Nytår

Forresten... jeg skal ikke kaste mig ud i den store sådan-var-2009 gennemgang, men noget vil jeg godt have lov at sige. 2009 har for mig været endnu et af de år, hvor der skete ting, som jeg ikke havde set komme.
Så nu har jeg opgivet. Livet er en spændende kamp af den slags, hvor man har hjelm på og farer frem med hovedet først. Og nogle gange glemmer man at slå visiret ned.
Godt nytår. Nye overraskelser er på vej.

Selvransagelse i røg og damp

Nytåret er kommet til Gellerupparken. Det har været fyrværkeri i flere uger. Og det undrer mig hver år. Her bor mennesker, der i rigelige mål ved, at lyden af krudt ikke nødvendigvis hænger sammen med fest og farver, men derimod med død og ødelæggelse. PTSD er her en del af mange familiers liv.
Nogle gange tænker jeg, at fyrværkeri burde være strengt forbudt i områder som dette på samme måde, som der er landsbyer med stråtage. Det er jo trods alt menneskers sind, der rives rundt i. Jeg kan tage mig selv i at tænke, at dem, der fyrer af, burde vide bedre. Hvis de bor i en familie, hvor høje lyde giver forældre, der kravler langs væggene... Hvordan kan de så sprænge krudt af i rå mængder?
Men hvad synes I? Er det moralisering på andres vegne? Er det sådan en lille racisme, der popper op a la de skal opføre sig bedre, fordi de er gæster? Jeg ved det ikke.
Jeg forsøger bare at være opmærksom, for jeg har det som så mange andre. Jeg har fordomme om andre mennesker. Jeg tillægger folk værdi efter min egen skabelon. Og tit og ofte tager jeg fejl. Det er ikke så godt. Tillid skal der til.

Rod

Så typisk mig har jeg kastet mig ud i uoverskuelige ferieprojekter. Faktisk skulle jeg bare gøre rent i mine køkkenskabe, men så fandt jeg også på at flytte om i stuen. Og nu ligner hele mit lille hjem hulter til bulter, i øvrigt et ret sjovt udtryk. Hulter?

Nå, men nu gider jeg IKKE rydde op efter mig. Jeg har ferie. Ferie = sofa = læsning! Jeg tror godt, at jeg kan finde min sofa, en kop kaffe og et eller andet fra bogbunken. Fristende!

Hjemme og ude

Decemberbilleder...

Dårlig hårdag nr.10014

Er næsten klar. Bare et enkelt problem..
Det her hår skal faktisk ligge ned!

God jul

Eftersom jeg skal holde jul noget , der minder om rundt om hjørnet, er jeg helt afslappet i gang med de sidste forberedelser. Måske lige afslappet nok... jeg har just lavet den sidste hjemmelavede gave færdig og mangler at pakke fire gaver ind, og så skal jeg også og så skal jeg også, men mon ikke jeg når det?

Jeg har endelig fået juleferie, så jeg vil have lov til at slappe af.

Et billede fra i dag viser, at Gellerupparken stadig er nogenlunde hvid:

I må have en rigtig god jul.

Til opbyggelse

Det slog mig i dag, at COP15 minder mig om møderne i Gellerupparken. Indsatsen er højere, aktørerne flere, og der er i det hele taget mere på spil. Men fælles er, at forandringer er farlige, forstyrrende, og derfor er nej den nærmeste løsning.

I længen holder det ikke. Så her er en sang og en radioudsendelse til opbyggelse af den indre fornyer. Og et citat: "Mennesket er født til to ting: Til at tænke og til at handle." Cicero

Sjovt

Da jeg var barn, drømte jeg sommetider noget, der fik mig til at græde. Det gør jeg ikke mere. Til gengæld vågner jeg sommetider, fordi jeg griner. Det gjorde jeg for eksempel i nat. Jeg har ingen anelse om, hvad der var så sjovt. Jeg vågnede bare, fordi hele min krop føltes som champagnebobler. Tænk, at jeg også griner, når jeg sover.
Mærkeligt!

Slut på tirsdagstegning

Mit tegnekursus er stoppet, men jeg fik ikke vist de sidste tegninger frem. Her er lidt forskelligt, både perspektivtegning og croquis.

Og hvad så nu? Jeg overvejer at melde mig til et nyt tegnekursus i foråret, men der skal jeg på P-skolen. Kan man det samtidig? Må man have en fritidsinteresse, eller er det slut med den slags? Jeg tror nu, at tre timers kreativ tænkning om ugen er af det gode. Så forhåbentlig byder det nye år på mange flere tegninger.

Ellers glemmer jeg også, hvad jeg har lært i år. Faktisk kan jeg allerede nu kigge på tegningerne og tænke: "Har jeg lavet det?" Så jeg må nok hellere melde mig til, springe ud i det og få det til at passe ind i mit nye liv.

Fra gråt til hvidt

Tidligt op på en onsdag. Hver dag står jeg så tidligt op, at jeg er parat til at give hvad som helst for et par timer mere under dynen. Men nej, op skal jeg.

Også i morges fik jeg mig slæbt ud. Og så stod jeg der og kiggede ud af et af mine store vinduer. Væk var gråt med gråt. Det hele var forandret til hvidt. Hvor fint. Så fik onsdagen andre øjne.

Da jeg kom ud, havde sneen den helt rigtige knirkelyd, som betyder, at den hvide verden bliver her lidt endnu. Men i morgen har jeg vænnet til tanken og gider igen ikke at stå op.

I'm Yours

Bekræfter min mistanke om, at musik handler om attitude og ikkke altid om at synge rent.
Det er den slags opmuntring, jeg behøver, inden det bliver min tur til at gå til salmesang.

John Lennon

I sidste uge så jeg dokumentarfilmen The U.S. vs. John Lennon. Og dagen efter læste jeg på iCING. Og hvordan er det nu, at jeg har det med John Lennon? Jamen, jeg ved ingenting. Jeg husker lidt af en historie om en japansk heks og et boyband i opløsning, men det er vist også det. Så er der noget musik, der har det med at komme igen hver år omkring juletid og noget med Thy-lejren.
Men jeg kunne godt tænke mig at vide mere. Jeg er overbevist om, at der gemmer sig en fascinerende livsfortælling. Og én ting slår mig i de få glimt af historien, jeg har fået med... mod. Og når nu vi alle sammen skal i gang med at redde verden, så er det måske godt at hente noget inspiration hos en, der turde.

Hvis jeg allerede nu må introducere et nytårsforsæt: I det kommende år vil jeg gerne lære noget om John Lennon. Høre det musik, der ikke handler om jul og læse en biografi. Har du forslag, så sig frem.

Dovenskabsekspert

Jeg er faktisk totalt doven for tiden. Min undskyldning er, at det er decembermørkt... men holder det nu også? Eller er jeg bare topsløv? Jeg tror det sidste.

Jeg gider mest at ligge på min sofa under min dyne. Så gider jeg at se fjernsyn, spise og strikke. Og det er vist det.

Ikke noget med julestress eller gøre rent eller den slags. Ikke noget med at ordne alle de udklip, der flyder rundt om i mit lille hjem eller de sidste praktiske tid til P-skolen. Der er noget, jeg også meget gerne vil sy. Lave malerier. Fotografere. Redde verden. Men jeg gider ikke.

I dag har jeg besluttet mig for, at det er ok. Nogle gange gider man bare ikke. Jeg er ikke det mindste depri. Jeg er faktisk sjældent sofalykkelig. Jeg trænger nok bare virkeligt meget til juleferie. På et eller andet tidspunkt kommer jeg vel til at kede mig og begynder at foretage mig noget fornuftigt. Indtil da... finder I mig på min sofa.

Hula Hop

Nogle gange tænker jeg, at jeg kan da lære alt, hvis jeg øver mig længe nok. Andre gange ved jeg bare, at det er løgn!

En klassiker eller to

Bedsteveninden har været på strejftog på min blog, og hun synes, at der er en tendens til, at jeg nævner hendes fejludtalelser uden overhovedet at omtale, at jeg er KONGEN af uheldige fortalelser. Det kan der være noget om. Det er tid til et par eksempler...

Historie nr.1 er en virkelig klassiker. Den er genfortalt mange gange af både Bedsteveninden og jeg selv. Bedsteveninden og jeg er på ferie og bobler på hver vores side af en dobbeltseng. Bedsteveninden læser, og jeg ligger vel nærmest og kigger. Bedsteveninden bemærker mit beundrende blik, og hun regner med, at jeg nu vil sige noget virkeligt flatterende om hendes skønhed og især om hendes hårdt oparbejdede solskinskulør, så hun spørger, hvad jeg har fået øje på?
Og her er det så, at jeg får sagt meget hørt og uden mulighed for at trække i land:
"Jeg synes bare, at det er helt fantastisk så store overarme, du har!"
Jeg vil sige det på den måde, at det kompliment faldt dødfødt til jorden. Jeg tror endda, at jeg prøvede at redde situationen ved at sige, at de var meget kødfulde.
En lille note til mænd og andre idioter, der kan finde på at sige den slags: Kommenter ALDRIG en kvindes overarme! Der er ikke noget som helst godt at komme efter. Det kan kun gå galt. Tro mig!

Den anden historie i kategorien tal-før-du-tænker handler om engang, hvor en tidligere kollega viser mig billeder fra sin familieferie og siger: "Se min datter. Er hun ikke køn?"
Jeg kigger indgående på billedet og siger så helt nøgtern: "Hun ligner en hest!"
Det er sådan en situation, hvor man ville ønske, at der åbnede sig en lem i gulvet, og at man bare forsvandt.

Nå, men det var det TV-show om mit liv, vi kom fra...

Tysk og fantastisk

Det er blevet juletid, og jeg er egentlig ikke den, der bliver grebet af en gal julenisse. Faktisk er det ikke sikkert, at jeg får pyntet op inden jul. Julegaver bliver nok købt i sidste øjeblik, og jeg bliver som regel først i julehumør engang efter juleaften.

Der er dog én ting, som har sat sig fast i mine tanker.... Det er tid for Stollen! Ja, jeg er bidt af en gal tysk julekage af den kraftige slags. Og det kan kun gå for langsomt med at få skaffet den til huse. Mums! Måske kan jeg æde mig til at blive et rundt brød proppet med marcipan og andet godt, og så fejrer det hele med at trille en tur til Berlin. Det er en god plan.

Nu med billeder

Mit kamera er kommet hjem! Der var INGEN billeder af noget som helst sjovt... øv. Der var uhyrlige mængder af fotos af teenagerpigerne i feriehopla og måske et enkelt billede af en fyr, som 14-årige synes, er interessant. Selvom jeg bestemt ikke føler mig gammel, er der altså alligevel grænser.

I går var jeg til fernisering ved udstillingen i forbindelse med mit malekursus.

Her er det ene af to malerier, som jeg har malet. Det var sjovt at lave, og hvad kan man forlange mere?

Jeg er totalt bagud med både minimalerier og tirsdagstegninger, men nu er kameraet tilbage, så nu er der håb.

Joy

Åh... Muppets!

Hvad man ikke skal høre...

Dagens citat kommer fra Bedsteveninden og blev hørt i ellers helt almindelig telefonsamtale om dette og hint:

"Al sex, der involverer fødder, er mærkeligt!"

Godt så.

Gellerupparkens fremtid

Midt i al min forberedelse for at komme på P-skolen tog jeg mandag aften til et møde.
Sagen er, at min lejlighed ligger i en af de blokke, der måske skal bygges om ifølge helhedsplanen. Mødet skulle handle om forventningerne til en eventuel flytteproces. Jeg vidste godt, at den slags møder og mig måske er en dårlig kombi, men jeg kan ikke sige andet end, at jeg er fascineret af den logistiske opgave, det er at skulle flytte rundt på hundredevis af mennesker i flere år. Det er et scenarium, som jeg på ingen måde misunder nogen at skulle have ansvaret for.

Jeg har valgt at tage min allermest generaliserede og fordomsfulde fortællerhat på for at fortælle jer om mødet i Gellerupparken. Men jeg lover at være ærlig.

Hvem kommer til sådan et møde? Det gør de stoiske afrikanere, de tavse vietnamesere, de talrige arabere og de hvide kællinger.
De stoiske afrikanere er billedet på menneskelig stolthed. De er ranke og majestætiske. Til beboermøde af denne slags virker de nærmest som bølgebrydere. De hidser sig ikke op, og håndterer situationen med ophøjet ro. De er tosprogede... taler glimrende dansk, somalisk, med garanti også engelsk og sikkert et par sprog mere... bare til husbehov.
De tavse vietnamesere er til mødet og gør absolut intet væsen af sig. De smiler, de nikker og siger ingenting. Faktisk har jeg alle os andre mistænkt for at behandle dem som børn. De fylder ikke så meget og vi er glade for dem.
Så er der araberne. De er til sådan et møde klart den største gruppe. De fleste er dobbelt halvsproget. Det kræver noget tolkning og noget tålmodighed. Skægt nok har jeg efter fem år og en del møder i Gellerupparken endnu aldrig været til et møde, hvor det IKKE kommer som en stor overraskelse! Araberne har deres følelser til at sidde helt oppe i munden og i armene, som bliver brugt til ivrige fagter. Det er der intet galt i. De er ikke farlige eller truende. De har bare blusset for følelser skruet helt op hele mødet igennem. Det kan godt virke overvældende på en iskold nordbo som mig, men man vænner sig til det.
Og så er der de hvide kællinger... Vi er ikke så mange, men vi fylder. De hvide kællinger er kvinder et eller andet sted mellem 30 og 50 år og har kastet sig over 'sagen' Gellerupparken med ildhu. Mit gæt er, at denne projektion for egen uformåen kunne have ramt stort set hvad som helst, men nu er det altså tilfældigvis Gellerupparken, vi er havnet i. Og så giver vi gas.

Tag så alle de her mennesker og stop dem ind i et rum med dårlig plads og for få stole, og så er scenen sat.

Jeg kan ikke forklare, hvor det er, sådan et møde går galt. Jeg kan konstatere, at fra første spørgsmål er stemningen sat, og den er negativ.
Der er to ting, de fire grupper, som jeg har været så uvenlig at skære hårdt op, har til fælles: 1. At de bor i Gellerupparken. 2. At de er mennesker. Det første forklarer, hvorfor de er til mødet. Det andet deres opførsel.

Mennesker hader forandringer! Mennesker hader små forandringer lidt mindre end store, men under alle omstændigheder... Mennesker HADER forandringer. Selv forandringer til det bedre bliver i den menneskelige hjerne tolket som en udefrakommende trussel.
At være usikker på ens hjem er en temmelig stor forandring. Der er intet mærkeligt i, at beboerne i Gellerupparken stejler. Jeg gætter på, at alle andre ville gøre det samme.

År 2010 vil gå med møder af den her slags. Beboerne vil være usikre, stritte imod og brokke sig. Jeg har efter i går intet bud på, hvordan det ender.
Og jeg kan i princippet være så ligeglad. Jeg har alle muligheder i verden for at forlade Gellerupparken og vil formentlig være over alle bjerge, inden byggeriet for alvor går amok.

Men det er bittert, når fremtiden går tabt for stagnation. Og havde det så bare været det. Nej, det værste er, at den her slags slagsmål får gribbene på vingerne. Dem, som har en anden dagsorden. En dagsorden, der i uhyggeligt grad minder om: "Lad dem dog rådne op i deres egen elendighed, hvis det er det, de så gerne vil."

En dag vil jeg se tilbage på min ghetto-tid som et eksotisk kuriosum. En dag vil jeg have glemt, hvordan det føles at bo her.

Sejt

Hvis jeg nogensinde får børn, ville jeg være helt vildt stolt, hvis de var ligesom den 10-årige dreng i dette klip: Gaywatch i The Daily Show.

Farver og striber

Når jeg engang bliver sådan én, som skal indrette sit helt eget køkken, er det her min nye drømmebordplade.

WAUW!

Sladderindkøb

Faktisk synes jeg, at man skal holde sig for god til at vurdere andre menneskers indkøb i supermarkeder. Det er jo i virkeligheden en slags mobning og selvretfærdighed på samme tid.

MEN ingen regler uden undtagelser...

I dag så jeg en ung mand købe en flaske martini, boxershorts og to buketter roser. Og ikke mere.

Det er kun én ting at sige: "Good Luck, MisterFister!"

Opdateret

Mit kamera (og Bedsteveninden) er landet! Og så skal der jo lige samles op på de sidste 14 dage.

• Jeg faldt i søvn i et solarium; knaldede hovedet op i loftet, da varmen slukkede, og blev en anelse forvirret... og nu har jeg fået udslæt. Garanteret af det solarium. Så forbyd dog skidtet, så svage sjæle ikke bliver fristet!
• Har afsluttet både malekursus og tegnekursus.
• Har overbevist alle i mine omgangskreds, at jeg i hvert fald IKKE skulle på Pastoralseminariet de næste mange år!
• Har meldt mig ind på Pastoralseminariet med begyndelse februar 2010.
• Har læst fagbeskrivelserne på Pastoralseminariet.... Seriøst: HVAD TÆNKER JEG PÅ?
• Har brugt en hel dag på at bage pizza.
• Fik to dage senere et maveonde på grund af overdreven spisning af ... pizza.
• Har meldt mig ind i mit politiske parti igen. Har været ude i et halvt års tid. Gik i granatchok på grund af noget med tørklæder og domstole. Men nu er jeg på banen igen.
• plus alt muligt andet.

Bedstevenindens kommentar: 1. "Hvor lang tid har jeg været væk?" 2.: "Udslæt? Næ, nu skal du høre om udslæt. Jeg har mistet al huden på min krop!"

Ihhhhh, hvor er det godt at have hende tilbage. Hun har altid en krise, der kan sætte tingene i perspektiv.

Søndagsmad

Søndagsprogrammet står på pizzabagning. Det er sjovt med mig og min madlavning. Enten kan jeg leve 14 dage af ligegyldige rugbrødsmadder, eller også går jeg fuldstændig køkkenamok.
Mit pizzabageri har jeg planlagt i flere dage og købt ind til af mange omgange. Køleskabet er fyldt af langtidshævet luksusdej, og jeg regner bestemt med, at min udsøgte hjemmelavede chilichutney skal i brug.
Jeg har planlagt fire variationer af fyld, og der kunne godt komme flere til. To slags kartoffelpizza, en med svampe og en tomatpizza er prognosen indtil videre. Jeg går fuldstændig målrettet efter at bage verdens bedste pizza. Finde den perfekte opskrift, som får eftertiden skal stå som PIZZAEN!

Det er bare lidt ærgerligt, at Dot, den lille gourmet, ikke er her. Hun kunne komme med de helt rigtige smagsinput. Og så kunne vi have spist os overmætte i kampen for den gode smag.
Det må vente til en anden gang.

Fødsler og mere

Havde besøg af Maja i dag, og vi kom til at tale om fødsler og virkeligt meget andet. Blandt andet kom det som en stor overraskelse, at Maja synes, at jeg skal have en vagtgris.
Jamen, jeg anede ikke, at sådan en fandtes. Kan den nå at komme på ønskesedlen til jul?

Lidt af hvert

Hep hey... Nu kunne man godt tro, at manglende blogskrivning skyldes overdreven vintersurmulen, men det er IKKE tilfældet... heldigvis.
Jeg har såmænd bare kreativt travlt, og det er skønt. Jeg går på et lille malekursus, jeg tegner på livet løs, og så har jeg været ude.

Der er ingen fotodoku, for mit kamera er taget på ferie i Egypten med Bedsteveninde i 14 dage. Minus: Hvordan skal det gå mig, når de begge to er væk i så lang tid?
Plus: Jeg har 'glemt' at fortælle hende, hvordan man sletter billeder på kameraet, og hun skal nok få taget nogle billeder, der udstiller en overdreven interesse for lækkerbrune mænd eller noget andet sjovt.

Nok om det. Som sagt har jeg været ude af sofaen og er blevet bombet med inspiration.

1. Foredrag med Jørgen Leth.
2. Foredrag med Søren 'Papfar' Behncke.
3. This is it.

Lad mig bare begynde med This is it. Filmen med øvelserne til de Michael Jackson-koncerter, der ikke blev. Det er og bliver et mysterium, hvordan der kunne komme så fantastisk musik ud af et så aparte menneske. Men hvis man prøver at abstrahere fra det, så er det en god film. Det var inspirerende at kigge ind i et værksted. Hvad er processen før det perfekte resultat? Det giver en lille smule ro i ens eget ambitionsniveau, når selv Michael Jackson måtte øve sig.

Foredraget med Søren 'Papfar' Behncke gav en masse ideer og løftede sløret for en verden af pap. Det er efter sådan et foredrag, at man skulle have 14 dages ferie i et fedt værksted, hvor man ikke skulle præstere, bare være opfindsom. Der var lige en ting i foredraget, der var den helt store stopper for at sige sit job op og leve som fri kunstner... Det lugtede langt væk af tålmodighed. Ja, det er så ikke lige mig. Men papkasser... helt klart!

Og så er der jo Jørgen Leth. Ja, måske ved jeg ikkke så meget om film, men derfor kan man jo godt nyde et kreativt menneskes arbejdsmetoder. Jeg fik meget ud af at høre om nysgerrigheden som drivkraft, om at turde gribe tilfældigheden og om hugge fra højre og venstre og omdanne det til ny kunst. Fantastisk mand.

De næste par uger holder tempoet, så flere input er forude. Jeg glæder mig.

Forventningens glæde

Når jeg har allermest brug for opmuntring, så er det jo bare at sætte sig og meditere lidt over, at jeg ved præcis, hvad jeg skal d. 15. august næste år.

Vil du høre om det???
Du skal!
Jeg skal til koncert!

Og det her er en slags preview: U2 on YouTube.

Tirsdagstegning 7

Landskabstegning - dybde - perspektiv. Hvis man vil lære at tegne, er der ingen vej udenom, men der er ikke her, at jeg ligefrem hopper af begejstring.

Forbrydelsen 2

1. Befriende at se en præst i en dansk TV-serie, som har tænkt sig at løse problemer med håndvåben.

2. Hvis ikke den oberst, der er gået amok, bliver spillet af Marlon Brando og er en tough motherfucker, bliver jeg skuffet. Se nu den film!

Nå, ja... jeg ser også Forbrydelsen 2.

Orkidehad

Ok... jeg indrømmer! Jeg er måske nok en anelse vinterdeprimeret. Det er ikke så slemt som sidste år - slet ikke - men det er heller ikke godt.
Jeg kan godt stå op og gå på arbejde og den slags. Det er mere som, om noget tungt har sat sig på min hjerne. Det hele går lidt langsomt, og nogle dage går det slet ikke.
Den sidste uge har nok ikke været nem, men fredag var jeg da helt umulig. Jeg havde nær flået hovedet af Bedsteveninden, og så havde jeg set mig ondt på orkideer...

I dag, som er en meget bedre dag, kan jeg godt se komikken, men i fredags var jeg parat til at forbyde orkideer for altid!
Orkideer er for mig forbundet med noget særligt og nogle særlige mennesker, som har omsorg for de sarte vækster. Men nu kan man købe dem i Føtex! Og alle mulige damer tager dem nu med hjem til deres quiltede vattæpper og tekopper med roser, adddd!
Ej, hvor kan jeg hidse mig op over den slags på en dårlig dag.

Jeg må konstatere, at på dage, hvor jeg hader forholdsvis uskyldige potteplanter, er det bare ikke særligt nemt at være inde i mig. Og det er kun oktober. ´
Nå, men jul er også hyggeligt, og så må det lys sgu da komme tilbage igen.

Minimaleri 19-21

19. Blæk, akvarel, kulblyant og tusch.

20. Blæk, akvarel og tusch.

21. Bivoksfarve, akvarel og tusch.

En lille ny ven

Hørt i svømmehallen i dag:

Barn: "Se, hun har farvet hår!"

Her ved man godt, at det er mig, barnet snakker om. Jeg er den eneste i svømmehallen, der har farvet hår, som er værd at beskæftige sig med.

Barnets mor med en lidt træt stemme: "Åh, du skal også sige alting meget højt."

Barn: "Når jeg bliver to år, skal jeg også have farvet hår!"

Barnets mor: "???"

Barn med meget begejstret stemme: "Det skal være grønt!!!!"

Lene synes, at der er håb for ungdommen.

Minimalerier 15-18

15. Gouache og blæk.


16.Blæk, tusch og gouache.

17. Blyant, tusch og gouache.

18. Blyant, kulblyant og gouache.

Fluepapir

Fundet via FFFFOUND: Dead Flies Art.

Fund

Ingen tirsdagstegning i dag. Mit tegnekursus holder efterårsferie. Så i går havde jeg tænkt mig at være kreativ helt selv. Ja, det blev så ikke til noget. Jeg kom til at gå shopamok sammen med Bedsteveninden, og det skal jo også passes. Men inden det gik så vidt, var jeg på krea-mission i den kæmpe genbrugsbutik, der er åbnet over på den anden side af vejen.

Jeg var på jagt efter kunstbøger, og jeg fandt!

Første fund relaterede sig til det der med at tegne croquis. Og man kan ligeså godt stræbe efter det umulige. Så en bog med en af de største måtte med hjem.

Altså... hvis jeg havde nogle modeller, der så sådan ud, så skulle der helt sikkert også mange, mange studier til. Såvidt jeg har forstået, arbejdede kunsteren da også i døgndrift og var til unge mænd, og lidenskab skader ikke kunsten.

Bogen hedder "Michelangelo", er skrevet af G. Delogu og er fra 1939.

Næste fund var en lille bog om gamle plakater. Ved ikke, hvad jeg skal bruge den til lige nu, men den er fuld af fine detajler. Mønstre, farve og kompositioner. Dette eksempel kunne man da godt komme til at bruge senere:

"Posters", Attilio Rossi, 1966.

Den tredje bog, jeg fandt, var en fotobog med billeder af børn. Masser billeder af børn. Børn, der fødes. Børn, der dør. Børn i vand. Forelskede børn. Børn med pistoler og så videre. Sjovt er det, at bogen tydeligvis er fra 1970'erne. Ikke så meget blufærdighed. Der er nøgne børn uden hæmninger, og de bliver fotograferet! Det var nok ikke gået godt i dag.
Her er et skønt billede fra bogen:

"Människobarn", Jerry Mason, 1978.

Da jeg så var færdig med kunstbøgerne, måtte jeg igennem den naturvidenskablige afdeling. Og jeg fandt en glad dino:

En bog fyldt med plancher over knogler, kløer og flyveøgler. Hvor heldig kan man være? Bliver nok nødt til at tegne nogle flere skeletter.

Bogen hedder "Universet og traditionen", er af Gerhard Heilman og er fra 1940.

Så nu er jeg klar til at tegne, male og klippe-klistre.

Minimalerier 12-14

12. Akvarel og bivoksfarve.


13. Gouache og tusch.


14. Blæk, blyant og gouache.

Minimalerier 8-11

8. Blæk og oliepastel.


9. Kaffe, blæk og oliepastel.



10. Bivoksfarve og akvarel.

11. Gouache og kulblyant.

Århus Took It

Nå...men det der Århus Took It. To dage med dansk hiphop i selskab med søster. Vores filosofi var, at vi kunne ligeså godt få set det hele på én gang. Og meget fik vi set. Den ene fine præstation efter den anden.. og så dem, vi bare ikke taler om. Altså...jeg er jo hyperkritisk med hensyn til næsten alt, og hiphop er bare ikke nogen undtagelse.

Hvad kunne vi så lide? Og her kan en uheldig tendens spores (vi kommer fra Århus, så vi kan bedst forstå dem, der snakker ligesom os selv, fnis).

Johnson - Teriyaki, nok en anelse plat, men meget underholdende og stærkt vanedannende.

Clemens - Lad dem hænge, vi havde helt glemt, at vi godt kunne lide den.

Ham Den Lange - Brænd hende, koncerten var sjov og god, og denne sang siger noget, som vi andre også vil sige.

Negash Ali - We Get By, imponerende smitsom energi.

Og så skete der det heldige, at søster og jeg opdagede noget, vi ikke havde hørt før, men som vi nu er forelskede i....
Kasper Spez - Hvem jeg var.

Nu er der dømt sofa i laaaaang tid.

Musiksmag

Er lige stået op efter at have været til Århus Took It's første dag. Åhhh... lidt træt er jeg, men det var en fin aften i søsters selskab.
Egentlig kunne det jo være rigtigt hyggeligt at have Bedsteveninden med til den slags, men her er det, at der går fuldstændig kuk i vores modsatrettet musiksmag.
Jeg ved bare, at hun ville reagere fuldstændig ligesom okapien i København Zoo, der døde efter noget opera for tæt på. Hun ville lytte ti sekunder, blive helt stille og falde død om.
Hun har eksempelvis været tvangsindlagt til at høre en del L.O.C. koncerter i sommeren løb, og hun sagde da også med foragelse i stemmen og øjnebrynene næsten i panden: "Jamen, har du hørt, hvad han synger?!"
Nej, okapien må blive hjemme.
Ulempe: At hun nu har ringet og sagt, at kan man være ude hele natten, så kan man også mødes med hende i svømmehallen om 20 minutter....

Mere om Århus Took It følger i morgen.

Tirsdagstegning 6

Tirsdagstegningen var efter model. Åhhh, det var ikke nemt. Men øvelse har vel aldrig skadet.

Chili-chutney fabrikken

Har brugt søndagen på at lave chili-chutney. Har nu den koncentrerede smag af ild i rigelige mængder.

Lige en lille note... Hvis Lenes mor lyder, som om hun ved alt om chili-chutney, så er det ikke nødvendigvis i overensstemmelse med sandheden, men underholdningsværdien af dette skal ikke undervurderes.

Minimalerier 4-7

4. Akvarel og blyant.


5. Blæk og oliepastel.


6. Bivoksfarve og akvarel.

7. Bivoksfarve og akvarel.

Tirsdagstegning nr.5

I går stod den på fugletegning med tusch. Og vi måtte tegne 'grimt' og hurtigt. Det var skønt.

Minimalerier 1-3

Jeg har besluttet mig for at kaste mig ud i et minimaleriprojekt. Her er de tre første minimalerier. Jeg skal jo øve mig. Så må vi se, hvor mange år det tager mig at komme op på 365 minimalerier svarende til ét maleri hver dag i et år. Alle malerierne har formatet 10x10 cm.


1. Akvarelblyant, tusch, kulblyant og gouache.


2. Akvarelblyant og blæk.


3. Akvarelblyant, blæk og gouache.

Dobbelt op

I dag har jeg købt to æbler, som ved nærmere eftersyn viser sig at have præcis samme størrelse som mine bryster.
Verden er bare fuld af underlige tilfælde. Det kan man kun blive glad over.

I øvrigt... tjek dette link for endnu mere glæde: 1000 Awesome Things.

Visdomstænder mig her og der og alle vegne

Jeg har fået min første visdomstand! Eller det vil sige... den har været undervejs i seks måneder nu, og den er vist ikke færdig. Da jeg opdagede den i foråret, var jeg meget overrasket. Og et tjek på nettet bekræftigede mig da også i, at der er noget mærkeligt med den visdomstand. Der står, at man normalt får visdomstænder, når man er mellem 18-24 år. Når man så tænker på, hvor gammel jeg er, så er den mindst otte år forsinket. Og er det ikke rimeligt at antage, at noget eller nogen, der er otte år forsinket, ikke har tænkt sig at dukke op?

Nå, men nu er den her. Og det føles, som om det er selve kindbenet, der er på vej ud. Og når man samtidig tænker på, at den har samme fart på som en middelkedelig drypstenshule, er det bare en kedelig tendens.

Og nu tror jeg, at der er en mere på vej i den anden side! Hvis jeg virker lidt irritabel, så har vi nu en forklaring. Hele historien giver mig dog en vis forståelse for, hvorfor babyer har så hårdt et liv og bare må græde.

Tilbage

Slut for denne gang. Opgaven har fået ende. I mit livs store rygsæk af sammenskrabte erfaringer ligger der nu nogle unge mænd, som for altid vil minde mig om, hvad gruppementalitet kan medføre.

Nu er der bare for mig tilbage at samle mig igen, finde ind i hverdagen og langsomt får ryddet op i mit sind. Det ordner sig.

Tirsdagstegning 4

Der var skraveringsteknik på tirsdagsprogrammet. Svært og noget med tålmodighed, men på en måde også sjovt.