onsdag, marts 31, 2010

Skru op

Meget apropos musik har Johan Olsen begået en genial klumme.

I øvrigt går det godt med forårsrengøringen. Og hvor tiltrængt det er, får man måske en fornemmelse af, når jeg indrømmer, at jeg efter en indkøbstur kom hjem og studsede over en mærkelig lugt. Det gik op for mig, at det var duften af rengøringsmiddel, der var helt ukendt. Flot.

tirsdag, marts 30, 2010

Forårsstemning

Forårsrengøringen her i betonlejligheden er så omfattende, at den behøver sit eget soundtrack. I det hele taget er der brug for nyt på musikfronten. Hele den kolde vinter fik mig til at høre alt for meget Depeche Mode. Og det er ikke dårligt. Det er bare ikke sommermusik.

Men nu er det nye tider. Og så skal der høres:

Erykah Badu

India Arie

Wyclef Jean

Natasja

Bikstok Røgsystem

Og efter at have læst denne anmeldelse er jeg nødt til at høre Gonjasufi. Og jeg kunne blive ved.
Musik til arbejdet er nødvendigt.

mandag, marts 29, 2010

Pause

Så sluttede min første præstepraktikperiode. I går prædikede jeg, og det var lige så vildt, som det lyder. Det gik godt, og den helt særlige følelse af at tale i et kvarter uden, at der er nogen, der afbryder, plus at folk kigger på en, som om man er verdens viseste person. Det er ren narkotikum, tror jeg.

Nu har jeg ferie. Sådan helt fri indtil næste tirsdag! Dejligt, dejligt. Jeg tror altså også, at Gud og jeg har brug for at se andre mennesker i en tid. Ikke for det, men jeg hænger jo ved hans ord hele tiden. Jeg er sikker på, at salmesang kan erstattes med altanterapi, prædikenskrivning med skrivning af ansøgning og forårsrengøring ville også være en god ting.

Og så skal jeg bare nyde foråret. Sol vil være fint, tak.

søndag, marts 21, 2010

Lige om lidt

P-skolen skrider hurtigt fremad, og nu er jeg allerede i praktik. Og der begynder at komme flere og flere spørgsmål, der minder om: "Nå, hvad skal du så lave, når du er færdig (til juni - lige om lidt!) Og jeg snakker udenom, gør jeg. For jeg ved det ikke.
Jeg har en idé eller halvtreds, men ikke noget fast.
Men for en enestående gang i mit liv føler jeg mig tryg ved det. Jeg føler mig sikker på, at der nok dukker noget op. At jeg finder lige det job, jeg vil have. Eller at jeg laver et selv. Eller at jeg stifter bekendskab med dagpengesystemet og overlever det også.
Jeg regner med at skulle bruge påskeferien på at skrive ansøgninger. Mærke efter, hvad det er, jeg vil.
Skulle der sidde nogle derude og tænke: Jeg ved lige, hvad hun skal! Så sig endelig til. Jeg har sikkert ikke fået øje på alle de gode muligheder selv.

Morgenmad og haveterapi


Morgenmad er dagens vigtigste måltid. Jeg undrer mig hver gang, at jeg hører folk sige, at de ikke har spist morgenmad. Jamen, det må være gået helt galt for dem! På bloggen Simply Breakfast er der det ene fine billede efter det andet af dette vidunderlige måltid, der sparker dagen i gang. Jeg henter inspiration og bestemmer mig for at gøre mere ud af min morgenmad. De dage, hvor jeg tager mig sammen til at lave grød, er bare bedre. Men i det hele taget - at bruge tid på sin morgenmad er et plus for ens velbefindende.
Hvad spiser du til morgenmad?
Jeg har fået læst Signe Wennebergs "Haveterapi". Skøn bog, hvis man er til sådan noget chick lit - wellness havehygge litteratur, og hvem er ikke det? Jeg er i hvert fald helt på.
Bogen er fin, og der er meget rigtigt at hente. Jeg ved af egen erfaring, at altanterapi holder og virker. Og det er godt at blive klog på, hvordan andre bruger deres have. Eneste anke er, at det er en meget pæn bog. Signe Wenneberg skriver selv et sted, at hun ikke har ønsket at lave endnu en livsstilsbog, der kommer til at dunke os i hovedet med, hvad vi ikke kan leve op til. Jeg vil se det på den måde, at der er mange billeder i af smilende overskudsagtige børn plus Signe Wenneberg stillet op i smukke grønne omgivelser. Men hvis man ikke får overfølsomme reationer på den slags, så er det en meget fin og livsbekræftende bog.
Jeg har to Signe Wenneberg-bøger, der venter. Jeg glæder mig til at læse dem. Lad mig endelig ikke forspilde chancen for at nævne, at hun er opstillet for Socialdemokraterne et eller andet sted i Københavnsområdet. Jeg synes, at hun er sej. Og jeg ser frem til, at hun laver en havebog om betonhaver - bedre kendt som altaner.

tirsdag, marts 16, 2010

Oh yeah

Blå is er vejen frem. Og ja, jeg har en svaghed for talentfulde børn. De her er da übercoole! Eller hvordan man nu bøjer det.

mandag, marts 15, 2010

En ny uge

Ingen tegning i dag. Jeg holdte en veltjent fridag - til huslige opgaver selvfølgelig. Weekendens gospelworkshop har fået min hjerne til at slå kolbøtter. I morgen venter første dag i min præstepraktik. En aflevering til P-skolen hænger. Og lidt travlt har man vel altid.

Men det er forår! Og hurra for solskin!

onsdag, marts 10, 2010

Så sandt...

Danske retssale søger publikum.
Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis din viden er rusten omkring, hvad der foregår i en dansk retssal, så gør dig selv den tjeneste at sætte dig ind i det. Jeg vil vove den påstand, at det er mindst ligeså vigtigt som at stemme.

Inspiration til flyvske tanker

Det er lige før, at denne uge forsvinder ud i et lommetørklæde. Jeg har pådraget mig en standardforkølelse med ondt i halsen og snot i rigelige mængder. Men skal dog siges, at i går påstod min sanglærer, at jeg glemte, at jeg var forkølet. Så koncentret er jeg!

Men det er jo blevet forår! Og jeg kan mærke, hvordan jeg bliver mere og mere grundglad. Der er lyst, når jeg tager afsted om morgenen. Og selv når jeg får sent fri (sangtimer!), så er der stadig lyst. Der er fugle, der synger. Og katte, der hyler. Helt klart forår.

Trænger man til en inspirationsliste for at give energien endnu mere luft? Det tror jeg bestemt, at vi gør.

Inspirationsliste:

Så skulle der være friske ideer til at flyve videre gennem ugen. Fik jeg sagt, at jeg også skal synge i dag?

torsdag, marts 04, 2010

Liv, død og kærlighed

Det er alt sammen P-skolens skyld, eller også er jeg bare generelt havnet et sted, hvor livet skal ruskes lidt.
Listetid igen, igen :
  • Min læge har foreslået, at jeg snart skal have et donorbarn i mangel på kæreste. Jeg vil overveje det. Men må konstatere, at jeg nær var gået i panik, da jeg prøvede at undersøge, om jeg ikke bare kunne begynde med et sponsorbarn. Så meget forpligtelse og ansvar!
  • På P-skolen snakker vi død, død, sørgelige salmer og begravelser time efter time. Og nu har klumpen i halsen sat sig fast, og jeg er begyndt at tude over alle Rasmus Seebach-sange. Det er en meget uheldig udvikling og passer dårligt til min personlighed.
  • Jeg er stort set aldrig desperat single. Jeg er mere uendelig taknemmelig, fordi jeg er mig. Jeg er fantastisk med eller uden mand. MEN nu er det krise. P-skolen har inviteret til informationsmøde om det kommende præsteliv. Og der må gerne komme ægtefæller med. Jamen, så er det jo topdollar, at jeg er den ENESTE på mit hold, der ikke er udstyret med sådan en. Mødet er midt i april... Og jeg bliver nødt til at tvangsgifte mig inden da.

Nu kunne jeg godt ligge mig til at tørre ind på sofaen, mens jeg spekulerer over tilværelsens ulidelig svære beslutninger.

Jeg kunne også (og har allerede gjort!) melde mig til et gospelkursus. Når jeg kommer til at synge som præsten her, så kan jeg sikkert også finde ud af de andre småting.

tirsdag, marts 02, 2010

Søndagsfighten

Når man kommer flyvende ud af P-skolen, og man har brugt en dejlig dag sammen med gode folk. Og har bekræftet hinanden i, hvordan tidsånden er med fællesskabet, højmessen og åndeligheden. Så er det jo godt, når Magasin kan få en på 'rette' spor igen:
Jaaaaaa, shoppesøndag! Hvad kan hamle op med det? Eller...

mandag, marts 01, 2010

Mandagstegning 3


Åhhh, hvor er det kompliceret. Fødder vender altid på en svær måde.
Jeg skal også dele med jer, at jeg koncentrerede mig dybt om en fodtegning. Så dybt at jeg glemte at tænke, og grinene omkring mig var store, da jeg (og andre) opdagede, at der var kommet seks tæer på. Ja, ja... At tælle og tegne er åbenbart for meget på én gang.