Lykken er...

at læse en sjov anmeldelse.

Fisk

Anders Lund Madsen har skrevet en skøn klumme. Ren prædiken inspiration. Det kan man hurtigt få brug for.

Lidt for meget virkelighed

Denne historie har jeg et ganske særligt forhold til. Læs og forstå, at der er visse ting, som er utroligt svære at glemme.

Skru op

Meget apropos musik har Johan Olsen begået en genial klumme.

I øvrigt går det godt med forårsrengøringen. Og hvor tiltrængt det er, får man måske en fornemmelse af, når jeg indrømmer, at jeg efter en indkøbstur kom hjem og studsede over en mærkelig lugt. Det gik op for mig, at det var duften af rengøringsmiddel, der var helt ukendt. Flot.

Så sandt...

Danske retssale søger publikum.
Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis din viden er rusten omkring, hvad der foregår i en dansk retssal, så gør dig selv den tjeneste at sætte dig ind i det. Jeg vil vove den påstand, at det er mindst ligeså vigtigt som at stemme.

Apropos Mads Brügger

I disse for mig så selvransagende tider er der kommet endnu et spørgsmål til overvejelse... Ser jeg Deadline, fordi jeg bliver klogere af det, eller fordi Mads Brügger er en meget interessant mand? Vi er nok ud i win-win ting, hvor det ene ikke er skidt for det andet.

Meget mere Mads:

• Skjoldhøj Arkivet - faktisk noget af det bedste radio, jeg nogensinde har hørt.
• Ingen diskussion - Hahahahaha, lidt århusiansk musikalsk indoktrinering er ikke skadeligt.
• På Journalisthøjskolen læste vi en artikel, der handlede om Mads Brüggers rejse til Nordkorea. Og et sprogbillede, hvor han beskriver sin morgenmad som sammenlignelig med "et udskrab fra en gammel mand", er det aldrig rigtig lykkedes mig at glemme igen. Nu har I det også, adr!
• "Hvorfor er du så dum?" er det glimrende første spørgsmål i den 11. times interview med Nicolas Winding Refn (program 53). Det er da friskt!

Jeg har "Det røde kapel" til gode. Og den vil jeg glæde mig til at se. Og så må vi jo bare håbe, at han er vikar på Deadline lidt endnu.

Opdatering: Stor, fin artikel.

Den optimistiske liste

• Nilles indlæg om et smykke og en rejse. Det gør varm og glad.
• Om Susannahs opfindelse af et e-kursus. Som jeg i øvrigt gerne vil deltage i.
• Jens' indlæg om en operaforestilling. Lyder som en fantastisk oplevelse.
• Bogudsalg i morgen.... Dyrt og dejligt.
• At have tid til at lave grød til morgenmad... mmmmmmm.
• At drikke rødvin og snakke til langt ud på natten er det gammel sort og holder hver gang.
• P1 har lavet en fantastisk programflade lørdag formiddag. Lyt og bliv klog... og spis grød.
• Tør jeg at se den film efter at have læst den bog? Næææ, i stedet glæder jeg mig til noget helt eventyrligt .
• Sidst, men ikke mindst... iCINGs post om at putte lys i hjertet.

Tadah, glæde!

Den alvorlige liste

• Tør vi efterhånden overlade noget som helst til Forsvarsministeriet?
• Dr2 Udland har pragtfulde kvindelige værter, som ligner... nå, ja...kvinder. Hvor befriende - når de fleste andre kvindelige TV-værter ligner usædvanligt tynde, smukke og succesfulde kloner.
• Forleden blev jeg ringet op af et analysefirma. Jeg skulle svare på nogle spørgmål bestilt af Århus Kommune. Som spørgsmålene skrider frem, forstår jeg, at jeg er blevet ringet op, fordi jeg bor i Gellerupparken, men det er nok ikke lige mig, spørgsmålene henvender sig til. Et eksempel: I hvor høj grad synes du, at du ville være mere en del af det danske samfund, hvis du blev bedre til dansk?!?!? Øhhhh... WTF? Det morede jeg mig meget over, men efter en samtale i går er jeg nu kommet i tvivl. Er det ok, at Århus Kommune indirekte ringer rundt til et boligområde for at lave personlighedskontrol? Og hvordan følger jeg nu op på den sag, hvis det ikke er?
• Altså med mindre jeg første dag på P-skolen lærer noget om at hekse med vejr, så er vejrudsigten skræmmende. Måske kunne jeg også oparbejde en zen om ikke at hidse sig op over ting, der ikke står til at ændre... men det bliver nok ikke denne vinter.
• Noget om fri skolemad.

Brand i Gellerupparken

Fik jeg sagt, at jeg har ferie og masser af tid til at blogge?
I går var der brand i et kælderrum på Bentesvej, og jeg opdagede som sædvanligt ikke noget som helst, men jeg så det på JP. Og et eller andet sted stod der skrevet, at røgen ikke var til at få ud, fordi tagvinduet i opgangen ikke virkede. "Sært", tænkte jeg, "Det gjorde det heller ikke i den opgang, hvor jeg boede før." Og nu viser det sig, at det faktisk var min gamle opgang, der brændte! Og det er jo i sig selv forfærdeligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen.

Det er mere end to år siden, jeg flyttede fra den opgang. Hvordan kan det på nogen måde lade sig gøre, at det tagvindue stadig er i stykker? Jeg forstår det simpelthen ikke!
Men desværre er det så typisk Gellerupparken og sikkert også andre steder, men det ved jeg ikke noget om. Hvorfor ikke få lavet de små ting? Sørger for, at opgangene er rene og funktionelle. At gadebelysningen virker. At lejlighederne er til at varme op og så videre og så videre.
Når de små ting, som vitterligt er lige til at gå til, ikke bliver fixet og bliver ignoreret i årevis, så er der ingen beboere, der tør stole på prestigeprojektet. Det er ikke raketvidenskab. Det er simpel logik. Men nu inden jeg hidser mig meget op, så kunne jeg måske piske op i min egen dårlige samvittighed. Jeg har nemlig ting, som jeg skal have gjort boligforeningen opmærksom på. Men jeg gider ikke, fordi jeg har fornemmelsen af, at der ikke sker noget som helst. Det er nok den attitude, der har røgforgiftet staklerne i min gamle opgang. Jeg må hellere stramme op.

Kammerateri vs. netværk

Forleden havde jeg gæster, og vi kom til at diskutere, hvornår man ansætter folk, man kender. Det vil sige... alle andre var faktisk kommet til enighed, indtil det kom til mig, og jeg SKAL problematisere alting. Det er noget, jeg kan. Det værste er, at jeg i sammenhængen fik udtalt mig kategorisk, hvilket egentlig er uklogt, når jeg stadig er i tvivl.

Så hvad synes I? Hvor går grænserne mellem netværk og kammerateri? Læs eventuelt dagens artikel om Metroselskabet.

Mit bud er, at man skal forsøge at undgå enhver sammenblanding af venskab og arbejde. Og så er der alligevel gråzoner. Jeg synes, at man skal holde sig for øje, om det er ens egen penge, man kaster efter en ven, eller om man administrer andres. Og så skal man være skarp nok til at se, om andre uden kendskab til personen ville træffe den samme beslutning og sørge for, at de gør det, så ens habilitet er intakt. Og når de ting er på plads, skal man alligevel tænke sig grundigt om. Er man i en position, hvor man kan arbejde sammen med vedkommende, som havde det været alle andre? Og hvis ikke, så sig fra.

Det lød da simpelt, ikke? Men jeg ved jo også godt, at der kan være alverdens undskyldninger for at gøre anderledes. Det kan være, at forhåndskendskabet gør det lettere at arbejde sammen. Det kan være, at det er det hurtigeste jævnfør artiklen. Det kan være, at man slipper for en omstændig udvælgesproces. Og jeg kunne blive ved. Der er bare det, at samtlige undskyldninger hører ind under kategorien: Legalisering af behov. Man finder på for ens egen skyld. Og det er ok, synes jeg, hvis man står ved, hvorfor man har truffet det valg og er parat til at tage tæskene for det.

Som sagt - jeg har ikke styr på, hvad der er det rigtige. Jeg har læst et eller andet sted, at 70 % af alle job i DK bliver besat via netværk. Min samfundsbekymring er, at vi bliver en nation af pænhed, fordi vi allesammen allerede fra begyndelsen har følelser i klemme i forhold til vores samarbejdspartner. At vi kommer til at mangle input fra mennesker, der ikke er som os selv. Og at det bliver nemt at vælge samfundsgrupper fra, som vi ikke kender.

Hvad mener I?

Tilstand

• Synes måske nok, at noget af alt den spalteplads, der er blevet brugt på at diskutere ikke-eksisterende burkaer og kendispjat i al almindelighed kunne bruges til at finde ud af, hvordan man behandler hinanden godt.


• Er træt af at bo i en kummefryser.


• Venter og venter og venter og venter og venter... Hvem der bare havde en tålmodighed.


• Får inspiration fra mange steder og fylder notesbøger op.


• Er ikke overrasket over den omsorg, som Ekstra Bladet viser overfor en person, som de for få år siden udråbte som afvigende indehaver af sexslaver. Hukommelse findes ikke i medier.
• Tror faktisk, at meget mere sniksnak om madpakker i børnehaver kan få mig til at eksplodere på Wulffmorgenthaler-måden. Anede faktisk ikke, at madpakken er det eneste sted, hvor forældre kan vise, at de elsker deres børn. MEN det ved jeg nu, og hold så kæft!
• Hader at læse bøger, hvor der er så mange sprogfejl, at jeg bliver forstyrret i min læsning. Ville det være ok at aflevere bogen tilbage, hvor den er købt og bede om pengene retur?

Januar er på en eller anden måde bare en god måned for lister.

Journalister må simpelthen have noget bedre at tage sig til!

I dag har jeg været i en af Århus' smukkeste bygninger for at passe noget borgerligt ombud. Retsbygningen på Vester Allé er fyldt med detaljer som muslingeformede skiver til at dække nøglehuller og lamper, der udsender facettet lys. Og kunsten kan man også nyde, når man alligevel er der. Bygningen er dog vist nok ligeså upraktisk til sit formål, som den er smuk.

Da jeg ankom i morges, var forhallen fyldt af fotografer og journalister. Og jeg spurgte da også den første og bedste, hvad der brændte... Terror? Skyderi? Eller hvad? I, mine kloge bloglæsere, gætter det aldrig.

Det er en syg, syg verden, vi lever i!

Forbrydelsen 2

1. Befriende at se en præst i en dansk TV-serie, som har tænkt sig at løse problemer med håndvåben.

2. Hvis ikke den oberst, der er gået amok, bliver spillet af Marlon Brando og er en tough motherfucker, bliver jeg skuffet. Se nu den film!

Nå, ja... jeg ser også Forbrydelsen 2.

Gellerup under forandring?

I går gik min lille plet i verden totalt Ritzau! Anledningen var, at Århus Kommune og Brabrand Boligforening var blevet enige om en aftale om Gellerup og Toveshøjs fremtid. Der skal bygges, og der skal rives ned, og du kan læse mere om det her, her og alle mulige andre steder fx her. Læs endelig IKKE læserkommentarerne til de forskellige artikler. Der er så meget had og sortsyn i denne verden, og det er der ingen grund til at lade sig smitte af.

Og hvad synes jeg så om det store projekt?
Tja, som ægte akademiker forbeholder jeg mig retten til at være i tvivl om alt.

Mine første reaktioner drejer sig mest om... nå, ja... mig selv.
For det første har jeg det sådan med min tålmodighed in mente: "Så se dog at komme i gang! Ikke alt det sniksnak." Ting tager tid, og at bygge en ny bydel tager lang tid. Så ikke så meget snak, handling, tak. Men jeg ved godt, at sådan hænger verden ikke sammen, og det er sikkert godt, at folk med en form for tålmodighed tænker langt, mens en anden en har det med at handle, før hun tænker. Det går sgu nok ikke, når det drejer sig om at rive bygninger ned.

For det andet... skulle nogen få den idé at fjerne min blok, er det for så vidt ok. Men dem, der træffer beslutningen, kommer selv til at sætte gardiner op det nye sted, hvor jeg skal bo. JEG gør det ikke igen. Og jeg er ligeglad med, om det er Borgmesteren eller direktøren for boligforeningen, og hvis de nedsætter et udvalg om sagen, eksploderer jeg.

Nu til et lidt større perspektiv... Er det en god plan? Tja.
For: Jeg har i Holland med egne øjne set, hvordan fysisk forandringer faktisk kan ændre en bydel. Og det ville pynte at få en imageforbedring i mit område. Man skal aldrig give op og håbe på, at det hele nok ordner sig selv. Næppe. Og så er der bare noget storslået over planer, der involverer mange millioner og noget i stil med 21 år.

Imod: Jeg er bange for, at jeg får et akut anfald af pænhedskvababbelse! Hvis jeg én gang til hører, at den vildeste ambition, politikerne kan komme op med, er at Gellerup og Toveshøj skal ligne resten af Århus, får jeg et føl. Ikke alt det pænhed. Faktisk er det lige præcis det, de unge ikke vil have. Se bare her. Jeg tror ikke på penthouselejligheder. Jeg tror på nye boligformer og kreativitet i det hele taget.

Så... godt eller skidt...det vil vise sig. 21 år er lang tid.

Finansjournalistik for alvor sjovt

Jeg eeeeeeelsker The Daily Show!

Hvorfor er et amerikansk satireprogram om politik, medier og andet nyhedsstof så så fantastisk?

Det er sjovt, informativt og bare almindeligt genialt. Jeg henter inspiration og høje grin fra det program, og så bliver jeg til stadighed overrasket over den befriende mediekritik og manglende leflen, der præger programmet.

Grunden til at jeg er nødt til at skrive om The Daily Show lige i dag, er at der i denne uge har været en større diskussion om finansjournalistik. Det kulminerede med et interview d. 12 marts, som jeg havde glædet mig til i flere dage og som ikke skuffede, men nærmere satte en tyk, fed streg under, hvorfor Piet Hein har ret, da han konstaterede, at »Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!«

Så hvis du ikke allerede har set Jon Stewart vs. Jim Cramer, vil jeg kraftigt anbefale det.

Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst, om nogensinde, har set en interviewer, Jon Stewart, der i den grad får den interviewede, Jim Cramer, helt ud, hvor det gør rigtigt ondt at se på, bliver rigtigt alvorligt og rammer så dybt og så grundlæggende ind i, hvad det er, journalistik kan, når det er bedst.

Mennesker og medier på P1 handlede i denne uge også om finansjournalistisk.
Og jeg har ikke et klap forstand på finanser, heller ikke mine egne. Jeg er bare meget glad, når der er nogle, der på vegne af dig og mig og alle andre sætter spørgsmålstegn ved de medierne, der vil give den som uafhængige og den 4. statsmagt.

Jeg tror lige, at jeg printer et foto af Jon Stewart ud og hænger op på min idolvæg!

Gode nyheder

Nogle undersøgelser kommer bare som kaldt. Her er en af slagsen om kvinders skønhed. Det lover godt for det kommende år.

Flugten til Afrika

Med alle de dårlige nyheder der ellers florerer, så er denne kærlighedshistorie da fin.

Gellerupparken i regnvejr

En artikel på Jyllandspostens webavis, om hvor fredeligt der er i Gellerupparken denne sommer i forhold til de foregående år, fik mig til at tænke på det med, hvorfor Danmark aldrig har haft langvarige blodige revolutioner... Fordi det regner.



Jeg vil gerne tro på, at alle de ting, som står i artiklen, har betydning for den positive udvikling. Men hvem gider at fare rundt på gader og stier for at overfalde uskyldige mennesker og sætte ild til alting, når det plasker ned? Jeg kan godt afsløre, at gummistøvler og regnslag overhovedet ikke matcher muskuløse kamphunde og toptunede BMW'er. Det kan jo være, at jeg er fuldstændig på vildspor. Er der ikke lige en eller anden derude, der sammenkører regnvejrsmilimetere og kriminalstatistik?

Mystisk maler i Århus

Den grønne maler går amok

Det er altså ikke mig....selvom jeg meget godt kan lide grøn. Jeg synes godt, at der kunne være et telefonnummer til den grønne maler. Her er lidt beton, som godt kunne trænge til spas. Det er altså ikke for at opfordre til ulovligheder, men det kunne være fint med ekstra grønt, når nu Stine flytter ind i sin nye skovbolig.

Betjentaktion

Det her er ikke affald, selvom det mistænkeligt ligner. Det er symbolet på en folkebevægelse.

Det drejer sig om den lokale betjent og fremtiden. Jeg har holdt mig pænt ud af balladen. Jeg kan ikke lige overskue konsekvenserne. Det håber og tror jeg, at dem, der laver aktionen, kan.