
søndag, december 31, 2006
Solskinsmorgen

lørdag, december 30, 2006
Museumsbesøg
fredag, december 29, 2006
Trold får nattebesøg
Der står et stk. pæn ung mand med casual street tøj og er brun og lækker. Desværre er det overhovedet ikke en, jeg kender. Han spørger, om jeg skal have leveret nogle kasser øl. Jeg har spillet så meget Matador i juleferien, at jeg i kort øjeblik tror, at det er spørgekortene, der forfølger mig, hmm.
Men jeg vågner så meget op, at jeg pænt siger, at der må være tale om en misforståelse. Fyren siger: "Undskyld" og går. Hvor smart er jeg? Kunne jeg ikke have spurgt, hvad han hed? Om han havde et telefonnummer eller et eller andet yderst relevant? Næ, jeg tudser bare ind i min seng igen.
Tilbage i sengen indser jeg min fadæse. Hulk... Til min fødselsdag ønsker jeg mig en sexet natkjole, så jeg er klar, når den slags sker.
Nå...op med humøret igen. Jeg har fundet et link til Radioavisens radiobøffer her. God humor for folk som mig, der også tit taler, før jeg tænker.
torsdag, december 28, 2006
Krea-dag
Jeg har nok bare brug for at få lidt ny energi. Kigge i biblioteksbøger, skrive og finde inspiration på internettet.
Hyggeligt.
torsdag, december 21, 2006
Fred hvile over land og by

Formiddag efter storm. I går fik jeg afleveret min eksamensopgave, hurra. Jeg nåede gudskelov ikke at opleve de store kriser.
Resultatet er blevet så godt, som jeg kan gøre det. Jeg er meget stolt af mig selv. Nu venter der en mundtlig eksamen i begyndelsen af januar.
I min bydel blev der i går holdt en koncert, hvor man fik et armbånd. Som billedet afslører, var jeg lige forbi. Selvom jeg hverken er teenager, hiphopper eller brandstifter. Det var meget hyggeligt. Se mere her
Jeg oplevede også det mærkelige i går at blive stoppet på gaden af en etnisk dansk dame, der ville vide, hvad sandheden er om at bo her. Fordi folk snakker så meget, og er der noget om det? Hun var nemlig ude for at kigge på en lejlighed.
Jeg fortalte hende selvfølgelig, hvordan jeg oplever at bo her. At det er et spændende kvarter, hvor folk kommer hinanden ved. At rygterne om, hvor farligt her er, er stærkt overdrevne. Og at man som alle andre steder skal passe på sig selv.
Jeg troede, da jeg flyttede her ud, at der lå kæmpe bander i buskene, som bare ventede på, at det blev mørkt nok, til at de kunne angribe. Lovløshed og vold var, hvad der ventede mig. Og alligevel har jeg en eller anden form for nysgerrighed...Er det så slemt? Og hvis det er, hvad kan man gøre ved det?
Virkeligheden er meget anderledes og heldigvis for det. For eksempel var jeg i går sent ude og skulle gå henne fra bussen og hjem kl.0.45. Der var mørkt. Det var nu, bander skulle springe frem. Jeg gik fra bussen og så meget ind i midten af Parken, som man nu kan. Jeg så ikke et øje!
Jeg håber, at damen flytter her ud. Det skal ikke være rygter, der bestemmer, hvor man har lyst til at bo.
søndag, december 17, 2006
DrømmeStrømme
Nå, men så er det jo godt, at der findes mange ting at give sig til fx at overføre fødselsdage til 2007-kalender, klippe sjove billeder ud af reklamer (man ved aldrig, hvornår man får brug for dem!), læse i kogebøger, drømme om at bo i en kæmpe lejlighed, lave en efter forholdene stor indendørs krydderurtesamling (i december!) og vaske op (fordi jeg er usigeligt træt af at blive fløjet ned af væmmelig bananfluer).
Jeg har også fået 37 ideer til artikler, jeg vil skrive efter eksamen plus fem bøger. Derfor burde jeg på en eller anden måde tage ud at rejse efter eksamen. Jeg får stress af at være i selskab med mit ide-jeg hele tiden! Nye indtryk plejer at kunne holde det lidt nede.
Jeg vil gerne til Berlin, Egypten, Marokko, New York, besøge Kathrine i Abu Dhabi, sige hej til nogle delfiner( nå, nej...jeg hader at få hovedet under vand, seriøst!) eller se, hvordan London er.
Drøm bare videre! Det koster ikke ekstra. Jeg skal spare. Jeg har jo lige brugt en halv weekend på at indrette en fiktiv lejlighed. Måske er det der, jeg skal udfolde mine ideer i stedet for at løbe væk fra dem?
søndag, december 10, 2006
Decemberhimmel

Se! Hvilken smuk udsigt. Fantastisk vejr i dag. Jeg vælger selvfølgeligt at bruge hele dagen indendørs. Typisk.
Min eksamensopgave skrider langsomt fremad. Jeg har samlet en masse information og skal nu til at skrive. Det glæder jeg mig til. Jeg har nemlig nogle overvejelse om, hvordan tingene skal sættes op. Jeg kan ikke finde ud af det, før jeg har prøvet. Jeg er meget nysgerrig... Hvad bliver det til mit projekt?
Om ti dage ved jeg præcist, hvad det bliver til. Uhhhh...
søndag, december 03, 2006
Brand i mørkets hjerte

Drama...
Jeg var gået i seng lørdag aften. Jeg filosoferede smådrømmende over min eksamensopgave. Så hørte jeg nogle mærkelige brag. De var regelmæssige.
Det tænkte jeg ikke særligt meget over. Ikke før jeg lugtede røg. Jeg hoppede ud af min seng, og var pludseligt enormt bevist om, at der har været temmeligt mange påsatte brande i området på det sidste. Var det nu min bygning, der brændte?
Et hurtigt kig ud af vinduet afslørede, at det var det ikke. Jeg ringede til alarmcentralen. De vidste det godt og var på vej.
Ganske kort tid efter kunne jeg høre sirenerne. Jeg tog et billede. Branden var slukket i løbet af ganske kort tid. Hvorfor greb jeg egentligt ud efter mit kamera? Sikkert for at have et bevis på, at det ikke var noget, jeg havde drømt.
Hvad nu? Skal jeg til at sove med evakueringstøj på? Eller lytte efter alle bankelyde? Flytte er ikke en mulighed. For jeg kan godt lide at bo her... især når det ikke brænder - på!
Det var endnu en påsat brand i en container eller noget andet affaldshalløj. Suk.
søndag, november 26, 2006
Naboskab
Jeg har røde kinder, fordi jeg faktisk har været ude i dag. Måske er jeg blevet solbrændt? Jeg har været ude at samle integrationsideer. Det var sjovt.
Sådan er det at bo i et multikulturelt område. Jeg møder hele tiden mennesker, som overrasker mig ved at være dem. De er ikke fordomme eller stereotyper. Nogle er uvidende. Andre er ligeså dårlig til at lære andre sprog, som jeg selv er. Men dem, jeg møder, kan grine...også af sig selv.
Men tænk at det skal være et ministeriestøttet projekt at besøge sine naboer. Ret mærkeligt. Jeg må blive bedre til at besøge mine tætpå naboer. Måske har de også humor? Og lige spændende...vil de være medlemmer af Socialdemokratiet?
lørdag, november 25, 2006
Gråvejr

Jeg sidder heldigvis og kigger ud. Måske matcher mit humør den grå himmel. Det er på tide at finde på en eller anden opmuntring.
På Djh skal vi i snart i gang med eksamensopgave. Det bliver spændende. Jeg har ikke rigtig en god idé endnu, men den finder jeg.
Nu vil jeg rydde op i mine bunker af papir og glæde mig over livet. Jeg har ikke grund til andet.
mandag, november 20, 2006
Hmm...en træt Tiger?



Jeg har været på besøg hos min mor. Hun er allerede i gang med at binde kranse, lave dekorationer og vil gerne have, at jeg tager stilling til min kommende adventskrans.
Hold da op! Beundringsværdi energi.
Jeg fandt dog også en i huset, der tog tingene mere afslappet. Tigerkatten!
Måske spiller den død, fordi det er regnvejr?
Det har jeg den mistænkt for...
søndag, november 19, 2006
Køreplan for fremskridt
Lidt opsamling på mit fortællerkursus. Det var rigtigt godt. I dag var jeg lidt mere frisk.
Min hjerne koksede bare over at skulle lære og prøve en masse ting på en gang.
Så jeg kunne selvfølgelig ikke rigtigt huske, hvad jeg skulle sige, kun hvordan jeg skulle sige det. Nå, men øvelse gør mester.
Jeg har fået tænkt over, hvad det er, jeg vil med mit liv. Ja, ja, det skal man gøre en gang imellem. Bare mærkeligt, at det altid skal være om søndagen...
Jeg tror faktisk, at jeg har fundet på noget! Og har allerede fortalt det til to personer i min omgangskreds. Heldigvis er de begge af den herlige slags, der siger: "Jubii!" Når jeg i næste uge finder på noget andet.
Det er en uvane, jeg har. Jeg er disciplineret, men ikke særligt målrettet. Men nu bliver det hele meget bedre. Jeg har fået et mål. Så skal der skæres til i bredden og graves i dybden! Fokuseres og en masse andet godt.
Jeg kan begynde med at lave de opgaver, jeg skal aflevere i morgen på Djh. Små skridt, små skridt....
Efterårspragt

Et lille blik af min altan. Jeg synes, at der er et eller andet mærkeligt charmerende ved forfald.
Her er mine planter, der er visnet og nu skal give plads til nye. Indtil da skal de stå og være krogede og dystre.
Det er lidt ligesom, at der kan være noget smukt ved affald, rod eller ting, der er virkeligt slidte.
Jeg skal forsøge at finde flere eksempler senere.
lørdag, november 18, 2006
Struktureret dagdrømmeri
Dagen begyndte med, at vi skulle fortælle vores sidemand, hvad vi drømmer om. Hvad drømmer jeg egentligt om? Stod der nærmest massivt over min indre skærm. Jeg var nok i det hele taget lidt træt i morges. Helt klart søvnmangel.
Jeg kom frem til, at jeg drømmer om at gøre min uddannelse færdig. Finde ud af, hvad jeg skal bruge selvsamme uddannelse til. Gøre det til mit drømmejob. Tjene nogle flere penge og få en større lejlighed. Og så drømmer jeg selvfølgelig altid om den valgaften, der skal komme, hvor Socialdemokraterne igen overtager regeringsmagten...
Eller er dagen blevet godt brugt på øvelser. Faktisk minder det en del om undervisningen på Djh med den forskel, at det drejer sig om den mundtlige formidling i stedet for den skriftlige.
Nu summer jeg så lidt over dagens indtryk og tænker over, hvad det der drømmejob går ud på. Måske et lidt stort emne nu, hvor trætheden er vendt tilbage.
Hvad drømmer du om?
torsdag, november 16, 2006
Dagens hit
Det er helt klart den slags, jeg har brug for i denne hademåned nr.1...November.
onsdag, november 15, 2006
Opgaver, opgaver...
Der sker dog andre ting end skolen. Jeg har fået postkort fra Vietnam, hvor Stephi for tiden opholder sig på sin vej rundt i verden. Det er hyggeligt at høre fra hende, men hvor siger postkort bare lidt! Hun har totalt glemt at skrive slibrigt sladder! Skandale...
søndag, november 12, 2006
Bolignyt
Hjemme igen
Hjemme er der mærkeligt nok ikke sket en forandring. Her roder ligeså meget, som da jeg tog afsted. Lidt uoverskueligt synes jeg. Jeg har mest lyst til at kravle langt ned under dynen med en bog. Jeg er ved at læse "Gentlemen" af Klas Östergren.
Jeg overvejer, hvad det er, jeg skal bruge bloggen her til. Det er en god måde at øve sig i at skrive på. Jeg er også glad for at kunne sætte fotos ind. Men hvad mere? Skulle jeg udover at sende små glimt fra min hverdag prøve at finde et tema?
Og hvad skulle det være? Jeg har tænkt på at skrive positive historier fra mit boligområde. Det kunne der være god brug for, og det vil være en naturlig del af min hverdag. Men bryder det anonymiteten, og gør det noget? Jeg kunne også skrive om det politiske arbejde og så sende mit link ud til alle mulige i netværket, som kunne komme med input. Så er problemet...Gider de at læse om alle mine hverdagstrængsler?
Gode ideer efterlyses...
fredag, november 10, 2006
Udsigt og indsigt
I dag står den på Djh og lang togtur gennem store dele af landet. Ankomst det ydre rum engang i aften. Så skal der diskuteres integration.
Det skal nok blive lærerigt. Det svære er at omsætte de vise ord til praksis. Ændre vaner og den slags.
torsdag, november 09, 2006
Dans på bord
Bævende blog begyndelse
Jeg har lige fået besøg. I morgen rejser jeg til Sjælland. Det er et ideelt tidspunkt at begynde en blog. Der er en grund til, at bloggen hedder Lenes Leben. Velkommen til!