tirsdag, oktober 28, 2008

Helt mørkt

Forestil dig George Gearløs' ven Lille Hjælper.... Ham, der har en pære som hoved. Han er lige nu det eneste billede, jeg kan komme i tanke om, som figur for, hvordan det er at være mig.

Normalt er jeg overskudsagtig, humoristisk og opfindsom...

MEN jeg har det fuldstændig som, om pæren er sprunget! Der er ikke en eneste idé at hente, intet overskud og ikke engang noget overlevelseshumor. Jeg er bare en tom pære uden lys.

Jeg går ud fra, at det går over. At der snart kommer en ny pære, som virker, som den skal.

Indtil da håber jeg, at I har forståelse for en lidt død blog. Det eneste, jeg for tiden kan bidrage med, er en svag raslelyd, hvis man tager mig helt hen til øret.

lørdag, oktober 25, 2008

Særheder

Arhhh... jeg er blevet tagget af Maja.

Her er seks af mine særheder:

1. Jeg bliver helt hysterisk af at få hovedet under vand. Så jeg svømmer med hovedet over vandet. Jeg er meget forsigtig i nærheden af en bruser. Min frisør ved det og tager hensyn. Jeg kan af samme grund panikke i regnvejr.

2. Jeg stritter med mine lillefingre... både når jeg holder på en kop, et krus, og når jeg skriver på tastatur.

3. Jeg får nyseanfald, når jeg vågner... Hvilket kan være meget afslørende, hvis man har listet sig til en 'morfar', og så telefonen ringer.

4. Jeg kan ikke tænke uden et skriveredskab i hånden. Ting bliver meget lettere for mig at forstå, hvis jeg lige tegner lidt.

5. Jeg har det med at misforstå overskrifter, reklamer og alt muligt andet, så det kommer til at handle om sex, rumvæsner, eventyrfigurer, dinosaurer eller ingenting. Det gør mig sommetider noget forvirret, og har gennem tiden fået mig til at spørge andre om de mest mærkelige ting.

6. Jeg sover med vinduet åbent. Ikke kun for at få luft ind, men også for at høre, om der sker noget spændende udenfor.

Her er reglerne for legen. Jeg tagger ikke andre, men skulle nogle have lyst, så glæder jeg mig til at læse om flere særheder.

Reglerne:
Link til din tagger
Nævn reglerne i din blog
Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours)
Tag seks andre bloggere
Læg besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget

onsdag, oktober 22, 2008

Dagens inspiration

Det sker, at jeg på ffffound finder noget, jeg må undersøge nærmere. Og således også i dag, hvor jeg fandt et af de fotos, som Varity Fair har nomineret til de 25 bedste nyhedsfotografier.

Fotografierne er barske, grusomme, stærke eller rørende, men de er ikke ligegyldige, og de er sært inspirerende.

Et af de 25 billeder, synes jeg, er særligt gribende eller måske nærmere ganske forfærdeligt. Det med gribben og barnet. Måske er det, fordi mennesket her er reduceret til kød? Det er for frygtligt at indse.

Nu har fotosamlingen en overvægt af amerikanske nyhedshistorier. Måske kunne vi lave en lille top fem over danske nyhedsfotografier? Har I nogle forslag?

tirsdag, oktober 21, 2008

Tilstandsrapport

Ja, skuffende, men sandt.
Mit sarkastiske mismod er ved at gå over. Jeg kan mærke min optimisme komme snigende. Jeg havde ellers tænkt mig at være muggen længe, men nej.

Jeg duer simpelthen ikke til at være i dårligt humør ret længe. Så jeg afblæser missionen.

I øvrigt: En af mine kollegaer kom med en mærkelig gåde.
Et sted, der i virkeligheden, i børnesangen og på Google Earth er et surrealistisk sted?

Jamen , jeg har ingen anelse om, hvad hun snakker om. Et sted i en børnesang? Jeg skal kun sove én gang, før hun fortæller mig, hvor det er.... Min tålmodighed er udfordret!

Opdatering: Gåder er ikke, hvad de har været!
Svaret var Tibooburra, New South Wales, Australien, som åbenbart indgår i en australsk børnesang om nogle dyr, der deler gaver ud.
Ser man det! Og hun har ret i, at det er et mærkeligt sted, der ligger ude midt i absolut ingenting. Men så god er jeg slet ikke til gåder, at hun behøver at gøre dem så sværere..

søndag, oktober 19, 2008

Mit nye mål...

er at udvikle mig i Melvins retning. Det må da skulle gå ud over nogen, at jeg er i dårligt humør.

lørdag, oktober 18, 2008

Tja...

Hvordan kan det forresten være, at hver gang jeg er så meget som i det mindste dårligt humør, så bliver jeg sarkastisk? Og jo værre humør, jo mere sarkastisk!

Overlevelseshumor? Eller bare ren ondskab?

Jeg skal være sørøver, når jeg bliver stor!

Når jeg kigger ud over min fantastiske farvefulde bogreol efter en bog til opmuntring og trøst, og som ikke er bibler i noget, der minder om 100 forskellige udgaver, er der sørgeligt tomt.

Det kan godt være lidt problematisk at have en litteratursmag, hvor død og tilværelsens ulidelige grusomheder er en elsket ingrediens. og jeg orker ikke flere eventyr.

Der måtte dramatiske midler i brug! Så nu har jeg læst "Bogen om Pippi Langstrømpe" af Astrid Lindgren. Ganske enkelt alle historierne om den stridtfletningede supertøs. Det hjalp faktisk på humøret, men nu er reolen igen proppet med de helt forkert bøger.

Jeg gider ikke læse om folk, der fucker deres liv op. Der røg "Stormland" af Hallgrímur Helgason.

Jeg gider ikke læse om hverken Gud eller Socialdemokratiet. Det indebærer en alt for stor risiko for at blive akut mismodig. Der røg 3/4 af min bogreol.

Jeg gider ikke at læse noget som helst om folk med succes. Ingen biografier og slet ingen selvhjælpsbøger.

Kun ren og skær glæde og uforfalsket gå-på-mod!

Med mindre, der er nogle af jer, som har nogle gode forslag (de er meget velkomne!), så tager jeg vist en runde med Pippi igen.

En lille opfølgende konstatering: Mine DVD lider under samme sygdom/smag. Hvor mange krigsfilm er det egentlig nødvendigt at have i en husholdning?

fredag, oktober 17, 2008

Træls

Det går nok ikke så godt på ens arbejde, når man overvejer at søge job på Thule Air Base, bare for at komme lidt ud af rotation.

Jeg håber, at der snart er et eller andet, som vil, som jeg vil.

onsdag, oktober 15, 2008

Handlekraft


"Nu gør jeg noget! Nu bager jeg!" tænkte jeg, og selvom klokken var blevet 22, så kaster jeg mig jo bare ud i ting.
Gær, vand, salt, sukker og olie... ingen sag. Men var der noget mel? Nej.
Så nu er jeg vist i gang med at fremstille en solid omgang kanonkugler. Typisk!

søndag, oktober 12, 2008

Alternativ hørelse

Da jeg pludseligt ikke kunne høre forskel på Jörg Haider og Al queda, blev samtalen simpelthen for mærkelig for mig.

lørdag, oktober 11, 2008

Se mig....


Der er altid nogen, som skal udfolde sig deres personlighed. Meget kreativt og til tider utåleligt!

Disneyfiseret

Hmm... Meget nysgerrig. Finder hele tiden på nye ting. Er ikke altid lige heldig. Minder mig om...mig!

Balloner på vej...


ud igennem vinduet eller måske på vej ind?
Jeg har været til Kulturnat i Århus. En god måde at begynde en meget tiltrængt weekend på.

torsdag, oktober 09, 2008

Der var engang...

Nu har jeg fået læst 697 sider Grimms Eventyr.
Jeg anede ikke, at der fandtes så mange prinsesser, kongesønner, kæmper, hekse og andet godtfolk og skidtfolk.

I eventyrenes verden er der ikke noget at tage fejl af. Enten er man god og bliver lykkelig til sidst eller også er man ond og får sin fortjente straf i form af en voldsom død. Jamen, hvor svært kan det være?

Hvad, jeg bedst kan lide i eventyrenes, er, når de lige hurtigt skal forklare, hvordan verden hænger sammen.
For eksempel:
"De skulle begge to om nogen tid have et barn, men ved dette skrækkelige syn blev de så forfærdede, at de samme nat fødte to drenge, der ikke så ud som mennesker, men som aber. De løb så ud i skoven, og fra dem stammer alle aber."
Javel ja. En slags omvendt evolution?

Kast dig bare ud i Brødrenes magiske univers! Men for at undgå en overdosis af tre prinsesser, gamle koner og fattige soldater så vil jeg opfordre til, at man tager eventyrene lidt af gangen og veksler med noget andet læsestof. Jeg har nærmest fået en eventyrlig forstoppelse.

onsdag, oktober 08, 2008

Hør nu her!

I Århus Festuge havde jeg den store fornøjelse at overvære Rap-o-fonia i Musikhuset. Nu er det blevet lagt på DR's hjemmeside i anledningen af Aarhus Took It.

Min varmeste anbefaling af det fine mix mellem rap og klassisk musik. Hør det!

tirsdag, oktober 07, 2008

Alarmlampen lyser!


Bedst som jeg var villig til at proppe denne dag i den store skraldespand af forspildte muligheder og tabte talenter, så fik jeg en klunset rød lampe. Nu ved jeg ikke rigtigt, hvor mit humør er på vej hen.
Jeg tror, at jeg er nødt til at se noget The Daily Show, så jeg kan være sikker på, at det er hele verden, der er kuk.

mandag, oktober 06, 2008

Arbejdet på en mandag

Denne mandag efter ferien er gået så godt, som sådan nu kan. Jeg var en lille smule groggy, da 14 dages oplysninger og e-mails væltede ind over mig.

Men arbejdsdagen havde ikke været i gang mange timer, før jeg fik lov til at slå en af mine chefer med en skovl, og den slags ved man aldrig, hvornår man får brug for.

Desuden er mine kollegaer så vilde med mit nye hår, at jeg har fået lov til at tage referat af morgendagens store møde. Hurra.

Mine kollegaer og chefer har ikke mistet deres underholdningsværdi, bare fordi jeg har været væk 14 dage. Jeg tror, at de har sparet op på humorkontoen til, at jeg kom tilbage.

søndag, oktober 05, 2008

Hjem igen


Er netop hjemvendt efter fem dage i København. Det har været en rigtig god tur. Jeg fik set en masse kunst blandt andet Per Kirkeby på Louisianna, vidunderligt.
Jeg deltog også i det blogtræf, som Madame havde arrangeret i Hillerød. Det var en skæg oplevelse, og nu bliver jeg nødt til at følge med i flere blogs, for der gemmer sig nogle meget interessante mennesker bag.
Billedet er fra min absolutte favorit seværdighed i København, nemlig Metroen. Jeg tror, at jeg kunne køre rundt i den i timevis.
Men nu er jeg tilbage ved de gule busser, og i morgen begynder jeg på arbejde igen. Jeg er vist nok klar til det.