Februarfotos

Høsten af fotografier bliver ikke til mere, før sneen er helt væk. Basta.

Stærkt

Efter en uge med sygdom, mit livs første prædikenskrivning, ansvaret for en morgenandagt, sangtime og en tur i Århus' smukkeste bygning er det blevet weekend.

Jeg forestiller mig, at jeg skal nå at hoppe lidt rundt til Madonna. Bare for at blive ryste lidt på plads. Og så burde jeg seriøst begynde at drikke nogle stærke drinks. På P-skolen har de noget altervin, der får mig til at glemme alt om syndernes forladelse og tænke mere på, om mit spiserør overlever også denne gang. Det problem kunne jeg godt træne mig ud af.

Sammenhængskraft

I går havde vi på P-skolen besøg af en korshærspræst. Han fortalte om det fantastiske arbejde, som Kirkens Korshær gør for socialt udsatte i vores samfund.
Vel hjemme i min egen hule gik det op for mig, at Kronprinsens Palæ er blevet istandsat for et beløb, der er større end hele Kirkens Korshærs salmede årlige indtægter.

Panem et circenses er endnu ikke gået af mode.

Øv og lakrids

Sidder hjemme og glor i stedet for at være på skole og til tegning. Jeg har fået hold i nakken eller noget, og er blevet sat til at rette op på skaden med smertetilstillende i store mængder.
Og da jeg alligevel skulle ud i vejret og hente piller, trøstekøbte jeg lakrids af den fine slags.

Nu ser hele tilværelsen pludseligt lettere ud. Og jeg vil gå i gang med at planlægge en pilgrimstur til lakridserne på Bornholm.

Solskinssøndag

Når nu endelig der er lys, så er det en elegant anledning til at kaste sig ud i oprydningens kunst. En grundsortering om man vil. Med alt det nye, som jeg skal have ind i hovedet, er jeg rent fysisk nødt til at gøre plads til nye, kloge mig.

Og hvis nogen skulle tro, at hele projektet opstod, fordi jeg kom til at kigge lidt for dybt i en meget berømt selvhjælpsbog, så har de ret!

At finde melodien

Endnu en uge på P-skolen er fløjet afsted. Nu ved jeg alt om præster i forhold til menighed og virksomheden Folkekirken.... eller måske ved jeg bare en hel masse om alle de steder, hvor man skal tænke sig godt om. Og det ligger vi oveni stakken med alle de andre områder, hvor præster skal tænke sig rigtigt godt om. Præstationsangststakken!

Positivt nyt er der på området sang. Ja, ja, det er overraskende. Jeg ved det.
I torsdags havde jeg besøg af Bedsteveninden, og i et anfald af jeg-lærer-det-aldrig-hvis-jeg-ikke-øver-mig havde jeg spurgt hende, om vi ikke kunne synge lidt. Bedsteveninden tog det helt alvorligt, og så skulle vi synge. Bedsteveninden er vokset op i en sang- og musikfamilie, så for hende er det ikke så fremmed, som det er for mig. Vi hentede hjælp på Den Danske Salmebog Online. Et godt redskab i øvrigt. Og stor var overraskelsen, da jeg endeligt fik mig taget sammen til at synge. Jeg kunne! Jeg kunne nå alle de der høje toner, der huserer i salmer, og jeg kunne synge rent! Jublen ville ingen ende tage. Og selv Bedsteveninden er total imponeret.

Jeg skal straks indrømme, at jeg stadig er meget usikker på, hvordan man styrer at synge. Hvordan ved man fx, på hvilken tone man begynder? Det forstår jeg ikke. Jeg synes også, at der er virkeligt mange salmer, som har melodier, der kaster sig op og ned mellem høje og dybe toner, og det hyler mig helt ud af rytme. Men jeg bliver nødt til at holde fast i, at jeg rent faktisk KAN synge, og at resten er et spørgsmål om øvelse.

Apropos øvelse... jeg opfører mig fuldstændig som en baby, der lige har opdaget sin egen lyd og nu skal demonstrere den morgen, middag og aften. Mit gæt er, at mine naboer snart er meget trætte af Dejlig er jorden, som indtil videre er den, jeg øver i tide og utide.

Apropos Mads Brügger

I disse for mig så selvransagende tider er der kommet endnu et spørgsmål til overvejelse... Ser jeg Deadline, fordi jeg bliver klogere af det, eller fordi Mads Brügger er en meget interessant mand? Vi er nok ud i win-win ting, hvor det ene ikke er skidt for det andet.

Meget mere Mads:

• Skjoldhøj Arkivet - faktisk noget af det bedste radio, jeg nogensinde har hørt.
• Ingen diskussion - Hahahahaha, lidt århusiansk musikalsk indoktrinering er ikke skadeligt.
• På Journalisthøjskolen læste vi en artikel, der handlede om Mads Brüggers rejse til Nordkorea. Og et sprogbillede, hvor han beskriver sin morgenmad som sammenlignelig med "et udskrab fra en gammel mand", er det aldrig rigtig lykkedes mig at glemme igen. Nu har I det også, adr!
• "Hvorfor er du så dum?" er det glimrende første spørgsmål i den 11. times interview med Nicolas Winding Refn (program 53). Det er da friskt!

Jeg har "Det røde kapel" til gode. Og den vil jeg glæde mig til at se. Og så må vi jo bare håbe, at han er vikar på Deadline lidt endnu.

Opdatering: Stor, fin artikel.

Det der med sang

Jeg havde min første sangtime på P-skolen i går, og egentlig sang jeg... også alle de toner, jeg faktisk ikke kan nå. Jeg gjorde det bare uden at tænke så meget. Og så er der en sanglærer, man kan læne sig selv og sin stemme opad.
Men nu har sanglæreren sat nye krav. Jeg skal føle det, jeg synger. Leve i det guddommelig budskab, så andre også kan mærke, at jeg brænder. Det fik mit allermest skeptiske jeg frem. Det kan jeg da ikke!
Hvornår har man sidst set en overvægtig kvinde med strithår og markante kindben synge noget som, om hun mente det?
Pis også! Det har vi så nu.

Ih guder

P-skolen har overtaget mit liv... intet mindre. Jeg havde selvfølgelig hørt rygter om den slags, men det ville ikke ske for mig... næ, nej.
Jeg skulle blive klogere. Har nu arbejdet mig igennem uge to, og det var hårdt. Allerede tirsdag var jeg flad. Som i HELT flad. Så mange indtryk og ting at forholde sig til på én gang. Jamen, jeg kan da slet ikke lære så meget på samme tid, og det er der ikke noget, der hedder. Det er bare rask ud over stepperne. I et stille øjeblik kan jeg godt overveje, hvor lærdommen fra de næste 15 uger skal være henne, men min hjerne kan vel bygge til.
Jeg havde jo tænkt, at jeg skulle skrive en masse om vores undervisning for at afmystificere præsteuddannelsen lidt. Men indtil videre skvatter jeg bare sammen på sofaen, så snart jeg kommer hjem og restituere, inden det går løs igen. Er overbevidst om, at præstearbejde er verdens mest krævende job.

Én ting er fagene. Vi skal lære at skrive, tale, lære udenad, bevæge os, trække vejret(!), spørge, lytte, om paragraffer, en masse andet og min særlige udfordring... vi skal lære at synge salmer. Det er en gyser.
Men mest udfordrende er det at færdes blandt teologer. Hvis der er en lille bitte flig af min sjæl, som ikke er blevet endevendt, udforsket, analyseret og underkastet min egen og andres nysgerrighed efter den her uddannelse, så er der noget galt. Vi elsker det. Snage, rode og rage i følelser og alle hvorfor gør du, som du gør-spørgsmål. Det er den største udfordring. Man bliver totalt skarp af det. Kan sætte ord præcis på, hvordan det føles og hvor man vil hen. Man kan stille spørgsmål til sine medmennesker, så de fleste ville foretrække et forhør af to betjente og en arkitektlampe. Der er intet, der undslipper en viljefast teolog. Det er ekstremt anstrengende, når man er fanget i en flok på tyve.

Derfor har jeg i dag investeret i et par fantastiske høretelefoner. Nå, nej, det har jeg gjort, fordi jeg havde lyst til det. Men høretelefoner, højt musik (Michael Jackson!), lange gåture og en kampklar sjælefred er vist nødvendigt for at få pusterum. Kan allerede nu se, at hele mandag skal gå med... suk... salmer!

Mandagstegning 2

I dagens anledning.. to tegninger. Det gik lidt bedre end sidst. Jeg kunne mærke, at hukommelsen om, hvad det vil sige at tegne, vender tilbage.

Genbrug

Man skal jo ikke lade en udfordring gro mos, så dagens genbrug kan passende handle om returflasker. Dem har jeg afleveret 24 af i dag. Det er der såmænd intet mærkeligt i, men indholdet af flaskerne har jeg ikke haft noget med at gøre... jo, måske fire af dem. Resten stammer fra, hvad andre kaster i naturen eller i skraldespanden.
Og det er totalt taberagtigt at samle flasker. Jeg kan bare ikke lade være. Når vi nu har et udmærket retursystem, hvorfor så ikke bruge det? Måske er det dovenskab? Men så doven har jeg alligevel aldrig været, og det siger ikke så lidt.
Nej, flaskerne skal tilbage igen. Sådan er det.
I øvrigt - når vi nu snakker genbrug - skal jeg gøre opmærksom på nogle links:

• No Impact Man. Skal gerne indrømme, at mine egne grænser for genbrug og miljøtænkning nok stopper et pænt stykke før ingen kaffe og ingen toiletpapir, men klogere kan man godt blive.
• Make:, som jeg slet ikke har haft tid til at kigge på. Men det skal jeg, for så kan jeg lave ALT... tror jeg.
• Og noget übercool genbrug!

Nå, men jeg skal jo sende stafeten videre. Nille, Maja og Dot... hverdagsgenbrug, tak.

Baobab-dag

Min let overkogte hjerne holder lørdag og summer stille rundt. Det er baobab-dag. Ligesom i historien om Den Lille Prins er der små ting, der skal ordnes. Nok har jeg ingen baobabtræer, men jeg har chilispirer, der skal vandes og rugbrød, der skal bages.
Og der er gulve, der skal ordnes, og tøj, der skal på plads. Og sådan kunne jeg blive ved.

Men egentlig er det kun hyggeligt, når bare det kan foregå i roligt tempo og med selskab af kaffe. På den måde bliver en hektisk uge lagret, og en ny uge bliver gjort klar.
God lørdag til jer.

Opdatering på P-skolen

Fire dage er gennemført, og jeg er glad. Jeg lytter, lærer, byder ind og griner. Vi har introdage og bliver på den måde sparke i gang med at lære fag og folk at kende. Flad i hovedet bliver man af alle de indtryk. Men jeg er også dumpet ind i en usædvanlig herlig flok mennesker.
Eneste klage indtil videre er, at frokostpausen er alt for kort. Jeg kan slet ikke nå at spise så meget mad og snakke så meget samtidig. Hmmm, problematisk.
Nu skal jeg lave min første aflevering. Så er studielivet tilbage.

Mandagstegning 1

Så ruller vi igen. P-skolen fortæller jeg om senere. Jeg er blevet introduceret til cirka 30 mere eller mindre nye mennesker i dag. Og nu er jeg så træt, at jeg dårligt kan huske, hvad jeg selv hedder. Men jeg er i gang og håbfuld og håbløs og træt.