fredag, maj 01, 2009

Men hvorfor?

I morges, da jeg mødte på arbejde cirka kl. 7, stod jeg og ordnede vasketøj. Vaskemaskinen befinder sig i et kæmpe kælderrum med en dør i hver ende.

Pludseligt kan jeg høre, at den ene dør åbner sig forsigtigt. Og jeg vender mig glad om og kigger, hvem der kommer ind, for jeg troede, at på grund af 1.maj ville jeg være stort set alene på skansen.

Ind kommer en meget nøgen ung mand, der kun lige dækker det allermest nødvendige med en klump tøj.

Og der står jeg med øjne så store som tekopper. Altså jeg tror ikke, at jeg ville blive stort mere overrasket, hvis der var kommet en elefant ind af den dør.

Manden futter igennem kælderrummet og ud af den anden dør.

Jeg er ikke helt sikker på, om det er en, jeg har set før. Jeg var alt for fokuseret på, om han nu også var nøgen, eller om jeg havde overset en pikant trusse. Men nej, manden var helt og aldeles bar.

Mysterium!
Sådan noget gør man bare ikke foran mig, som er så ustyrligt nysgerrig.
Hvorfor går man igennem et kælderrum på en uddannelsesinstitution uden tøj på? Altså min første indskydelse var noget med en studenterbar, der er gået for vidt, og så er manden vågnet op på stedet. Det forklarer tidspunktet, men det forklarer ikke rigtigt, hvorfor han ikke havde noget tøj på.
Han kan selvfølgelig have spildt noget og derfor have taget det våde tøj, men hvorfor så meget tøj af?
Min sidste nye teori er, at han efter en brandert er vågnet op sammen med en eller anden, og derfor ikke har noget tøj på, men hvorfor ikke tage bare lidt tøj på, inden man begynder at rende rundt i kælderen?

Ej... jeg forstår det simpelthen ikke.
Kom lige med et bud... gerne fantasifuldt... på, hvad der er sket, før nøgen mand render igennem mit kælderrum. Jeg behøver hjælp her.

6 kommentarer:

Dot sagde ...

He he - mit hoved myldrer med sjove billeder, og i maven har jeg helt sikkert en detektiv, så jeg lover at komme din fantasi til undsætning, når jeg lige er kommet mig over, at der ikke var skyggen af nøgen mand (eller bare mand i det hele taget) i mit køkken idag..

Nille sagde ...

Spurgte du ham ikke??? Måske var det et spøgelse... et fata morgana????

Madame sagde ...

Haha, Lene, det minder om en historie i min lokalavis i denne uge, hvor en nøgen mand var med toget! En kvinde i kupeen var rådsnar og ringede til politiet, men manden sprang ud ved næste station og forsvandt :O)

Lene sagde ...

Dot: Lidt ærgerligt med dit køkken, men glæder mig til at høre, hvad du har af bud på mysteriet.

Nille: Jeg sagde ikke engang godmorgen. Jeg blev helt stum af overraskelse. Et fata morgana giver god mening... Hvad lang tids tørst efter nøgen mand ikke kan føre med sig:)

Madame: Måske er det en ny dille? Meget spændende.

Marianne sagde ...

Nu troede jeg lige at jeg kunne finde svaret - du må vist skrive et indlæg til studenteravisen :-)
Jeg tror at det er en kåd studerende der har fået for meget at drikke og så har venner snuppede tøjet og så..... Men tænk at starte 1. maj med at se en nøgen ung mand - så er der altså alligevel gaver at finde på socialisternes dag.

Lene sagde ...

Shabby-Marianne: Det er et bud, synes jeg. Jeg er også overbevist om, at det har noget at gøre med alkohol. Studenterblad er en god idé, men et eller andet sted, så synes jeg nok, at tømmermænd er straf nok:)
Jeg glæder mig allerede til 1.maj næste år.