tirsdag, november 24, 2009

Gellerupparkens fremtid

Midt i al min forberedelse for at komme på P-skolen tog jeg mandag aften til et møde.
Sagen er, at min lejlighed ligger i en af de blokke, der måske skal bygges om ifølge helhedsplanen. Mødet skulle handle om forventningerne til en eventuel flytteproces. Jeg vidste godt, at den slags møder og mig måske er en dårlig kombi, men jeg kan ikke sige andet end, at jeg er fascineret af den logistiske opgave, det er at skulle flytte rundt på hundredevis af mennesker i flere år. Det er et scenarium, som jeg på ingen måde misunder nogen at skulle have ansvaret for.

Jeg har valgt at tage min allermest generaliserede og fordomsfulde fortællerhat på for at fortælle jer om mødet i Gellerupparken. Men jeg lover at være ærlig.

Hvem kommer til sådan et møde? Det gør de stoiske afrikanere, de tavse vietnamesere, de talrige arabere og de hvide kællinger.
De stoiske afrikanere er billedet på menneskelig stolthed. De er ranke og majestætiske. Til beboermøde af denne slags virker de nærmest som bølgebrydere. De hidser sig ikke op, og håndterer situationen med ophøjet ro. De er tosprogede... taler glimrende dansk, somalisk, med garanti også engelsk og sikkert et par sprog mere... bare til husbehov.
De tavse vietnamesere er til mødet og gør absolut intet væsen af sig. De smiler, de nikker og siger ingenting. Faktisk har jeg alle os andre mistænkt for at behandle dem som børn. De fylder ikke så meget og vi er glade for dem.
Så er der araberne. De er til sådan et møde klart den største gruppe. De fleste er dobbelt halvsproget. Det kræver noget tolkning og noget tålmodighed. Skægt nok har jeg efter fem år og en del møder i Gellerupparken endnu aldrig været til et møde, hvor det IKKE kommer som en stor overraskelse! Araberne har deres følelser til at sidde helt oppe i munden og i armene, som bliver brugt til ivrige fagter. Det er der intet galt i. De er ikke farlige eller truende. De har bare blusset for følelser skruet helt op hele mødet igennem. Det kan godt virke overvældende på en iskold nordbo som mig, men man vænner sig til det.
Og så er der de hvide kællinger... Vi er ikke så mange, men vi fylder. De hvide kællinger er kvinder et eller andet sted mellem 30 og 50 år og har kastet sig over 'sagen' Gellerupparken med ildhu. Mit gæt er, at denne projektion for egen uformåen kunne have ramt stort set hvad som helst, men nu er det altså tilfældigvis Gellerupparken, vi er havnet i. Og så giver vi gas.

Tag så alle de her mennesker og stop dem ind i et rum med dårlig plads og for få stole, og så er scenen sat.

Jeg kan ikke forklare, hvor det er, sådan et møde går galt. Jeg kan konstatere, at fra første spørgsmål er stemningen sat, og den er negativ.
Der er to ting, de fire grupper, som jeg har været så uvenlig at skære hårdt op, har til fælles: 1. At de bor i Gellerupparken. 2. At de er mennesker. Det første forklarer, hvorfor de er til mødet. Det andet deres opførsel.

Mennesker hader forandringer! Mennesker hader små forandringer lidt mindre end store, men under alle omstændigheder... Mennesker HADER forandringer. Selv forandringer til det bedre bliver i den menneskelige hjerne tolket som en udefrakommende trussel.
At være usikker på ens hjem er en temmelig stor forandring. Der er intet mærkeligt i, at beboerne i Gellerupparken stejler. Jeg gætter på, at alle andre ville gøre det samme.

År 2010 vil gå med møder af den her slags. Beboerne vil være usikre, stritte imod og brokke sig. Jeg har efter i går intet bud på, hvordan det ender.
Og jeg kan i princippet være så ligeglad. Jeg har alle muligheder i verden for at forlade Gellerupparken og vil formentlig være over alle bjerge, inden byggeriet for alvor går amok.

Men det er bittert, når fremtiden går tabt for stagnation. Og havde det så bare været det. Nej, det værste er, at den her slags slagsmål får gribbene på vingerne. Dem, som har en anden dagsorden. En dagsorden, der i uhyggeligt grad minder om: "Lad dem dog rådne op i deres egen elendighed, hvis det er det, de så gerne vil."

En dag vil jeg se tilbage på min ghetto-tid som et eksotisk kuriosum. En dag vil jeg have glemt, hvordan det føles at bo her.

4 kommentarer:

fasterfis sagde ...

hej, jeg er kommet forbi et par gange, blev lige nysgerrig om det her Gelle-skriveri! Jeg boede selv derude fra 1998-2003, i en af de herlige bofælleskaber der huserede der ude.
Jeg havde lidt glemt hvordan det var. Tak fordi du mindede mig om det.
Jeg var rigtigt glad for at bo derude, især imens jeg boede der, og har næsten kun gode minder.
Håber i finder en fornuftlig løsning!!

Maja Kirstine sagde ...

Ja, engang vil vu have glemt det....for der bor du i en præstegård på 400 m2 ovre i det mørkeste af alle mørke hjørner i Vestjylland. præstegården har 7 værelser ovenpå og 6 nedenunder. Nok til at huse nogle af alle disse arabere, vietnamesere og soiske afrikanere, som er blevet boligløe efter deres boligblok i Gellerupparken er blevet revet ned!!!

Lene sagde ...

Faster Fis: Godt, at du kommer forbi. Jeg er glad for, at du genkender noget i min lidt karikerede fortælling.

Jeg håber også, at der kommer en god løsning. Så bliver der måske en anledning til at komme tilbage og tjekke området ud, selvom man selv er et andet sted i sit liv.

Lene sagde ...

Maja: Der er jo ingen, der bliver hjemløse! Det er noget pjat.
Og i øvrigt skal du slet ikke tro, at jeg ikke selv kan fylde alle de der rum ud... Walk-in closet, værksteder og mange andre hyggelige rum. Faktisk er jeg overbevist om, at jeg kan få enhver præstegård til at ligne en velekviperet SFO i løbet af ingen tid :)