onsdag, juni 24, 2009

Gellerup under forandring?

I går gik min lille plet i verden totalt Ritzau! Anledningen var, at Århus Kommune og Brabrand Boligforening var blevet enige om en aftale om Gellerup og Toveshøjs fremtid. Der skal bygges, og der skal rives ned, og du kan læse mere om det her, her og alle mulige andre steder fx her. Læs endelig IKKE læserkommentarerne til de forskellige artikler. Der er så meget had og sortsyn i denne verden, og det er der ingen grund til at lade sig smitte af.

Og hvad synes jeg så om det store projekt?
Tja, som ægte akademiker forbeholder jeg mig retten til at være i tvivl om alt.

Mine første reaktioner drejer sig mest om... nå, ja... mig selv.
For det første har jeg det sådan med min tålmodighed in mente: "Så se dog at komme i gang! Ikke alt det sniksnak." Ting tager tid, og at bygge en ny bydel tager lang tid. Så ikke så meget snak, handling, tak. Men jeg ved godt, at sådan hænger verden ikke sammen, og det er sikkert godt, at folk med en form for tålmodighed tænker langt, mens en anden en har det med at handle, før hun tænker. Det går sgu nok ikke, når det drejer sig om at rive bygninger ned.

For det andet... skulle nogen få den idé at fjerne min blok, er det for så vidt ok. Men dem, der træffer beslutningen, kommer selv til at sætte gardiner op det nye sted, hvor jeg skal bo. JEG gør det ikke igen. Og jeg er ligeglad med, om det er Borgmesteren eller direktøren for boligforeningen, og hvis de nedsætter et udvalg om sagen, eksploderer jeg.

Nu til et lidt større perspektiv... Er det en god plan? Tja.
For: Jeg har i Holland med egne øjne set, hvordan fysisk forandringer faktisk kan ændre en bydel. Og det ville pynte at få en imageforbedring i mit område. Man skal aldrig give op og håbe på, at det hele nok ordner sig selv. Næppe. Og så er der bare noget storslået over planer, der involverer mange millioner og noget i stil med 21 år.

Imod: Jeg er bange for, at jeg får et akut anfald af pænhedskvababbelse! Hvis jeg én gang til hører, at den vildeste ambition, politikerne kan komme op med, er at Gellerup og Toveshøj skal ligne resten af Århus, får jeg et føl. Ikke alt det pænhed. Faktisk er det lige præcis det, de unge ikke vil have. Se bare her. Jeg tror ikke på penthouselejligheder. Jeg tror på nye boligformer og kreativitet i det hele taget.

Så... godt eller skidt...det vil vise sig. 21 år er lang tid.

2 kommentarer:

jensdrejer sagde ...

Jeg synes det lyder helt vildt spændende og jeg tror det bliver et godt projekt. Forhåbentlig har man også en større og større forståelse for hvad der skaber trivsel i et boligområde - derfor tror jeg at det bliver et rigtig godt sted at bo. Måske skal man skynde sig at score en bolig i Gellerupparken inden det er for sent???

Lene sagde ...

Jens: Du skal være så hjerteligt velkommen! Spændende, hvad det alt sammen bliver til.