mandag, juli 13, 2009
Sommerstilhed
mandag, juli 06, 2009
Så godt som pink

søndag, juli 05, 2009
Afbrændt

fredag, juni 26, 2009
Dans i fred
På min Mp3-afspiller er der 71 sange. De 25 af dem synger Michael Jackson.
Min første store stadionkoncert var den del af Michael Jacksons 'Dangerous'-tour, der ramte Danmark i 1992. Og i det hele taget så kan Peter Pan bare ikke dø.
Men det kunne Michael Jackson altså.
Måske har Anne fat i den lange ende. Har han ikke set lidt død ud længe?
Og i det hele taget er det jo en frygtlig historie om nederdrægtig barndom og løse skruer.
Men musikken....mmmm!
Og hvis der er nogle med en anelse morbid humor, så er der her et par klip, hvor Eddie Murphy er en smule efter Michael Jackson.
Optakten til det første klip er Eddie Murphys udredning om, at kvinder falder pladask for mænd, der synger...uanset hvad. Også for Michael Jackson.
Andet klip handler om blandt andet om moonwalk.
(Om ikke andet, så få en sund latter af Eddie Murphys tøj. 80'erne for fuld udblæsning!)
torsdag, juni 25, 2009
Udtømningspumpe? Maksimal fyldning? Udskudt start?
Jeg har fået en ny vaskemaskine, og den ser ud som noget fra fremtiden. Den siger biblyde. Den har en manual på 42 sider, og jeg fatter ikke et klap, bortset fra den nyttige oplysning, at børn og dyr IKKE skal ind i vaskemaskinen. Om det er børn/dyr, der ikke kan tåle det, eller det er vaskemaskinen, melder historien ikke noget om.
Det er simpelthen for meget lige op til en weekend. Jeg stikker af, gør jeg. Måske skal jeg teste, om vaskemaskinen rent faktisk kan flyve. På den anden side... jeg orker ikke at læse den brugsanvisning.
Opdatering: Min mor kom og tog kommandoen. Og nu virker vaskemaskinen! Ha! Hvad den mor ikke kan. Fantastisk.
onsdag, juni 24, 2009
Gellerup under forandring?
Og hvad synes jeg så om det store projekt?
Tja, som ægte akademiker forbeholder jeg mig retten til at være i tvivl om alt.
Mine første reaktioner drejer sig mest om... nå, ja... mig selv.
For det første har jeg det sådan med min tålmodighed in mente: "Så se dog at komme i gang! Ikke alt det sniksnak." Ting tager tid, og at bygge en ny bydel tager lang tid. Så ikke så meget snak, handling, tak. Men jeg ved godt, at sådan hænger verden ikke sammen, og det er sikkert godt, at folk med en form for tålmodighed tænker langt, mens en anden en har det med at handle, før hun tænker. Det går sgu nok ikke, når det drejer sig om at rive bygninger ned.
For det andet... skulle nogen få den idé at fjerne min blok, er det for så vidt ok. Men dem, der træffer beslutningen, kommer selv til at sætte gardiner op det nye sted, hvor jeg skal bo. JEG gør det ikke igen. Og jeg er ligeglad med, om det er Borgmesteren eller direktøren for boligforeningen, og hvis de nedsætter et udvalg om sagen, eksploderer jeg.
Nu til et lidt større perspektiv... Er det en god plan? Tja.
For: Jeg har i Holland med egne øjne set, hvordan fysisk forandringer faktisk kan ændre en bydel. Og det ville pynte at få en imageforbedring i mit område. Man skal aldrig give op og håbe på, at det hele nok ordner sig selv. Næppe. Og så er der bare noget storslået over planer, der involverer mange millioner og noget i stil med 21 år.
Imod: Jeg er bange for, at jeg får et akut anfald af pænhedskvababbelse! Hvis jeg én gang til hører, at den vildeste ambition, politikerne kan komme op med, er at Gellerup og Toveshøj skal ligne resten af Århus, får jeg et føl. Ikke alt det pænhed. Faktisk er det lige præcis det, de unge ikke vil have. Se bare her. Jeg tror ikke på penthouselejligheder. Jeg tror på nye boligformer og kreativitet i det hele taget.
Så... godt eller skidt...det vil vise sig. 21 år er lang tid.
lørdag, juni 20, 2009
Øhhhh, hvad?
Jeg kom på arbejde og havde glemt min madpakke.
Min cykel var flad, da jeg skulle bruge den allermest. En halv time, efter jeg havde forladt min flade cykel, opdager jeg, at jeg stadig har cykelhjelm på.
Bussen kørte lige, så jeg ikke kunne nå den.
På de fire minutter, der er fra bussen til hjem, skulle en skummel sky vise, hvor våd den kunne gøre dens omgivelser.
Og sådan kunne jeg blive ved.
MEN... jeg har taget det ualmindeligt pænt.
Ingen råben, ingen hidsigprop, ingen opgivelse.
Og det er mistænkeligt.
Hvis dette skulle vise sig at være et komplot imod et af de mest uromantiske mennesker i denne verden, så vil jeg bare sige, at det er for sent med forårsfornemmelser for i år. Ha!
På den anden side...
Hvordan er det nu med hybris og nemesis?
onsdag, juni 17, 2009
Som man spørger...
fuldstændig ligesom mig.
Eksempel hentet fra 2001:
Bedsteveninden og jeg står bøjet over hendes vidunderlige nyfødte søn, og så siger hun: "Synes du ikke helt objektivt, at han er en utrolig pæn baby?"
Helt objektivt? Jaaaaaa... og så alligevel.
Dårligt tidspunkt for objektivitet.
Næsten uden sammenhæng:

Synes I ikke, at min lyserøde klematis har fine blomster?
Altså sådan... helt objektivt?
mandag, juni 15, 2009
Til angreb!
Så er det fuldstændigt forkasteligt, at P3 vælger at spille en Nik og Jay-sang (linket kan følges på helt eget ansvar), når man endelig er kommet hjem og skal høre radio for at få nerverne i ro.
Jeg tåler ikke Nik og Jay.
Jeg kan ikke bestemme mig for, om det er en god idé at have så meget temperament, som jeg har. På en måde er det nogle gange meget rart at have nogle ekstreme trin af hidsighed, som de fleste nordboer har dyb respekt for. På den anden side kan det simpelthen være så anstregende at måtte ligge bånd på sig selv for ikke at knuse en forholdsvis uskyldig radio.
Nå, men radioen og apparaterne overlevede i dag. Men ingen kan love, hvordan det går næste gang...
søndag, juni 14, 2009
Spot on
En Nephew-sang, som jeg rent faktisk kan lide. Så har man hørt det med.
Jeg tror, at jeg er decideret træt af pis cirka 95% af mine vågne timer. Resten af tiden bruger jeg på at spekulere på, hvordan jeg bliver et bedre menneske.
Måske skal jeg arbejde lidt med tidsfordelingen?
lørdag, juni 13, 2009
Det var ligegodt smart
Da jeg for lidt siden væltede ud i opgangen med morgenhår, mødte jeg en af mine mange naboer.
Hun så da toptjekket ud med velsiddende tørklæde, og der er da ikke en eneste, der ved, om hun også havde uglet strithår som en anden en.
God stil der!
torsdag, juni 11, 2009
onsdag, juni 10, 2009
Hvor svært kan det være
I dag i en bybus overhører jeg en ung kvindes telefonsamtale om hendes nye date. Og hun får sagt: "Altså... han er ikke så skarp. For eksempel påstod han, at Ringkøbing ligger i Sønderjylland." Dybt suk. "Og Ringkøbing ligger da på Sjælland!"
For hulen, Tøs, ham har du bare af at holde fast i! Så slipper vi andre forhåbentlig for jer begge to.
Med venlig hilsen
Lene, åndssnob, der pludseligt forstår, hvorfor GPS er så rasende populært i noget, der minder om verdens mindste land.
tirsdag, juni 09, 2009
Material girl
Nu, hvor der er SP-penge i farvandet, så skal jeg da endelig nævne ting, som jeg sådan uden videre ønsker mig...
- Pink hårfarve - Nu skal det simpelthen være!
- Tatovering - Og jeg gider ikke at have en lille snollet pingvin. Skal det være, så skal det være ordentligt!
- Digitalt spejlrefleks kamera - Jamen, det skal jeg da ha'.
- Guldring - Som jeg har sukket over i måneder.
- Guitar - Ja, sådan én har jeg aldrig kunnet spille på, men jeg kan vel lære det.
- Sko - Bare fordi.
- Mobiltelefon - jeg er på arvelisten til min søsters gamle telefoner, men én i en farve, som jeg kan lide, kunne være godt.
- Briller - Og det er aldrig sket, at jeg er faldet for nogle billige briller. Vi er ude i noget dyrt mærkevare bling bling.
- Smuttur til NY - Jamen, ALLE, jeg kender, har været der, ALLE!
Så bare send nogle penge den her vej.... og helst ret mange flere, end der står på min konto.
Iøvrigt er jeg nok så fornuftig (læs: røvkedelig), at det, jeg tager mig sammen til at købe, er en liggestol til min altan.
Men drømme må man gerne.
søndag, juni 07, 2009
En snegl på vejen...

lørdag, juni 06, 2009
Dymo-porno
torsdag, juni 04, 2009
Hvordan er det nu, det er?
onsdag, juni 03, 2009
Wauw
tirsdag, juni 02, 2009
Berlin tur/retur
torsdag, maj 28, 2009
Pink er det nye sort
Og så havde frisøren og jeg igen en diskussion om pink hårfarve. Frisøren er mildt sagt ikke overbevist om pinks velsignelser, og jeg ved ikke en dyt om hårfarve og plejer derfor at spørge min frisør. Vi er ligesom kørt fast her.
Så siger jeg: "Det kan jo komme an på prøve. Hvis det går galt, så klipper vi sgu håret af!"
Og frisøren svarer: "Alting kan vist komme an på en prøve for dig, Lene!"
Altså, det ved jeg nu ikke helt, men det er rigtigt, når det kommer til hår. Jeg er udstyret med noget hår, der gror som ukrudt. Og derfor forstår jeg simpelthen ikke denne ømhed overfor hår.
Hvis jeg var diktator, så skulle alle tvinges til at skifte frisure og hårfarve mindst én gang om året. Og hver andet år skulle der være tvunget punkertema. Det ville gøre det hele meget mere festligt.
onsdag, maj 27, 2009
Sådan er kærligheden...

"Der er kun to slags kvinder i verden: kvinder, der altid taler, og kvinder, der aldrig kan tie stille."
tirsdag, maj 26, 2009
I glimt
Hvad jeg ville udstråle. Hvordan jeg gerne vil se ud. Hvilke følelser jeg helst vil rumme. Hvordan mit ønskeliv ser ud om ti år.
Hvad jeg gerne vil lære. Hvilke planer jeg gerne vil realisere. Hvorfor jeg er, som jeg er, og hvor jeg er. At jeg faktisk er på vej i den rigtige retning mere eller mindre bevidst.
Et gyldent øjeblik... men netop et øjeblik. Jeg har formentligt glemt det i morgen.
lørdag, maj 23, 2009
Hvor fint
- Fundet via Rojo: Yellena James. Jeg er i gang med at sælge konceptet blæk til Maja, og hun er ved at presse på med nogle tuscher. Jeg tror helt klart, at det er på tide, at vi slår os sammen og gå fuldstændig Yellena.
- Matthew Rich. Fine farver og former i papirklip.
- Stacey Durand. Klare farver og kanter på billeder af huse.
Nå, Martha, back to work.
fredag, maj 22, 2009
Endelig!

For fanden da, hvor jeg ikke gad. Men uanset hvor meget jeg klynkede og sparkede i dynen, så syede de gardiner ligesom ikke sig selv.
Jeg hader at sy gardiner... Det er efter min bedste overbevisning slavearbejde. Man skal ikke tænke eller finde på noget. Man skal bare sy lige. Kedeligt.
Nå, men jeg måtte i gang.

Og måske er det slet ikke så dårligt med et par fridage og en plads i solen.
Gardinerne blev i hvert fald syet og hængt op.

Nu er akvarieeffekten i soveværelset blevet mindre, og jeg har efter 1½ års tænkepause fået gardiner op.
I må gerne sætte gang i hyldestdansen og klapsalverne.
mandag, maj 18, 2009
søndag, maj 17, 2009
Det rykker
Nu er jeg så til gengæld helt vildt træt. Godt at arbejdet kun kalder tre dage i næste uge. Jeg skal snart have rigtig god tid til at tumle rundt i mit 'nye' smukke hjem.
lørdag, maj 16, 2009
Connie og bækalferne
Grundet særlige omstændigheder bliver jeg simpelthen nødt til at poste dette klip.
Og hvis I andre ikke synes, at det er sjovt, giver jeg op.
onsdag, maj 13, 2009
Øvelse gør mester

En dag, hvor jeg var ved at fortælle om mine mange eksperimenter med maleri, var der én, som svarede. "Jamen , er det ikke bare noget, man gør?"
Og på sin vis har hun ret. Nogle gange er det bare noget, man gør. Man sætter sig ved sit hvide papir eller stå ved sit lærred, og så trylle, trylle... har man et billede.
Men bagved oplevelsen af flow og trylleri ligger der langsomme, systematiske studier af alt muligt.
Er papiret det rigtige? Og hvordan fungerer det? Og hvordan fungerer et mere struktureret papir i forhold til? Skal papiret være vådt eller tørt? Eller lidt vådt? Buler papiret for meget, når det bliver vådt? Og hvordan er det at spænde op?

mandag, maj 11, 2009
Lenes lykkelaboratorium
Min psykolog synes, at det var en bog, jeg skulle læse. Ikke fordi jeg som sådan er ulykkelig. Mere fordi jeg har en mistanke om, at jeg sommetider retter mit fokus mod negative oplevelser, og så går lidt i stå i sortsyn.
I øvrigt tillade mig at dvæle ved bemærkningen: Min psykolog...
Altså faktisk hader jeg, når kvinder siger: "Min mand siger også, at..., men det er noget helt andet at have lagt sin tankekraft i hænderne på en skarp dame med en lang uddannelse. Alt det der terapi-psykologhistorie minder så meget om noget Woody Allen/New York, at jeg synes, at det er top sejt!
Nå, men altså...øvelsen går ud på at finde ud af, hvordan man bruger sin tid. Så i en eller to uger skal jeg skrive op, hvad jeg egentlig går og laver. Det skal nok blive spændende.
I dag er lykkefølelsen tæt forbundet med, at jeg er i gang med at lave en kæmpe portion tomatsovs. Må hellere blive noteret.
søndag, maj 10, 2009
No Country for Old Men
Og når man forventer noget fantastisk (og det gør jeg altid af brødrene Coen), så får man det sgu sommetider også.
Jeg er fuldstændig blæst bagover af lækker film. Den er blodig, usentimental og cool på den der vi-siger ikke-noget-som-helst-overflødigt måde, som jeg bare elsker. Og så var der billederne med farver, der printede sig ind som en understregning af et skrapt plot.
Filmen minder lidt om en anden Coen-film, nemlig Fargo, som også er på top-ti over de bedste film, jeg har set. Men det er jo nok ikke de mest romantiske film. Til gengæld får man jo i Fargo et ganske godt indblik i, hvad en kompostkværn også kan bruges til.
Jeg tror nok, at jeg er nødt til at se No Country for Old Men igen meget snart. Den er god!
Søndagsværkstedet

fredag, maj 08, 2009
Altanrundfart i regnvejr

Altanen netop nu. Måske ikke ligefrem fotovejr, men nu er der plantet, og det begynder at blive grønt. Der er også allerede planter, der er gået ud, så det går helt planmæssigt.

Tallerkensmækkerne er på vej op. Og jeg har ingen anelse om, hvad farve de er.

Den ene klematis er også på vej. Jeg har en teori om, at enten gror klematis eller også laver de blomster, men måske man kunne være heldig at have nogle af dem, der gør begge dele.

Hostaer...mmmmm. Jeg er begyndt på en lille samling af dem, for jeg er helt vildt med, at de bare er så utroligt grønne.

Den anden klematis... det skal nok blive godt.
Vejen - Cormac McCarthy
"Vejen" af Cormac McCarthy var åbenbart det, der skulle holde mig vågen det halve af natten. Det er nok én af de mest voldsomme bøger, jeg nogensinde har læst, men måske har jeg fortrængt de andre.
Fantastisk bog, der minder mig om Roberto Benignis film fra 1997 "Livet er smukt".
Bogen er en frygtlig beskrivelse af livet for en mand og hans søn i en fremtid efter en altomfattende katastrofe. Og alligevel handler den midt i al gruen (og den er virkelig grusom) om at være et godt menneske.
En anmeldelse fra Politiken beskriver bogen som en lignelse, og det kan der være noget om. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at læse den igen for at få mere ud af det apokalyptiske perspektiv.
Lige nu skal jeg mere ryste oplevelsen af mig. Beskrivelserne af, hvordan manden og sønnen mangler alt undtagen kærlighed, hænger fast. Og jeg kan kigge ud på det grå regnvejr og tænke: "Hvad nu hvis det ikke stopper med at regne? Hvad nu, hvis radioen ikke reagerer, når jeg rører kontakten, og strømmen ikke kommer tilbage? Hvad nu hvis?"
Læs den bog, og få en grundlæggende glæde ved livet. Glæden indebærer blandt andet, at der skrives bøger af den kaliber. Brutal, bevægelse og berigende.
mandag, maj 04, 2009
Dymo LOVE
Jeg elsker at dymo'e! Små strimler med klar besked hjælper mig til at holde orden på kasser, mapper, notesbøger, opbevaring til madvarer og alt muligt andet.
Men den anden dag, da jeg stod med Dymo i hånden og seriøst tænkte: "Skat, hvis du også var en vibrator, så behøvede jeg vel egentlig ikke mere." Så blev jeg alligevel lidt bekymret.
Åh, Dymo!
fredag, maj 01, 2009
Men hvorfor?
Pludseligt kan jeg høre, at den ene dør åbner sig forsigtigt. Og jeg vender mig glad om og kigger, hvem der kommer ind, for jeg troede, at på grund af 1.maj ville jeg være stort set alene på skansen.
Ind kommer en meget nøgen ung mand, der kun lige dækker det allermest nødvendige med en klump tøj.
Og der står jeg med øjne så store som tekopper. Altså jeg tror ikke, at jeg ville blive stort mere overrasket, hvis der var kommet en elefant ind af den dør.
Manden futter igennem kælderrummet og ud af den anden dør.
Jeg er ikke helt sikker på, om det er en, jeg har set før. Jeg var alt for fokuseret på, om han nu også var nøgen, eller om jeg havde overset en pikant trusse. Men nej, manden var helt og aldeles bar.
Mysterium!
Sådan noget gør man bare ikke foran mig, som er så ustyrligt nysgerrig.
Hvorfor går man igennem et kælderrum på en uddannelsesinstitution uden tøj på? Altså min første indskydelse var noget med en studenterbar, der er gået for vidt, og så er manden vågnet op på stedet. Det forklarer tidspunktet, men det forklarer ikke rigtigt, hvorfor han ikke havde noget tøj på.
Han kan selvfølgelig have spildt noget og derfor have taget det våde tøj, men hvorfor så meget tøj af?
Min sidste nye teori er, at han efter en brandert er vågnet op sammen med en eller anden, og derfor ikke har noget tøj på, men hvorfor ikke tage bare lidt tøj på, inden man begynder at rende rundt i kælderen?
Ej... jeg forstår det simpelthen ikke.
Kom lige med et bud... gerne fantasifuldt... på, hvad der er sket, før nøgen mand render igennem mit kælderrum. Jeg behøver hjælp her.
onsdag, april 29, 2009
Musik skal der til
Så frem med dankortet, og jeg har købt:
Szhirley - Gammel Kongevej
Ataf - Kig frem
Karen - Sækken i katten
Mikael Simpson - Inden du falder i søvn
Lucy Love - Daddy was a DJ
Og ja, jeg er en duks, der ALTID betaler for min musik. Jeg er ganske simpelt overbevist om, at hvis jeg ikke gør det, så falder jeg en dag over en bunke sultedøde musikere udenfor min hoveddør, og det magter jeg ganske enkelt ikke!
Noget om boligindretning
MEN... en af mine nye erkendelser er, at der er intet, der tyder på, at færdig er en mulighed, så jeg kan ligeså godt nyde udviklingen, der sker, i stedet for at kaste skidtet fra mig og flytte i en vis fart. Problemet eller glæden ville helt sikkert flytte med. For det er vist mig, det er galt eller godt med, alt efter hvordan man ser på det.
Hvis jeg nu rum for rum gennemgår udviklingsområderne, så håber jeg på forståelse for projektets omfang.
Gangen er faktisk ikke kritisk. Der er en ledning, som hænger irriterende, og som jeg ikke lige ved, hvad jeg gør ved. Og så er der et garderobeskab, der har en vis tendens til at huse alt, der ikke rigtigt har en plads. Det kunne man nok godt tømme og ordne.
Badeværelset er fint. Her kunne jeg godt tænke mig at få skiftet armatur i håndvasken og brusekabinen til noget fint vandsparehistorie. Men hvordan gør man lige det, når man bor til leje i en almenbolig? Skal jeg betale eventuelt over husleje eller vedligholdelseskonto? Eller skal boligforeningen? Det lyder som om jeg er nødt til at sætte mig ind i nogle paragraffer først, og vupti ,røg det ret langt ned af to-do listen!
Stuen har flere alvorlige problemer. Et belysningsproblem, der går ud på, at der er lamper, der hænger midt i det hele, efter sidst jeg flyttede om. Og at der ikke er lys i nærheden af den sofa, som ellers er som skabt til at strikke i. Upraktisk.
Og så er der vinduerne, hvor der nærmest blæser iskold luft ind om vinteren, og det SKAL der gøres noget ved! Min plan er noget med nogle meget massive gardiner, som vil få enhver af mine naboer til at nikke anerkendende i respekt for, at her er en kvinde, som ønsker at gå ugeneret uden tørklæde i sit eget hjem. Bingo bango.
Eller mangler der at blive hængt billeder op, og så er der et enkelt eller to steder, hvor ledninger hober sig op i uskønne bunker, og det må der kunne gøres noget ved.
Køkkenet har et lampeproblem. Der skal hænges billeder op. Og så vil jeg også gerne have skiftet armatur ved køkkenvasken. Nogen (ingen navne nævnt!) er kommet til at afkalke så heftigt, at forkromningen også gik af...men det blev rent, fnis.
Og så vil jeg gerne have bygget om, så jeg kan få en opvaskemaskine. Igen er det noget med at snakke med Boligforeningen, og vide, hvad der er op og ned i reglementet.
Soveværelset/Krearummet er nok lidt forsømt. Her mangler der også både lys og ophængning af billeder. Og så er der nogle gardiner, som jeg købte sidste år... i juli. Men de ligger jo fint i garderobeskabet. Ups!
Jeg er også i gang med et kassesystem til alle kreatingene. Det kræver blandt andet, at der bliver sat en hylde mere op. Men det bliver så fint!
I soveværelset er der også et meget stort garderobeskab, og det trænger nok også til en smule oprydning. Det er så ufatteligt nemt at lukke dørene og øjnene for det rod.
Så er der de tilstødende lokaler:
Altanen er snart fint beplantet, men mangler det perfekte havemøbel, og jeg tror, at jeg har fundet det. Så skal det vel bare købes, samles, have en madras og have syet nogle puder. Hvorfor findes der ikke bittesmå boligprojekter?
Kælderrummet, har jeg bestemt, skal laves til værksted. Det indebærer, at en samling af flyttekasser og andet rod skal gennemgåes og rydde op/ud. Det er et uhyggeligt perspektiv, men jeg vil jo gerne have mit værksted, så jeg må i gang.
Efter denne liste har jeg faktisk utrolig meget optur over, at jeg IKKE bor på en gammel bondegård eller noget andet vanvittigt. Jeg vil blive kvalt i ting, der skulle ordnes!
Og 60 kvm beton er på mange måder rigeligt til mig og mine kreative udskejelser. Hvordan er det nu, det er? Just do it!
søndag, april 26, 2009
Bip blop
Jeg ved ikke helt, hvor godt det lyder, men godt fundet på tæller også.
Små og store glæder
At jeg cyklede forbi Cirkus Arenas elefanter. Elefanter er sjove.
At jeg havde et dejligt besøg af Maja. Maja er også sjov.
At jeg overlevede endnu en forkølelse.
At det er et år siden, at jeg afleverede speciale og bestod, og der er ikke kommet nogen og har sagt, at den gik ikke alligevel. Og nu er det for sent, Universitet!
At jeg efter flere forsøg har fundet gode kontaktlinser.
At jeg er begyndt på et kassesystem til mit kreative rod.
Og at det har været skønt altanvejr.
lørdag, april 18, 2009
Lidt sker der

Og jeg fik syet Rasta-Rasmus færdig.

mandag, april 13, 2009
Maleri-trylleri

Her har jeg gang i en teknik, jeg lærte for hundrede år og en sommerdag siden.
Jeg fik bare lyst til at prøve igen. En ret uforudsigelig metode, man bare skal kaste sig ud i.

Lag på lag tilføjes og fjernes.

En lap, to lapper...

Mit seneste kreative syprojekt er nye hynder til stolene i køkkenet. Engang for lang tid siden skrev Madame om disse sofaer. Og jeg måtte jo prøve et lille stykke sammeskudstekstil. Så det blev hynder.

I øvrigt ville alle møbler fra Squint passe framragende i mit hjem. Jeg er helt sikker.
To grønne


I dag har jeg malet grøn. To billeder som en tidligere kollega har bestilt. Nu må vi se, om de er færdige, eller om jeg vil noget mere.
Altanlykke

søndag, april 12, 2009
Tudetøs
Det holder bare slet ikke, at mine tårer flyder over præsidenttaler og talentshows, og ikke normale ting som romantiske film eller alt med børn og dyr.
Men sådan er det!
Her er endnu et eksempel: Susan Boyle!
lørdag, april 11, 2009
Tre på stribe
Her er tre eksempler:
Chris Cornell - Billie Jean
Ray Lamontagne - Crazy
Ryan Adams - Wonderwall
onsdag, april 08, 2009
Birgitte, Birgitte, Begøje
Jeg har brugt temmeligt meget tid i dag og i går på at få undersøgt mit øje. Af en eller anden underlig grund ser jeg pludseligt meget dårligt på det ene øje.
Og så er der sikkert dem, der vil sige: "Ser du ikke altid dårligt?" Og jo, men det plejer at hjælpe at tage briller på.
Nå, men nu er jeg blevet undersøgt i de fleste maskiner på sygehusets øjenafdeling, og jeg fejler ikke noget farligt. Hvordan man end vender og drejer mig, så har jeg ikke fået en blodprop. Noget siger mig, at det ville de være ret sikre på.
Men hvad der er med mit øje, er til gengæld et mysterium. Så jeg må pænt komme på sygehuset igen på fredag. Der var lige nogle enkelte maskiner, jeg ikke har været i endnu.
Suk. Det er altså ikke rigtig ferie.
Men hvor er det fantastisk, at vi har et sundhedsvæsen, der bare er der, når man har brug for det. Godt nok er det ekstremt kedeligt at vente på sådan et hospital, men tænk, at man kan blive behandlet, at man ikke skal betale for det og at de behandler folk ens. Og hvilken tålmodighed. Hatten af for de læger og sygeplejelsker og andet, der bare kæmpede løs, selvom der kom flere og flere patienter, og mere og mere personale gik på påskeferie.
Og gamle bitre damer, der bruger deres liv på at brokke sig over, at personalet garanteret laver for lidt og snakker for meget i telefon, skulle tage at være lidt mere taknemmelige. Sgu!
Opdatering: Er blevet undersøgt igen, og måske er der tale om en synsnerve, der har været betændt. MEN for at være helt sikre, så skal jeg da undersøges igen om 14 dage. De gør det grundigt, må man sige.
søndag, april 05, 2009
Fantasien er god
I nat drømte jeg, at jeg fik et kælepindsvin af Anders Lund Madsen. Pindsvinet havde vinger, kunne flyve og lød navnet Dorte.
Godt så.
fredag, april 03, 2009
Flere forårstegn
De legende, grinende børn på legepladserne har været der et stykke tid. Jeg tror, at de følger lyset mere end vejret. Så snart fodbolde kan ses sidst på eftermiddagen, så er der børn!
Og scooterdrengene er kommet ud. Som støjende insekter summer de frem og tilbage på det tålmodige stisystem, og hvor de skal hen, har vist ingen betydning. Drengene skal bare ud og summe.
Men i dag opdagede jeg de sidste, der manglede for at gøre det til et ordentligt forår. I dag, hvor solen har delt gavmildt ud af lys og varme, så jeg cruiserne. Cruiserne er tre-fire unge mænd stoppet ind i et tysk automobil, allerhelst af den åbne slags. De unge mænd er svøbt ind i attitude og lyden af dunkende bas. Og jeg lover jer, at der er ikke en eneste solbrille, der sidder forkert i de biler.
Cruisernes vej fører blandt andet igennem Park Allé i midten af Århus. Et bredt lige stykke vej, hvor der er gode muligheder for at se og for at blive set. Skulle der være en enkelt eller to unge kvinder, der har stået og ventet på bussen, og pludseligt har følt sig nøje overvåget, så er det ikke en tilfældighed. Det skulle ikke komme helt bag på mig, hvis der er en form for karaktersystem gemt i de der biler. Tjek smil, tjek stil, bryst og bagdel.
Er det ikke bare fordomme? Og minder det ikke om et spil? Jo, da.. Mujaffa-spillet, men derfor kan satiren godt have en afsmitning af virkeligheden.
Men inden at det bliver alt for meget ja-sådan-er-de-jo-allesammen, så skal jeg også fortælle om nogle andre, jeg så i dag.
Tre-fire unge kvinder med hovedtørklæde og stil proppet ind i en bil, og så skal der cruises! Musikken fra disse biler er knap så høj, men så ville den formentlig også overdøve en masse dejlig snak. Og jeg lover jer, at der sidder heller ikke en eneste solbrille forkert i de biler! Mon ikke, at der er også her, kunne gemme sig et karaktersystem? Tjek smil, tjek stil, muskler og bagdel.
Ja, foråret er i den grad kommet til Gellerupparken. Cruiserne m/k er kommet ud.

























