Jamie Olivers TED-tale

Vi har vel alle vores superhelt, og en af mine er den engelske kok, Jamie Oliver.
Og i går fik jeg så set hans tale i forbindelse med, at han fik TEDprisen 2010.
Hvis I ikke allerede har set talen, så gør det!

Så meget gejst og så meget at kæmpe for. Og rørende, helt vildt rørende.
Jeg bøjer mig i støvet og takker for, at superhelte deler ud af deres engagement.

Morgenmad og haveterapi

Morgenmad er dagens vigtigste måltid. Jeg undrer mig hver gang, at jeg hører folk sige, at de ikke har spist morgenmad. Jamen, det må være gået helt galt for dem! På bloggen Simply Breakfast er der det ene fine billede efter det andet af dette vidunderlige måltid, der sparker dagen i gang. Jeg henter inspiration og bestemmer mig for at gøre mere ud af min morgenmad. De dage, hvor jeg tager mig sammen til at lave grød, er bare bedre. Men i det hele taget - at bruge tid på sin morgenmad er et plus for ens velbefindende.

Hvad spiser du til morgenmad?

Jeg har fået læst Signe Wennebergs "Haveterapi". Skøn bog, hvis man er til sådan noget chick lit - wellness havehygge litteratur, og hvem er ikke det? Jeg er i hvert fald helt på.

Bogen er fin, og der er meget rigtigt at hente. Jeg ved af egen erfaring, at altanterapi holder og virker. Og det er godt at blive klog på, hvordan andre bruger deres have. Eneste anke er, at det er en meget pæn bog. Signe Wenneberg skriver selv et sted, at hun ikke har ønsket at lave endnu en livsstilsbog, der kommer til at dunke os i hovedet med, hvad vi ikke kan leve op til. Jeg vil se det på den måde, at der er mange billeder i af smilende overskudsagtige børn plus Signe Wenneberg stillet op i smukke grønne omgivelser. Men hvis man ikke får overfølsomme reationer på den slags, så er det en meget fin og livsbekræftende bog.

Jeg har to Signe Wenneberg-bøger, der venter. Jeg glæder mig til at læse dem. Lad mig endelig ikke forspilde chancen for at nævne, at hun er opstillet for Socialdemokraterne et eller andet sted i Københavnsområdet. Jeg synes, at hun er sej. Og jeg ser frem til, at hun laver en havebog om betonhaver - bedre kendt som altaner.

Så sandt...

Danske retssale søger publikum.
Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis din viden er rusten omkring, hvad der foregår i en dansk retssal, så gør dig selv den tjeneste at sætte dig ind i det. Jeg vil vove den påstand, at det er mindst ligeså vigtigt som at stemme.

Sammenhængskraft

I går havde vi på P-skolen besøg af en korshærspræst. Han fortalte om det fantastiske arbejde, som Kirkens Korshær gør for socialt udsatte i vores samfund.
Vel hjemme i min egen hule gik det op for mig, at Kronprinsens Palæ er blevet istandsat for et beløb, der er større end hele Kirkens Korshærs salmede årlige indtægter.

Panem et circenses er endnu ikke gået af mode.

Den alvorlige liste

• Tør vi efterhånden overlade noget som helst til Forsvarsministeriet?
• Dr2 Udland har pragtfulde kvindelige værter, som ligner... nå, ja...kvinder. Hvor befriende - når de fleste andre kvindelige TV-værter ligner usædvanligt tynde, smukke og succesfulde kloner.
• Forleden blev jeg ringet op af et analysefirma. Jeg skulle svare på nogle spørgmål bestilt af Århus Kommune. Som spørgsmålene skrider frem, forstår jeg, at jeg er blevet ringet op, fordi jeg bor i Gellerupparken, men det er nok ikke lige mig, spørgsmålene henvender sig til. Et eksempel: I hvor høj grad synes du, at du ville være mere en del af det danske samfund, hvis du blev bedre til dansk?!?!? Øhhhh... WTF? Det morede jeg mig meget over, men efter en samtale i går er jeg nu kommet i tvivl. Er det ok, at Århus Kommune indirekte ringer rundt til et boligområde for at lave personlighedskontrol? Og hvordan følger jeg nu op på den sag, hvis det ikke er?
• Altså med mindre jeg første dag på P-skolen lærer noget om at hekse med vejr, så er vejrudsigten skræmmende. Måske kunne jeg også oparbejde en zen om ikke at hidse sig op over ting, der ikke står til at ændre... men det bliver nok ikke denne vinter.
• Noget om fri skolemad.

Kammerateri vs. netværk

Forleden havde jeg gæster, og vi kom til at diskutere, hvornår man ansætter folk, man kender. Det vil sige... alle andre var faktisk kommet til enighed, indtil det kom til mig, og jeg SKAL problematisere alting. Det er noget, jeg kan. Det værste er, at jeg i sammenhængen fik udtalt mig kategorisk, hvilket egentlig er uklogt, når jeg stadig er i tvivl.

Så hvad synes I? Hvor går grænserne mellem netværk og kammerateri? Læs eventuelt dagens artikel om Metroselskabet.

Mit bud er, at man skal forsøge at undgå enhver sammenblanding af venskab og arbejde. Og så er der alligevel gråzoner. Jeg synes, at man skal holde sig for øje, om det er ens egen penge, man kaster efter en ven, eller om man administrer andres. Og så skal man være skarp nok til at se, om andre uden kendskab til personen ville træffe den samme beslutning og sørge for, at de gør det, så ens habilitet er intakt. Og når de ting er på plads, skal man alligevel tænke sig grundigt om. Er man i en position, hvor man kan arbejde sammen med vedkommende, som havde det været alle andre? Og hvis ikke, så sig fra.

Det lød da simpelt, ikke? Men jeg ved jo også godt, at der kan være alverdens undskyldninger for at gøre anderledes. Det kan være, at forhåndskendskabet gør det lettere at arbejde sammen. Det kan være, at det er det hurtigeste jævnfør artiklen. Det kan være, at man slipper for en omstændig udvælgesproces. Og jeg kunne blive ved. Der er bare det, at samtlige undskyldninger hører ind under kategorien: Legalisering af behov. Man finder på for ens egen skyld. Og det er ok, synes jeg, hvis man står ved, hvorfor man har truffet det valg og er parat til at tage tæskene for det.

Som sagt - jeg har ikke styr på, hvad der er det rigtige. Jeg har læst et eller andet sted, at 70 % af alle job i DK bliver besat via netværk. Min samfundsbekymring er, at vi bliver en nation af pænhed, fordi vi allesammen allerede fra begyndelsen har følelser i klemme i forhold til vores samarbejdspartner. At vi kommer til at mangle input fra mennesker, der ikke er som os selv. Og at det bliver nemt at vælge samfundsgrupper fra, som vi ikke kender.

Hvad mener I?

Tilstand

• Synes måske nok, at noget af alt den spalteplads, der er blevet brugt på at diskutere ikke-eksisterende burkaer og kendispjat i al almindelighed kunne bruges til at finde ud af, hvordan man behandler hinanden godt.


• Er træt af at bo i en kummefryser.


• Venter og venter og venter og venter og venter... Hvem der bare havde en tålmodighed.


• Får inspiration fra mange steder og fylder notesbøger op.


• Er ikke overrasket over den omsorg, som Ekstra Bladet viser overfor en person, som de for få år siden udråbte som afvigende indehaver af sexslaver. Hukommelse findes ikke i medier.
• Tror faktisk, at meget mere sniksnak om madpakker i børnehaver kan få mig til at eksplodere på Wulffmorgenthaler-måden. Anede faktisk ikke, at madpakken er det eneste sted, hvor forældre kan vise, at de elsker deres børn. MEN det ved jeg nu, og hold så kæft!
• Hader at læse bøger, hvor der er så mange sprogfejl, at jeg bliver forstyrret i min læsning. Ville det være ok at aflevere bogen tilbage, hvor den er købt og bede om pengene retur?

Januar er på en eller anden måde bare en god måned for lister.

Til opbyggelse

Det slog mig i dag, at COP15 minder mig om møderne i Gellerupparken. Indsatsen er højere, aktørerne flere, og der er i det hele taget mere på spil. Men fælles er, at forandringer er farlige, forstyrrende, og derfor er nej den nærmeste løsning.

I længen holder det ikke. Så her er en sang og en radioudsendelse til opbyggelse af den indre fornyer. Og et citat: "Mennesket er født til to ting: Til at tænke og til at handle." Cicero

Finansjournalistik for alvor sjovt

Jeg eeeeeeelsker The Daily Show!

Hvorfor er et amerikansk satireprogram om politik, medier og andet nyhedsstof så så fantastisk?

Det er sjovt, informativt og bare almindeligt genialt. Jeg henter inspiration og høje grin fra det program, og så bliver jeg til stadighed overrasket over den befriende mediekritik og manglende leflen, der præger programmet.

Grunden til at jeg er nødt til at skrive om The Daily Show lige i dag, er at der i denne uge har været en større diskussion om finansjournalistik. Det kulminerede med et interview d. 12 marts, som jeg havde glædet mig til i flere dage og som ikke skuffede, men nærmere satte en tyk, fed streg under, hvorfor Piet Hein har ret, da han konstaterede, at »Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!«

Så hvis du ikke allerede har set Jon Stewart vs. Jim Cramer, vil jeg kraftigt anbefale det.

Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst, om nogensinde, har set en interviewer, Jon Stewart, der i den grad får den interviewede, Jim Cramer, helt ud, hvor det gør rigtigt ondt at se på, bliver rigtigt alvorligt og rammer så dybt og så grundlæggende ind i, hvad det er, journalistik kan, når det er bedst.

Mennesker og medier på P1 handlede i denne uge også om finansjournalistisk.
Og jeg har ikke et klap forstand på finanser, heller ikke mine egne. Jeg er bare meget glad, når der er nogle, der på vegne af dig og mig og alle andre sætter spørgsmålstegn ved de medierne, der vil give den som uafhængige og den 4. statsmagt.

Jeg tror lige, at jeg printer et foto af Jon Stewart ud og hænger op på min idolvæg!

Sådan!

Det gik som spået. Stor tale, mange tårer!

Den store tåretale

Der er syv dage til, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften.

Jeg tog det godt nok ikke helt godt sidste gang. Jeg turde først at se talen en måned efter, den blev holdt. Og jeg græd og græd og græd. Så gik der en uge, og jeg prøvede forsigtigt at se den igen. Og så græd og græd og græd jeg en gang til.

Jeg tror, at jeg har det med store politiske taler, som mange andre har det med romantiske film. Jeg bliver så frygteligt rørt, at tårerne render, og bagefter er jeg nok en smule forelsket.

Der er syv dage til, at Barack Obama bliver indsat som præsident i USA og skal holde den store tale om, hvordan verden hænger sammen.
Jeg glæder mig helt vildt. Skal nok lige have nået at købe stort ind af lommetørklæder.

Det bliver ikke bedre

Kombinationen af tre ting, jeg er helt vild med .... Jack Nicholson, humor og valgkamp.

For Hillary Clinton

Og for Barack Obama

Er kampen mon slut eller lige begyndt?

De sidste valgkarameller er nu blevet spist.

En lang kold valgdag nærmer sig enden.

Valgresultater, hvor Socialdemokraterne ikke vinder, er noget bras!

YndlingsRosenhøjvennen orkede ikke valgfest, og jeg lod, som om jeg var tøsefornærmet over, at han ikke ville med. Så skylder han mig nemlig en tjeneste, når han nu ikke ville med mig.

Men mærkeligt nok er mit liv ikke sunket i grus. Jeg har mødt en masse dejlige mennesker i løbet af dagen.

Og på mit valgsted var den socialdemokratiske bunke af stemmer kæmpe stor! Og Venstres var lillebitte. TAG DEN!

Dagen før dagen...

Den sidste roseaktion er slut. Nu gælder i morgen. Den store valgdag. Jeg skal efter Lene-forhold tidligt op og hen til stemmestedet, hvor jeg skal være hele dagen, indtil den sidste stemme er talt.

Planen er at være færdig kl.22.30 eller noget i den stil. Og så havde jeg tænkt mig at dulme nerverne i selskab med de sorte spejdere.

MEN... så ringer YndlingsRosenhøjven totalt overgearet. "Lene, vi skal til valgfest!" Og jeg havde ikke hjerte til at sige nej.
En lang dag, hvor jeg allerede nu er spændt på, hvordan det går. Og så en tur til valgfest med statskundskabsstuderende, der har knive i stedet for albuer sammen med YndlingsRosenhøj, der alene ved kombinationen meget mørk hudfarve og umiskendeligt god til dansk tiltrækker en mængde opmærksomhed.
Når han dertil følges med tyk, hvidhåret hunkøn = mig, så fordobles opmærksomheden. Bingo!

I et anfald af sammenkogt nervøsitet over morgendagen gik jeg fuldstændigt shopamok! Jeg har købt alt fra vinterstøvler til undertøj. Og det hjalp på humøret!

Valgkampdag et eller andet

Ja, nu kan jeg heller ikke holde styr på dagene. I dag er kampen foregået foran den lokale bager i morges. Det var koldt, men så var der selvfølgelig nogle af os, som fandt på at dele foldere ud i opgange. Efter en del løben op og ned af trapper var det ikke så koldt mere.

I eftermiddag var vi i Bazar Vest og lavede et ret godt rekordforsøg i disciplinen "Uddeling af roser på tid". Her er kandidaten fanget i at se klog ud, mens han lytter.

I øvrigt er jeg nu nærmest ekspert i at puste balloner op og vikle dem fast på en plastik dims og montere dem på pind. Utroligt hvad man får af spidskompetencer af at deltage i en valgkamp!

Valgkampdag 13

Efter en del tre-timersmiddagsøvn, romantiske film, strikketøj og chokoladekage er jeg nu nogenlunde klar igen. Pakkeposten vækkede mig i morges, og så er det vel mandag.
I aften står den på møde.

Valgkampdag 10

Efter tre dage i træk, hvor jeg er blevet vækket af pakkeposten, der kom med brochurer, blev jeg i dag vækket af et partimedlem, der hentede brochurer! Jeg må stå op og åbne kontoret tidligere - fra på mandag.

Ellers er dagen fyldt med roser...

Mere valgdag 7

Tadah...plakaterne er klistret. I øvrigt har kandidaten fået en blog.

Valgdag 7

begyndte tidligt. Der er kommet pakkepost!

Valgkampdag 5 og en folketingskandidat.

Første rosedag, men bestemt ikke sidste.

Folketingskandidaten i Århus V er René Skau Björnsson.