torsdag, april 29, 2010

Memento mori

I øvrigt har jeg i dag i forbindelse med min praktik gloet direkte ind i en ovn på et krematorium. Mange ting forsvinder ind i ligegyldighedens dis, når døden er så tydelig. Perspektiverne bliver skarpe. Og livet kalder.

4 kommentarer:

Nille sagde ...

Det kan jeg ikke umiddelbart finde ud af, om jeg har lyst til eller ej? Om det ikke ville minde mig om ovnene i Tyskland?

Men det er jo selvfølgelig en del af det; jeg har aldrig kunnet beslutte mig til om jeg vil begraves eller bisættes - der er skumle aspekter ved begge metoder, synes jeg!

Lene sagde ...

Nille: Sådan havde jeg det faktisk også, men da jeg ligesom ikke blev spurgt, om det var noget, jeg havde lyst til, så så jeg. Og det var faktisk meget fint og ordentligt.

Men ikke noget for mig... når den tid kommer, skal jeg begraves med jodr og det hele. Jeg er slet ikke til sådan noget fancy askevæsen. Og det ved min familie. Man ved jo aldrig.

Måske skulle du prøve at snakke med din familie om det? For skummelt er det, men engang laaaaaaangt ude i fremtiden er der en løsning, der skal findes.

Marianne sagde ...

Du konfronteres da virkelig med livet og det efter. Og det er vel også meningen i forhold til dit fremtidige embede. At forholde sig livet er også at tage del i de tabu belagte områder - som døden jo desværre er.

Lene sagde ...

Marianne: Ja, døden er en del af det at være menneske. Derfor kan jeg da også sagtens have dage, hvor jeg bliver træt. Så er det bare med at komme ud i livet igen.