Liv, død og kærlighed

Det er alt sammen P-skolens skyld, eller også er jeg bare generelt havnet et sted, hvor livet skal ruskes lidt.
Listetid igen, igen :

• Min læge har foreslået, at jeg snart skal have et donorbarn i mangel på kæreste. Jeg vil overveje det. Men må konstatere, at jeg nær var gået i panik, da jeg prøvede at undersøge, om jeg ikke bare kunne begynde med et sponsorbarn. Så meget forpligtelse og ansvar!
• På P-skolen snakker vi død, død, sørgelige salmer og begravelser time efter time. Og nu har klumpen i halsen sat sig fast, og jeg er begyndt at tude over alle Rasmus Seebach-sange. Det er en meget uheldig udvikling og passer dårligt til min personlighed.
• Jeg er stort set aldrig desperat single. Jeg er mere uendelig taknemmelig, fordi jeg er mig. Jeg er fantastisk med eller uden mand. MEN nu er det krise. P-skolen har inviteret til informationsmøde om det kommende præsteliv. Og der må gerne komme ægtefæller med. Jamen, så er det jo topdollar, at jeg er den ENESTE på mit hold, der ikke er udstyret med sådan en. Mødet er midt i april... Og jeg bliver nødt til at tvangsgifte mig inden da.

Nu kunne jeg godt ligge mig til at tørre ind på sofaen, mens jeg spekulerer over tilværelsens ulidelig svære beslutninger.

Jeg kunne også (og har allerede gjort!) melde mig til et gospelkursus. Når jeg kommer til at synge som præsten her, så kan jeg sikkert også finde ud af de andre småting.