lørdag, februar 07, 2009

Et lille suk om svensk krimi

Tålmodighedstesten går langsomt fremad, men dog fremad. Jeg strikker en meget fin sok, og når den engang har fået en makker, kommer der et billede. Der slags tager åbenbart tid.

Men det er også, fordi der indsneg sig en tidsluger. I et anfald af nu-skal-jeg-altså-lytte-til-flertallets-smag har jeg læst en svensk krimi. Og ikke bare en hvilken som helst svensk krimi. Næ, jeg kastede mig ud på dybt vand og læste "Mænd der hader kvinder" af Stieg Larsson.

Skæbnen ville, at en af mine tidligere kollegaer afslørede mig og mit nye læsestof, og hendes første kommentar var da også: "Er du meget syg?" Jeg har nemlig en ret barsk holdning til krimier, især nordiske og især hvis andre synes, de er gode. For så kommer jeg til at læse dem med en forventning om, at jeg også kan lide dem. Forkert!

Nå, men hvordan gik det så for vores nye svenske ven?
Den levede op til sit rygte som en page turner. Den slags bog, der som junk food bare skal kastes ind. Jeg læste den på et par dage, og det var underholdende. Men der var som frygtet ikke meget substans.
Og værst... den slutter på en måde, så man bliver fristet til at læse den næste i serien. Jeg bryder mig ikke om den slags. Hvis jeg har brug for et svensk krimimisbrug, er stoffet ikke svært at få fat i. Jeg behøver ikke at lokkes ind i noget.

Måske læser jeg den næste Stieg Larsson også. Bare for at slå mig status som kvinden, der hader krimi helt fast. Jeg er for nem.

4 kommentarer:

Nille sagde ...

Lene,

Jeg faldt i præcis samme fælde! Alle snakkede om den - og jeg læste den på en søndag... fra morgen til aften! Jeg har lige læst nummer 2 - jeg er også lidt langsom i lige den genre...

Men jeg kan kun anbefale dig at læse videre ;-)

http://nilleslitteratur.blogspot.com/2009/02/pigen-der-legede-med-ilden-stieg.html

Det er ikke uforglemmelig litteratur - men den slags skal der jo også være plads til!

Onkonin sagde ...

Lad hellere være. Chancen for at blive i din krimi-hader verden er større uden at læse 2'eren - og da især 3'eren...

Lene sagde ...

Nille: Jeg læste dine indlæg, og vi er så enige. Jeg skal nok læse nr. to. Jeg er jo lidt nysgerrig af natur.

Onkonin: Jeg tror nu, at der skal mere til for at overbevise mig, men det må komme an på en prøve.

Anonym sagde ...

Det var et supergodt indlæg. Jeg har også prøvet at sluge bøger og bagefter sidde tilbage med en følelse af tomhed, som skyldes manglende substans. Men jeg tror at der er mange som slet ikke oplever den mangel. Bare de har været underholdt et par dage, så synes de at det har været en god bog. Og på en måde har de jo ret: det har været god underholdning, mens de læste. Men jeg foretrækker også bøger som giver mig mere end bare det.