Så sluttede min første præstepraktikperiode. I går prædikede jeg, og det var lige så vildt, som det lyder. Det gik godt, og den helt særlige følelse af at tale i et kvarter uden, at der er nogen, der afbryder, plus at folk kigger på en, som om man er verdens viseste person. Det er ren narkotikum, tror jeg.
Nu har jeg ferie. Sådan helt fri indtil næste tirsdag! Dejligt, dejligt. Jeg tror altså også, at Gud og jeg har brug for at se andre mennesker i en tid. Ikke for det, men jeg hænger jo ved hans ord hele tiden. Jeg er sikker på, at salmesang kan erstattes med altanterapi, prædikenskrivning med skrivning af ansøgning og forårsrengøring ville også være en god ting.
Og så skal jeg bare nyde foråret. Sol vil være fint, tak.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Nå, det er det, der driver værket! 15 minutes of fame - og så HVER UGE!!! Warhol skulle have været præst :-)
Jeg tror, at jeg ville gemme mig nede under alteret ved den tanke, at folk kiggede på mig... men når man ved, hvad man taler om, er det noget andet!
Gud går nogle af årets travleste dage i møde, så han lægger såmænd ikke mærke til, at sidder på altanen og nyder livet!
Nille: Nemlig. Vil også godt indrømme, at det også for mig medfører en vis nervøsilitet. Men gemme sig tæller ikke.
Det samme tænker jeg. Desværre er her lidt koldt. Men så er der jo forårsrengøring. Suk!
Send en kommentar