Mandagstegning 1

Så ruller vi igen. P-skolen fortæller jeg om senere. Jeg er blevet introduceret til cirka 30 mere eller mindre nye mennesker i dag. Og nu er jeg så træt, at jeg dårligt kan huske, hvad jeg selv hedder. Men jeg er i gang og håbfuld og håbløs og træt.

Januarbilleder

Den optimistiske liste

• Nilles indlæg om et smykke og en rejse. Det gør varm og glad.
• Om Susannahs opfindelse af et e-kursus. Som jeg i øvrigt gerne vil deltage i.
• Jens' indlæg om en operaforestilling. Lyder som en fantastisk oplevelse.
• Bogudsalg i morgen.... Dyrt og dejligt.
• At have tid til at lave grød til morgenmad... mmmmmmm.
• At drikke rødvin og snakke til langt ud på natten er det gammel sort og holder hver gang.
• P1 har lavet en fantastisk programflade lørdag formiddag. Lyt og bliv klog... og spis grød.
• Tør jeg at se den film efter at have læst den bog? Næææ, i stedet glæder jeg mig til noget helt eventyrligt .
• Sidst, men ikke mindst... iCINGs post om at putte lys i hjertet.

Tadah, glæde!

Den alvorlige liste

• Tør vi efterhånden overlade noget som helst til Forsvarsministeriet?
• Dr2 Udland har pragtfulde kvindelige værter, som ligner... nå, ja...kvinder. Hvor befriende - når de fleste andre kvindelige TV-værter ligner usædvanligt tynde, smukke og succesfulde kloner.
• Forleden blev jeg ringet op af et analysefirma. Jeg skulle svare på nogle spørgmål bestilt af Århus Kommune. Som spørgsmålene skrider frem, forstår jeg, at jeg er blevet ringet op, fordi jeg bor i Gellerupparken, men det er nok ikke lige mig, spørgsmålene henvender sig til. Et eksempel: I hvor høj grad synes du, at du ville være mere en del af det danske samfund, hvis du blev bedre til dansk?!?!? Øhhhh... WTF? Det morede jeg mig meget over, men efter en samtale i går er jeg nu kommet i tvivl. Er det ok, at Århus Kommune indirekte ringer rundt til et boligområde for at lave personlighedskontrol? Og hvordan følger jeg nu op på den sag, hvis det ikke er?
• Altså med mindre jeg første dag på P-skolen lærer noget om at hekse med vejr, så er vejrudsigten skræmmende. Måske kunne jeg også oparbejde en zen om ikke at hidse sig op over ting, der ikke står til at ændre... men det bliver nok ikke denne vinter.
• Noget om fri skolemad.

Bizart

Jeg drømmer så mærkelige ting for tiden, at jeg vågner af det. I morges drømte jeg, at min veninde havde iværksat en kampagne for at finde et job. Kampagnen gik ud på, at hun havde hugget Grauballemanden og brugte ham til at lave forskellige videosekvenser rundt i Århus. På den måde beviste hun sin kreativtet.

Nej, nej, nej og atter nej. Min fantasi er nu for alvor gået amok. Jeg vil ikke sove, hvis det skal være sådan hver nat.

Brand i Gellerupparken

Fik jeg sagt, at jeg har ferie og masser af tid til at blogge?
I går var der brand i et kælderrum på Bentesvej, og jeg opdagede som sædvanligt ikke noget som helst, men jeg så det på JP. Og et eller andet sted stod der skrevet, at røgen ikke var til at få ud, fordi tagvinduet i opgangen ikke virkede. "Sært", tænkte jeg, "Det gjorde det heller ikke i den opgang, hvor jeg boede før." Og nu viser det sig, at det faktisk var min gamle opgang, der brændte! Og det er jo i sig selv forfærdeligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen.

Det er mere end to år siden, jeg flyttede fra den opgang. Hvordan kan det på nogen måde lade sig gøre, at det tagvindue stadig er i stykker? Jeg forstår det simpelthen ikke!
Men desværre er det så typisk Gellerupparken og sikkert også andre steder, men det ved jeg ikke noget om. Hvorfor ikke få lavet de små ting? Sørger for, at opgangene er rene og funktionelle. At gadebelysningen virker. At lejlighederne er til at varme op og så videre og så videre.
Når de små ting, som vitterligt er lige til at gå til, ikke bliver fixet og bliver ignoreret i årevis, så er der ingen beboere, der tør stole på prestigeprojektet. Det er ikke raketvidenskab. Det er simpel logik. Men nu inden jeg hidser mig meget op, så kunne jeg måske piske op i min egen dårlige samvittighed. Jeg har nemlig ting, som jeg skal have gjort boligforeningen opmærksom på. Men jeg gider ikke, fordi jeg har fornemmelsen af, at der ikke sker noget som helst. Det er nok den attitude, der har røgforgiftet staklerne i min gamle opgang. Jeg må hellere stramme op.

Rolling Stone interviewene

hedder bogen, jeg lige har læst. Det er en samling af interviews fra magasinet Rolling Stone. Ialt 40 interviews med kulturpersonligheder fra 1968 og frem. Note: Hvor mange af de interviewede er kvinder? Fem. Jeg orker ikke engang at udregne procenter på sådan noget pjat.
Bogen er god, men den bliver skæmmet af meget dårlig korrekturlæsning. Det er direkte forstyrrende for indholdet. Belastende.

Jeg vil fremhæve interviewene med John Lennon, Jack Nicholson, Eric Clapton, Kurt Cobain og selvfølgelig the one and only... Keith Richards.

Altså... man skal nok ikke være for forskrækket over stofmisbrug eller utroskab i de interviews. Jeg kan godt undre mig over, hvad der er sket fra deres liv til i dag, hvor Tiger Woods for eksempel hurtigt ryger ud i en omgang frit fald. Jeg gætter på, at det er det frådende 24-7 nyhedsshow, der kræver sit. Det kan ikke være størrelsen på "synden", der er afgørende.

John Lennon får i interviewet indirekte trukket den pæne Paul McCartney ud i noget snavs. Utilsigtet? Næppe. Sjovt? Ja!
Eric Clapton taler om en ikke særlig flatterende grænseudforskning. Selvom han får det til at lyde, som om han dulmede sine kunstneriske smerter ved et massivt misbrug af heroin, er det tydeligt, at nok tager heroinen smerten, men det dræber også kunsten og evnen til at leve.
Apropos det... Kurt Cobain. Kan I huske ham? Ellers: Where did you sleep last night? Han lyder som, om det gør ondt, og det gjorde det sikkert også. Interviewet er en vekselvirkning mellem en stille fyr, der bare gerne vil være Michael Stipe, og udsagn om hurtig berømmelse. Det kunne godt være den slags, der i bogstavligste forstand gør det svært at bevare sund fornuft.
Jack Nicholson har nogle fantastisk udtalelser om overvægt, selvtillid og kvinder. Han er min yndling.
Eller er det Keith Richards? Han har sikkert taget flere stoffer og knaldet flere yngre kvinder end alle de andre tilsammen, og interviewet handler også blandt andet om, om han eventuelt er udødelig? Det er da irriterende på den sjove måde. Her er der sgu én, der IKKE lever efter sundhedsstyrelsens anbefaling, og så overlever han i mere eller mindre fin stil.

God bog, hvis man kan holde sjusket ud. En virkelig kvalitet er, at de interviewede bliver spurgt på en naiv måde, som får dem til at snakke. Det kan man lære noget af.

Kammerateri vs. netværk

Forleden havde jeg gæster, og vi kom til at diskutere, hvornår man ansætter folk, man kender. Det vil sige... alle andre var faktisk kommet til enighed, indtil det kom til mig, og jeg SKAL problematisere alting. Det er noget, jeg kan. Det værste er, at jeg i sammenhængen fik udtalt mig kategorisk, hvilket egentlig er uklogt, når jeg stadig er i tvivl.

Så hvad synes I? Hvor går grænserne mellem netværk og kammerateri? Læs eventuelt dagens artikel om Metroselskabet.

Mit bud er, at man skal forsøge at undgå enhver sammenblanding af venskab og arbejde. Og så er der alligevel gråzoner. Jeg synes, at man skal holde sig for øje, om det er ens egen penge, man kaster efter en ven, eller om man administrer andres. Og så skal man være skarp nok til at se, om andre uden kendskab til personen ville træffe den samme beslutning og sørge for, at de gør det, så ens habilitet er intakt. Og når de ting er på plads, skal man alligevel tænke sig grundigt om. Er man i en position, hvor man kan arbejde sammen med vedkommende, som havde det været alle andre? Og hvis ikke, så sig fra.

Det lød da simpelt, ikke? Men jeg ved jo også godt, at der kan være alverdens undskyldninger for at gøre anderledes. Det kan være, at forhåndskendskabet gør det lettere at arbejde sammen. Det kan være, at det er det hurtigeste jævnfør artiklen. Det kan være, at man slipper for en omstændig udvælgesproces. Og jeg kunne blive ved. Der er bare det, at samtlige undskyldninger hører ind under kategorien: Legalisering af behov. Man finder på for ens egen skyld. Og det er ok, synes jeg, hvis man står ved, hvorfor man har truffet det valg og er parat til at tage tæskene for det.

Som sagt - jeg har ikke styr på, hvad der er det rigtige. Jeg har læst et eller andet sted, at 70 % af alle job i DK bliver besat via netværk. Min samfundsbekymring er, at vi bliver en nation af pænhed, fordi vi allesammen allerede fra begyndelsen har følelser i klemme i forhold til vores samarbejdspartner. At vi kommer til at mangle input fra mennesker, der ikke er som os selv. Og at det bliver nemt at vælge samfundsgrupper fra, som vi ikke kender.

Hvad mener I?

Fødselsdag og andet

NU begynder det at ligne noget!

• I dag er det Lenes fødselsdag.
• Jeg overlevede at sige farvel på arbejdet,
• men måtte trøstekøbe virkelig fine støvler og sko.
• Der er fem dage til P-skolen. Jeg har fået en undervisningsplan, og det ser vildt ud. Udfordringerne kom til at stå i kø. Jeg glæder mig til at se, hvordan det er.
• Tegnekursus begynder samme dag som P-skolen. Så er den dag vist også brugt. Jeg har ikke rørt en tegneblyant siden november. Og når det gælder tegning, så er vejen frem øvelse. En ugentlig aften, hvor man ikke skal andet, passer mig nok bedst.
• Jeg har fået løbebukser i fødselsdagsgave. Så nu kan det der frost og glat godt pakke sammen. Jeg gad godt at få en løberytme. Sidste år løb jeg én gang. Det er ikke nok til at lave en vane, skulle jeg hilse at sige.

I dag skal jeg fejre med familien, og derudover har jeg ferie. Så der er god tid til at sidde i lænestolen, læse og forsøge at holde varmen. I må have en god dag. Jeg modtager ikke klager over kulden. Vi må bare konstatere, at selv min fødselsdag har en cool attitude.

Unplugged blogs

eller logbøger.

Jeg betragter dem som mine højtskattede redskaber. Min "alt muligt bog" er et mix af udklip, postkort, oplysninger, jeg skal huske, ideer, billeder, tegninger, opskrifter og ja, alt muligt. Den er i A5 størrelse og har fået elastikbælte, for ellers var den for længst eksploderet. En "alt muligt bog" holder cirka et år. Så er den proppet og klar til at fungere som opslagsværk. Et opslagsværk, som sikkert kun giver mening for mig.

Der er dog et problem med "Alt muligt bogen". Den bliver tung af alt det, der bliver klistret i den. Så derfor har jeg lille hjælper i form af "Løse noter". Den er med overalt og bruges til i én rodebunke at skrive og tegne i. Det er forbudt at klistre den til. Til gengæld er den herligt fri for orden. Jeg skriver tingene, som det falder mig ind. Og det er god humor at finde nogle af sine løse noter og simpelthen ikke ane, hvad det går ud på. For eksempel har jeg en side, hvor jeg meget begejstret har skrevet en masse stikord om sammenhængen mellem morgenmad og musik. Og nu er jeg fuldstændig blank på, hvad jeg har tænkt. Musik og morgenmad??? Pas! Men det kan være, at det giver mening igen engang. Hvem ved?

Så er der min kalender. Den tjener det formål, en kalender skal. Sørger for, at jeg får et hint om tid og sted. Meget vigtigt.

For mig er logbøgerne en befrielse. Jeg har stort set altid en strøm af ideer farende rundt. Jeg opfinder bøger, TV-udsendelser, magasiner, virksomheder og mange andre ting. Og det stressede mig, før jeg begyndte at bruge mine logbøger. Nu skriver jeg alle ideerne ned, og skal de have et liv, ved jeg, hvor de er. Men de stiller ingen krav til mig. De er der bare.

Har I andre også logbøger eller noget, der ligner?

Hvad er du til?

Jeg er blevet tagget af Maja.

Blomst: Roser.
Mad: Og gerne meget af det.
Bøger: Fagbøger, skønlitteratur og alt muligt midt imellem.
Tøj: Lækkert undertøj er et must.
Sko: Flade.
Bagværk: Muffins
Grøntsag: Så mange som muligt.
Frugt: Æbler
Film: Apocalypse Now, De andres liv og Fargo.
Te eller kaffe: Kaffe! Ikke fordi jeg ikke kan lide te, men kaffe får min verden til at dreje rundt.
Ugeblad: Nej tak.
Strand-, ski- eller storbysferie: Storby.
Vin eller øl: Vin. Øl smager og lugter forfærdeligt.
Sport: Hvem? Mig?

Leg med, hvis I vil.

Greenpeace

De dejlige mennesker, som har lavet denne video, kender jeg. Der er nogen, der bruger deres X-factor til noget fornuftigt. Hurra for dem!

Tilstand

• Synes måske nok, at noget af alt den spalteplads, der er blevet brugt på at diskutere ikke-eksisterende burkaer og kendispjat i al almindelighed kunne bruges til at finde ud af, hvordan man behandler hinanden godt.


• Er træt af at bo i en kummefryser.


• Venter og venter og venter og venter og venter... Hvem der bare havde en tålmodighed.


• Får inspiration fra mange steder og fylder notesbøger op.


• Er ikke overrasket over den omsorg, som Ekstra Bladet viser overfor en person, som de for få år siden udråbte som afvigende indehaver af sexslaver. Hukommelse findes ikke i medier.
• Tror faktisk, at meget mere sniksnak om madpakker i børnehaver kan få mig til at eksplodere på Wulffmorgenthaler-måden. Anede faktisk ikke, at madpakken er det eneste sted, hvor forældre kan vise, at de elsker deres børn. MEN det ved jeg nu, og hold så kæft!
• Hader at læse bøger, hvor der er så mange sprogfejl, at jeg bliver forstyrret i min læsning. Ville det være ok at aflevere bogen tilbage, hvor den er købt og bede om pengene retur?

Januar er på en eller anden måde bare en god måned for lister.

Genbrugsland i Bazar Vest

I den nye del af Bazar Vest ligger Danmissions genbrugsbutik: Genbrugsland. Og da jeg sidste lørdag manglede en stor skål, var det bare afsted over vejen.

Selvom samlingen af grønne urtepotter straks gave en idé om at lave en hel væg med potteskjulere i den samme farve, så var det jo faktisk ikke det, jeg kom efter. Og jeg lod dem stå.

Videre gik det til køkkendelingen. Og der er jo alt sådan et sted. Jeg fandt et dejfad, der kunne bruges. Og der sneg sig også et krus med til en vintage krus samling, som jeg arbejder på.

Hylden med kunstbøger tjekkede jeg selvfølgeligt også, men der kom ikke noget med hjem. Det er vist ikke sket før.

Havde jeg nu haft armkræfter og plads, skulle jeg også have haft et klaver med hjem.

Men det har jeg jo ikke. Og havd skal jeg egentlig også med et klaver? Men fint... det er det.

Skulle du komme på de kanter, så god tur i Genbrugsland.

Standby

En af den slags søndag formiddage, hvor jeg er i tvivl om, hvor meget i live jeg ville være uden kaffe. Jeg prøver at komme op af et hul efter at være blevet ramt af en virkelig mærkelig forkølelse. Jeg var forkølet torsdag, rask fredag, syg igen lørdag, og nu er jeg rask igen. Mystisk!

Ellers er jeg sat på standby i mit eget liv. Listen lyder som sådan:

• 10 arbejdsdage tilbage. Er allerede nu ved at tude over at skulle sige farvel.
• 16 dage til fødselsdag. Det er jo bare tal.
• 21 dage til P-skolen. Uhhhhhhhh!
• 21 dage til tegnekursus.
• Mange dage til at det bliver sommer igen.

Stilhed før storm giver mening i den her situation. Jeg skal være og vente... og gerne uden mærkelig forkølelse, tak.

Journalister må simpelthen have noget bedre at tage sig til!

I dag har jeg været i en af Århus' smukkeste bygninger for at passe noget borgerligt ombud. Retsbygningen på Vester Allé er fyldt med detaljer som muslingeformede skiver til at dække nøglehuller og lamper, der udsender facettet lys. Og kunsten kan man også nyde, når man alligevel er der. Bygningen er dog vist nok ligeså upraktisk til sit formål, som den er smuk.

Da jeg ankom i morges, var forhallen fyldt af fotografer og journalister. Og jeg spurgte da også den første og bedste, hvad der brændte... Terror? Skyderi? Eller hvad? I, mine kloge bloglæsere, gætter det aldrig.

Det er en syg, syg verden, vi lever i!

Nytår

Forresten... jeg skal ikke kaste mig ud i den store sådan-var-2009 gennemgang, men noget vil jeg godt have lov at sige. 2009 har for mig været endnu et af de år, hvor der skete ting, som jeg ikke havde set komme.
Så nu har jeg opgivet. Livet er en spændende kamp af den slags, hvor man har hjelm på og farer frem med hovedet først. Og nogle gange glemmer man at slå visiret ned.
Godt nytår. Nye overraskelser er på vej.

Selvransagelse i røg og damp

Nytåret er kommet til Gellerupparken. Det har været fyrværkeri i flere uger. Og det undrer mig hver år. Her bor mennesker, der i rigelige mål ved, at lyden af krudt ikke nødvendigvis hænger sammen med fest og farver, men derimod med død og ødelæggelse. PTSD er her en del af mange familiers liv.
Nogle gange tænker jeg, at fyrværkeri burde være strengt forbudt i områder som dette på samme måde, som der er landsbyer med stråtage. Det er jo trods alt menneskers sind, der rives rundt i. Jeg kan tage mig selv i at tænke, at dem, der fyrer af, burde vide bedre. Hvis de bor i en familie, hvor høje lyde giver forældre, der kravler langs væggene... Hvordan kan de så sprænge krudt af i rå mængder?
Men hvad synes I? Er det moralisering på andres vegne? Er det sådan en lille racisme, der popper op a la de skal opføre sig bedre, fordi de er gæster? Jeg ved det ikke.
Jeg forsøger bare at være opmærksom, for jeg har det som så mange andre. Jeg har fordomme om andre mennesker. Jeg tillægger folk værdi efter min egen skabelon. Og tit og ofte tager jeg fejl. Det er ikke så godt. Tillid skal der til.

Rod

Så typisk mig har jeg kastet mig ud i uoverskuelige ferieprojekter. Faktisk skulle jeg bare gøre rent i mine køkkenskabe, men så fandt jeg også på at flytte om i stuen. Og nu ligner hele mit lille hjem hulter til bulter, i øvrigt et ret sjovt udtryk. Hulter?

Nå, men nu gider jeg IKKE rydde op efter mig. Jeg har ferie. Ferie = sofa = læsning! Jeg tror godt, at jeg kan finde min sofa, en kop kaffe og et eller andet fra bogbunken. Fristende!

Hjemme og ude

Decemberbilleder...

Dårlig hårdag nr.10014

Er næsten klar. Bare et enkelt problem..
Det her hår skal faktisk ligge ned!

God jul

Eftersom jeg skal holde jul noget , der minder om rundt om hjørnet, er jeg helt afslappet i gang med de sidste forberedelser. Måske lige afslappet nok... jeg har just lavet den sidste hjemmelavede gave færdig og mangler at pakke fire gaver ind, og så skal jeg også og så skal jeg også, men mon ikke jeg når det?

Jeg har endelig fået juleferie, så jeg vil have lov til at slappe af.

Et billede fra i dag viser, at Gellerupparken stadig er nogenlunde hvid:

I må have en rigtig god jul.

Til opbyggelse

Det slog mig i dag, at COP15 minder mig om møderne i Gellerupparken. Indsatsen er højere, aktørerne flere, og der er i det hele taget mere på spil. Men fælles er, at forandringer er farlige, forstyrrende, og derfor er nej den nærmeste løsning.

I længen holder det ikke. Så her er en sang og en radioudsendelse til opbyggelse af den indre fornyer. Og et citat: "Mennesket er født til to ting: Til at tænke og til at handle." Cicero

Sjovt

Da jeg var barn, drømte jeg sommetider noget, der fik mig til at græde. Det gør jeg ikke mere. Til gengæld vågner jeg sommetider, fordi jeg griner. Det gjorde jeg for eksempel i nat. Jeg har ingen anelse om, hvad der var så sjovt. Jeg vågnede bare, fordi hele min krop føltes som champagnebobler. Tænk, at jeg også griner, når jeg sover.
Mærkeligt!

Slut på tirsdagstegning

Mit tegnekursus er stoppet, men jeg fik ikke vist de sidste tegninger frem. Her er lidt forskelligt, både perspektivtegning og croquis.

Og hvad så nu? Jeg overvejer at melde mig til et nyt tegnekursus i foråret, men der skal jeg på P-skolen. Kan man det samtidig? Må man have en fritidsinteresse, eller er det slut med den slags? Jeg tror nu, at tre timers kreativ tænkning om ugen er af det gode. Så forhåbentlig byder det nye år på mange flere tegninger.

Ellers glemmer jeg også, hvad jeg har lært i år. Faktisk kan jeg allerede nu kigge på tegningerne og tænke: "Har jeg lavet det?" Så jeg må nok hellere melde mig til, springe ud i det og få det til at passe ind i mit nye liv.

Fra gråt til hvidt

Tidligt op på en onsdag. Hver dag står jeg så tidligt op, at jeg er parat til at give hvad som helst for et par timer mere under dynen. Men nej, op skal jeg.

Også i morges fik jeg mig slæbt ud. Og så stod jeg der og kiggede ud af et af mine store vinduer. Væk var gråt med gråt. Det hele var forandret til hvidt. Hvor fint. Så fik onsdagen andre øjne.

Da jeg kom ud, havde sneen den helt rigtige knirkelyd, som betyder, at den hvide verden bliver her lidt endnu. Men i morgen har jeg vænnet til tanken og gider igen ikke at stå op.

I'm Yours

Bekræfter min mistanke om, at musik handler om attitude og ikkke altid om at synge rent.
Det er den slags opmuntring, jeg behøver, inden det bliver min tur til at gå til salmesang.

John Lennon

I sidste uge så jeg dokumentarfilmen The U.S. vs. John Lennon. Og dagen efter læste jeg på iCING. Og hvordan er det nu, at jeg har det med John Lennon? Jamen, jeg ved ingenting. Jeg husker lidt af en historie om en japansk heks og et boyband i opløsning, men det er vist også det. Så er der noget musik, der har det med at komme igen hver år omkring juletid og noget med Thy-lejren.
Men jeg kunne godt tænke mig at vide mere. Jeg er overbevist om, at der gemmer sig en fascinerende livsfortælling. Og én ting slår mig i de få glimt af historien, jeg har fået med... mod. Og når nu vi alle sammen skal i gang med at redde verden, så er det måske godt at hente noget inspiration hos en, der turde.

Hvis jeg allerede nu må introducere et nytårsforsæt: I det kommende år vil jeg gerne lære noget om John Lennon. Høre det musik, der ikke handler om jul og læse en biografi. Har du forslag, så sig frem.

Dovenskabsekspert

Jeg er faktisk totalt doven for tiden. Min undskyldning er, at det er decembermørkt... men holder det nu også? Eller er jeg bare topsløv? Jeg tror det sidste.

Jeg gider mest at ligge på min sofa under min dyne. Så gider jeg at se fjernsyn, spise og strikke. Og det er vist det.

Ikke noget med julestress eller gøre rent eller den slags. Ikke noget med at ordne alle de udklip, der flyder rundt om i mit lille hjem eller de sidste praktiske tid til P-skolen. Der er noget, jeg også meget gerne vil sy. Lave malerier. Fotografere. Redde verden. Men jeg gider ikke.

I dag har jeg besluttet mig for, at det er ok. Nogle gange gider man bare ikke. Jeg er ikke det mindste depri. Jeg er faktisk sjældent sofalykkelig. Jeg trænger nok bare virkeligt meget til juleferie. På et eller andet tidspunkt kommer jeg vel til at kede mig og begynder at foretage mig noget fornuftigt. Indtil da... finder I mig på min sofa.

Hula Hop

Nogle gange tænker jeg, at jeg kan da lære alt, hvis jeg øver mig længe nok. Andre gange ved jeg bare, at det er løgn!

En klassiker eller to

Bedsteveninden har været på strejftog på min blog, og hun synes, at der er en tendens til, at jeg nævner hendes fejludtalelser uden overhovedet at omtale, at jeg er KONGEN af uheldige fortalelser. Det kan der være noget om. Det er tid til et par eksempler...

Historie nr.1 er en virkelig klassiker. Den er genfortalt mange gange af både Bedsteveninden og jeg selv. Bedsteveninden og jeg er på ferie og bobler på hver vores side af en dobbeltseng. Bedsteveninden læser, og jeg ligger vel nærmest og kigger. Bedsteveninden bemærker mit beundrende blik, og hun regner med, at jeg nu vil sige noget virkeligt flatterende om hendes skønhed og især om hendes hårdt oparbejdede solskinskulør, så hun spørger, hvad jeg har fået øje på?
Og her er det så, at jeg får sagt meget hørt og uden mulighed for at trække i land:
"Jeg synes bare, at det er helt fantastisk så store overarme, du har!"
Jeg vil sige det på den måde, at det kompliment faldt dødfødt til jorden. Jeg tror endda, at jeg prøvede at redde situationen ved at sige, at de var meget kødfulde.
En lille note til mænd og andre idioter, der kan finde på at sige den slags: Kommenter ALDRIG en kvindes overarme! Der er ikke noget som helst godt at komme efter. Det kan kun gå galt. Tro mig!

Den anden historie i kategorien tal-før-du-tænker handler om engang, hvor en tidligere kollega viser mig billeder fra sin familieferie og siger: "Se min datter. Er hun ikke køn?"
Jeg kigger indgående på billedet og siger så helt nøgtern: "Hun ligner en hest!"
Det er sådan en situation, hvor man ville ønske, at der åbnede sig en lem i gulvet, og at man bare forsvandt.

Nå, men det var det TV-show om mit liv, vi kom fra...

Tysk og fantastisk

Det er blevet juletid, og jeg er egentlig ikke den, der bliver grebet af en gal julenisse. Faktisk er det ikke sikkert, at jeg får pyntet op inden jul. Julegaver bliver nok købt i sidste øjeblik, og jeg bliver som regel først i julehumør engang efter juleaften.

Der er dog én ting, som har sat sig fast i mine tanker.... Det er tid for Stollen! Ja, jeg er bidt af en gal tysk julekage af den kraftige slags. Og det kan kun gå for langsomt med at få skaffet den til huse. Mums! Måske kan jeg æde mig til at blive et rundt brød proppet med marcipan og andet godt, og så fejrer det hele med at trille en tur til Berlin. Det er en god plan.

Nu med billeder

Mit kamera er kommet hjem! Der var INGEN billeder af noget som helst sjovt... øv. Der var uhyrlige mængder af fotos af teenagerpigerne i feriehopla og måske et enkelt billede af en fyr, som 14-årige synes, er interessant. Selvom jeg bestemt ikke føler mig gammel, er der altså alligevel grænser.

I går var jeg til fernisering ved udstillingen i forbindelse med mit malekursus.

Her er det ene af to malerier, som jeg har malet. Det var sjovt at lave, og hvad kan man forlange mere?

Jeg er totalt bagud med både minimalerier og tirsdagstegninger, men nu er kameraet tilbage, så nu er der håb.

Joy

Åh... Muppets!

Hvad man ikke skal høre...

Dagens citat kommer fra Bedsteveninden og blev hørt i ellers helt almindelig telefonsamtale om dette og hint:

"Al sex, der involverer fødder, er mærkeligt!"

Godt så.

Gellerupparkens fremtid

Midt i al min forberedelse for at komme på P-skolen tog jeg mandag aften til et møde.
Sagen er, at min lejlighed ligger i en af de blokke, der måske skal bygges om ifølge helhedsplanen. Mødet skulle handle om forventningerne til en eventuel flytteproces. Jeg vidste godt, at den slags møder og mig måske er en dårlig kombi, men jeg kan ikke sige andet end, at jeg er fascineret af den logistiske opgave, det er at skulle flytte rundt på hundredevis af mennesker i flere år. Det er et scenarium, som jeg på ingen måde misunder nogen at skulle have ansvaret for.

Jeg har valgt at tage min allermest generaliserede og fordomsfulde fortællerhat på for at fortælle jer om mødet i Gellerupparken. Men jeg lover at være ærlig.

Hvem kommer til sådan et møde? Det gør de stoiske afrikanere, de tavse vietnamesere, de talrige arabere og de hvide kællinger.
De stoiske afrikanere er billedet på menneskelig stolthed. De er ranke og majestætiske. Til beboermøde af denne slags virker de nærmest som bølgebrydere. De hidser sig ikke op, og håndterer situationen med ophøjet ro. De er tosprogede... taler glimrende dansk, somalisk, med garanti også engelsk og sikkert et par sprog mere... bare til husbehov.
De tavse vietnamesere er til mødet og gør absolut intet væsen af sig. De smiler, de nikker og siger ingenting. Faktisk har jeg alle os andre mistænkt for at behandle dem som børn. De fylder ikke så meget og vi er glade for dem.
Så er der araberne. De er til sådan et møde klart den største gruppe. De fleste er dobbelt halvsproget. Det kræver noget tolkning og noget tålmodighed. Skægt nok har jeg efter fem år og en del møder i Gellerupparken endnu aldrig været til et møde, hvor det IKKE kommer som en stor overraskelse! Araberne har deres følelser til at sidde helt oppe i munden og i armene, som bliver brugt til ivrige fagter. Det er der intet galt i. De er ikke farlige eller truende. De har bare blusset for følelser skruet helt op hele mødet igennem. Det kan godt virke overvældende på en iskold nordbo som mig, men man vænner sig til det.
Og så er der de hvide kællinger... Vi er ikke så mange, men vi fylder. De hvide kællinger er kvinder et eller andet sted mellem 30 og 50 år og har kastet sig over 'sagen' Gellerupparken med ildhu. Mit gæt er, at denne projektion for egen uformåen kunne have ramt stort set hvad som helst, men nu er det altså tilfældigvis Gellerupparken, vi er havnet i. Og så giver vi gas.

Tag så alle de her mennesker og stop dem ind i et rum med dårlig plads og for få stole, og så er scenen sat.

Jeg kan ikke forklare, hvor det er, sådan et møde går galt. Jeg kan konstatere, at fra første spørgsmål er stemningen sat, og den er negativ.
Der er to ting, de fire grupper, som jeg har været så uvenlig at skære hårdt op, har til fælles: 1. At de bor i Gellerupparken. 2. At de er mennesker. Det første forklarer, hvorfor de er til mødet. Det andet deres opførsel.

Mennesker hader forandringer! Mennesker hader små forandringer lidt mindre end store, men under alle omstændigheder... Mennesker HADER forandringer. Selv forandringer til det bedre bliver i den menneskelige hjerne tolket som en udefrakommende trussel.
At være usikker på ens hjem er en temmelig stor forandring. Der er intet mærkeligt i, at beboerne i Gellerupparken stejler. Jeg gætter på, at alle andre ville gøre det samme.

År 2010 vil gå med møder af den her slags. Beboerne vil være usikre, stritte imod og brokke sig. Jeg har efter i går intet bud på, hvordan det ender.
Og jeg kan i princippet være så ligeglad. Jeg har alle muligheder i verden for at forlade Gellerupparken og vil formentlig være over alle bjerge, inden byggeriet for alvor går amok.

Men det er bittert, når fremtiden går tabt for stagnation. Og havde det så bare været det. Nej, det værste er, at den her slags slagsmål får gribbene på vingerne. Dem, som har en anden dagsorden. En dagsorden, der i uhyggeligt grad minder om: "Lad dem dog rådne op i deres egen elendighed, hvis det er det, de så gerne vil."

En dag vil jeg se tilbage på min ghetto-tid som et eksotisk kuriosum. En dag vil jeg have glemt, hvordan det føles at bo her.

Sejt

Hvis jeg nogensinde får børn, ville jeg være helt vildt stolt, hvis de var ligesom den 10-årige dreng i dette klip: Gaywatch i The Daily Show.

Farver og striber

Når jeg engang bliver sådan én, som skal indrette sit helt eget køkken, er det her min nye drømmebordplade.

WAUW!

Sladderindkøb

Faktisk synes jeg, at man skal holde sig for god til at vurdere andre menneskers indkøb i supermarkeder. Det er jo i virkeligheden en slags mobning og selvretfærdighed på samme tid.

MEN ingen regler uden undtagelser...

I dag så jeg en ung mand købe en flaske martini, boxershorts og to buketter roser. Og ikke mere.

Det er kun én ting at sige: "Good Luck, MisterFister!"

Opdateret

Mit kamera (og Bedsteveninden) er landet! Og så skal der jo lige samles op på de sidste 14 dage.

• Jeg faldt i søvn i et solarium; knaldede hovedet op i loftet, da varmen slukkede, og blev en anelse forvirret... og nu har jeg fået udslæt. Garanteret af det solarium. Så forbyd dog skidtet, så svage sjæle ikke bliver fristet!
• Har afsluttet både malekursus og tegnekursus.
• Har overbevist alle i mine omgangskreds, at jeg i hvert fald IKKE skulle på Pastoralseminariet de næste mange år!
• Har meldt mig ind på Pastoralseminariet med begyndelse februar 2010.
• Har læst fagbeskrivelserne på Pastoralseminariet.... Seriøst: HVAD TÆNKER JEG PÅ?
• Har brugt en hel dag på at bage pizza.
• Fik to dage senere et maveonde på grund af overdreven spisning af ... pizza.
• Har meldt mig ind i mit politiske parti igen. Har været ude i et halvt års tid. Gik i granatchok på grund af noget med tørklæder og domstole. Men nu er jeg på banen igen.
• plus alt muligt andet.

Bedstevenindens kommentar: 1. "Hvor lang tid har jeg været væk?" 2.: "Udslæt? Næ, nu skal du høre om udslæt. Jeg har mistet al huden på min krop!"

Ihhhhh, hvor er det godt at have hende tilbage. Hun har altid en krise, der kan sætte tingene i perspektiv.

Søndagsmad

Søndagsprogrammet står på pizzabagning. Det er sjovt med mig og min madlavning. Enten kan jeg leve 14 dage af ligegyldige rugbrødsmadder, eller også går jeg fuldstændig køkkenamok.
Mit pizzabageri har jeg planlagt i flere dage og købt ind til af mange omgange. Køleskabet er fyldt af langtidshævet luksusdej, og jeg regner bestemt med, at min udsøgte hjemmelavede chilichutney skal i brug.
Jeg har planlagt fire variationer af fyld, og der kunne godt komme flere til. To slags kartoffelpizza, en med svampe og en tomatpizza er prognosen indtil videre. Jeg går fuldstændig målrettet efter at bage verdens bedste pizza. Finde den perfekte opskrift, som får eftertiden skal stå som PIZZAEN!

Det er bare lidt ærgerligt, at Dot, den lille gourmet, ikke er her. Hun kunne komme med de helt rigtige smagsinput. Og så kunne vi have spist os overmætte i kampen for den gode smag.
Det må vente til en anden gang.

Fødsler og mere

Havde besøg af Maja i dag, og vi kom til at tale om fødsler og virkeligt meget andet. Blandt andet kom det som en stor overraskelse, at Maja synes, at jeg skal have en vagtgris.
Jamen, jeg anede ikke, at sådan en fandtes. Kan den nå at komme på ønskesedlen til jul?

Lidt af hvert

Hep hey... Nu kunne man godt tro, at manglende blogskrivning skyldes overdreven vintersurmulen, men det er IKKE tilfældet... heldigvis.
Jeg har såmænd bare kreativt travlt, og det er skønt. Jeg går på et lille malekursus, jeg tegner på livet løs, og så har jeg været ude.

Der er ingen fotodoku, for mit kamera er taget på ferie i Egypten med Bedsteveninde i 14 dage. Minus: Hvordan skal det gå mig, når de begge to er væk i så lang tid?
Plus: Jeg har 'glemt' at fortælle hende, hvordan man sletter billeder på kameraet, og hun skal nok få taget nogle billeder, der udstiller en overdreven interesse for lækkerbrune mænd eller noget andet sjovt.

Nok om det. Som sagt har jeg været ude af sofaen og er blevet bombet med inspiration.

1. Foredrag med Jørgen Leth.
2. Foredrag med Søren 'Papfar' Behncke.
3. This is it.

Lad mig bare begynde med This is it. Filmen med øvelserne til de Michael Jackson-koncerter, der ikke blev. Det er og bliver et mysterium, hvordan der kunne komme så fantastisk musik ud af et så aparte menneske. Men hvis man prøver at abstrahere fra det, så er det en god film. Det var inspirerende at kigge ind i et værksted. Hvad er processen før det perfekte resultat? Det giver en lille smule ro i ens eget ambitionsniveau, når selv Michael Jackson måtte øve sig.

Foredraget med Søren 'Papfar' Behncke gav en masse ideer og løftede sløret for en verden af pap. Det er efter sådan et foredrag, at man skulle have 14 dages ferie i et fedt værksted, hvor man ikke skulle præstere, bare være opfindsom. Der var lige en ting i foredraget, der var den helt store stopper for at sige sit job op og leve som fri kunstner... Det lugtede langt væk af tålmodighed. Ja, det er så ikke lige mig. Men papkasser... helt klart!

Og så er der jo Jørgen Leth. Ja, måske ved jeg ikkke så meget om film, men derfor kan man jo godt nyde et kreativt menneskes arbejdsmetoder. Jeg fik meget ud af at høre om nysgerrigheden som drivkraft, om at turde gribe tilfældigheden og om hugge fra højre og venstre og omdanne det til ny kunst. Fantastisk mand.

De næste par uger holder tempoet, så flere input er forude. Jeg glæder mig.

Forventningens glæde

Når jeg har allermest brug for opmuntring, så er det jo bare at sætte sig og meditere lidt over, at jeg ved præcis, hvad jeg skal d. 15. august næste år.

Vil du høre om det???
Du skal!
Jeg skal til koncert!

Og det her er en slags preview: U2 on YouTube.

Tirsdagstegning 7

Landskabstegning - dybde - perspektiv. Hvis man vil lære at tegne, er der ingen vej udenom, men der er ikke her, at jeg ligefrem hopper af begejstring.

Forbrydelsen 2

1. Befriende at se en præst i en dansk TV-serie, som har tænkt sig at løse problemer med håndvåben.

2. Hvis ikke den oberst, der er gået amok, bliver spillet af Marlon Brando og er en tough motherfucker, bliver jeg skuffet. Se nu den film!

Nå, ja... jeg ser også Forbrydelsen 2.

Orkidehad

Ok... jeg indrømmer! Jeg er måske nok en anelse vinterdeprimeret. Det er ikke så slemt som sidste år - slet ikke - men det er heller ikke godt.
Jeg kan godt stå op og gå på arbejde og den slags. Det er mere som, om noget tungt har sat sig på min hjerne. Det hele går lidt langsomt, og nogle dage går det slet ikke.
Den sidste uge har nok ikke været nem, men fredag var jeg da helt umulig. Jeg havde nær flået hovedet af Bedsteveninden, og så havde jeg set mig ondt på orkideer...

I dag, som er en meget bedre dag, kan jeg godt se komikken, men i fredags var jeg parat til at forbyde orkideer for altid!
Orkideer er for mig forbundet med noget særligt og nogle særlige mennesker, som har omsorg for de sarte vækster. Men nu kan man købe dem i Føtex! Og alle mulige damer tager dem nu med hjem til deres quiltede vattæpper og tekopper med roser, adddd!
Ej, hvor kan jeg hidse mig op over den slags på en dårlig dag.

Jeg må konstatere, at på dage, hvor jeg hader forholdsvis uskyldige potteplanter, er det bare ikke særligt nemt at være inde i mig. Og det er kun oktober. ´
Nå, men jul er også hyggeligt, og så må det lys sgu da komme tilbage igen.

Minimaleri 19-21

19. Blæk, akvarel, kulblyant og tusch.

20. Blæk, akvarel og tusch.

21. Bivoksfarve, akvarel og tusch.

En lille ny ven

Hørt i svømmehallen i dag:

Barn: "Se, hun har farvet hår!"

Her ved man godt, at det er mig, barnet snakker om. Jeg er den eneste i svømmehallen, der har farvet hår, som er værd at beskæftige sig med.

Barnets mor med en lidt træt stemme: "Åh, du skal også sige alting meget højt."

Barn: "Når jeg bliver to år, skal jeg også have farvet hår!"

Barnets mor: "???"

Barn med meget begejstret stemme: "Det skal være grønt!!!!"

Lene synes, at der er håb for ungdommen.

Minimalerier 15-18

15. Gouache og blæk.


16.Blæk, tusch og gouache.

17. Blyant, tusch og gouache.

18. Blyant, kulblyant og gouache.

Fluepapir

Fundet via FFFFOUND: Dead Flies Art.

Fund

Ingen tirsdagstegning i dag. Mit tegnekursus holder efterårsferie. Så i går havde jeg tænkt mig at være kreativ helt selv. Ja, det blev så ikke til noget. Jeg kom til at gå shopamok sammen med Bedsteveninden, og det skal jo også passes. Men inden det gik så vidt, var jeg på krea-mission i den kæmpe genbrugsbutik, der er åbnet over på den anden side af vejen.

Jeg var på jagt efter kunstbøger, og jeg fandt!

Første fund relaterede sig til det der med at tegne croquis. Og man kan ligeså godt stræbe efter det umulige. Så en bog med en af de største måtte med hjem.

Altså... hvis jeg havde nogle modeller, der så sådan ud, så skulle der helt sikkert også mange, mange studier til. Såvidt jeg har forstået, arbejdede kunsteren da også i døgndrift og var til unge mænd, og lidenskab skader ikke kunsten.

Bogen hedder "Michelangelo", er skrevet af G. Delogu og er fra 1939.

Næste fund var en lille bog om gamle plakater. Ved ikke, hvad jeg skal bruge den til lige nu, men den er fuld af fine detajler. Mønstre, farve og kompositioner. Dette eksempel kunne man da godt komme til at bruge senere:

"Posters", Attilio Rossi, 1966.

Den tredje bog, jeg fandt, var en fotobog med billeder af børn. Masser billeder af børn. Børn, der fødes. Børn, der dør. Børn i vand. Forelskede børn. Børn med pistoler og så videre. Sjovt er det, at bogen tydeligvis er fra 1970'erne. Ikke så meget blufærdighed. Der er nøgne børn uden hæmninger, og de bliver fotograferet! Det var nok ikke gået godt i dag.
Her er et skønt billede fra bogen:

"Människobarn", Jerry Mason, 1978.

Da jeg så var færdig med kunstbøgerne, måtte jeg igennem den naturvidenskablige afdeling. Og jeg fandt en glad dino:

En bog fyldt med plancher over knogler, kløer og flyveøgler. Hvor heldig kan man være? Bliver nok nødt til at tegne nogle flere skeletter.

Bogen hedder "Universet og traditionen", er af Gerhard Heilman og er fra 1940.

Så nu er jeg klar til at tegne, male og klippe-klistre.

Minimalerier 12-14

12. Akvarel og bivoksfarve.


13. Gouache og tusch.


14. Blæk, blyant og gouache.