tirsdag, juli 31, 2007

Radio(a)versioner

Ud af radioen kommer en god sang og pludselig kommer der biblyde... midt i en sang? Et eller andet ord havde formastet sig til at optræde i en sangtekst, og nu vil vi hellere have en biblyd?

Jeg forstår det simpelthen ikke. Jo, måske i et eller andet bibel-bælte i USA, hvor en retssag truer, men på Danmarks Radios P3?

Biblyde har den helt forkerte effekt på mig. Jeg bliver kun nysgerrig, ligesom hvis de advarer mod stærke billeder på TV. Det er jeg da nødt til at se, hvad går ud på.
Tilbage til biblyde... Jeg hører meget bedre efter, når der kommer biblyde i stedet for ord. Så er jeg jo nødt til at finde ud af, hvad det er for et ord, der mangler. Kan det være 'farlige' ting som røv, pik eller patter? Eller handler sangen om at skyde politiet? Eller hvad er det, jeg åbenbart ikke kan tåle at høre?

Hvorfor laver man den slags censur? Hvis det er for at skåne børn og sarte sjæle, så synes jeg, at det ville være en bedre idé at spille bib-versionerne for eksempel fra kl 6 til kl.18. Så kunne os, der er knap så sarte, høre musik uden mærkelige bib resten af tiden.

Jeg begynder at tro, at det er kunsterne selv, der ønsker bib-lydene for at skabe opmærksomhed om deres musik. Hvor vildt kan det blive... bib, bib, bib...?
Hmm, jeg kan ikke lide det.

søndag, juli 29, 2007

Cookie Monster igen.

Altså... det er da sjovt.

Postkort og problemer

I dag har jeg lyst til at lave postkort. Klippe, klistre, tegne, male og lege med printer. Det er ligesom med julekort... bare på en anden årstid.

Nu er der så opstået et problem. Min adressebog er pist væk! Det er ganske forskrækkeligt!

Så hvis du sidder derude og tænker: Jeg trænger til et postkort. Og du alligevel har mit telefonnummer, så send en SMS med adresse, tak. Jeg skal nok forsøge mig med Krak, men det er ikke altid, at jeg finder de rigtige.

Apropos postkort... tjek PostSecret. Det er fantastisk, hvor kreative folk er.

lørdag, juli 28, 2007

Besøg og gaver fra den store verden


Jeg fik besøg af Kathrine i går. Jubiii. Altså... Jeg havde selvfølgeligt ikke fået ryddet op. Men det kommer vel ikke bag på nogen. Jeg har ikke set Kathrine i to år, tror jeg, og alligevel er det, som om vi ser hinanden tit. Vi ved bare, hvem hinanden er. Meget fantastisk og tak til MSN.
Jeg fik en masse gaver fra den store verden. Det var helt vildt. Billedet er af filippinsk børnetandpasta med Cookie Monster! Tænk at det findes... Og at Kathrine havde taget det med til mig. Derudover fik jeg et fint lyserødt sengetæppe, en hængepind, en taske, et par lyserøde øreringe, to grønne sommerfugle og et stykke grøn sæbe. Jeg er helt overvældet.

torsdag, juli 26, 2007

Gellerupparken i regnvejr

En artikel på Jyllandspostens webavis, om hvor fredeligt der er i Gellerupparken denne sommer i forhold til de foregående år, fik mig til at tænke på det med, hvorfor Danmark aldrig har haft langvarige blodige revolutioner... Fordi det regner.



Jeg vil gerne tro på, at alle de ting, som står i artiklen, har betydning for den positive udvikling. Men hvem gider at fare rundt på gader og stier for at overfalde uskyldige mennesker og sætte ild til alting, når det plasker ned? Jeg kan godt afsløre, at gummistøvler og regnslag overhovedet ikke matcher muskuløse kamphunde og toptunede BMW'er. Det kan jo være, at jeg er fuldstændig på vildspor. Er der ikke lige en eller anden derude, der sammenkører regnvejrsmilimetere og kriminalstatistik?

onsdag, juli 25, 2007

Gode hensigter

Det går bedre med min forkølelse, men det går stadig ikke helt godt for min hals. Jeg havde sat næsen op efter at få en lækker, sexet hæs stemme, men nej. Jeg har fået en stemme, der lyder som en mellemting mellem noget, der skratter og et pivdyr, der er blevet trykket så længe på, at der efterhånden kun kommer luft ud. Skuffende!

Her til aften synes jeg, at jeg havde lavet en virkelig god plan. Jeg skal have ryddet op i mit lille hjem. Kathrine kommer snart på besøg, og her trænger. Planen gik så ud på, at jeg drak noget hvidvin med bobler, mens jeg gjorde rent for ligesom at være i lidt bedre humør. Problemet er nu, at jeg kastede mig over hvidvin med bobler og glemte rengøringen. Og at jeg totalt har undervurdret hvidvin med boblers sløvende effekt. Nå, men jeg laver en ny plan i morgen.

mandag, juli 23, 2007

Boris Hoppek



På en ellers kedelig sygedag kom der en pakke til mig fra Barcelona! Den blev flået op, og ud kom lige, hvad jeg havde bestilt: En Boris Hoppek bog.

Skulle der være andre end mig med interesse for europæisk street art, så kan der bestilles her.

søndag, juli 22, 2007

Opsamling

Hov, jeg har vist forsømt min blog. Det var ikke meningen. Jeg er bare begyndt at arbejde meget. Sådan er det at være studerende i ferietiden. Der skal penge ind i de tomme kasser.
Men sommer er også ensbetydende med et stor pengeforbrug og en masse underholdning.

Jeg har været på stadion og se AGF's første superligakamp i denne sæson. Jeg fulgtes med YndlingsAnne og Søster. Vi havde skaffet billetter, så vi sad midt i fanklubbens territorium. Det var en vild oplevelse. Jeg er helt klart ikke med på de faste ritualer og sangene. Meget fascinerende og lidt bekymrende. Hvorfor skal fodbold hænge sammen med folk, der er aggressive? Det er grimt.

I går var det Bedstevenindens dag. Det vil sige - hun arbejder med noget med muskelsvind, og i går betød det Grøn Koncert. Jeg havde igen YndlingsAnne og Søster med. Vejret var perfekt. Vi hyggede os og mødte nogle af de kendte og tog ingen billeder af det. Kan det være bedre?

Kathrine er kommet hjem fra de meget varme lande for at holde ferie. Jeg glæder mig helt vildt meget til at se hende og til at få snakket.

Dagens minus: Jeg er blevet forkølet! Det begyndte vist allerede i fredags, men jeg prøvede at ignorere det. Der er bare den lille detalje, at når man arbejder på et sygehus, er man nødt til at overveje, om man kunne risikere at smitte meget syge patienter. Ja, ok så...jeg bliver hjemme, øv!

onsdag, juli 11, 2007

Rockhistorie4 - Nirvana

Mere teenagetid - hvor var det vildt, ungt og vredt. Og så kom der tilmed sex, drugs og død senere i historien. Et sikkert hit.

Rockhistorie3 - U2

Teenagetid - Jeg havde hørt om U2 før, men synes, at de var alt for politisk korrekte. Hvordan kan man tænke sådan, når man er omkring 10 år? Så kom Achtung Baby. Uha, jeg glemte alt om politisk korrekthed.

Rockhistorie2 - Queen

Jeg stod sammen med de andre børn i børnehaven. Ud af radioen kom Radio Ga Ga. En af de andre må have set videoen, for der var hænder over hovedet, og så blev der klappet i takt. Jeg synes, at jeg kan huske Live Aid og tanken om de sultne børn i Afrika, man kunne hjælpe ved at kigge på musik. Fantastisk.

Rockhistorie - YndlingsElvis

Anders O. har bedt mig om at skrive mere om rockmusik. Den slags beder man da ikke en popprinsesse om, men lad gå. Jeg tager det som en udfordring. Det første klip skal selvfølgelig være med Elvis. I mit barndomshjem var der, som jeg husker det, kun Elvis. Ingen truede Kongen. Jeg kan huske, at en af de ting, min nu afdøde far fortalte om, var den dag, Elvis døde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var en stor sorg meget lig at miste et nært familiemedlem. Hvilken sang skulle jeg så vælge? Der er mange at vælge imellem, men når vi nu bor, som vi gør, er Ghetto-sangen den rigtige.

fredag, juni 29, 2007

Fodboldtrænere og præster

Jeg drømte i nat, at jeg havde en lang samtale med Michael Laudrup. Vi snakkede om at være nødt til at flytte i forbindelse med at få nyt job. Der behøves ikke den store tolkning her. Michael Laudrup flytter måske til Spanien, hvis han får det rette træner job, og jeg kan ikke altid forholde mig til at skulle flytte, hvis jeg får et præstejob. Blande, blande = drøm!

Men der melder sig to spørgsmål:
Drømmer Michael Laudrup nogensinde, at han snakker med mig?
Og hvor meget har fodboldtrænere og præster egentlig til fælles?

Kermit, Cookie Monster og den hemmelige box

Jeg har fået et yndlingsdyr...Cookie Monster.

torsdag, juni 28, 2007

Så læs dog noget ordenligt!

Smag og behag og det der....jeg ved bedst. Nu har jeg lige læst en elendig bog af den slags, man har glemt, når man blinker to gange. Det holder bare ikke. Derfor kommer der her en Lene-kanon over ti bøger, der er værd at beskæftige sig med.

1. Skulle man forvilde sig ud i tanker om mørke skov, blikstille vand og svensk idyl, så er det her bogen: "Hændelser ved vand" af Kerstin Ekman.

2. Bliver vi i Sverige, så læs også "Et øje rødt" af Jonas Hassen Khemiri om en utilpasset ung mand.

3. Et stort eventyr om blandt andet Gud "Pi's liv" af Yann Martel.

4. Trænger man til en dosis Sydamerika på en regnvejrsdag, så er "At leve for at fortælle" af Gabriel García Márquez et hit. Her er der poesi, højspændt politik og sex i hængekøjer.

5. En anden sydamerikansk perle er "Bukkens fest" af Mario Vargas Llosa". Den handler om en diktator, og der er beskrevet scener i den bog, som jeg ikke kan få slettet af hukommelsen, uanset hvor meget jeg blinker.

6. Fra Sydamerika til Italien..."Flagermusenes landsby" af Dario Fo. Underholdende og klog.

7. En familiehistorie: "Korrektioner" af Jonathan Franzen. Amerikansk og fyldt af tumlen med livets store spørgsmål.

8. "Endnu en lortenat i en røvsyg by" af Nick Flynn, fordi den giver en ret god beskrivelse af livet uden fodfæste. Det findes i USA, og det findes bestemt også i Danmark.

9. "Det første jeg tænker på" af Ida Jessen. Uhhh...den er god. Om en ung kvindelig præst, en tragedie og om livet ude på landet.

10. "Frygtelig lykkelig" af Erling Jepsen. Grotesk morsom. Minder lidt om filmen "Fargo".

God fornøjelse.

mandag, juni 25, 2007

Blok Party

Den store beretning om weekendsudskejelser - hvor skal jeg begynde? Der var Blok Party i midten af Gellerupparken, og jeg var hjælper. Det gik rigtigt godt. Når det er her i Gellerupparken, så skal der ingenting til, før der kommer dårligt omtale ud af det. Så succeser er værd at samle på. Det her var en af dem.
Jeg fik hørt en farlig masse dansk hiphop såsom Ali Kazim, Jøden, Lagix, U$O , og Chadi, der var konferencier og musikplanlægger. Der var også en masse andre, som jeg sikkert ville have vist, hvem var, hvis jeg havde været væsentligt yngre og meget mere hip.
Og at jeg ikke er hverken ung eller hip, må jeg i det her sindsyg øjeblik lige have glemt.




Her ser man så mig helt befippet over at være i selskab med U$O. Jeg er i gang med at fortælle om noget fodbold (her aner man allerede desperationen - Fodbold?!?). Hvad sker der for mine bryster? Og mit tøj? Og jeg kan bare overhovedet ikke kaste håndtegn! Og jeg er over tredive! Det er ikke meningen, at jeg skal vide det mindste om håndtegn og forsøge at være ung med de unge. Iøvrigt er det meget rare Mohammed, der har taget billedet. Jeg er nok nødt til at indkalde ham til en samtale, hvor jeg råber højt om manglende evner til at tage billeder, og han sprutter af grin. Nå, hurtigt videre.


En af de andre mærkelige oplevelser var, at jeg sammen med en af de andre frivillige måtte sove på scenen, fordi vagtselskabet ikke skulle nyde noget af Gellerupparken midt om natten. Ligner jeg måske en militskvinde? Til gengæld ved jeg noget om Gellerupparken - nemlig at risikoen for, at der sker noget, er minimal.



Ganske rigtigt - ingen overfald -kun af myg og af en lillebitte dræbersnegl. Yderst pudsigt var det, da der søndag morgen kom en golfspiller, fordi han skulle træne, inden han tog på arbejde. Var der nu dukket en bande op, så havde vi nok ikke været så forbavset. Fordommene trives i fin stil.
Nu står den så på hiphop-afvænning. Slut med at sige fucking i hver anden sætning og aldrig bruge udtryk som neder'en...igen.

Små forstyrrelser

Blogprop...jeg har ikke lige haft tid til at skrive i nogle dage, og nu er der alt for meget at skrive om på én gang.

Først blev jeg ramt af præstationsangst, fordi Anders O. ikke vil have mig med på sin blogliste, hvis jeg ikke skriver mere om fodbold, aber, rockmusik og et eller andet, jeg ikke engang ved, hvad er. Nå, jeg er vist ikke på hans liste ret længe.

Næste historie drejer sig om Lenes nye legetøj. Jeg har købt en blender, og er nærmest blevet blendoman. Jeg køber ind og spiser efter, hvad der kan blendes. I dag havde jeg for eksempel hovedet inde i min mors fryser for at se efter, om der var noget, jeg kunne tage med hjem og blende. Det var der. Så jeg har blendet gulerod, appelsin, frisk ingefær, hyben og biodynamisk grøntsagsjuice og får en dejlig drink, der smagte af sund. Sådan er det med nyt legetøj. Det skal leges med.

tirsdag, juni 19, 2007

Indre by





Sommetider er det hyggeligt at være turist i egen by og gå på yndlingsmuseum.

mandag, juni 18, 2007

Pjat med hår


Anden feriedag og i et absurd overskud har jeg leget med frisure. Jeg har lignet en hottentot hele dagen, men nu er der dømt diva!

lørdag, juni 16, 2007

Efter eksamen

Jeg overlevede eksamen i går, og det var fint. Egentlig er jeg bare dårlig til at gå til eksamen, og ved I hvad? Det var min sidste mundtlige eksamen, hurra!

Nu har jeg sommerferie i 14 dage, og det kommer ikke helt bag på mig, at radioavisen i dag annoncerer maximalt regnvejr. Vi er enige om, at den måned jeg var spærret inde med bøger og dårlig samviggtighed, bare jeg kiggede ud af vinduet, var I andre ved stranden og legede i bølgen blå. Jeg havde faktisk sagt til nogle, at det ville ende sådan, men så sagde de, at folkeskolerne først havde ferie sidst i juni, og derfor kom regnen først der.
Men det er mig, der styrer vejret... eller noget.

Regn eller ej...Jeg har ferie. Hjemmeferie. Jeg har lidt opsamling på mærkelige overspringshandlinger. Er det ikke pudsigt, som overspringshandlinger ikke er det samme, når eksamen er overstået?

Jeg laver en ufuldstændig liste over ting, jeg skal:
  • lege pressemeddelelser med Stine.
  • deltage i møder.
  • skrive en bog! til en fødselsdagsgave på lørdag...he.
  • gå meget på yndlingsmuseum.
  • arbejde...æh, jeg kom til at sige, at det kunne jeg godt.
  • købe og aflevere en gave.
  • læse bøger helt frivilligt.
  • lære at stå inliners.
  • have gæster.
  • ordne mit hjem.

Hvor bliver det hyggeligt!