I går var jeg ude med Pearl og efter et hyggeligt besøg i den skønneste lejlighed, som jeg nu er pivforelsket i, tog vi til reggae på Voxhall. Det var perfekt, afslappende og lød som sommer.
Men det helt vilde ved gårsdagens udeliv var mig! Sidst jeg så Pearl, var jeg frygteligt syg af stress eller depression, eller hvad pokker det er, jeg har raget til mig. Jeg var nærmest grå, stille og kunne intet rumme.
Anderledes var det i går. Jeg kunne uden videre huske bustiderne for en linje, jeg sjældent bruger, og der var Pearl og jeg helt oppe og kører over, når man tænker på, at det er mindst et halvt år siden, at jeg har kunnet huske noget som helst.
Jeg kunne snakke med for mig nye mennesker, lytte til dem og grine med dem.
Jeg kunne være til stede uden at føle den dræbende tomhed.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, fordi jeg var i et dejligt selskab og havde det godt.
Det er desværre ikke sådan, at jeg ved et magisk knips er helt og aldeles rask, men jeg er på vej den helt rigtige vej. Det er så stort!!!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Dét gør mig glad!!
Nu kender jeg jo ikke baggrunden - men har selv været igennem en lang sygdomsperiode med depression - eller burnout! Det er ikke sjovt - men når man begynder at kunne nyde livet igen, ved man, at det går den rigtige vej! Tillykke med det!!!
SW: Tak. Glæder mig til, at vi skal vende verden over telefon.
Nille: Tak. Jeg tror, at jeg også blev ramt af noget burnout. Og det er så godt at mærke lyset for enden af tunnelen.
Det lyder som om at du har haft det lidt træls. Det er desværre en tilstand som jeg kender alt for godt. Men det er fedt at du oplever lidt fremgang. Jeg håber at det fortsætter!
Yes Lene!!
Et glimt af det, gør så godt, når man tror, man har glemt det hele..
Hvor er det dejligt at læse, at det går den rigtige vej, Lene.
Jens, Dot og Madame: Tak for jeres søde kommentarer!!! I gør mig endnu mere glad:)
Send en kommentar