Naturligvis

I Prag fik jeg også plejet min indre nørd. Så mens resten af familien shoppede, tog jeg på det tjekkiske nationalmuseum. Det var noget af det bedste, jeg længe har gjort.
Som det hedder i et citat fra "Per Kirkeby - maleri" af Poul Erik Tøjner: "...naturhistorien og i særklasse geologien har som bekendt med ubegribeligt lange tidsspand at gøre. Det tager stakåndetheden."

Museumsbygningen i sig selv var et studie i overdådige slyngmønster og poleret marmor, og så var den enorm. Jeg begyndte med at kigge på mineralogi, og det er jo naturens egne kunst. Der var farver og strukturer udstillet i klassiske montrer i sal efter sal efter sal. Det var uoverskueligt bombardement af rå inspiration.

Derefter gik jeg i afdelingen for palæontologi. Her var mit sind allerede helt beroliget efter mineralshowet, og så var der skelet, fossiler og dinosauermodeller på rad og række. Og så er det, at stakåndetheden kommer alvorligt under pres. Her er der ganske enkelt ikke plads til eksistentiel tvivl. Mennesker ender som skelet, slut. Ikke noget med jamen, hvad skal jeg med hele mit liv-pjat. Kun de hvide knogler og kraniernes stivende smil.

Og når jeg står der og kigger på de uddøde arter, tænker jeg på, hvorfor det er mig, der kigger på deres død, og om der er nogle, der engang kommer til at kigge på min? Og ikke engang min død som person, men som art. Og det beroliger mig, at sådan er det nok. Det er som at kigge på en stjernehimmel. Uendeligt og stort. Og det befrier mig for en tid for det selvrealiserende pres, der hører med til et moderne liv.

Fra palæontologien bevægede jeg mig op i afdelingen for zoologi. Jeg drejede måske nok lige lovligt hurtigt om et hjørne. I hvert fald stod jeg ansigt til ansigt med en næsehornsmodel. Så blev jeg da vågen og fik set på biller, fugle, fisk, hvaler og alt muligt andet krible krable.

Ud af det zoologiske gedemarked igen så jeg en udstilling af noget fotokunst, hvor billeder af natur var sat sammen med fotos med samme motiver, men med andre farver. Det var helt fantastisk og meget hemmeligt. Ikke en brochure, et postkort eller noget som helst, der kunne fastholde oplevelsen for en glemsom turist. Hmm.

Således mæt af indtryk bevægede jeg mig mod udgangen, da jeg blev fanget af endnu en udstilling. Såvidt jeg kunne se, havde det noget med fødsler at gøre, og der var en fin advarsel om, at børn skulle følges med deres forældre. Det tænkte jeg ikke nærmere over, men det skulle jeg nok have gjort. Det begyndte ellers fredeligt. Masser af historiske oplysninger og gamle redskaber til at flå babyer ud, hvis de havde gemt sig.

MEN så var der en close-up film. Der var saks, blod, blå baby, oppustet navlestreng og alt muligt andet ubehageligt. Addddddd! Mit underliv snurrede sig totalt sammen. Eventuelle forvildede skruktilstande er nu skudt år frem i tiden. Og vupti...var jeg ude af den udstilling.
Morsomt var det, at der ved siden af fødselshelvedet var en udstilling om rejser til Nordpolen, hvor der var store overskrifter om stærke mænd og deres missioner i kulden. Det faldt fuldstændig til jorden, når man tænker på kvinders mod til at kaste sig ud i den der fødedisciplin. Frost i skægget virker som stadiet før charterferie, når man har set en saks boret sig op i noget mellemkød.

Så kunne jeg hellere ikke klare mere museum for den dag. Jeg var blevet en god, stærk oplevelse rigere.