Den alvorlige liste

• Tør vi efterhånden overlade noget som helst til Forsvarsministeriet?
• Dr2 Udland har pragtfulde kvindelige værter, som ligner... nå, ja...kvinder. Hvor befriende - når de fleste andre kvindelige TV-værter ligner usædvanligt tynde, smukke og succesfulde kloner.
• Forleden blev jeg ringet op af et analysefirma. Jeg skulle svare på nogle spørgmål bestilt af Århus Kommune. Som spørgsmålene skrider frem, forstår jeg, at jeg er blevet ringet op, fordi jeg bor i Gellerupparken, men det er nok ikke lige mig, spørgsmålene henvender sig til. Et eksempel: I hvor høj grad synes du, at du ville være mere en del af det danske samfund, hvis du blev bedre til dansk?!?!? Øhhhh... WTF? Det morede jeg mig meget over, men efter en samtale i går er jeg nu kommet i tvivl. Er det ok, at Århus Kommune indirekte ringer rundt til et boligområde for at lave personlighedskontrol? Og hvordan følger jeg nu op på den sag, hvis det ikke er?
• Altså med mindre jeg første dag på P-skolen lærer noget om at hekse med vejr, så er vejrudsigten skræmmende. Måske kunne jeg også oparbejde en zen om ikke at hidse sig op over ting, der ikke står til at ændre... men det bliver nok ikke denne vinter.
• Noget om fri skolemad.

Brand i Gellerupparken

Fik jeg sagt, at jeg har ferie og masser af tid til at blogge?
I går var der brand i et kælderrum på Bentesvej, og jeg opdagede som sædvanligt ikke noget som helst, men jeg så det på JP. Og et eller andet sted stod der skrevet, at røgen ikke var til at få ud, fordi tagvinduet i opgangen ikke virkede. "Sært", tænkte jeg, "Det gjorde det heller ikke i den opgang, hvor jeg boede før." Og nu viser det sig, at det faktisk var min gamle opgang, der brændte! Og det er jo i sig selv forfærdeligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen.

Det er mere end to år siden, jeg flyttede fra den opgang. Hvordan kan det på nogen måde lade sig gøre, at det tagvindue stadig er i stykker? Jeg forstår det simpelthen ikke!
Men desværre er det så typisk Gellerupparken og sikkert også andre steder, men det ved jeg ikke noget om. Hvorfor ikke få lavet de små ting? Sørger for, at opgangene er rene og funktionelle. At gadebelysningen virker. At lejlighederne er til at varme op og så videre og så videre.
Når de små ting, som vitterligt er lige til at gå til, ikke bliver fixet og bliver ignoreret i årevis, så er der ingen beboere, der tør stole på prestigeprojektet. Det er ikke raketvidenskab. Det er simpel logik. Men nu inden jeg hidser mig meget op, så kunne jeg måske piske op i min egen dårlige samvittighed. Jeg har nemlig ting, som jeg skal have gjort boligforeningen opmærksom på. Men jeg gider ikke, fordi jeg har fornemmelsen af, at der ikke sker noget som helst. Det er nok den attitude, der har røgforgiftet staklerne i min gamle opgang. Jeg må hellere stramme op.

Genbrugsland i Bazar Vest

I den nye del af Bazar Vest ligger Danmissions genbrugsbutik: Genbrugsland. Og da jeg sidste lørdag manglede en stor skål, var det bare afsted over vejen.

Selvom samlingen af grønne urtepotter straks gave en idé om at lave en hel væg med potteskjulere i den samme farve, så var det jo faktisk ikke det, jeg kom efter. Og jeg lod dem stå.

Videre gik det til køkkendelingen. Og der er jo alt sådan et sted. Jeg fandt et dejfad, der kunne bruges. Og der sneg sig også et krus med til en vintage krus samling, som jeg arbejder på.

Hylden med kunstbøger tjekkede jeg selvfølgeligt også, men der kom ikke noget med hjem. Det er vist ikke sket før.

Havde jeg nu haft armkræfter og plads, skulle jeg også have haft et klaver med hjem.

Men det har jeg jo ikke. Og havd skal jeg egentlig også med et klaver? Men fint... det er det.

Skulle du komme på de kanter, så god tur i Genbrugsland.

Selvransagelse i røg og damp

Nytåret er kommet til Gellerupparken. Det har været fyrværkeri i flere uger. Og det undrer mig hver år. Her bor mennesker, der i rigelige mål ved, at lyden af krudt ikke nødvendigvis hænger sammen med fest og farver, men derimod med død og ødelæggelse. PTSD er her en del af mange familiers liv.
Nogle gange tænker jeg, at fyrværkeri burde være strengt forbudt i områder som dette på samme måde, som der er landsbyer med stråtage. Det er jo trods alt menneskers sind, der rives rundt i. Jeg kan tage mig selv i at tænke, at dem, der fyrer af, burde vide bedre. Hvis de bor i en familie, hvor høje lyde giver forældre, der kravler langs væggene... Hvordan kan de så sprænge krudt af i rå mængder?
Men hvad synes I? Er det moralisering på andres vegne? Er det sådan en lille racisme, der popper op a la de skal opføre sig bedre, fordi de er gæster? Jeg ved det ikke.
Jeg forsøger bare at være opmærksom, for jeg har det som så mange andre. Jeg har fordomme om andre mennesker. Jeg tillægger folk værdi efter min egen skabelon. Og tit og ofte tager jeg fejl. Det er ikke så godt. Tillid skal der til.

Gellerupparkens fremtid

Midt i al min forberedelse for at komme på P-skolen tog jeg mandag aften til et møde.
Sagen er, at min lejlighed ligger i en af de blokke, der måske skal bygges om ifølge helhedsplanen. Mødet skulle handle om forventningerne til en eventuel flytteproces. Jeg vidste godt, at den slags møder og mig måske er en dårlig kombi, men jeg kan ikke sige andet end, at jeg er fascineret af den logistiske opgave, det er at skulle flytte rundt på hundredevis af mennesker i flere år. Det er et scenarium, som jeg på ingen måde misunder nogen at skulle have ansvaret for.

Jeg har valgt at tage min allermest generaliserede og fordomsfulde fortællerhat på for at fortælle jer om mødet i Gellerupparken. Men jeg lover at være ærlig.

Hvem kommer til sådan et møde? Det gør de stoiske afrikanere, de tavse vietnamesere, de talrige arabere og de hvide kællinger.
De stoiske afrikanere er billedet på menneskelig stolthed. De er ranke og majestætiske. Til beboermøde af denne slags virker de nærmest som bølgebrydere. De hidser sig ikke op, og håndterer situationen med ophøjet ro. De er tosprogede... taler glimrende dansk, somalisk, med garanti også engelsk og sikkert et par sprog mere... bare til husbehov.
De tavse vietnamesere er til mødet og gør absolut intet væsen af sig. De smiler, de nikker og siger ingenting. Faktisk har jeg alle os andre mistænkt for at behandle dem som børn. De fylder ikke så meget og vi er glade for dem.
Så er der araberne. De er til sådan et møde klart den største gruppe. De fleste er dobbelt halvsproget. Det kræver noget tolkning og noget tålmodighed. Skægt nok har jeg efter fem år og en del møder i Gellerupparken endnu aldrig været til et møde, hvor det IKKE kommer som en stor overraskelse! Araberne har deres følelser til at sidde helt oppe i munden og i armene, som bliver brugt til ivrige fagter. Det er der intet galt i. De er ikke farlige eller truende. De har bare blusset for følelser skruet helt op hele mødet igennem. Det kan godt virke overvældende på en iskold nordbo som mig, men man vænner sig til det.
Og så er der de hvide kællinger... Vi er ikke så mange, men vi fylder. De hvide kællinger er kvinder et eller andet sted mellem 30 og 50 år og har kastet sig over 'sagen' Gellerupparken med ildhu. Mit gæt er, at denne projektion for egen uformåen kunne have ramt stort set hvad som helst, men nu er det altså tilfældigvis Gellerupparken, vi er havnet i. Og så giver vi gas.

Tag så alle de her mennesker og stop dem ind i et rum med dårlig plads og for få stole, og så er scenen sat.

Jeg kan ikke forklare, hvor det er, sådan et møde går galt. Jeg kan konstatere, at fra første spørgsmål er stemningen sat, og den er negativ.
Der er to ting, de fire grupper, som jeg har været så uvenlig at skære hårdt op, har til fælles: 1. At de bor i Gellerupparken. 2. At de er mennesker. Det første forklarer, hvorfor de er til mødet. Det andet deres opførsel.

Mennesker hader forandringer! Mennesker hader små forandringer lidt mindre end store, men under alle omstændigheder... Mennesker HADER forandringer. Selv forandringer til det bedre bliver i den menneskelige hjerne tolket som en udefrakommende trussel.
At være usikker på ens hjem er en temmelig stor forandring. Der er intet mærkeligt i, at beboerne i Gellerupparken stejler. Jeg gætter på, at alle andre ville gøre det samme.

År 2010 vil gå med møder af den her slags. Beboerne vil være usikre, stritte imod og brokke sig. Jeg har efter i går intet bud på, hvordan det ender.
Og jeg kan i princippet være så ligeglad. Jeg har alle muligheder i verden for at forlade Gellerupparken og vil formentlig være over alle bjerge, inden byggeriet for alvor går amok.

Men det er bittert, når fremtiden går tabt for stagnation. Og havde det så bare været det. Nej, det værste er, at den her slags slagsmål får gribbene på vingerne. Dem, som har en anden dagsorden. En dagsorden, der i uhyggeligt grad minder om: "Lad dem dog rådne op i deres egen elendighed, hvis det er det, de så gerne vil."

En dag vil jeg se tilbage på min ghetto-tid som et eksotisk kuriosum. En dag vil jeg have glemt, hvordan det føles at bo her.

Virkelighedstjek

I sidste uge skrev jeg om en oplevelse knyttet til at bo i Gellerupparken. Og det var jo meget lærerigt. Så nu må jeg hellere skrive om, hvor jeg bor igen. Jeg har tænkt over, hvorfor jeg droppede det, og det er der mange grunde til... men jeg tror faktisk, at den vigtigeste årsag er, at jeg bilder mig ind, at I andre bor ligesom mig! Og så er der ikke rigtigt noget at fortælle, vel?

Men nu er jeg altså i gang med at prikke hul på boblen og være i stand til at se Gellerupparken igen for sløret af vane.

I dag ikke ret langt fra Gellerupparken tog jeg dette billede:

Det er den rene land idyl, og det ligger lige rundt om hjørnet. Det er imponerende så hurtigt, at man kan skifte virkelighed. Det ene er efter min mening ikke bedre end det andet. Der er bare forskelle, som er værd at lægge mærke til.

Træk vejret helt ned i maven, ALLE sammen!

Jeg havde seriøst nær fået kaffen galt i halsen i morges, da jeg læste kommentarfeltet i mit forrige indlæg. Misforstå mig endelig ikke… jeg elsker jeres kommentarer! Jeg blev bare overrasket over, hvordan der pludseligt gik kulturradikalisme, Dansk Folkeparti og statsautoriseret mobning i den.

Og så overrasket blev jeg vel egentlig heller ikke. Jeg gjorde nemlig det, som jeg i sin tid synes var en vigtig del af min blog. Jeg fortalte om min hverdag i Gellerupparken. Og det skal man sgu stramme ballerne for at gøre, men jeg tænkte, at det går nok. Det gjorde det så ikke. Så nu taler Lene dunder. I er hermed advaret.

Det tænder mig af, at jeg ikke kan skrive om en hændelse, og hvad der ville være den rette reaktion uden, at stanken af skyttegravskrig breder sig. Hvis det var det, jeg ønskede, kunne jeg vel bare lave et lille indlæg om burkaer, irakiske flygtninge og I kender selv hele listen. Men jeg er så inderligt træt af, hvor meget ekstremer er kommet til at fylde i det her land. Enten er man naiv eller racist. Halalhippie eller nazist. For eller imod dem og os. Og det bliver ved og ved og ved. Som en konstant støj, hvor ingen kan eller vil høre på modparten.
Efter min bedste overbevisning er vi i gang med at sætte evnen til at løse udfordringer over styr. Til fordel for et land delt i parallelsamfund, hvor vi groft sagt ikke har kontakt med nogle, der ikke er PRÆCIS ligesom os selv.

Hvor er alle dem, som kan se en sag fra flere sider? Dem, som man bliver klogere af? Dem, som kan give en nye indsigter, når man ikke selv havde tænkt sig om? Dem, som tør at sige: ”Jeg tog fejl. Jeg vil gerne bidrage med mine erfaringer til, at vi sammen finder en ny vej.” Dem, der vil række hånden frem og sige: ”Hey, jeg kan vist lære noget af dig. Lad os arbejde sammen!”

De unge fyre, jeg mødte i går, var nogle tankeløse mennesker, der lige i den situation ikke kunne sætte sig i andres sted. De gør det ikke, fordi de er muslimer, har brune øjne eller fordi de vil udtrykke deres generelle utilfredshed med det danske samfund. De gør det, fordi det er nemt, og så tænker de formentlig ikke mere over det.

Lene Uldsok Strithår Tingfinder vil bare have lov til at blive sur på dem og have lov til at fortælle, hvorfor det ikke altid er en dans på roser at bo i Gellerupparken. Og samtidig slå et salg for tilliden mellem mennesker uanset religion eller hudfarve.

Luder, Pippi eller Moder Teresa?

Da jeg cyklede hjem fra arbejde i dag, oplevede jeg, hvordan to fyre rullede vinduet ned på deres lille bitte bil og råber: "LUDER!" efter mig, og så grinede de, gassede op og var væk.
Så er der nok nogle, der vil spørge: "Var det sådan nogle ude fra Gellerupparken?". Og det var lige, hvad det var. Men det er sådan set lige meget.
Jeg bliver pissesur over sådan noget! Der er ikke nogle, der skal tale nedsættende til mig. Slut.

Nå, men havde det været i USA, hvor jeg formentligt havde haft et håndvåben, så havde jeg sikkert skudt dem. Mit temperament er meget til handling først og tankevirksomhed bagefter.
Godt, at jeg ikke er våbentypen. Det ville ved nærmere eftertanke være lige voldsomt nok.

Jeg er nok mere til noget Pippi Langstrømpe-hævn. Hvis jeg var verdens stærkeste pige, ville jeg have rystet deres lille bitte bil, til fyrerne raslede ud af den. Og så jeg kaster både dem og bilen op i et nærmeste træ. Og så kunne de hænge der, indtil de græd efter deres mor og lovede aldrig at kalde kvinder for ludere igen. He!

Fakta er, at jeg ikke er sådan en Moder Teresa-type, der øjeblikkeligt ville kunne se det gode i mennesket og overøse den slags med kærlighed og henvise til deres offerrolle i samfundet.
Det ville sikkert være meget zen.
Jeg tror bare, at jeg er mere til Pippi. Så er det ligesom ude af systemet, og man kan møde sine medmennesker med fornyet respekt (fordi man slipper for det der offerrollepis!) og tillid (fordi man har brug for tillid, for ellers falder verden fra hinanden).

Absurdistan

Den anden dag mødte jeg en kvinde i min opgang. En mørk, smuk kvinde i festtøj. Så spørger hun: "Bor somalierne på 2. eller 3.sal?" "Det ved jeg ikke", siger jeg, og så lægger jeg nakken tilbage og peger op i loftet, "men de kommer deroppe fra!".

Så kigger kvinde på mig, og jeg på hende, og vi griner. Jeg kunne høre hende klukke hele vejen op ad trapperne.

Altså... hvordan jeg kunne komme til at svare på et forholdsvis simpelt spørgsmål, så det lød, som om der poppede somaliere igennem loftet, er en gåde.
Men hvor er det befriende, at latter virker mellem alle slags mennesker.

Afbrændt

For fem år siden havde jeg vist aldrig set en afbrændt bil. Faktisk var det et eksotisk fænomen, som kunne ses i forbindelse med oprør og krig i udlandet og allermax på Nørrebro, men ikke noget jeg havde stiftet det mindste bekendskab med i virkeligheden.

Fem år i Gellerupparken har ændret på den sag.

Jeg tror, at jeg i gennemsnit ser afbrændte biler én gang om måneden et eller andet sted i området, som altså også er ret stort. I går så jeg endnu en.

Skal vi ikke bare sige, at den bil er død? En afbrændt bil er tegn på dække over kriminalitet, forsikringssvindel eller hærværk.

Denne her var i det mindste kørt hen på en stor parkeringsplads, så den ikke kunne ødelægge andet. Det tyder på en af de to første muligheder. Den lugtede ikke godt, som den stod der smeltet og forkulet. Lugten af brændt plastik skærer igennem alt.

Men I får nogle flere billeder her. Den lille æstetiker kunne jo ikke lade være med at se det 'skønne'.

Gellerup under forandring?

I går gik min lille plet i verden totalt Ritzau! Anledningen var, at Århus Kommune og Brabrand Boligforening var blevet enige om en aftale om Gellerup og Toveshøjs fremtid. Der skal bygges, og der skal rives ned, og du kan læse mere om det her, her og alle mulige andre steder fx her. Læs endelig IKKE læserkommentarerne til de forskellige artikler. Der er så meget had og sortsyn i denne verden, og det er der ingen grund til at lade sig smitte af.

Og hvad synes jeg så om det store projekt?
Tja, som ægte akademiker forbeholder jeg mig retten til at være i tvivl om alt.

Mine første reaktioner drejer sig mest om... nå, ja... mig selv.
For det første har jeg det sådan med min tålmodighed in mente: "Så se dog at komme i gang! Ikke alt det sniksnak." Ting tager tid, og at bygge en ny bydel tager lang tid. Så ikke så meget snak, handling, tak. Men jeg ved godt, at sådan hænger verden ikke sammen, og det er sikkert godt, at folk med en form for tålmodighed tænker langt, mens en anden en har det med at handle, før hun tænker. Det går sgu nok ikke, når det drejer sig om at rive bygninger ned.

For det andet... skulle nogen få den idé at fjerne min blok, er det for så vidt ok. Men dem, der træffer beslutningen, kommer selv til at sætte gardiner op det nye sted, hvor jeg skal bo. JEG gør det ikke igen. Og jeg er ligeglad med, om det er Borgmesteren eller direktøren for boligforeningen, og hvis de nedsætter et udvalg om sagen, eksploderer jeg.

Nu til et lidt større perspektiv... Er det en god plan? Tja.
For: Jeg har i Holland med egne øjne set, hvordan fysisk forandringer faktisk kan ændre en bydel. Og det ville pynte at få en imageforbedring i mit område. Man skal aldrig give op og håbe på, at det hele nok ordner sig selv. Næppe. Og så er der bare noget storslået over planer, der involverer mange millioner og noget i stil med 21 år.

Imod: Jeg er bange for, at jeg får et akut anfald af pænhedskvababbelse! Hvis jeg én gang til hører, at den vildeste ambition, politikerne kan komme op med, er at Gellerup og Toveshøj skal ligne resten af Århus, får jeg et føl. Ikke alt det pænhed. Faktisk er det lige præcis det, de unge ikke vil have. Se bare her. Jeg tror ikke på penthouselejligheder. Jeg tror på nye boligformer og kreativitet i det hele taget.

Så... godt eller skidt...det vil vise sig. 21 år er lang tid.

Det var ligegodt smart

Muslimsk hovedbeklædning har altså visse fordele.
Da jeg for lidt siden væltede ud i opgangen med morgenhår, mødte jeg en af mine mange naboer.
Hun så da toptjekket ud med velsiddende tørklæde, og der er da ikke en eneste, der ved, om hun også havde uglet strithår som en anden en.

God stil der!

Flere forårstegn

Jens skrev forleden om forårstegn, og også i Gellerupparken er det blevet forår.
De legende, grinende børn på legepladserne har været der et stykke tid. Jeg tror, at de følger lyset mere end vejret. Så snart fodbolde kan ses sidst på eftermiddagen, så er der børn!

Og scooterdrengene er kommet ud. Som støjende insekter summer de frem og tilbage på det tålmodige stisystem, og hvor de skal hen, har vist ingen betydning. Drengene skal bare ud og summe.

Men i dag opdagede jeg de sidste, der manglede for at gøre det til et ordentligt forår. I dag, hvor solen har delt gavmildt ud af lys og varme, så jeg cruiserne. Cruiserne er tre-fire unge mænd stoppet ind i et tysk automobil, allerhelst af den åbne slags. De unge mænd er svøbt ind i attitude og lyden af dunkende bas. Og jeg lover jer, at der er ikke en eneste solbrille, der sidder forkert i de biler.

Cruisernes vej fører blandt andet igennem Park Allé i midten af Århus. Et bredt lige stykke vej, hvor der er gode muligheder for at se og for at blive set. Skulle der være en enkelt eller to unge kvinder, der har stået og ventet på bussen, og pludseligt har følt sig nøje overvåget, så er det ikke en tilfældighed. Det skulle ikke komme helt bag på mig, hvis der er en form for karaktersystem gemt i de der biler. Tjek smil, tjek stil, bryst og bagdel.

Er det ikke bare fordomme? Og minder det ikke om et spil? Jo, da.. Mujaffa-spillet, men derfor kan satiren godt have en afsmitning af virkeligheden.

Men inden at det bliver alt for meget ja-sådan-er-de-jo-allesammen, så skal jeg også fortælle om nogle andre, jeg så i dag.
Tre-fire unge kvinder med hovedtørklæde og stil proppet ind i en bil, og så skal der cruises! Musikken fra disse biler er knap så høj, men så ville den formentlig også overdøve en masse dejlig snak. Og jeg lover jer, at der sidder heller ikke en eneste solbrille forkert i de biler! Mon ikke, at der er også her, kunne gemme sig et karaktersystem? Tjek smil, tjek stil, muskler og bagdel.

Ja, foråret er i den grad kommet til Gellerupparken. Cruiserne m/k er kommet ud.

Ferie

Efter en studietur til Utrecht i Holland, hvor de har en fin katedral, og et projektledelseskursus i Odense er jeg nu officielt gået på ferie.

Det betyder, at det nu er absolut forbudt at tænke på arbejde eller lige komme til at gå over på arbejdet. Meget forbudt.

Så jeg har ordineret mig selv til 14 dage uden at flyve op om morgenen og tjekke nyheder om Gellerupparken.
Ikke noget med at høre det mindste hiphop (hmm).
Ikke noget med at diskutere Gellerupparkens beboere med taxachaffører, der minder, at øde øer er løsningen på alle problemer (ok, der plumpede jeg temmeligt meget i går aftes).
Ikke noget med at få en eneste idé til en aktivitet, jeg skal sætte i værk. (selvom ideer har det med at komme, mens man gør noget andet.)
Ikke noget med at læse alle artiklerne om projektledelse (så er der også en chance for, at jeg helt glemmer, hvad det går ud på.)
Ikke noget med at løbe over på arbejdet og tjekke e-mail (uh....den er svær!)

I stedet for:
Skal jeg sove længe.
Børste kaninen flere gange om dagen.
Hygge mig med kreative projekter hjemme.
Gå i fitnesscenter og føle mig sund.
Gå på kunstmuseer over hele landet.
Have besøg af veninder.
Og mange andre hyggelige, langsomme ting.

I aften skal jeg ud med Maja, og det tegner til at blive svært hyggeligt.

Derfor!

Inspiration kan komme de mærkeligste steder fra.
I dag i frokostpausen læste jeg Århus Stiftstidende og faldt over en artikel om Will Smith.
Og pludselig forstod jeg en masse om, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Fordi nogle børn skal få fornemmelsen af, at de kan, hvad de vil. Uanset om de har sociale problemer eller andre modgange i livet, der gør, at de har mistet troen på, at noget som helst godt kan ske for dem.

Så tak til Will Smiths far.

Hjælp! Der er en reol på trapperne.

Endnu en dag, hvor der skal samles reoler og sættes bøger på plads. Jeg har lovet mig selv og andre, at der kommer billeder af det færdige resultat i dag, så jeg må hellere komme i gang.

Jeg er ellers øm i arme og ryg efter trængslerne i går. Blandt andet fordi den gamle reol skulle ned i kælderen. Heldigvis var min søster på besøg, men stadigvæk en meget tung reol.

Vi skulle have reolen ned i kældren fra første sal. Undervejs kom der tilbud om hjælp og hjælp fra TRE forskellige mænd. Jeg bliver gang på gang overrasket over den hjælpsomhed, der er her i Parken.

Småting...

Tilbage igen efter et mindre computerproblem.

Her til morgen ligner Gellerupparken fra mine vinduer en stor, tæt skov. Jeg synes godt, at jeg kan se på træerne, at det måske er lige lovligt tørt. Det kan jeg bestemt også se i altankasserne.

På den anden side er det jo dejligt cykelvejr, så nu vil jeg cykle ud i verden efter flere blomster til altanerne. Der mangler røde blomster.

I øvrigt er jeg begyndt at gå til fitness med Bedsteveninden. Det er fantastisk og hårdt. I dag kan jeg åbenbart ikke løfte mine arme uden at få tårer i øjnene. Øv.

En hvad for en?

Hørt i Gellerupparken idag, da en dreng på cirka ti år råber til en anden dreng:
"Du er en seksuel homobitch!"

Godt at kunne et nyt udtryk, hvis man får brug for det.

Levende våben

I dag stod jeg ben til ansigt (mit ben, hunds ansigt) med en stor muskuløs kamphund. Oppe af trapperne råbte en ung fyr: "Bare rolig, den gør ikke noget!"

Faktisk så den meget sød ud, hvis sød er det rigtige ord for hund, der ligner en haj!
Jeg kan ikke fordrage de dyr.... For mig at se er det våben!

Den gjorde ikke noget. Men jeg drømmer med garanti om dyret i nat...suk!

Har man boet i Gellerupparken for længe...

Når man bedømmer, hvor man skal af bussen efter, hvilken hudfarve de andre, der skal af bussen, har?

Når man nedstirrer andre blegdanskere, som man møder udenfor blokken, fordi man undrer sig over, hvad de laver her?

Når man tager sig selv i at glemme, at beboere i området er TO-sprogede, og at de faktisk godt forstår, hvad man siger på dansk?

Når man pludseligt synes, at ens kitschgrænse har rykket sig i en uheldig, tolerant retning?

Nej, jeg skal nok blive boende. Jeg skal bare arbejde med nogle dårlige vaner.