lørdag, januar 30, 2010

Den optimistiske liste

Tadah, glæde!

Den alvorlige liste

  • Tør vi efterhånden overlade noget som helst til Forsvarsministeriet?
  • Dr2 Udland har pragtfulde kvindelige værter, som ligner... nå, ja...kvinder. Hvor befriende - når de fleste andre kvindelige TV-værter ligner usædvanligt tynde, smukke og succesfulde kloner.
  • Forleden blev jeg ringet op af et analysefirma. Jeg skulle svare på nogle spørgmål bestilt af Århus Kommune. Som spørgsmålene skrider frem, forstår jeg, at jeg er blevet ringet op, fordi jeg bor i Gellerupparken, men det er nok ikke lige mig, spørgsmålene henvender sig til. Et eksempel: I hvor høj grad synes du, at du ville være mere en del af det danske samfund, hvis du blev bedre til dansk?!?!? Øhhhh... WTF? Det morede jeg mig meget over, men efter en samtale i går er jeg nu kommet i tvivl. Er det ok, at Århus Kommune indirekte ringer rundt til et boligområde for at lave personlighedskontrol? Og hvordan følger jeg nu op på den sag, hvis det ikke er?
  • Altså med mindre jeg første dag på P-skolen lærer noget om at hekse med vejr, så er vejrudsigten skræmmende. Måske kunne jeg også oparbejde en zen om ikke at hidse sig op over ting, der ikke står til at ændre... men det bliver nok ikke denne vinter.
  • Noget om fri skolemad.

fredag, januar 29, 2010

Bizart

Jeg drømmer så mærkelige ting for tiden, at jeg vågner af det. I morges drømte jeg, at min veninde havde iværksat en kampagne for at finde et job. Kampagnen gik ud på, at hun havde hugget Grauballemanden og brugte ham til at lave forskellige videosekvenser rundt i Århus. På den måde beviste hun sin kreativtet.

Nej, nej, nej og atter nej. Min fantasi er nu for alvor gået amok. Jeg vil ikke sove, hvis det skal være sådan hver nat.

onsdag, januar 27, 2010

Brand i Gellerupparken

Fik jeg sagt, at jeg har ferie og masser af tid til at blogge?
I går var der brand i et kælderrum på Bentesvej, og jeg opdagede som sædvanligt ikke noget som helst, men jeg så det på JP. Og et eller andet sted stod der skrevet, at røgen ikke var til at få ud, fordi tagvinduet i opgangen ikke virkede. "Sært", tænkte jeg, "Det gjorde det heller ikke i den opgang, hvor jeg boede før." Og nu viser det sig, at det faktisk var min gamle opgang, der brændte! Og det er jo i sig selv forfærdeligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen.

Det er mere end to år siden, jeg flyttede fra den opgang. Hvordan kan det på nogen måde lade sig gøre, at det tagvindue stadig er i stykker? Jeg forstår det simpelthen ikke!
Men desværre er det så typisk Gellerupparken og sikkert også andre steder, men det ved jeg ikke noget om. Hvorfor ikke få lavet de små ting? Sørger for, at opgangene er rene og funktionelle. At gadebelysningen virker. At lejlighederne er til at varme op og så videre og så videre.
Når de små ting, som vitterligt er lige til at gå til, ikke bliver fixet og bliver ignoreret i årevis, så er der ingen beboere, der tør stole på prestigeprojektet. Det er ikke raketvidenskab. Det er simpel logik. Men nu inden jeg hidser mig meget op, så kunne jeg måske piske op i min egen dårlige samvittighed. Jeg har nemlig ting, som jeg skal have gjort boligforeningen opmærksom på. Men jeg gider ikke, fordi jeg har fornemmelsen af, at der ikke sker noget som helst. Det er nok den attitude, der har røgforgiftet staklerne i min gamle opgang. Jeg må hellere stramme op.

Rolling Stone interviewene

hedder bogen, jeg lige har læst. Det er en samling af interviews fra magasinet Rolling Stone. Ialt 40 interviews med kulturpersonligheder fra 1968 og frem. Note: Hvor mange af de interviewede er kvinder? Fem. Jeg orker ikke engang at udregne procenter på sådan noget pjat.
Bogen er god, men den bliver skæmmet af meget dårlig korrekturlæsning. Det er direkte forstyrrende for indholdet. Belastende.

Jeg vil fremhæve interviewene med John Lennon, Jack Nicholson, Eric Clapton, Kurt Cobain og selvfølgelig the one and only... Keith Richards.

Altså... man skal nok ikke være for forskrækket over stofmisbrug eller utroskab i de interviews. Jeg kan godt undre mig over, hvad der er sket fra deres liv til i dag, hvor Tiger Woods for eksempel hurtigt ryger ud i en omgang frit fald. Jeg gætter på, at det er det frådende 24-7 nyhedsshow, der kræver sit. Det kan ikke være størrelsen på "synden", der er afgørende.

John Lennon får i interviewet indirekte trukket den pæne Paul McCartney ud i noget snavs. Utilsigtet? Næppe. Sjovt? Ja!
Eric Clapton taler om en ikke særlig flatterende grænseudforskning. Selvom han får det til at lyde, som om han dulmede sine kunstneriske smerter ved et massivt misbrug af heroin, er det tydeligt, at nok tager heroinen smerten, men det dræber også kunsten og evnen til at leve.
Apropos det... Kurt Cobain. Kan I huske ham? Ellers: Where did you sleep last night? Han lyder som, om det gør ondt, og det gjorde det sikkert også. Interviewet er en vekselvirkning mellem en stille fyr, der bare gerne vil være Michael Stipe, og udsagn om hurtig berømmelse. Det kunne godt være den slags, der i bogstavligste forstand gør det svært at bevare sund fornuft.
Jack Nicholson har nogle fantastisk udtalelser om overvægt, selvtillid og kvinder. Han er min yndling.
Eller er det Keith Richards? Han har sikkert taget flere stoffer og knaldet flere yngre kvinder end alle de andre tilsammen, og interviewet handler også blandt andet om, om han eventuelt er udødelig? Det er da irriterende på den sjove måde. Her er der sgu én, der IKKE lever efter sundhedsstyrelsens anbefaling, og så overlever han i mere eller mindre fin stil.

God bog, hvis man kan holde sjusket ud. En virkelig kvalitet er, at de interviewede bliver spurgt på en naiv måde, som får dem til at snakke. Det kan man lære noget af.

Kammerateri vs. netværk

Forleden havde jeg gæster, og vi kom til at diskutere, hvornår man ansætter folk, man kender. Det vil sige... alle andre var faktisk kommet til enighed, indtil det kom til mig, og jeg SKAL problematisere alting. Det er noget, jeg kan. Det værste er, at jeg i sammenhængen fik udtalt mig kategorisk, hvilket egentlig er uklogt, når jeg stadig er i tvivl.

Så hvad synes I? Hvor går grænserne mellem netværk og kammerateri? Læs eventuelt dagens artikel om Metroselskabet.

Mit bud er, at man skal forsøge at undgå enhver sammenblanding af venskab og arbejde. Og så er der alligevel gråzoner. Jeg synes, at man skal holde sig for øje, om det er ens egen penge, man kaster efter en ven, eller om man administrer andres. Og så skal man være skarp nok til at se, om andre uden kendskab til personen ville træffe den samme beslutning og sørge for, at de gør det, så ens habilitet er intakt. Og når de ting er på plads, skal man alligevel tænke sig grundigt om. Er man i en position, hvor man kan arbejde sammen med vedkommende, som havde det været alle andre? Og hvis ikke, så sig fra.

Det lød da simpelt, ikke? Men jeg ved jo også godt, at der kan være alverdens undskyldninger for at gøre anderledes. Det kan være, at forhåndskendskabet gør det lettere at arbejde sammen. Det kan være, at det er det hurtigeste jævnfør artiklen. Det kan være, at man slipper for en omstændig udvælgesproces. Og jeg kunne blive ved. Der er bare det, at samtlige undskyldninger hører ind under kategorien: Legalisering af behov. Man finder på for ens egen skyld. Og det er ok, synes jeg, hvis man står ved, hvorfor man har truffet det valg og er parat til at tage tæskene for det.

Som sagt - jeg har ikke styr på, hvad der er det rigtige. Jeg har læst et eller andet sted, at 70 % af alle job i DK bliver besat via netværk. Min samfundsbekymring er, at vi bliver en nation af pænhed, fordi vi allesammen allerede fra begyndelsen har følelser i klemme i forhold til vores samarbejdspartner. At vi kommer til at mangle input fra mennesker, der ikke er som os selv. Og at det bliver nemt at vælge samfundsgrupper fra, som vi ikke kender.

Hvad mener I?

tirsdag, januar 26, 2010

Fødselsdag og andet

NU begynder det at ligne noget!
  • I dag er det Lenes fødselsdag.
  • Jeg overlevede at sige farvel på arbejdet,
  • men måtte trøstekøbe virkelig fine støvler og sko.
  • Der er fem dage til P-skolen. Jeg har fået en undervisningsplan, og det ser vildt ud. Udfordringerne kom til at stå i kø. Jeg glæder mig til at se, hvordan det er.
  • Tegnekursus begynder samme dag som P-skolen. Så er den dag vist også brugt. Jeg har ikke rørt en tegneblyant siden november. Og når det gælder tegning, så er vejen frem øvelse. En ugentlig aften, hvor man ikke skal andet, passer mig nok bedst.
  • Jeg har fået løbebukser i fødselsdagsgave. Så nu kan det der frost og glat godt pakke sammen. Jeg gad godt at få en løberytme. Sidste år løb jeg én gang. Det er ikke nok til at lave en vane, skulle jeg hilse at sige.

I dag skal jeg fejre med familien, og derudover har jeg ferie. Så der er god tid til at sidde i lænestolen, læse og forsøge at holde varmen. I må have en god dag. Jeg modtager ikke klager over kulden. Vi må bare konstatere, at selv min fødselsdag har en cool attitude.

torsdag, januar 21, 2010

Unplugged blogs


eller logbøger.
Jeg betragter dem som mine højtskattede redskaber. Min "alt muligt bog" er et mix af udklip, postkort, oplysninger, jeg skal huske, ideer, billeder, tegninger, opskrifter og ja, alt muligt. Den er i A5 størrelse og har fået elastikbælte, for ellers var den for længst eksploderet. En "alt muligt bog" holder cirka et år. Så er den proppet og klar til at fungere som opslagsværk. Et opslagsværk, som sikkert kun giver mening for mig.
Der er dog et problem med "Alt muligt bogen". Den bliver tung af alt det, der bliver klistret i den. Så derfor har jeg lille hjælper i form af "Løse noter". Den er med overalt og bruges til i én rodebunke at skrive og tegne i. Det er forbudt at klistre den til. Til gengæld er den herligt fri for orden. Jeg skriver tingene, som det falder mig ind. Og det er god humor at finde nogle af sine løse noter og simpelthen ikke ane, hvad det går ud på. For eksempel har jeg en side, hvor jeg meget begejstret har skrevet en masse stikord om sammenhængen mellem morgenmad og musik. Og nu er jeg fuldstændig blank på, hvad jeg har tænkt. Musik og morgenmad??? Pas! Men det kan være, at det giver mening igen engang. Hvem ved?
Så er der min kalender. Den tjener det formål, en kalender skal. Sørger for, at jeg får et hint om tid og sted. Meget vigtigt.
For mig er logbøgerne en befrielse. Jeg har stort set altid en strøm af ideer farende rundt. Jeg opfinder bøger, TV-udsendelser, magasiner, virksomheder og mange andre ting. Og det stressede mig, før jeg begyndte at bruge mine logbøger. Nu skriver jeg alle ideerne ned, og skal de have et liv, ved jeg, hvor de er. Men de stiller ingen krav til mig. De er der bare.
Har I andre også logbøger eller noget, der ligner?

søndag, januar 17, 2010

Hvad er du til?

Jeg er blevet tagget af Maja.

Blomst: Roser.
Mad: Og gerne meget af det.
Bøger: Fagbøger, skønlitteratur og alt muligt midt imellem.
Tøj: Lækkert undertøj er et must.
Sko: Flade.
Bagværk: Muffins
Grøntsag: Så mange som muligt.
Frugt: Æbler
Film: Apocalypse Now, De andres liv og Fargo.
Te eller kaffe: Kaffe! Ikke fordi jeg ikke kan lide te, men kaffe får min verden til at dreje rundt.
Ugeblad: Nej tak.
Strand-, ski- eller storbysferie: Storby.
Vin eller øl: Vin. Øl smager og lugter forfærdeligt.
Sport: Hvem? Mig?

Leg med, hvis I vil.

lørdag, januar 16, 2010

Greenpeace

De dejlige mennesker, som har lavet denne video, kender jeg. Der er nogen, der bruger deres X-factor til noget fornuftigt. Hurra for dem!

Tilstand

  • Synes måske nok, at noget af alt den spalteplads, der er blevet brugt på at diskutere ikke-eksisterende burkaer og kendispjat i al almindelighed kunne bruges til at finde ud af, hvordan man behandler hinanden godt.

  • Er træt af at bo i en kummefryser.

  • Venter og venter og venter og venter og venter... Hvem der bare havde en tålmodighed.

  • Får inspiration fra mange steder og fylder notesbøger op.

  • Er ikke overrasket over den omsorg, som Ekstra Bladet viser overfor en person, som de for få år siden udråbte som afvigende indehaver af sexslaver. Hukommelse findes ikke i medier.
  • Tror faktisk, at meget mere sniksnak om madpakker i børnehaver kan få mig til at eksplodere på Wulffmorgenthaler-måden. Anede faktisk ikke, at madpakken er det eneste sted, hvor forældre kan vise, at de elsker deres børn. MEN det ved jeg nu, og hold så kæft!
  • Hader at læse bøger, hvor der er så mange sprogfejl, at jeg bliver forstyrret i min læsning. Ville det være ok at aflevere bogen tilbage, hvor den er købt og bede om pengene retur?

Januar er på en eller anden måde bare en god måned for lister.

søndag, januar 10, 2010

Genbrugsland i Bazar Vest


I den nye del af Bazar Vest ligger Danmissions genbrugsbutik: Genbrugsland. Og da jeg sidste lørdag manglede en stor skål, var det bare afsted over vejen.

Selvom samlingen af grønne urtepotter straks gave en idé om at lave en hel væg med potteskjulere i den samme farve, så var det jo faktisk ikke det, jeg kom efter. Og jeg lod dem stå.

Videre gik det til køkkendelingen. Og der er jo alt sådan et sted. Jeg fandt et dejfad, der kunne bruges. Og der sneg sig også et krus med til en vintage krus samling, som jeg arbejder på.

Hylden med kunstbøger tjekkede jeg selvfølgeligt også, men der kom ikke noget med hjem. Det er vist ikke sket før.

Havde jeg nu haft armkræfter og plads, skulle jeg også have haft et klaver med hjem.
Men det har jeg jo ikke. Og havd skal jeg egentlig også med et klaver? Men fint... det er det.
Skulle du komme på de kanter, så god tur i Genbrugsland.

Standby

En af den slags søndag formiddage, hvor jeg er i tvivl om, hvor meget i live jeg ville være uden kaffe. Jeg prøver at komme op af et hul efter at være blevet ramt af en virkelig mærkelig forkølelse. Jeg var forkølet torsdag, rask fredag, syg igen lørdag, og nu er jeg rask igen. Mystisk!

Ellers er jeg sat på standby i mit eget liv. Listen lyder som sådan:
  • 10 arbejdsdage tilbage. Er allerede nu ved at tude over at skulle sige farvel.
  • 16 dage til fødselsdag. Det er jo bare tal.
  • 21 dage til P-skolen. Uhhhhhhhh!
  • 21 dage til tegnekursus.
  • Mange dage til at det bliver sommer igen.

Stilhed før storm giver mening i den her situation. Jeg skal være og vente... og gerne uden mærkelig forkølelse, tak.

tirsdag, januar 05, 2010

Journalister må simpelthen have noget bedre at tage sig til!

I dag har jeg været i en af Århus' smukkeste bygninger for at passe noget borgerligt ombud. Retsbygningen på Vester Allé er fyldt med detaljer som muslingeformede skiver til at dække nøglehuller og lamper, der udsender facettet lys. Og kunsten kan man også nyde, når man alligevel er der. Bygningen er dog vist nok ligeså upraktisk til sit formål, som den er smuk.

Da jeg ankom i morges, var forhallen fyldt af fotografer og journalister. Og jeg spurgte da også den første og bedste, hvad der brændte... Terror? Skyderi? Eller hvad? I, mine kloge bloglæsere, gætter det aldrig.

Det er en syg, syg verden, vi lever i!