Syvtals-blues

Nå, men jeg blev som ventet helt rask igen, da først eksamen gik i gang. Jeg synes, at det gik fint. Jeg fik sagt alle de ting, jeg ville. Og jeg blev mest spurgt om ting, jeg selv havde tænkt på.

Jeg fik 7. Og pludseligt gik spørgsmålet fra, at om det var en god opgave, til hvad gik galt. Tja, selvfølgelig havde de nogle gode argumenter for at give et syv-tal, og det har jeg accepteret.

Jeg kan bare få det helt dårligt over, at min klasse, hvor kun de færreste har læst min opgave, nu automatisk tænker: "Ja, jeg havde jo nok på fornemmelsen, at hun ikke kunne finde ud af en skid." Eller at kommende arbejdsgivere tænker det samme.

Så da jeg endelig kom hjem i går aftes, var jeg parat til at sælge Journalisthøjskolen meget billigt til, hvem der gad eje den, og var i det hele taget træt og slatten.

Det fik jeg ikke lov til at blive ved med. For så ringede Hussein og skulle have rettet en ansøgning. Jeg prøvede faktisk at slippe ved at påråbe mig mit 7-tal, der beviser, at jeg skal holde mig fra alt skriftligt arbejde. Jeg plejer ellers at hade enhver form for offerrolle-pis, hvor det bare er synd for en. Jeg prøvede bare. Men det virkede heller ikke.

Så jeg fik besøg af Hussein og en af hans virkelig mange familiemedlemmer. Jeg tror ikke, at det var en fætter denne her gang. Men man ved aldrig. Hyggeligt var det. Vi fik skrevet ansøgning. Jeg lærte to ord på somalisk, hvoraf jeg har glemt det ene...Hmm! Vi spillede spil og snakkede til kl.sent.

Nu har jeg ferie, hurra. Og jeg er næsten blevet i godt humør igen.