søndag, juni 07, 2009

En snegl på vejen...


Dette er en tilståelsessag... Det er mig, der har malet på sneglen. Og hvorfor så det? Nu kommer der en lang historie:
I Berlin købte jeg en kunstbog. Faktisk er det jo stort, at jeg kom væk fra Berlin igen med kun én kunstbog. Er der noget, som jeg kan shoppe amok , så er det kunstbøger.
Bogen hedder "Kleine leute in der grosse stadt" af Slinkachu. Den er fyldt med fotos af opstillinger af små figurer, der er sat i situationer. Se mere hos Slinkachu.
Og et af billeder er en lille figur, der maler graffit på en snegl...
Jamen, det står nærmest en kolbøtte i min hjerne af begejstring!
Og så er der jo ikke langt til handling. Mig, bevæbnet med et syltetøjsglas, ud i solskinsvejret for at finde snegle.
I starten kunne jeg overhovedet ikke finde dem. Jeg plejer ikke at lede efter snegle, så min opmærksomhed var slet ikke rigtigt stillet. Men så gik det op for mig, hvor de havde gemt sig. I skygge på store træer, og så var det jo sådan set bare at fange dem.
Hjemme igen blev de hevet op af syltetøjsglasset, og så malede jeg et bogstav på deres hus. Min mening er at lave et sneglealfabet, men det er ikke bare noget, man lige gør.
Så jeg har vist malet på 10 snegle. Ladet dem tørre. Fotograferet dem, og sat dem ud igen til deres skyggefulde træer.
Jeg tror ikke, at de har lidt overlast.
Og hvis de har.. så bor vi altså i et land, hvor nedslagtning af dræbersnegle er en folkesport.
Men altså, maling på snegle, det kan man også lave på en søndag, og hvis I ser nogle snegle i Gellerupparken og omegn med pangfarver, så er det mig, der er den skyldige!

6 kommentarer:

Nille sagde ...

Hahaha!!!! En hær af kunstneriske snegle, som "løber" rundt i landet... genial idé! Jeg er sikker på, at de ikke har lidt overlast! Hvis jeg en dag får serveret en med masser af hvidløg i og et rødt kryds i nakken - så ved jeg, at jeg er blevet snydt - og det ikke er en fransk snegl ;-)

Madame sagde ...

Haha, sikke en herlig idé, Lene! Det har jeg dog aldrig hørt om før. Kommer du også til Frederiksværk og giver mine dræbersnegle bogstaver på ryggen?

SW sagde ...

He, hvor er det fint:-) Og tjek lige vennevideon nedunder - alle reklamerne handler om sneglebekæmpelse;-)

Lene sagde ...

Nille: Lige præcis. Gå udenom dem med mærkelige farver på huset:)

Lene sagde ...

Madame: Jeg har ikke eksperimenteret med dræbersnegle...endnu. Men det kan være, at jeg skal lave forsøg hos dig.

Lene sagde ...

SW: Det havde jeg ikke set, men du har jo helt ret. Og så virker mit farveeksperiment jo helt uskyldigt.