fredag, maj 08, 2009

Vejen - Cormac McCarthy

Sumper med rigelige mængder kaffe. Det er, hvad jeg gør sådan en fri formiddag, inden der står konfirmation på programmet. Og så prøver jeg at komme mig over en bog, jeg læste færdigt i nat.

"Vejen" af Cormac McCarthy var åbenbart det, der skulle holde mig vågen det halve af natten. Det er nok én af de mest voldsomme bøger, jeg nogensinde har læst, men måske har jeg fortrængt de andre.

Fantastisk bog, der minder mig om Roberto Benignis film fra 1997 "Livet er smukt".
Bogen er en frygtlig beskrivelse af livet for en mand og hans søn i en fremtid efter en altomfattende katastrofe. Og alligevel handler den midt i al gruen (og den er virkelig grusom) om at være et godt menneske.

En anmeldelse fra Politiken beskriver bogen som en lignelse, og det kan der være noget om. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at læse den igen for at få mere ud af det apokalyptiske perspektiv.

Lige nu skal jeg mere ryste oplevelsen af mig. Beskrivelserne af, hvordan manden og sønnen mangler alt undtagen kærlighed, hænger fast. Og jeg kan kigge ud på det grå regnvejr og tænke: "Hvad nu hvis det ikke stopper med at regne? Hvad nu, hvis radioen ikke reagerer, når jeg rører kontakten, og strømmen ikke kommer tilbage? Hvad nu hvis?"

Læs den bog, og få en grundlæggende glæde ved livet. Glæden indebærer blandt andet, at der skrives bøger af den kaliber. Brutal, bevægelse og berigende.

2 kommentarer:

jensdrejer sagde ...

Jeg har også læst "Vejen" og jeg er helt enig med dig: det er en genial bog. Det er et stykke tid siden jeg læste den, men den har gjort et stort indtryk og der er nogle scener jeg husker lige så skarpt, som hvis jeg havde læst bogen i går.

Lene sagde ...

Jens: Og jeg tror godt, at man kan læse den igen og får endnu mere ud af den. Jeg synes, at det er en stor kvalitet ved en bog.