fredag, februar 12, 2010

Ih guder

P-skolen har overtaget mit liv... intet mindre. Jeg havde selvfølgelig hørt rygter om den slags, men det ville ikke ske for mig... næ, nej.
Jeg skulle blive klogere. Har nu arbejdet mig igennem uge to, og det var hårdt. Allerede tirsdag var jeg flad. Som i HELT flad. Så mange indtryk og ting at forholde sig til på én gang. Jamen, jeg kan da slet ikke lære så meget på samme tid, og det er der ikke noget, der hedder. Det er bare rask ud over stepperne. I et stille øjeblik kan jeg godt overveje, hvor lærdommen fra de næste 15 uger skal være henne, men min hjerne kan vel bygge til.
Jeg havde jo tænkt, at jeg skulle skrive en masse om vores undervisning for at afmystificere præsteuddannelsen lidt. Men indtil videre skvatter jeg bare sammen på sofaen, så snart jeg kommer hjem og restituere, inden det går løs igen. Er overbevidst om, at præstearbejde er verdens mest krævende job.

Én ting er fagene. Vi skal lære at skrive, tale, lære udenad, bevæge os, trække vejret(!), spørge, lytte, om paragraffer, en masse andet og min særlige udfordring... vi skal lære at synge salmer. Det er en gyser.
Men mest udfordrende er det at færdes blandt teologer. Hvis der er en lille bitte flig af min sjæl, som ikke er blevet endevendt, udforsket, analyseret og underkastet min egen og andres nysgerrighed efter den her uddannelse, så er der noget galt. Vi elsker det. Snage, rode og rage i følelser og alle hvorfor gør du, som du gør-spørgsmål. Det er den største udfordring. Man bliver totalt skarp af det. Kan sætte ord præcis på, hvordan det føles og hvor man vil hen. Man kan stille spørgsmål til sine medmennesker, så de fleste ville foretrække et forhør af to betjente og en arkitektlampe. Der er intet, der undslipper en viljefast teolog. Det er ekstremt anstrengende, når man er fanget i en flok på tyve.

Derfor har jeg i dag investeret i et par fantastiske høretelefoner. Nå, nej, det har jeg gjort, fordi jeg havde lyst til det. Men høretelefoner, højt musik (Michael Jackson!), lange gåture og en kampklar sjælefred er vist nødvendigt for at få pusterum. Kan allerede nu se, at hele mandag skal gå med... suk... salmer!

12 kommentarer:

Lena sagde ...

Jeg er da totalt misundelig. Tænk at du får lov til at synge hver eneste dag! Det er der du skal hente dit overskud. Sang er ren genopladning, når man forstår at slappe af og brøle igennem (med mavemusklerne - husk det). Men især over den gratis "venden-sig-selv-på-vrangen", men ikke over udsigten til søndagsarbejde resten af livet, såe...

Men du bliver da en totalt for fed præst. Sådan Nørre-stenbro-agtig for fed.

Marianne sagde ...

Der er ikke noget at sige til at du er tappet for energi - hjernen kører da på overtryk, men hold op hvor er det spændende....

Lene sagde ...

Lena: Det forstår jeg godt. Det er meget højskole-agtigt, og jeg lærer så meget! Jeg synes også, at det langsomt bliver sjovere at synge, men jeg venter nok på, at jeg med øvelsen tør slippe kontrollen og får flowfornemmelse.
Det er et grundigt kend-dig-selv kursus, og det er både sjovt og hårdt på samme tid, men aldrig kedeligt.
Hvis jeg skal være præst... Det tager jeg op til overvejelse mange, mange gange om ugen.

Lene sagde ...

Marianne: Ja, meget mere spændende i arbejdet med mennesker kan det vist ikke blive. Men jeg sover som en sten om natten :)

Dot sagde ...

Lene, du er fantstisk, og jeg hepper så meget på dine høretelefoner - og hey, kan man abonnere på en "kampfast sjælefred"??
Gid jeg havde vidst det, før jeg løb skrigende bort!
;-)
Endelig var der én der satte ord på, hvordan det er at være fanget i en gruppe af teologer. Hvis der er noget, du er, så er det en gudsbenådet iagttager!

Elisabeth sagde ...

helt enig med Dot ;)

...og så fik jeg lige den tanke, at politiet da helt har overset hvor de skal hente deres specialstyrker! Hvorfor er de ikke begyndt at hverve teologer til at krydsforhøre forbrydere og demonstranter? *grin*

Lene sagde ...

Dot: Jamen, det er da det, jeg er. og så er jeg glad for, at du kunne genkende situationen.
Man kan ikke abonnere på en kampfast sjælefred, men du kan få en opskrift: Ærlighed, humor og nærvær og tilsæt så de åndehuller, du har brug for. Men hold kæft, hvor slingrer man tit rundt i den opskrift:)

Lene sagde ...

Elisabeth: Tak! Og mon ikke den simple forklaring på, hvorfor teologer ikke bliver brugt i forhør, er, at politiet ved godt, at de afhøringer ville være ganske kort, og så har de afhørte tilstået alt. Og hvem har brug for en spørgelysten teolog uden offer? Sikkert ikke en stakkels betjent... :)

jensdrejer sagde ...

Jeg kan altså ikke udstå Michael Jackson. Men Michael Jackson eller salmer??? Tja, jeg er forbavset over at opdage, at der faktisk er visse situationer hvor jeg ville vælge Jacko! Det havde jeg aldrig forestillet mig, hahaha!

Det er fedt at du er glad for det! Og jeg tror faktisk du bliver rigtig god!!!

Lene sagde ...

Jens: Sikke en tiltro til mig. Dejligt.
Jacko eller salmer er vel egentlig ikke enten eller, men hver ting til sin tid. Dig og mig bliver bare aldrig rigtigt enige om, hvor fantastisk hans musik er, men sådan er der så meget :)

Nille sagde ...

Jeg har det jo som Jens med Jacko... hellere salmer til mig; selvom der er nogle jeg absolut ikke længere kan klare at høre.

Jeg synes, at det er en meget interessant profession - selvom man jo sjældent krydser den i dagligdagen. 'Vores' sognepræst er en af de mere 'kontroversielle'- Fru Lilleør. Hun nægtede at begrave min far 4 dage efter hans død. Der var vi ikke parat mente hun - så vi fandt en anden. Set i bakspejlet kan jeg bedre forholde mig til hendes dialog - men ikke i situationen, hvor du er fuldkommen ude af kurs.

Lene sagde ...

Nille: Ingen Jacko?... nej, det går ikke.
Det er jo det, der er så pokkers svært. Pludseligt er man der ude i virkeligheden i berøring med mennesker i deres livs sværeste situation. Så har man godt nok en meget lang uddannelse i bagagen, men har man fornemmelse? Og hvad hvis man har en dårlig dag? Præster har bare verdens sværeste job.