Hjemligt

Lidt sløvt søndagsfotografering. Jeg holder hviledag.

Tjek i øvrigt disse satellitbilleder, fundet via FFFFOUND.

Udstillingsnyt

Som Maja skriver om på sin blog, er vi ved at lave en udstilling. Jeg fik jo engang mere end en forskrækkelse ved min tandlæge. Der måtte gøres noget. Og det bliver der så nu.

Jeg skal udstille malerier og fotos. I kan se lidt af det her.

Der ser ud til, at I selv må gætte jer til farverne på malerierne. De er blevet mærkelige på fotografierne. På den anden side... den dag, jeg er tilfreds med noget, jeg har lavet, er en dag, hvor jeg er syg.

Men noget er jeg glad for. Nu skal de kreative udskejelser ud i verden, og så må der da være mindre rod tilbage i mit lille hjem.

Gråt er godt

Se! Jeg har været i SuperSkurk-butikken og har fået ny hårbøjle. Altså... den kan måske godt være lidt svær at se i det pink hø, men den er der.

Forslag, men ikke helt gennemtænkt

Der er en tendens til, at hver gang, der begåes en forbrydelse i det her land, så er der et eller andet kulturelt eller socialt problem.
Måske er det rigtigt. Men ville det ikke være for drastisk at afskaffe mænd?

Farveløst

Klostertorv i solskin. Måske ikke en perfekt dag at øve kameraindstillinger, men pyt.

Mellemrum

I en af de fantastiske bøger "Det eksperimenterende billedværksted 1-3" af Anne Marie Holm handler en af øvelserne om at se på mellemrum i en by. At løfte blikket og se på det, man ellers ikke ser. Himmelrummet mellem bygningerne. Såvidt jeg husker, tegnede man formen på mellemrummet på et stykke papir og skar formen ud i en kage. Genialt!

Prag har de lækreste mellemrum, så det blev jeg nødt til at fotografere.

Mønsterby

Vi er slet ikke færdige med at snakke om, at jeg har været på ferie. Slet ikke. Masser af billeder er på vej. Et af mine fotoeksperimenter foregik på min nye mobil. Jeg skal jo lære at bruge den.



Prag er en by af slyngmønstre. Skønt.

Naturligvis

I Prag fik jeg også plejet min indre nørd. Så mens resten af familien shoppede, tog jeg på det tjekkiske nationalmuseum. Det var noget af det bedste, jeg længe har gjort.
Som det hedder i et citat fra "Per Kirkeby - maleri" af Poul Erik Tøjner: "...naturhistorien og i særklasse geologien har som bekendt med ubegribeligt lange tidsspand at gøre. Det tager stakåndetheden."

Museumsbygningen i sig selv var et studie i overdådige slyngmønster og poleret marmor, og så var den enorm. Jeg begyndte med at kigge på mineralogi, og det er jo naturens egne kunst. Der var farver og strukturer udstillet i klassiske montrer i sal efter sal efter sal. Det var uoverskueligt bombardement af rå inspiration.

Derefter gik jeg i afdelingen for palæontologi. Her var mit sind allerede helt beroliget efter mineralshowet, og så var der skelet, fossiler og dinosauermodeller på rad og række. Og så er det, at stakåndetheden kommer alvorligt under pres. Her er der ganske enkelt ikke plads til eksistentiel tvivl. Mennesker ender som skelet, slut. Ikke noget med jamen, hvad skal jeg med hele mit liv-pjat. Kun de hvide knogler og kraniernes stivende smil.

Og når jeg står der og kigger på de uddøde arter, tænker jeg på, hvorfor det er mig, der kigger på deres død, og om der er nogle, der engang kommer til at kigge på min? Og ikke engang min død som person, men som art. Og det beroliger mig, at sådan er det nok. Det er som at kigge på en stjernehimmel. Uendeligt og stort. Og det befrier mig for en tid for det selvrealiserende pres, der hører med til et moderne liv.

Fra palæontologien bevægede jeg mig op i afdelingen for zoologi. Jeg drejede måske nok lige lovligt hurtigt om et hjørne. I hvert fald stod jeg ansigt til ansigt med en næsehornsmodel. Så blev jeg da vågen og fik set på biller, fugle, fisk, hvaler og alt muligt andet krible krable.

Ud af det zoologiske gedemarked igen så jeg en udstilling af noget fotokunst, hvor billeder af natur var sat sammen med fotos med samme motiver, men med andre farver. Det var helt fantastisk og meget hemmeligt. Ikke en brochure, et postkort eller noget som helst, der kunne fastholde oplevelsen for en glemsom turist. Hmm.

Således mæt af indtryk bevægede jeg mig mod udgangen, da jeg blev fanget af endnu en udstilling. Såvidt jeg kunne se, havde det noget med fødsler at gøre, og der var en fin advarsel om, at børn skulle følges med deres forældre. Det tænkte jeg ikke nærmere over, men det skulle jeg nok have gjort. Det begyndte ellers fredeligt. Masser af historiske oplysninger og gamle redskaber til at flå babyer ud, hvis de havde gemt sig.

MEN så var der en close-up film. Der var saks, blod, blå baby, oppustet navlestreng og alt muligt andet ubehageligt. Addddddd! Mit underliv snurrede sig totalt sammen. Eventuelle forvildede skruktilstande er nu skudt år frem i tiden. Og vupti...var jeg ude af den udstilling.
Morsomt var det, at der ved siden af fødselshelvedet var en udstilling om rejser til Nordpolen, hvor der var store overskrifter om stærke mænd og deres missioner i kulden. Det faldt fuldstændig til jorden, når man tænker på kvinders mod til at kaste sig ud i den der fødedisciplin. Frost i skægget virker som stadiet før charterferie, når man har set en saks boret sig op i noget mellemkød.

Så kunne jeg hellere ikke klare mere museum for den dag. Jeg var blevet en god, stærk oplevelse rigere.

Prag

Nu er jeg stået op, og togrytmen har lykkeligvis forladt mig. Jeg har været seks dage i Prag. En by, hvor jeg sikkert ikke ville have sat mine ben, hvis ikke min mor og søster havde tvunget mig. Jeg mener... Hvorfor kører forbi Berlin?

Men der var intet at stille op! Prag. Hvilket selvfølgelig viste sig at være et fint sted. Ok, seks dage med solskin og varme var nok med til at trække op. Og Prag er bare ikke Berlin. Men man kan ikke blive sur på en by, hvor der falbydes kage på hvert et gadehjørne.

Så nu er der farmor-turistbilleder. Første foto er af en metronedgang. En metro hører jo efter min bedste overbevisning med til enhver anstændig by. Og Prag havde en fin og nem metro. Bingo.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke fik set alt det, man skal se. Jeg gider det ikke. Jeg tog billeder af det, når jeg gik forbi i jagten på contemporary art. Og dét fandt jeg til gengæld yderst interessant.

Hjemme igen

Ej, hvor ville jeg gerne spille noget guitar! Bare sådan lidt livsglad Johnny Cash.

Jeg har været på ferie. Jeg fortæller meget mere, og der er selvfølgelig også farmor-turistbilleder, når jeg engang har sovet en monster-togrejse ud af kroppen.

Hår med indbygget humor

Lidt opdatering på, hvordan det er at have pink hår.
Grundlæggende er det fantastisk. På en eller anden måde får det mig til at være mere glad, og selv min mor synes, at det klæder mig.

Jeg har ikke hørt en eneste dårlig kommentar om en ellers forholdsvis tydelige hårfarve. Der er lutter begejstring. Eneste anke er, at farven hurtigt forsvinder. Det holder max en uge. Så jeg er stadigvæk på eksperiment med farve og mængde for at finde det rigtige.

Maja foreslog, at jeg puttede en mørkere rød i, så det blandede sig med mit lyse hår, og så bingo... pink! Og jeg gør altid, som Maja siger.
Lidt synd at hun rejste på ferie (læs: gemte sig) i Holland, da eksperimentet løb af stabelen. I TO dage lignede jeg en omvandrende overstregningstusch! Det var helt vildt. Meget fint, men hvordan kan hår blive selvlysende?

Jeg blev nødt til at lave noget research. Så jeg googlede for at finde ud af, om den hårfarve virkede sådan i andres hår.
De billeder, der kom frem, kunne godt bringe en vis tvivl om, hvilken behåring der var blevet farvet! Det er simpelthen lykkedes mig at få en hårfarve, som er ganske populært blandt pornomodeller. Ja så.

Det tror jeg også, at der er andre, der har opdaget. I lørdags var jeg til skøn Grøn Koncert. Og mere end en gang føles jeg mig nedstirret af slørede blik fra unge mænd. Jeg tror, at de havde drukket så meget, at der kun var liv i den sidste rest dyrehjerne, og at deres indre ligning gik op lige omkring: "Det hår kunne jeg godt knalde!"
Magen til skrækslagen Lene skal man lede længe efter.

I morgen skal mit hår farves igen. Jeg mener... hvis man ikke skal ligne en pornostjerne weekenden over, hvornår skal man så?

Det måtte jo komme

Overvejede i dag at blogge et billede af udsigten fra min sofa via min nye fine telefon. Indså i sidste øjeblik, hvordan det ville udstille min aktuelle dovenskab.

Har bestemt mig for at komme lidt mere ud i morgen. Mine arme sidder fast i en mærkelig sofaformet facon.

Nye tider

Som Dot har afsløret i kommentarfeltet, har jeg i dag anskaffet mig en ny mobiltelefon. Jeg plejer at få min søsters vrag, men nu fik jeg altså et flip over bagsider, der falder af, og en mobil, der igennem noget tid selv har forsøgt at lægge sig til at dø ved simpelthen at gå ud, når man mindst venter det.

Og så er det gået op for mig, at jeg er en slags mobilanalfabet. Jeg snakker i den (meget!) og SMS'er, men så er det absolut også det. Ikke noget med at høre musik, tage billeder eller noget andet fancy. Og andre kan finde ud af at blogge over deres telefon. Jeg må virkelig ind i kampen.

Så nu har jeg altså købt en mobil, der kan ting. Ikke sådan noget iPhone-agtigt. Små skridt... Bare en telefon, som jeg efter sigende kan få en masse musik på, og som jeg vistnok kan tage ok billeder på.

Nu er problemet så, at jeg skal sætte mig ind i, hvordan man gør. Manualer er ikke noget for min tålmodighed. Faktisk tog jeg mig igen i at læse den første side og så sætte tommelfingeren på siden og 'vifte' igennem stakken af papir. Så var den læst, eller?

Det er så godt, at jeg holder den slags ferie, hvor learning by doing kan klares på en sofa og med paraplydrinks.

Dobbelt op på afslapning

Ahhhhh...ferie! Tre ugers absolut ingenting, hvor jeg har bestemt, at ethvert skridt udenfor min sofa må betragtes som en opdagelsesrejse.
Ja, ok, jeg er Garfield.

Faktisk har jeg overvejet at bruge bare lidt af ferien på noget kreativitet. Så mon ikke der snart er billeder? Det skal bare ikke være for hurtigt eller for omfattende, og det må gerne kunne gøres i selskab med en paraplydrink.

Sommerstilhed

Hey... Jeg har jo også en blog.

Den er godt nok gået i sommersløvsind, men det er fint. Jeg sætter pris på at komme ned i tempo og bare lade mig flyde. Og så må bloggen flyde med.

Her er en lille stak sommerbilleder, som jeg morede mig med at tage i dag:

Så godt som pink

Jeg skal nok forsøge for fremtiden at skåne jer for synet af min spidsnæse, men jeg har lige noget hår, som jeg skal vise jer.

Afbrændt

For fem år siden havde jeg vist aldrig set en afbrændt bil. Faktisk var det et eksotisk fænomen, som kunne ses i forbindelse med oprør og krig i udlandet og allermax på Nørrebro, men ikke noget jeg havde stiftet det mindste bekendskab med i virkeligheden.

Fem år i Gellerupparken har ændret på den sag.

Jeg tror, at jeg i gennemsnit ser afbrændte biler én gang om måneden et eller andet sted i området, som altså også er ret stort. I går så jeg endnu en.

Skal vi ikke bare sige, at den bil er død? En afbrændt bil er tegn på dække over kriminalitet, forsikringssvindel eller hærværk.

Denne her var i det mindste kørt hen på en stor parkeringsplads, så den ikke kunne ødelægge andet. Det tyder på en af de to første muligheder. Den lugtede ikke godt, som den stod der smeltet og forkulet. Lugten af brændt plastik skærer igennem alt.

Men I får nogle flere billeder her. Den lille æstetiker kunne jo ikke lade være med at se det 'skønne'.

Dans i fred

Hvordan kan det eneste menneske i verden, der med sikkerhed var mere hvid i huden end mig, havde forladt denne verden? Jeg er stadig en lille smule i chok.

På min Mp3-afspiller er der 71 sange. De 25 af dem synger Michael Jackson.
Min første store stadionkoncert var den del af Michael Jacksons 'Dangerous'-tour, der ramte Danmark i 1992. Og i det hele taget så kan Peter Pan bare ikke dø.
Men det kunne Michael Jackson altså.

Måske har Anne fat i den lange ende. Har han ikke set lidt død ud længe?
Og i det hele taget er det jo en frygtlig historie om nederdrægtig barndom og løse skruer.
Men musikken....mmmm!

Og hvis der er nogle med en anelse morbid humor, så er der her et par klip, hvor Eddie Murphy er en smule efter Michael Jackson.

Optakten til det første klip er Eddie Murphys udredning om, at kvinder falder pladask for mænd, der synger...uanset hvad. Også for Michael Jackson.

Andet klip handler om blandt andet om moonwalk.
(Om ikke andet, så få en sund latter af Eddie Murphys tøj. 80'erne for fuld udblæsning!)

Udtømningspumpe? Maksimal fyldning? Udskudt start?

Der er landet en rumkapsel i mit køkken! Eller i hvert fald noget, der ligner.
Jeg har fået en ny vaskemaskine, og den ser ud som noget fra fremtiden. Den siger biblyde. Den har en manual på 42 sider, og jeg fatter ikke et klap, bortset fra den nyttige oplysning, at børn og dyr IKKE skal ind i vaskemaskinen. Om det er børn/dyr, der ikke kan tåle det, eller det er vaskemaskinen, melder historien ikke noget om.

Det er simpelthen for meget lige op til en weekend. Jeg stikker af, gør jeg. Måske skal jeg teste, om vaskemaskinen rent faktisk kan flyve. På den anden side... jeg orker ikke at læse den brugsanvisning.

Opdatering: Min mor kom og tog kommandoen. Og nu virker vaskemaskinen! Ha! Hvad den mor ikke kan. Fantastisk.

Gellerup under forandring?

I går gik min lille plet i verden totalt Ritzau! Anledningen var, at Århus Kommune og Brabrand Boligforening var blevet enige om en aftale om Gellerup og Toveshøjs fremtid. Der skal bygges, og der skal rives ned, og du kan læse mere om det her, her og alle mulige andre steder fx her. Læs endelig IKKE læserkommentarerne til de forskellige artikler. Der er så meget had og sortsyn i denne verden, og det er der ingen grund til at lade sig smitte af.

Og hvad synes jeg så om det store projekt?
Tja, som ægte akademiker forbeholder jeg mig retten til at være i tvivl om alt.

Mine første reaktioner drejer sig mest om... nå, ja... mig selv.
For det første har jeg det sådan med min tålmodighed in mente: "Så se dog at komme i gang! Ikke alt det sniksnak." Ting tager tid, og at bygge en ny bydel tager lang tid. Så ikke så meget snak, handling, tak. Men jeg ved godt, at sådan hænger verden ikke sammen, og det er sikkert godt, at folk med en form for tålmodighed tænker langt, mens en anden en har det med at handle, før hun tænker. Det går sgu nok ikke, når det drejer sig om at rive bygninger ned.

For det andet... skulle nogen få den idé at fjerne min blok, er det for så vidt ok. Men dem, der træffer beslutningen, kommer selv til at sætte gardiner op det nye sted, hvor jeg skal bo. JEG gør det ikke igen. Og jeg er ligeglad med, om det er Borgmesteren eller direktøren for boligforeningen, og hvis de nedsætter et udvalg om sagen, eksploderer jeg.

Nu til et lidt større perspektiv... Er det en god plan? Tja.
For: Jeg har i Holland med egne øjne set, hvordan fysisk forandringer faktisk kan ændre en bydel. Og det ville pynte at få en imageforbedring i mit område. Man skal aldrig give op og håbe på, at det hele nok ordner sig selv. Næppe. Og så er der bare noget storslået over planer, der involverer mange millioner og noget i stil med 21 år.

Imod: Jeg er bange for, at jeg får et akut anfald af pænhedskvababbelse! Hvis jeg én gang til hører, at den vildeste ambition, politikerne kan komme op med, er at Gellerup og Toveshøj skal ligne resten af Århus, får jeg et føl. Ikke alt det pænhed. Faktisk er det lige præcis det, de unge ikke vil have. Se bare her. Jeg tror ikke på penthouselejligheder. Jeg tror på nye boligformer og kreativitet i det hele taget.

Så... godt eller skidt...det vil vise sig. 21 år er lang tid.

Øhhhh, hvad?

I løbet af de sidste 48 timer har jeg været oppe at slås med TO vaskemaskiner, der begge nægter at forstå, at samarbejde er alt.

Jeg kom på arbejde og havde glemt min madpakke.

Min cykel var flad, da jeg skulle bruge den allermest. En halv time, efter jeg havde forladt min flade cykel, opdager jeg, at jeg stadig har cykelhjelm på.

Bussen kørte lige, så jeg ikke kunne nå den.

På de fire minutter, der er fra bussen til hjem, skulle en skummel sky vise, hvor våd den kunne gøre dens omgivelser.

Og sådan kunne jeg blive ved.

MEN... jeg har taget det ualmindeligt pænt.
Ingen råben, ingen hidsigprop, ingen opgivelse.

Og det er mistænkeligt.
Hvis dette skulle vise sig at være et komplot imod et af de mest uromantiske mennesker i denne verden, så vil jeg bare sige, at det er for sent med forårsfornemmelser for i år. Ha!

På den anden side...
Hvordan er det nu med hybris og nemesis?

Som man spørger...

En af de mange fantastiske ting ved Bedsteveninden er, at hun i ramme alvor kan sige det mest tåbelige...
fuldstændig ligesom mig.

Eksempel hentet fra 2001:
Bedsteveninden og jeg står bøjet over hendes vidunderlige nyfødte søn, og så siger hun: "Synes du ikke helt objektivt, at han er en utrolig pæn baby?"

Helt objektivt? Jaaaaaa... og så alligevel.
Dårligt tidspunkt for objektivitet.

Næsten uden sammenhæng:

Synes I ikke, at min lyserøde klematis har fine blomster?
Altså sådan... helt objektivt?

Til angreb!

En dag på arbejdet, hvor apparaterne og jeg IKKE svingede det mindste sammen, og jeg kunne mærke, at mit temperament var på vulkanniveauet.

Så er det fuldstændigt forkasteligt, at P3 vælger at spille en Nik og Jay-sang (linket kan følges på helt eget ansvar), når man endelig er kommet hjem og skal høre radio for at få nerverne i ro.
Jeg tåler ikke Nik og Jay.

Jeg kan ikke bestemme mig for, om det er en god idé at have så meget temperament, som jeg har. På en måde er det nogle gange meget rart at have nogle ekstreme trin af hidsighed, som de fleste nordboer har dyb respekt for. På den anden side kan det simpelthen være så anstregende at måtte ligge bånd på sig selv for ikke at knuse en forholdsvis uskyldig radio.

Nå, men radioen og apparaterne overlevede i dag. Men ingen kan love, hvordan det går næste gang...

Spot on

En Nephew-sang, som jeg rent faktisk kan lide. Så har man hørt det med.

Jeg tror, at jeg er decideret træt af pis cirka 95% af mine vågne timer. Resten af tiden bruger jeg på at spekulere på, hvordan jeg bliver et bedre menneske.
Måske skal jeg arbejde lidt med tidsfordelingen?

Det var ligegodt smart

Muslimsk hovedbeklædning har altså visse fordele.
Da jeg for lidt siden væltede ud i opgangen med morgenhår, mødte jeg en af mine mange naboer.
Hun så da toptjekket ud med velsiddende tørklæde, og der er da ikke en eneste, der ved, om hun også havde uglet strithår som en anden en.

God stil der!

Post-it sjov

Så fint! Jeg elsker sådan noget overskudskreativitet.

Hvor svært kan det være

Normalt holder jeg mig for god til at kommentere andre folks dumhed (Og dog...min mor mener, at jeg er et af de mest snobbede mennesker, hun kender), men der er altså grænser for, hvad jeg kan holde kæft med:

I dag i en bybus overhører jeg en ung kvindes telefonsamtale om hendes nye date. Og hun får sagt: "Altså... han er ikke så skarp. For eksempel påstod han, at Ringkøbing ligger i Sønderjylland." Dybt suk. "Og Ringkøbing ligger da på Sjælland!"

For hulen, Tøs, ham har du bare af at holde fast i! Så slipper vi andre forhåbentlig for jer begge to.

Med venlig hilsen
Lene, åndssnob, der pludseligt forstår, hvorfor GPS er så rasende populært i noget, der minder om verdens mindste land.

Material girl

Nu, hvor der er SP-penge i farvandet, så skal jeg da endelig nævne ting, som jeg sådan uden videre ønsker mig...

• Pink hårfarve - Nu skal det simpelthen være!


• Tatovering - Og jeg gider ikke at have en lille snollet pingvin. Skal det være, så skal det være ordentligt!


• Digitalt spejlrefleks kamera - Jamen, det skal jeg da ha'.


• Guldring - Som jeg har sukket over i måneder.


• Guitar - Ja, sådan én har jeg aldrig kunnet spille på, men jeg kan vel lære det.


• Sko - Bare fordi.


• Mobiltelefon - jeg er på arvelisten til min søsters gamle telefoner, men én i en farve, som jeg kan lide, kunne være godt.


• Briller - Og det er aldrig sket, at jeg er faldet for nogle billige briller. Vi er ude i noget dyrt mærkevare bling bling.


• Smuttur til NY - Jamen, ALLE, jeg kender, har været der, ALLE!

Så bare send nogle penge den her vej.... og helst ret mange flere, end der står på min konto.

Iøvrigt er jeg nok så fornuftig (læs: røvkedelig), at det, jeg tager mig sammen til at købe, er en liggestol til min altan.

Men drømme må man gerne.

En snegl på vejen...

Dette er en tilståelsessag... Det er mig, der har malet på sneglen. Og hvorfor så det? Nu kommer der en lang historie:

I Berlin købte jeg en kunstbog. Faktisk er det jo stort, at jeg kom væk fra Berlin igen med kun én kunstbog. Er der noget, som jeg kan shoppe amok , så er det kunstbøger.

Bogen hedder "Kleine leute in der grosse stadt" af Slinkachu. Den er fyldt med fotos af opstillinger af små figurer, der er sat i situationer. Se mere hos Slinkachu.

Og et af billeder er en lille figur, der maler graffit på en snegl...

Jamen, det står nærmest en kolbøtte i min hjerne af begejstring!

Og så er der jo ikke langt til handling. Mig, bevæbnet med et syltetøjsglas, ud i solskinsvejret for at finde snegle.

I starten kunne jeg overhovedet ikke finde dem. Jeg plejer ikke at lede efter snegle, så min opmærksomhed var slet ikke rigtigt stillet. Men så gik det op for mig, hvor de havde gemt sig. I skygge på store træer, og så var det jo sådan set bare at fange dem.

Hjemme igen blev de hevet op af syltetøjsglasset, og så malede jeg et bogstav på deres hus. Min mening er at lave et sneglealfabet, men det er ikke bare noget, man lige gør.

Så jeg har vist malet på 10 snegle. Ladet dem tørre. Fotograferet dem, og sat dem ud igen til deres skyggefulde træer.

Jeg tror ikke, at de har lidt overlast.

Og hvis de har.. så bor vi altså i et land, hvor nedslagtning af dræbersnegle er en folkesport.

Men altså, maling på snegle, det kan man også lave på en søndag, og hvis I ser nogle snegle i Gellerupparken og omegn med pangfarver, så er det mig, der er den skyldige!

Venner

Haha, hvor sødt.
Der skal ikke meget til at underholde mig på en søndag.

Dymo-porno

I går tog jeg på et spontant besøg hos Bedsteveninden. Langt ude på landet. Men nu var det sådan, at selvom jeg kom brasende, havde hun planer, og så måtte jeg jo følge med.

Der skulle tømmes et værksted efter hendes afdøde far.

Det var nærmest som en opdagelsesrejse på en almindelig fredag eftermiddag.

Værktøj, som ingen vidste, hvad skulle bruges til. Emballage fra en svunden tid. Og i det hele taget alt hvad hjertet kunne begære af gør-det-selv ting samlet igennem et liv.

Og så... opdagede jeg fundet over alle fund. Og jeg fik den, fordi de andre slet ikke forstår sig på guld. Eller også turde de slet ikke tage kampen op med mit begærlige blik.

En gammel, fin Dymo!

Oh lykke. Retro Dymo-LOVE!

Hvordan er det nu, det er?

I en antikbutik i Berlin står denne flok og kiggede ud.

Og jeg kan overhovedet ikke huske, hvad de der hedder, eller hvordan det er, man bruger dem.

Hvor irriterende!

Jeg var ellers ekspert i at forvandle garn til snor via de der, da jeg var barn.

Så hvad hedder de? Er det noget med Lise? Hvordan bruger man dem? Og hvad bruger man snoren, man får lavet til?

Wauw

Når man bor alene og rejser et par dage, så er der grænser for overraskelserne, der kan ske i ens hjem, mens man er væk. I hvert fald hvis man hurtigt sorterer de uhyggelige muligheder med brand og indbrud fra.

Faktisk kan man være ret sikker på, at der ikke er sket det mindste. Ingen har taget opvasken eller fået styr på tøjvasken. Ingen har tæmmet det kaotiske spor af tøj, som en spontan rejse uvægerligt medfører. Ingen har sørget for, at køleskabet er klar til hverdag og madpakke.

MEN! Dette er en opbyggelig historie.

For da jeg kom hjem mandag aften, var der alligevel en overraskelse.

Det lyste nærmest lyserødt på min altan.

Årets første hjemmedyrkede blomst!

Og første tegn på ret meget mere end overlevelse på altanen siden dengang med hagl.

Hurra!

Berlin tur/retur

Pinsen bød på en meget spontan tur til Berlin.

Berlin er bare BYEN!

Bare spørg hos Smosch eller hos Maja.

Streetart over alt.

Typisk Berlin...

Og jeg holder mig overhovedet ikke for god til at tage farmor-turistbilleder.

Der kommer sikkert flere billeder senere, men lige nu skal jeg vist hen og se, om jeg kan sætte ind på søvnkontoen.