onsdag, april 08, 2009

Birgitte, Birgitte, Begøje

Egentlig er jeg i gang med noget fint krea, som jeg glæder mig til at vise frem, men mine afslappede feriedage har fået en krølle.
Jeg har brugt temmeligt meget tid i dag og i går på at få undersøgt mit øje. Af en eller anden underlig grund ser jeg pludseligt meget dårligt på det ene øje.

Og så er der sikkert dem, der vil sige: "Ser du ikke altid dårligt?" Og jo, men det plejer at hjælpe at tage briller på.

Nå, men nu er jeg blevet undersøgt i de fleste maskiner på sygehusets øjenafdeling, og jeg fejler ikke noget farligt. Hvordan man end vender og drejer mig, så har jeg ikke fået en blodprop. Noget siger mig, at det ville de være ret sikre på.

Men hvad der er med mit øje, er til gengæld et mysterium. Så jeg må pænt komme på sygehuset igen på fredag. Der var lige nogle enkelte maskiner, jeg ikke har været i endnu.

Suk. Det er altså ikke rigtig ferie.

Men hvor er det fantastisk, at vi har et sundhedsvæsen, der bare er der, når man har brug for det. Godt nok er det ekstremt kedeligt at vente på sådan et hospital, men tænk, at man kan blive behandlet, at man ikke skal betale for det og at de behandler folk ens. Og hvilken tålmodighed. Hatten af for de læger og sygeplejelsker og andet, der bare kæmpede løs, selvom der kom flere og flere patienter, og mere og mere personale gik på påskeferie.

Og gamle bitre damer, der bruger deres liv på at brokke sig over, at personalet garanteret laver for lidt og snakker for meget i telefon, skulle tage at være lidt mere taknemmelige. Sgu!

Opdatering: Er blevet undersøgt igen, og måske er der tale om en synsnerve, der har været betændt. MEN for at være helt sikre, så skal jeg da undersøges igen om 14 dage. De gør det grundigt, må man sige.

7 kommentarer:

Anonym sagde ...

God påskeferie, Lene, - og lykke til med ditt onde øye :-)

Lene sagde ...

Hege: Tak, og god påske til dig også:)

Nille sagde ...

Lene,

Flot!!! Det er efterhånden blevet en sport at skulle kritisere alt, hvad der er offentligt! Jeg synes absolut, at mange glemmer det utrolige gode det er, at sundhedsvæsenet er gratis i DK!

Det er rigtigt dejligt nemt at kritisere og samtidig tage imod - derfor er det endnu dejligere at læse, at det også påskønnes!

Håber dog, at de hurtigt finder ud af, hvad der er galt!

Madame sagde ...

Jeg håber, lægerne løser mysteriet med øjet, Lene, og vi må prise os lykkelige for at leve i en tid og i et land, hvor der er så meget hjælp at hente.

Lene sagde ...

Nille: Tak! Jeg kan forestille mig, at når man som dig bor i udlandet, så får man et nyt syn (apropos) på det danske sundhedsvæsen.

Madame: Du har helt ret, og jeg føler mig i trygge hænder.

Anonym sagde ...

Øv, det er træls at bruge ferien på den måde. Heldigvis lyder det som om at det er blevet bedre.

Selvfølgelig skal vi være glade for sundhedsvæsenet og vi skal ikke klage over små bagateller. Desværre findes der kværulanter overalt. På den anden side skal man også klage når det ikke er godt nok. Jeg har selv lungebetændelse - tror jeg nok. Men jeg blev faktisk undersøgt af min læge for et par uger siden, fordi jeg var øm. Efterhånden har det udviklet sig, så jeg hverken kan sidde ned, ligge i sengen, bevæge mig eller trække vejret. Jeg må lige tale med lægen igen på tirsdag. Hvis jeg overlever så længe. Pt er jeg ikke helt sikker!

Lene sagde ...

Jens: Jeg håber bestemt, at du overlever!
Jeg synes også, at der klages, hvis man oplever fejlbehandling eller på anden måde bliver krænket som patient.
Men de der kværulanter, der brokker sig over alt, inden de overhovedet er kommet til behandlingen... gør mig ikke glad.