Forleden havde jeg gæster, og vi kom til at diskutere, hvornår man ansætter folk, man kender. Det vil sige... alle andre var faktisk kommet til enighed, indtil det kom til mig, og jeg SKAL problematisere alting. Det er noget, jeg kan. Det værste er, at jeg i sammenhængen fik udtalt mig kategorisk, hvilket egentlig er uklogt, når jeg stadig er i tvivl.
Så hvad synes I? Hvor går grænserne mellem netværk og kammerateri? Læs eventuelt dagens artikel om Metroselskabet.
Mit bud er, at man skal forsøge at undgå enhver sammenblanding af venskab og arbejde. Og så er der alligevel gråzoner. Jeg synes, at man skal holde sig for øje, om det er ens egen penge, man kaster efter en ven, eller om man administrer andres. Og så skal man være skarp nok til at se, om andre uden kendskab til personen ville træffe den samme beslutning og sørge for, at de gør det, så ens habilitet er intakt. Og når de ting er på plads, skal man alligevel tænke sig grundigt om. Er man i en position, hvor man kan arbejde sammen med vedkommende, som havde det været alle andre? Og hvis ikke, så sig fra.
Det lød da simpelt, ikke? Men jeg ved jo også godt, at der kan være alverdens undskyldninger for at gøre anderledes. Det kan være, at forhåndskendskabet gør det lettere at arbejde sammen. Det kan være, at det er det hurtigeste jævnfør artiklen. Det kan være, at man slipper for en omstændig udvælgesproces. Og jeg kunne blive ved. Der er bare det, at samtlige undskyldninger hører ind under kategorien: Legalisering af behov. Man finder på for ens egen skyld. Og det er ok, synes jeg, hvis man står ved, hvorfor man har truffet det valg og er parat til at tage tæskene for det.
Som sagt - jeg har ikke styr på, hvad der er det rigtige. Jeg har læst et eller andet sted, at 70 % af alle job i DK bliver besat via netværk. Min samfundsbekymring er, at vi bliver en nation af pænhed, fordi vi allesammen allerede fra begyndelsen har følelser i klemme i forhold til vores samarbejdspartner. At vi kommer til at mangle input fra mennesker, der ikke er som os selv. Og at det bliver nemt at vælge samfundsgrupper fra, som vi ikke kender.
Hvad mener I?
onsdag, januar 27, 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar