Fik jeg sagt, at jeg har ferie og masser af tid til at blogge?
I går var der brand i et kælderrum på Bentesvej, og jeg opdagede som sædvanligt ikke noget som helst, men jeg så det på JP. Og et eller andet sted stod der skrevet, at røgen ikke var til at få ud, fordi tagvinduet i opgangen ikke virkede. "Sært", tænkte jeg, "Det gjorde det heller ikke i den opgang, hvor jeg boede før." Og nu viser det sig, at det faktisk var min gamle opgang, der brændte! Og det er jo i sig selv forfærdeligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen.
Det er mere end to år siden, jeg flyttede fra den opgang. Hvordan kan det på nogen måde lade sig gøre, at det tagvindue stadig er i stykker? Jeg forstår det simpelthen ikke!
Men desværre er det så typisk Gellerupparken og sikkert også andre steder, men det ved jeg ikke noget om. Hvorfor ikke få lavet de små ting? Sørger for, at opgangene er rene og funktionelle. At gadebelysningen virker. At lejlighederne er til at varme op og så videre og så videre.
Når de små ting, som vitterligt er lige til at gå til, ikke bliver fixet og bliver ignoreret i årevis, så er der ingen beboere, der tør stole på prestigeprojektet. Det er ikke raketvidenskab. Det er simpel logik. Men nu inden jeg hidser mig meget op, så kunne jeg måske piske op i min egen dårlige samvittighed. Jeg har nemlig ting, som jeg skal have gjort boligforeningen opmærksom på. Men jeg gider ikke, fordi jeg har fornemmelsen af, at der ikke sker noget som helst. Det er nok den attitude, der har røgforgiftet staklerne i min gamle opgang. Jeg må hellere stramme op.
onsdag, januar 27, 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar