torsdag, marts 19, 2009

Wake up call

Jeg har været udsat for noget, som har rusket i mig, men det er en lang historie.
Hvor skal jeg begynde?

Jeg kunne jo prøve med mit arbejde. Jeg gør rent, og det er bestemt ikke særligt fancy, men ved mirakuløse omstændigheder er jeg havnet på Geologisk Institut på Århus Universitet, og det er slet ikke så ringe.
Allerede dag 1 bestemte jeg mig for, at gaven ved dette job var den inspiration, der i bogstavligste forstand vælter ud fra hver en krog. Der er fossiler, sten, krystaller og plastik dinosaurer over alt! Og er Per Kirkeby måske ikke geolog? Og han har også fået sin inspiration et sted fra.

Så altså - Min i forvejen visuelt tænkende hjerne er de sidste par måneder blevet tanket op... som i helt vildt tanket op!
Og når jeg så samtidig tit får af vide, at jeg skulle tage at male noget mere. At jeg slet ikke kan lade være med at male, og at jeg egentlig heller ikke har de store problemer med at komme af med malerier, så er det jo bare at gå i gang.

Som om!

Heldigvis har jeg jo Pearl. Og hun kan fortælle mig, at når man har det som hun har det med musik, og som jeg har det med at male, så er det noget, man gør, fordi man ikke kan lade være! Det er ikke, fordi jeg nødvendigvis skal være den store kunstner.
Jeg bobler bare over med farver og former, og det vil jeg gerne vise til alle jer andre. Men jeg får ikke rigtigt gjort ved det.

Og således har jeg gået og tumlet med min kunstneriske usikkerhed i en tid.

Men så indtraf der noget uhyggeligt. Jeg skulle til tandlæge, og som om det ikke var slemt nok i sig selv, var der hængt billeder op hos selv samme tandlæge.
Teknisk set fine billeder. De var bare en helt ulidelig blanding af beige, guld, sort og blonder. Og værre blev det, da jeg så, at maleren var én, som jeg havde været på kunstkursus med!
Her var der altså en med det mod, jeg ikke har. En, som godt turde at udstille. Og derfor havde jeg intet at skulle have sagt om god smag.
Og så hos min tandlæge!

Så nu er jeg altså blevet flået ud af min bekvemmelighedszone. Et eller andet må der ske.
Ikke at jeg ved hvad, men det finder jeg vel ud af.

6 kommentarer:

Dot sagde ...

..du er jo hoppet direkte ind i det, Vygotzky kalder nærmeste udviklingszone. Og det lyder da meget mere positivt end bekvæmmelighedszone.... gør det ik?
Som altid er der her fuld hep herfra.

Lene sagde ...

Dot: Udviklingszone? Jo, det lyder godt! Hvor er det dejligt med fuld hep. Det tager jeg med mig ud i zoneekspeditionen.

jensdrejer sagde ...

Jeg synes det lyder spændende og jeg håber virkelig at du gør noget ved det. Hvis du virkelig elsker det, så vil det sikkert give dig en masse glæde og tilfredsstillelse! Det er efter min mening det allervigtigste her i livet - at man laver noget som giver ens eget liv mening!

Lene sagde ...

Jens: Du har ret. Og jeg glæder mig over at have en som dig, der kan sætte ens udskejelser ind i en fornuftig ramme:)

Trine sagde ...

Wow - den slags bratte opvågninger har man brug for, ikke?

Jeg er stor fan af kreativitet... ;-)
Jeg er helt overbevist om at hver eneste af os rummer evnen til at udtrykke sig, bare på hver vores måder.

Det er sjældent talentet der gør at folk slår igennem som kuntnere - nej, det er snarere et spørgsmål om mod - som du selv er inde på!

Vi har alle vores eget unikke udtryk, og hvor er det dog heldigt at dit ikke er sort/guld med blonder..
Hvis man ikke kan lade være, så SKAL man ikke lade være.

Lene sagde ...

Trine: Tak. Jeg tror også på kreativitet, så jeg må hellere give det plads.