fra hende, men hvor siger postkort bare lidt! Hun har totalt glemt at skrive slibrigt sladder! Skandale...

søndag, november 12, 2006

Bolignyt


Smukke billeder fra mit hjem handler om at gå tæt på. Her er det en krybende plante, betonvæg og blå himmel.

Hjemme igen

Så er jeg tilbage efter den store udflugt. Jeg lærte ganske rigtigt en masse. Nu gælder det om at få ført det ud i livet. Jeg fik en portion gejst af at møde andre mennesker, der bruger deres fritid på politik. Opmuntrende er det også at se dagens meningsmålinger. Ta dah... Danmarks største parti!

Hjemme er der mærkeligt nok ikke sket en forandring. Her roder ligeså meget, som da jeg tog afsted. Lidt uoverskueligt synes jeg. Jeg har mest lyst til at kravle langt ned under dynen med en bog. Jeg er ved at læse "Gentlemen" af Klas Östergren.

Jeg overvejer, hvad det er, jeg skal bruge bloggen her til. Det er en god måde at øve sig i at skrive på. Jeg er også glad for at kunne sætte fotos ind. Men hvad mere? Skulle jeg udover at sende små glimt fra min hverdag prøve at finde et tema?

Og hvad skulle det være? Jeg har tænkt på at skrive positive historier fra mit boligområde. Det kunne der være god brug for, og det vil være en naturlig del af min hverdag. Men bryder det anonymiteten, og gør det noget? Jeg kunne også skrive om det politiske arbejde og så sende mit link ud til alle mulige i netværket, som kunne komme med input. Så er problemet...Gider de at læse om alle mine hverdagstrængsler?

Gode ideer efterlyses...

fredag, november 10, 2006

Udsigt og indsigt

Morgen og jeg har en fantastisk udsigt over træer og betonblokke direkte til en orange solopgang.

I dag står den på Djh og lang togtur gennem store dele af landet. Ankomst det ydre rum engang i aften. Så skal der diskuteres integration.

Det skal nok blive lærerigt. Det svære er at omsætte de vise ord til praksis. Ændre vaner og den slags.

torsdag, november 09, 2006

Dans på bord



Ja, det er så et helt typisk billede af, hvad der foregår på tillægsuddannelsen på Djh en torsdag.

Utroligt oplivende! Hurra for anfald af åben modus!

Bævende blog begyndelse

Overspringshandling er et fantastisk ord for det, jeg har gang i lige nu. I mit lille hjem er der en pænt stor opvask, en masse tøj, der skal lægges på plads, lidt affald og en uredt seng.

Jeg har lige fået besøg. I morgen rejser jeg til Sjælland. Det er et ideelt tidspunkt at begynde en blog. Der er en grund til, at bloggen hedder Lenes Leben. Velkommen til!