fredag, november 30, 2007

Har man boet i Gellerupparken for længe...

Når man bedømmer, hvor man skal af bussen efter, hvilken hudfarve de andre, der skal af bussen, har?

Når man nedstirrer andre blegdanskere, som man møder udenfor blokken, fordi man undrer sig over, hvad de laver her?

Når man tager sig selv i at glemme, at beboere i området er TO-sprogede, og at de faktisk godt forstår, hvad man siger på dansk?

Når man pludseligt synes, at ens kitschgrænse har rykket sig i en uheldig, tolerant retning?

Nej, jeg skal nok blive boende. Jeg skal bare arbejde med nogle dårlige vaner.

onsdag, november 28, 2007

Er der nogen, der har en pose tålmodighed?

Som jeg må låne?

Det bliver værre og værre med min utålmodighed.
Jeg kan efterhånden ikke tåle ord som snart. Enten sker ting nu eller også på et eller andet konkret tidspunkt. Snart er et tomt luft ord. (Så få dog gjort noget ved den helhedsplan!)

Ligesom alt ventetid gør mig utroligt frustreret. Jeg holder det ikke ud! (Flytte, nu!)

Enten skal der mere handling og færre ord. Eller også skal jeg arbejde på at få en tålmodighed.

I øvrigt er jeg overbevist om, at manglende tålmodighed er en arvelig skade. Den eneste, jeg kender, der er tilnærmelsesvis så utålmodig som mig, er min mor.
Hmm, lyder som om det er svært at gøre noget ved.

tirsdag, november 27, 2007

En lille løgn

I weekenden mødte jeg min thailandsk kollega, som spørger, hvordan det går med den fine sarte plante, hun har givet. Planten, der ikke kan tåle frost, og som gerne må stå ud om sommeren.

"Det går helt fint," svarer jeg. Og styrter hjem og hiver letfrostskadet plante ind fra altanen!

Nogle gange er jeg meget overrasket over, hvor nemt det er for mig at lyve.

mandag, november 26, 2007

Væk fra Brabrand?!?

Hele det her flyttehalløj kaster indtil videre meget morskab af sig.

Når jeg siger til folk, at jeg skal flytte, er der to reaktioner:

Enten vild surhed, fordi nogle tror, at jeg forlader byen helt. Meget sødt egentlig.

Eller vild jubel over at jeg forlader Gellerupparken, og så er det altså lidt sjovt at se folk redde den i land, når det går op for dem, at jeg skam bare flytter lidt rundt i Gellerupparken.

søndag, november 25, 2007

Lister

Liste over ting, jeg skal have gjort i forbindelse med flytning.

Liste over hvad jeg skal skrive videre på i speciale.

Liste over manglende specialelitteratur.

Liste over artikler, der skal skrives inden jul.

Liste over alle dem, jeg gerne vil drikke kaffe med snart.

Og så heller ikke flere lister, tak!

fredag, november 23, 2007

Blokudsigt


Her er min betonblok og tørre, døde ærteblomster, der laver skyggebilleder helt af sig selv.
I dag skal bruges til at få gode ideer. Jeg er nødt til at samle mine tanker efter flere dages sandt bombardement af inspiration.

torsdag, november 22, 2007

Vennesang

I dag havde jeg en kaffeaftale med Anne, som jeg ikke har set i mange, mange år. Bedst som jeg træder ind i fancy café og er parat til den store snak om liv, død og kærlighed, så begynder denne sang.

Det er da timing... og langt udover min sædvanlige standard.
Lene - nu med underlægningsmusik.

onsdag, november 21, 2007

Flytter julenissen med?

Efter en ulidelig masse venten - som ikke er noget for meget utålmodige mennesker - er det nu sikkert. Jeg skal flytte!
Og jeg glæder mig hele vildt til om en 5-6 ugers tid, når jeg er på plads.

Tiden indtil da er ren flytteangst og almindelig panik.

Hvor smart er det egentlig at skulle flytte midt i julen? I hvilken flyttekasse skal julehyggen være?

tirsdag, november 20, 2007

Op og ned

Hele dagen har jeg været nærmest lykkelig. Jeg ved ikke præcist hvorfor. Jeg havde bare tænkt mig at nyde det.

Så var der noget, som gik en lille smule i kludder. Bang, så var jeg negativ!
Er det egentlig ikke mening, at man vokser fra humørsvingninger?

mandag, november 19, 2007

Cookiemonsterkager

Jamen, det er da utroligt, hvad man finder ude i verden.
Cookiemonsterkager.

Matmos

Mystisk og mærkeligt. Det får jeg aldrig Bedsteveninden til at høre!

Dukkerne er tilbage

Gad vide, om der findes en formel for, at hvis man indtager så og så meget te, kommer der så og så meget snot ud? Kunne være ganske interessant, skulle jeg mene.

Jeg har opdaget, at der kommer en julekalender på DR2: Yallahrup Færgeby. Der er alvorlig fare for, at det minder mig om et eller andet, men dukkerne snakker ikke århusiansk. Så de er ikke direkte importeret fra Gellerupparken. Men attituden har de hugget direkte fra drengene, der hænger ud på stisystemet. Og dog... jeg tror, at drengene har den endnu!

søndag, november 18, 2007

Hvorfor nu det?

Åh nej...snot, brændende hud og hovedpine!
Det minder meget om forkølelse, suk.

Måske går det hurtigt over. Jeg håber.

Øv! Hvem melder sig frivilligt til at servere te og til at have ondt af mig så længe?

fredag, november 16, 2007

Skal? Skal ikke?

Ikke mere om politik i denne omgang. Men bedst som jeg troede, at jeg nu skulle koncentrere mig om specialet, melder der sig nye udfordringer.

Imod: Økonomi, flytteangst, besvær, usikkerhed og mister fantastisk udsigt.

For: Meget mere plads, fire altaner(!), køkken, soveværelse, vaskemaskine, komfur, indretningsmuligheder og lige rundt om hjørnet.

Jeg har fået kig på en ny lejlighed.... fortsættelse følger!

onsdag, november 14, 2007

Helt rigtigt!

Det tog noget, der minder om flere år at tælle stemmerne op her i Århus. Nærmest ulidelig ventetid - selv for mig.
Men René Skau blev valgt ind. Det var godt.

Det er bare så forkert.

Bedsteveninden og jeg har jo hver vores musiksmag. Hun hører Bamses venner, jeg hører U2. Hun hører Poul Krebs, jeg hører Natasja. Hun hører Big Fat Snake, jeg hører Timbaland.

I sommers siger Bedsteveninden så under de grønne koncerter: "Det lyder nu meget godt, når Nephew og L.O.C synger sammen." Og det tog jeg som et hint om, at det nummer behøvede jeg ikke at høre.

Men så begyndte jeg for nyligt at høre det på P3... Jeg er jo nok nødt til at overgive mig. Det er skønt! Gad vide, om det er mig eller Bedsteveninden, der er på gale veje?

Jeg - et mosefund.

Min borgerjournalistik byder på mange mærkelige oplevelser, og hvordan jeg præcist er havnet i emneområdet: musik, fortaber sig i det uvisse.

Og musik i Århus V sætter min alder under pres. Der er hiphop-ord, hvor jeg skal have tolkebistand, og nu er der også noget galt med min hørelse.

Der stod jeg med nogle unge hiphop fyre og spurgte deres gruppenavn, og der blev sagt et eller andet, jeg ikke helt hørte. Så spørger jeg frejdigt igen, og hvad sker der? Smart ung hiphop-fyr læner sig frem, taler højt og staver: "P-I-M-P-A-L-O-T."

Ok, selv jeg, der åbenbart er i kategorien næsten mumie, har hørt om Pimp-A-Lot. Men for eftertiden består mit journalistikudstyr af Laptop, papir, pen, kamera og hørerør a la Enkefru Fernando Møghe.
Og skulle nogen kende til en ordbog, der kan finstille mit sprogøre til ærkeårhusiansk hiphopslang, så sig til!

tirsdag, november 13, 2007

Er kampen mon slut eller lige begyndt?

De sidste valgkarameller er nu blevet spist.

En lang kold valgdag nærmer sig enden.

Valgresultater, hvor Socialdemokraterne ikke vinder, er noget bras!

YndlingsRosenhøjvennen orkede ikke valgfest, og jeg lod, som om jeg var tøsefornærmet over, at han ikke ville med. Så skylder han mig nemlig en tjeneste, når han nu ikke ville med mig.

Men mærkeligt nok er mit liv ikke sunket i grus. Jeg har mødt en masse dejlige mennesker i løbet af dagen.

Og på mit valgsted var den socialdemokratiske bunke af stemmer kæmpe stor! Og Venstres var lillebitte. TAG DEN!

mandag, november 12, 2007

Dagen før dagen...

Den sidste roseaktion er slut. Nu gælder i morgen. Den store valgdag. Jeg skal efter Lene-forhold tidligt op og hen til stemmestedet, hvor jeg skal være hele dagen, indtil den sidste stemme er talt.

Planen er at være færdig kl.22.30 eller noget i den stil. Og så havde jeg tænkt mig at dulme nerverne i selskab med de sorte spejdere.

MEN... så ringer YndlingsRosenhøjven totalt overgearet. "Lene, vi skal til valgfest!" Og jeg havde ikke hjerte til at sige nej.
En lang dag, hvor jeg allerede nu er spændt på, hvordan det går. Og så en tur til valgfest med statskundskabsstuderende, der har knive i stedet for albuer sammen med YndlingsRosenhøj, der alene ved kombinationen meget mørk hudfarve og umiskendeligt god til dansk tiltrækker en mængde opmærksomhed.
Når han dertil følges med tyk, hvidhåret hunkøn = mig, så fordobles opmærksomheden. Bingo!

I et anfald af sammenkogt nervøsitet over morgendagen gik jeg fuldstændigt shopamok! Jeg har købt alt fra vinterstøvler til undertøj. Og det hjalp på humøret!

søndag, november 11, 2007

Valgkampdag et eller andet


Ja, nu kan jeg heller ikke holde styr på dagene. I dag er kampen foregået foran den lokale bager i morges. Det var koldt, men så var der selvfølgelig nogle af os, som fandt på at dele foldere ud i opgange. Efter en del løben op og ned af trapper var det ikke så koldt mere.
I eftermiddag var vi i Bazar Vest og lavede et ret godt rekordforsøg i disciplinen "Uddeling af roser på tid". Her er kandidaten fanget i at se klog ud, mens han lytter.
I øvrigt er jeg nu nærmest ekspert i at puste balloner op og vikle dem fast på en plastik dims og montere dem på pind. Utroligt hvad man får af spidskompetencer af at deltage i en valgkamp!