En klassiker eller to

Bedsteveninden har været på strejftog på min blog, og hun synes, at der er en tendens til, at jeg nævner hendes fejludtalelser uden overhovedet at omtale, at jeg er KONGEN af uheldige fortalelser. Det kan der være noget om. Det er tid til et par eksempler...

Historie nr.1 er en virkelig klassiker. Den er genfortalt mange gange af både Bedsteveninden og jeg selv. Bedsteveninden og jeg er på ferie og bobler på hver vores side af en dobbeltseng. Bedsteveninden læser, og jeg ligger vel nærmest og kigger. Bedsteveninden bemærker mit beundrende blik, og hun regner med, at jeg nu vil sige noget virkeligt flatterende om hendes skønhed og især om hendes hårdt oparbejdede solskinskulør, så hun spørger, hvad jeg har fået øje på?
Og her er det så, at jeg får sagt meget hørt og uden mulighed for at trække i land:
"Jeg synes bare, at det er helt fantastisk så store overarme, du har!"
Jeg vil sige det på den måde, at det kompliment faldt dødfødt til jorden. Jeg tror endda, at jeg prøvede at redde situationen ved at sige, at de var meget kødfulde.
En lille note til mænd og andre idioter, der kan finde på at sige den slags: Kommenter ALDRIG en kvindes overarme! Der er ikke noget som helst godt at komme efter. Det kan kun gå galt. Tro mig!

Den anden historie i kategorien tal-før-du-tænker handler om engang, hvor en tidligere kollega viser mig billeder fra sin familieferie og siger: "Se min datter. Er hun ikke køn?"
Jeg kigger indgående på billedet og siger så helt nøgtern: "Hun ligner en hest!"
Det er sådan en situation, hvor man ville ønske, at der åbnede sig en lem i gulvet, og at man bare forsvandt.

Nå, men det var det TV-show om mit liv, vi kom fra...