fredag, maj 22, 2009

Held i uheld





Fotos fra en ufrivillig gåtur. Min cykel punkterede, så jeg måtte vandre. Men så er det jo godt, at jeg havde mit kamera med og nærmest faldt over fotogent rust og spor med vand.

Endelig!


For fanden da, hvor jeg ikke gad. Men uanset hvor meget jeg klynkede og sparkede i dynen, så syede de gardiner ligesom ikke sig selv.
Jeg hader at sy gardiner... Det er efter min bedste overbevisning slavearbejde. Man skal ikke tænke eller finde på noget. Man skal bare sy lige. Kedeligt.

Nå, men jeg måtte i gang.

Og måske er det slet ikke så dårligt med et par fridage og en plads i solen.

Gardinerne blev i hvert fald syet og hængt op.

Nu er akvarieeffekten i soveværelset blevet mindre, og jeg har efter 1½ års tænkepause fået gardiner op.

I må gerne sætte gang i hyldestdansen og klapsalverne.

mandag, maj 18, 2009

Øv


Og det skete så bare ikke!
Der kom lige et tordenvejr forbi. Stakkels altan!

søndag, maj 17, 2009

Det rykker

En fantastisk weekend med krea-dag med Maja og store-bolig-søndag, hvor to-do listen har fået et ordentligt spark!

Nu er jeg så til gengæld helt vildt træt. Godt at arbejdet kun kalder tre dage i næste uge. Jeg skal snart have rigtig god tid til at tumle rundt i mit 'nye' smukke hjem.

lørdag, maj 16, 2009

Connie og bækalferne

Grundet særlige omstændigheder bliver jeg simpelthen nødt til at poste dette klip.

Og hvis I andre ikke synes, at det er sjovt, giver jeg op.

onsdag, maj 13, 2009

Øvelse gør mester


En dag, hvor jeg var ved at fortælle om mine mange eksperimenter med maleri, var der én, som svarede. "Jamen , er det ikke bare noget, man gør?"
Og på sin vis har hun ret. Nogle gange er det bare noget, man gør. Man sætter sig ved sit hvide papir eller stå ved sit lærred, og så trylle, trylle... har man et billede.

Men bagved oplevelsen af flow og trylleri ligger der langsomme, systematiske studier af alt muligt.
Er papiret det rigtige? Og hvordan fungerer det? Og hvordan fungerer et mere struktureret papir i forhold til? Skal papiret være vådt eller tørt? Eller lidt vådt? Buler papiret for meget, når det bliver vådt? Og hvordan er det at spænde op?


Hvad kan de forskellige pensler? Og typer af maling, blyanter og blæk? Hvordan virker farver sammen? Og sådan kunne jeg blive ved.
Første foto viser nogle få af mange små stykker papir, som er blevet brugt for at blive klogere, og de stumper er en uvurdelig hjælp, når det først går løs.
Det andet foto er en prøve på, om tre farver kan komme oven på hinanden uden at flyde ud og blive til en mixet farve. Det kan de vist godt. Men det afhænger måske af, hvorvidt farve nederst er helt tør?
Det her får aldrig ende, og det skal det bestemt heller ikke. Det er leg af allerfineste karat, men der er vist ikke mange ting, man bare lige gør.

mandag, maj 11, 2009

Lenes lykkelaboratorium

Jeg er i gang med at lave øvelser fra en bog om positiv psykologi, der hedder "Lykkeligere" skrevet af Tal Ben-Shahar. Her er en artikel om bogen og forfatteren.

Min psykolog synes, at det var en bog, jeg skulle læse. Ikke fordi jeg som sådan er ulykkelig. Mere fordi jeg har en mistanke om, at jeg sommetider retter mit fokus mod negative oplevelser, og så går lidt i stå i sortsyn.

I øvrigt tillade mig at dvæle ved bemærkningen: Min psykolog...
Altså faktisk hader jeg, når kvinder siger: "Min mand siger også, at..., men det er noget helt andet at have lagt sin tankekraft i hænderne på en skarp dame med en lang uddannelse. Alt det der terapi-psykologhistorie minder så meget om noget Woody Allen/New York, at jeg synes, at det er top sejt!

Nå, men altså...øvelsen går ud på at finde ud af, hvordan man bruger sin tid. Så i en eller to uger skal jeg skrive op, hvad jeg egentlig går og laver. Det skal nok blive spændende.

I dag er lykkefølelsen tæt forbundet med, at jeg er i gang med at lave en kæmpe portion tomatsovs. Må hellere blive noteret.

søndag, maj 10, 2009

No Country for Old Men

Mens et maleri skal tørre før videre bearbejdelse, kan jeg fortælle om en filmoplevelse. For jeg tænkte, at når jeg nu alligevel er røget i Cormac McCarthys univers, kunne jeg ligeså godt fortsætte og få set den film, som jeg har glædet mig til længe: No Country for Old Men.

Og når man forventer noget fantastisk (og det gør jeg altid af brødrene Coen), så får man det sgu sommetider også.

Jeg er fuldstændig blæst bagover af lækker film. Den er blodig, usentimental og cool på den der vi-siger ikke-noget-som-helst-overflødigt måde, som jeg bare elsker. Og så var der billederne med farver, der printede sig ind som en understregning af et skrapt plot.

Filmen minder lidt om en anden Coen-film, nemlig Fargo, som også er på top-ti over de bedste film, jeg har set. Men det er jo nok ikke de mest romantiske film. Til gengæld får man jo i Fargo et ganske godt indblik i, hvad en kompostkværn også kan bruges til.

Jeg tror nok, at jeg er nødt til at se No Country for Old Men igen meget snart. Den er god!

Søndagsværkstedet


Her er min plads på denne søndag. Der skal males billeder. Mums.
Tilsæt selv lyden af Michael Jackson. Mmmmm.

fredag, maj 08, 2009

Altanrundfart i regnvejr


Altanen netop nu. Måske ikke ligefrem fotovejr, men nu er der plantet, og det begynder at blive grønt. Der er også allerede planter, der er gået ud, så det går helt planmæssigt.


Tallerkensmækkerne er på vej op. Og jeg har ingen anelse om, hvad farve de er.


Den ene klematis er også på vej. Jeg har en teori om, at enten gror klematis eller også laver de blomster, men måske man kunne være heldig at have nogle af dem, der gør begge dele.


Hostaer...mmmmm. Jeg er begyndt på en lille samling af dem, for jeg er helt vildt med, at de bare er så utroligt grønne.


Den anden klematis... det skal nok blive godt.

Vejen - Cormac McCarthy

Sumper med rigelige mængder kaffe. Det er, hvad jeg gør sådan en fri formiddag, inden der står konfirmation på programmet. Og så prøver jeg at komme mig over en bog, jeg læste færdigt i nat.

"Vejen" af Cormac McCarthy var åbenbart det, der skulle holde mig vågen det halve af natten. Det er nok én af de mest voldsomme bøger, jeg nogensinde har læst, men måske har jeg fortrængt de andre.

Fantastisk bog, der minder mig om Roberto Benignis film fra 1997 "Livet er smukt".
Bogen er en frygtlig beskrivelse af livet for en mand og hans søn i en fremtid efter en altomfattende katastrofe. Og alligevel handler den midt i al gruen (og den er virkelig grusom) om at være et godt menneske.

En anmeldelse fra Politiken beskriver bogen som en lignelse, og det kan der være noget om. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at læse den igen for at få mere ud af det apokalyptiske perspektiv.

Lige nu skal jeg mere ryste oplevelsen af mig. Beskrivelserne af, hvordan manden og sønnen mangler alt undtagen kærlighed, hænger fast. Og jeg kan kigge ud på det grå regnvejr og tænke: "Hvad nu hvis det ikke stopper med at regne? Hvad nu, hvis radioen ikke reagerer, når jeg rører kontakten, og strømmen ikke kommer tilbage? Hvad nu hvis?"

Læs den bog, og få en grundlæggende glæde ved livet. Glæden indebærer blandt andet, at der skrives bøger af den kaliber. Brutal, bevægelse og berigende.

mandag, maj 04, 2009

Dymo LOVE

Min Dymo er blevet genopladet efter, at den gik kold midt i det kreative kasseprojekt. Og det må man alligevel have en vis forståelse for.

Jeg elsker at dymo'e! Små strimler med klar besked hjælper mig til at holde orden på kasser, mapper, notesbøger, opbevaring til madvarer og alt muligt andet.

Men den anden dag, da jeg stod med Dymo i hånden og seriøst tænkte: "Skat, hvis du også var en vibrator, så behøvede jeg vel egentlig ikke mere." Så blev jeg alligevel lidt bekymret.

Åh, Dymo!

fredag, maj 01, 2009

Men hvorfor?

I morges, da jeg mødte på arbejde cirka kl. 7, stod jeg og ordnede vasketøj. Vaskemaskinen befinder sig i et kæmpe kælderrum med en dør i hver ende.

Pludseligt kan jeg høre, at den ene dør åbner sig forsigtigt. Og jeg vender mig glad om og kigger, hvem der kommer ind, for jeg troede, at på grund af 1.maj ville jeg være stort set alene på skansen.

Ind kommer en meget nøgen ung mand, der kun lige dækker det allermest nødvendige med en klump tøj.

Og der står jeg med øjne så store som tekopper. Altså jeg tror ikke, at jeg ville blive stort mere overrasket, hvis der var kommet en elefant ind af den dør.

Manden futter igennem kælderrummet og ud af den anden dør.

Jeg er ikke helt sikker på, om det er en, jeg har set før. Jeg var alt for fokuseret på, om han nu også var nøgen, eller om jeg havde overset en pikant trusse. Men nej, manden var helt og aldeles bar.

Mysterium!
Sådan noget gør man bare ikke foran mig, som er så ustyrligt nysgerrig.
Hvorfor går man igennem et kælderrum på en uddannelsesinstitution uden tøj på? Altså min første indskydelse var noget med en studenterbar, der er gået for vidt, og så er manden vågnet op på stedet. Det forklarer tidspunktet, men det forklarer ikke rigtigt, hvorfor han ikke havde noget tøj på.
Han kan selvfølgelig have spildt noget og derfor have taget det våde tøj, men hvorfor så meget tøj af?
Min sidste nye teori er, at han efter en brandert er vågnet op sammen med en eller anden, og derfor ikke har noget tøj på, men hvorfor ikke tage bare lidt tøj på, inden man begynder at rende rundt i kælderen?

Ej... jeg forstår det simpelthen ikke.
Kom lige med et bud... gerne fantasifuldt... på, hvad der er sket, før nøgen mand render igennem mit kælderrum. Jeg behøver hjælp her.

onsdag, april 29, 2009

Musik skal der til

Nogle gange er nyt musik lige det, der skal til.
Så frem med dankortet, og jeg har købt:

Szhirley - Gammel Kongevej

Ataf - Kig frem

Karen - Sækken i katten

Mikael Simpson - Inden du falder i søvn

Lucy Love - Daddy was a DJ

Og ja, jeg er en duks, der ALTID betaler for min musik. Jeg er ganske simpelt overbevist om, at hvis jeg ikke gør det, så falder jeg en dag over en bunke sultedøde musikere udenfor min hoveddør, og det magter jeg ganske enkelt ikke!

Noget om boligindretning

Fejlagtigt troede jeg engang, at på et tidspunkt, nok ret langt ude i fremtiden men dog, så ville jeg blive færdig med at rode og rumstere i min lejlighed. Jeg mener... 60 kvm... hvor svært kan det være.

MEN... en af mine nye erkendelser er, at der er intet, der tyder på, at færdig er en mulighed, så jeg kan ligeså godt nyde udviklingen, der sker, i stedet for at kaste skidtet fra mig og flytte i en vis fart. Problemet eller glæden ville helt sikkert flytte med. For det er vist mig, det er galt eller godt med, alt efter hvordan man ser på det.

Hvis jeg nu rum for rum gennemgår udviklingsområderne, så håber jeg på forståelse for projektets omfang.

Gangen er faktisk ikke kritisk. Der er en ledning, som hænger irriterende, og som jeg ikke lige ved, hvad jeg gør ved. Og så er der et garderobeskab, der har en vis tendens til at huse alt, der ikke rigtigt har en plads. Det kunne man nok godt tømme og ordne.

Badeværelset er fint. Her kunne jeg godt tænke mig at få skiftet armatur i håndvasken og brusekabinen til noget fint vandsparehistorie. Men hvordan gør man lige det, når man bor til leje i en almenbolig? Skal jeg betale eventuelt over husleje eller vedligholdelseskonto? Eller skal boligforeningen? Det lyder som om jeg er nødt til at sætte mig ind i nogle paragraffer først, og vupti ,røg det ret langt ned af to-do listen!

Stuen har flere alvorlige problemer. Et belysningsproblem, der går ud på, at der er lamper, der hænger midt i det hele, efter sidst jeg flyttede om. Og at der ikke er lys i nærheden af den sofa, som ellers er som skabt til at strikke i. Upraktisk.
Og så er der vinduerne, hvor der nærmest blæser iskold luft ind om vinteren, og det SKAL der gøres noget ved! Min plan er noget med nogle meget massive gardiner, som vil få enhver af mine naboer til at nikke anerkendende i respekt for, at her er en kvinde, som ønsker at gå ugeneret uden tørklæde i sit eget hjem. Bingo bango.
Eller mangler der at blive hængt billeder op, og så er der et enkelt eller to steder, hvor ledninger hober sig op i uskønne bunker, og det må der kunne gøres noget ved.

Køkkenet har et lampeproblem. Der skal hænges billeder op. Og så vil jeg også gerne have skiftet armatur ved køkkenvasken. Nogen (ingen navne nævnt!) er kommet til at afkalke så heftigt, at forkromningen også gik af...men det blev rent, fnis.
Og så vil jeg gerne have bygget om, så jeg kan få en opvaskemaskine. Igen er det noget med at snakke med Boligforeningen, og vide, hvad der er op og ned i reglementet.

Soveværelset/Krearummet er nok lidt forsømt. Her mangler der også både lys og ophængning af billeder. Og så er der nogle gardiner, som jeg købte sidste år... i juli. Men de ligger jo fint i garderobeskabet. Ups!
Jeg er også i gang med et kassesystem til alle kreatingene. Det kræver blandt andet, at der bliver sat en hylde mere op. Men det bliver så fint!
I soveværelset er der også et meget stort garderobeskab, og det trænger nok også til en smule oprydning. Det er så ufatteligt nemt at lukke dørene og øjnene for det rod.

Så er der de tilstødende lokaler:
Altanen er snart fint beplantet, men mangler det perfekte havemøbel, og jeg tror, at jeg har fundet det. Så skal det vel bare købes, samles, have en madras og have syet nogle puder. Hvorfor findes der ikke bittesmå boligprojekter?

Kælderrummet, har jeg bestemt, skal laves til værksted. Det indebærer, at en samling af flyttekasser og andet rod skal gennemgåes og rydde op/ud. Det er et uhyggeligt perspektiv, men jeg vil jo gerne have mit værksted, så jeg må i gang.

Efter denne liste har jeg faktisk utrolig meget optur over, at jeg IKKE bor på en gammel bondegård eller noget andet vanvittigt. Jeg vil blive kvalt i ting, der skulle ordnes!
Og 60 kvm beton er på mange måder rigeligt til mig og mine kreative udskejelser. Hvordan er det nu, det er? Just do it!

søndag, april 26, 2009

Bip blop

Lidt sjov udgave af Bohemian Rhapsody, som jeg ville have forventet at finde hos Stenstropedia, men som jeg fandt hos Monster Munch.

Jeg ved ikke helt, hvor godt det lyder, men godt fundet på tæller også.

Små og store glæder

I denne uge har jeg glædet mig over:

At jeg cyklede forbi Cirkus Arenas elefanter. Elefanter er sjove.

At jeg havde et dejligt besøg af Maja. Maja er også sjov.

At jeg overlevede endnu en forkølelse.

At det er et år siden, at jeg afleverede speciale og bestod, og der er ikke kommet nogen og har sagt, at den gik ikke alligevel. Og nu er det for sent, Universitet!

At jeg efter flere forsøg har fundet gode kontaktlinser.

At jeg er begyndt på et kassesystem til mit kreative rod.

Og at det har været skønt altanvejr.

lørdag, april 18, 2009

Tænk sig...

at man kan lave LEGOfilm.

Lidt sker der

I en uge, hvor jeg har brugt størstedelen af min tid på at pudse næse, fik jeg ENDELIGT klippet håret kort.



Og jeg fik syet Rasta-Rasmus færdig.



Et tøjdyr med attitude.

mandag, april 13, 2009

Maleri-trylleri


Her har jeg gang i en teknik, jeg lærte for hundrede år og en sommerdag siden.
Jeg fik bare lyst til at prøve igen. En ret uforudsigelig metode, man bare skal kaste sig ud i.



Lag på lag tilføjes og fjernes.




Og frem kommer skarpe kanter og fine farver.




Jeg har lavet maleriet i et ret umuligt format, nemlig 80 x 30 cm, så I får bare et lille udsnit af det færdige værk.
Jeg bliver bestemt nødt til at lave nogle flere.

En lap, to lapper...



Mit seneste kreative syprojekt er nye hynder til stolene i køkkenet. Engang for lang tid siden skrev Madame om disse sofaer. Og jeg måtte jo prøve et lille stykke sammeskudstekstil. Så det blev hynder.



I øvrigt ville alle møbler fra Squint passe framragende i mit hjem. Jeg er helt sikker.

To grønne



I dag har jeg malet grøn. To billeder som en tidligere kollega har bestilt. Nu må vi se, om de er færdige, eller om jeg vil noget mere.
Akrylmaleri er et hit.

Altanlykke


Min altan havde været forladt siden en gang i oktober. Jeg skal ikke nyde noget af vinterhavearbejde, men måske ville det have været en idé at rydde op, inden man gik indendøre.
Nu er det i hvert fald gjort. Så er der bare at vente med tålmodighed på, om der er noget, der kommer op. Om der er noget, der står for tæt eller andre uforudsete hændelser.
I år er jeg ikke på temaaltan. Det gik fuldstændigt badut sidste år. Hele to forskellige blomster sprang ud i 'forkerte' farver. Og sådan noget kan jeg slet ikke klare. Der SKAL være orden.
Så med min personlighed in mente er der denne gang dømt knap så meget farveræs. Og lidt mere lykkefølelse.
Jeg har lige genlæst "På vejen til Bagdad" af Güneli Gün. En fantastisk bog, som selv på nettet virker en smule overset. Blandt andet er en del af bogen centret om det kinesiske ordsprog, der lyder:
"Vil du være lykkelig én dag, så drik dig fuld.
Vil du være lykkelig tre dage, så gift dig.
Vil du være lykkelig en uge, så slagt et svin og spis det.
Vil du være lykkelig hele livet, så dyrke en have."
Godt at årets altanterapi nu er i gang.

søndag, april 12, 2009

Tudetøs

Ja, så er den gal igen. Lene tuder over noget med et talentshow.

Det holder bare slet ikke, at mine tårer flyder over præsidenttaler og talentshows, og ikke normale ting som romantiske film eller alt med børn og dyr.

Men sådan er det!
Her er endnu et eksempel: Susan Boyle!

lørdag, april 11, 2009

Tre på stribe

Sommetider kan en ellers så kendt sang blive vendt helt på hovedet og drejet rundt med et ganske godt resultat.

Her er tre eksempler:

Chris Cornell - Billie Jean

Ray Lamontagne - Crazy

Ryan Adams - Wonderwall

onsdag, april 08, 2009

Birgitte, Birgitte, Begøje

Egentlig er jeg i gang med noget fint krea, som jeg glæder mig til at vise frem, men mine afslappede feriedage har fået en krølle.
Jeg har brugt temmeligt meget tid i dag og i går på at få undersøgt mit øje. Af en eller anden underlig grund ser jeg pludseligt meget dårligt på det ene øje.

Og så er der sikkert dem, der vil sige: "Ser du ikke altid dårligt?" Og jo, men det plejer at hjælpe at tage briller på.

Nå, men nu er jeg blevet undersøgt i de fleste maskiner på sygehusets øjenafdeling, og jeg fejler ikke noget farligt. Hvordan man end vender og drejer mig, så har jeg ikke fået en blodprop. Noget siger mig, at det ville de være ret sikre på.

Men hvad der er med mit øje, er til gengæld et mysterium. Så jeg må pænt komme på sygehuset igen på fredag. Der var lige nogle enkelte maskiner, jeg ikke har været i endnu.

Suk. Det er altså ikke rigtig ferie.

Men hvor er det fantastisk, at vi har et sundhedsvæsen, der bare er der, når man har brug for det. Godt nok er det ekstremt kedeligt at vente på sådan et hospital, men tænk, at man kan blive behandlet, at man ikke skal betale for det og at de behandler folk ens. Og hvilken tålmodighed. Hatten af for de læger og sygeplejelsker og andet, der bare kæmpede løs, selvom der kom flere og flere patienter, og mere og mere personale gik på påskeferie.

Og gamle bitre damer, der bruger deres liv på at brokke sig over, at personalet garanteret laver for lidt og snakker for meget i telefon, skulle tage at være lidt mere taknemmelige. Sgu!

Opdatering: Er blevet undersøgt igen, og måske er der tale om en synsnerve, der har været betændt. MEN for at være helt sikre, så skal jeg da undersøges igen om 14 dage. De gør det grundigt, må man sige.

søndag, april 05, 2009

Fantasien er god

Drømmetydning passer vist ikke til min natlige fantasi.
I nat drømte jeg, at jeg fik et kælepindsvin af Anders Lund Madsen. Pindsvinet havde vinger, kunne flyve og lød navnet Dorte.

Godt så.

fredag, april 03, 2009

Flere forårstegn

Jens skrev forleden om forårstegn, og også i Gellerupparken er det blevet forår.
De legende, grinende børn på legepladserne har været der et stykke tid. Jeg tror, at de følger lyset mere end vejret. Så snart fodbolde kan ses sidst på eftermiddagen, så er der børn!

Og scooterdrengene er kommet ud. Som støjende insekter summer de frem og tilbage på det tålmodige stisystem, og hvor de skal hen, har vist ingen betydning. Drengene skal bare ud og summe.

Men i dag opdagede jeg de sidste, der manglede for at gøre det til et ordentligt forår. I dag, hvor solen har delt gavmildt ud af lys og varme, så jeg cruiserne. Cruiserne er tre-fire unge mænd stoppet ind i et tysk automobil, allerhelst af den åbne slags. De unge mænd er svøbt ind i attitude og lyden af dunkende bas. Og jeg lover jer, at der er ikke en eneste solbrille, der sidder forkert i de biler.

Cruisernes vej fører blandt andet igennem Park Allé i midten af Århus. Et bredt lige stykke vej, hvor der er gode muligheder for at se og for at blive set. Skulle der være en enkelt eller to unge kvinder, der har stået og ventet på bussen, og pludseligt har følt sig nøje overvåget, så er det ikke en tilfældighed. Det skulle ikke komme helt bag på mig, hvis der er en form for karaktersystem gemt i de der biler. Tjek smil, tjek stil, bryst og bagdel.

Er det ikke bare fordomme? Og minder det ikke om et spil? Jo, da.. Mujaffa-spillet, men derfor kan satiren godt have en afsmitning af virkeligheden.

Men inden at det bliver alt for meget ja-sådan-er-de-jo-allesammen, så skal jeg også fortælle om nogle andre, jeg så i dag.
Tre-fire unge kvinder med hovedtørklæde og stil proppet ind i en bil, og så skal der cruises! Musikken fra disse biler er knap så høj, men så ville den formentlig også overdøve en masse dejlig snak. Og jeg lover jer, at der sidder heller ikke en eneste solbrille forkert i de biler! Mon ikke, at der er også her, kunne gemme sig et karaktersystem? Tjek smil, tjek stil, muskler og bagdel.

Ja, foråret er i den grad kommet til Gellerupparken. Cruiserne m/k er kommet ud.

tirsdag, marts 31, 2009

Bedre sent end...

I dag gik der et lys op for mig.

På et af de mange borde, jeg ser på mit arbejde, lå der et blad. Og for et par dage siden så jeg, at det hed PC-WARE. Det sagde mig ikke et klap. Men der var noget med det blad.
Dagen efter så jeg, at Chris MacDonald var på forsiden, men ikke om det fik mig på rette spor.
Nogle gange kan jeg være uhyggelig langsom i hovedet!

Så i dag så jeg bladet og tænkte straks: "Det er jo Leif!" Eller i hvert fald hans firmablad.

Det går hurtigere, at når jeg ser en pakke fra FedEx, så tænker jeg på Nille.

Hvor hyggeligt. Jeg har simpelthen mine blogvenner med på arbejde.

Hvad det bloggeri ikke bringer med sig!

torsdag, marts 26, 2009

Dramadronning

I dag lykkedes det mig på arbejdet at sige "hmm" fuldstændig ligesom Miss Piggy.
Hvor sejt var det! På den helt rigtige måde, hvor luften bliver inde i munden, og dramaattituden var perfekt.
Den studerende, som det gik ud over, så da også behørigt flov ud.
Jeg siger jer - hvis jeg kunne gøre det igen, så røg det direkte på mit CV som spidskompetence.
Men jeg kan ikke! Skuffende.

onsdag, marts 25, 2009

Hvis man bliver, hvad man drikker...

Normalt drikker jeg ikke te.
Jeg er et kaffemenneske. Jeg synes, at der er noget mistænkligt frelst og sundt over te. Kaffe er en mere syndig drik, som jeg ligesom bedre kan forholde mig til. Hvorfor det er sådan, aner jeg ikke.
Men så ville jeg have noget varmt at drikke på mit job, og jeg kunne ikke overskue at medbringe min uundværlige sojamælk. Så te måtte det være. Og jeg fandt denne Yogi Te.
Lugter det ikke bare langt af helse?
Jeg indrømmer dog gerne, når jeg har fordomme, og disse bliver gjort til skamme.
Teen smager fantastisk, og jeg har tømmet den første pakke.
Ser man det!
Jeg kan ikke mærke, om jeg bliver en Yogi, men det er da en mulighed.

Hårkrise

Jeg trænger til at blive klippet.
Faktisk er det så slemt, at jeg er på vej til at udvikle mig til en mellemting mellem Animal og Chewbacca!

Og det er værre endnu. Jeg havde tænkt mig at vente tre ugers tid mere, før en frisør får lov at slå sig løs i høstakken. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at finde min egen hårfarve frem. Bare for en tid.

Men hvordan jeg klarer de tre uger, er en gåde. Jeg kan ikke se noget for hår, og jeg frygter dagligt, at jeg bliver til en af den slags hårbolde, som katte kaster op.

Jeg kunne også selv klippe det lidt til, men mit hår er en fælde. Bedst som man klipper og klipper og ikke synes, at man overhovedet kan se forskel, kan man pludseligt se det, og så ser det farligt ud. Tror nu, at jeg tænker over det, at mine frisører igennem tiden sommetider har oplevet det samme.
På den anden side... ser farligt ud? Jamen, det gør det jo allerede.
Tre uger!

torsdag, marts 19, 2009

Wake up call

Jeg har været udsat for noget, som har rusket i mig, men det er en lang historie.
Hvor skal jeg begynde?

Jeg kunne jo prøve med mit arbejde. Jeg gør rent, og det er bestemt ikke særligt fancy, men ved mirakuløse omstændigheder er jeg havnet på Geologisk Institut på Århus Universitet, og det er slet ikke så ringe.
Allerede dag 1 bestemte jeg mig for, at gaven ved dette job var den inspiration, der i bogstavligste forstand vælter ud fra hver en krog. Der er fossiler, sten, krystaller og plastik dinosaurer over alt! Og er Per Kirkeby måske ikke geolog? Og han har også fået sin inspiration et sted fra.

Så altså - Min i forvejen visuelt tænkende hjerne er de sidste par måneder blevet tanket op... som i helt vildt tanket op!
Og når jeg så samtidig tit får af vide, at jeg skulle tage at male noget mere. At jeg slet ikke kan lade være med at male, og at jeg egentlig heller ikke har de store problemer med at komme af med malerier, så er det jo bare at gå i gang.

Som om!

Heldigvis har jeg jo Pearl. Og hun kan fortælle mig, at når man har det som hun har det med musik, og som jeg har det med at male, så er det noget, man gør, fordi man ikke kan lade være! Det er ikke, fordi jeg nødvendigvis skal være den store kunstner.
Jeg bobler bare over med farver og former, og det vil jeg gerne vise til alle jer andre. Men jeg får ikke rigtigt gjort ved det.

Og således har jeg gået og tumlet med min kunstneriske usikkerhed i en tid.

Men så indtraf der noget uhyggeligt. Jeg skulle til tandlæge, og som om det ikke var slemt nok i sig selv, var der hængt billeder op hos selv samme tandlæge.
Teknisk set fine billeder. De var bare en helt ulidelig blanding af beige, guld, sort og blonder. Og værre blev det, da jeg så, at maleren var én, som jeg havde været på kunstkursus med!
Her var der altså en med det mod, jeg ikke har. En, som godt turde at udstille. Og derfor havde jeg intet at skulle have sagt om god smag.
Og så hos min tandlæge!

Så nu er jeg altså blevet flået ud af min bekvemmelighedszone. Et eller andet må der ske.
Ikke at jeg ved hvad, men det finder jeg vel ud af.

Gave


Ja, på min blog og i mit liv som sådan kan man sagtens gå direkte fra finansjournalistik til modellervoks.
Min søster har været på ferie i Polen og havde en gave med til mig. Og her skulle man tro, at jeg var kommet i en alder, hvor jeg ville få noget damet, men heldigvis kender søster mig bedre. Så jeg fik modellervoks..To pakker! Det er fantastisk.
Hvad skal jeg forme? Små dyr? Sjove ansigter? Eller lave en lille film. Uhh, mulighederne er mange. Tror nok, at jeg ved, hvad jeg skal lave i weekenden.

lørdag, marts 14, 2009

Finansjournalistik for alvor sjovt

Jeg eeeeeeelsker The Daily Show!

Hvorfor er et amerikansk satireprogram om politik, medier og andet nyhedsstof så så fantastisk?

Det er sjovt, informativt og bare almindeligt genialt. Jeg henter inspiration og høje grin fra det program, og så bliver jeg til stadighed overrasket over den befriende mediekritik og manglende leflen, der præger programmet.

Grunden til at jeg er nødt til at skrive om The Daily Show lige i dag, er at der i denne uge har været en større diskussion om finansjournalistik. Det kulminerede med et interview d. 12 marts, som jeg havde glædet mig til i flere dage og som ikke skuffede, men nærmere satte en tyk, fed streg under, hvorfor Piet Hein har ret, da han konstaterede, at »Den der kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt, han har faktisk fattet begge dele lige dårligt!«

Så hvis du ikke allerede har set Jon Stewart vs. Jim Cramer, vil jeg kraftigt anbefale det.

Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst, om nogensinde, har set en interviewer, Jon Stewart, der i den grad får den interviewede, Jim Cramer, helt ud, hvor det gør rigtigt ondt at se på, bliver rigtigt alvorligt og rammer så dybt og så grundlæggende ind i, hvad det er, journalistik kan, når det er bedst.

Mennesker og medier på P1 handlede i denne uge også om finansjournalistisk.
Og jeg har ikke et klap forstand på finanser, heller ikke mine egne. Jeg er bare meget glad, når der er nogle, der på vegne af dig og mig og alle andre sætter spørgsmålstegn ved de medierne, der vil give den som uafhængige og den 4. statsmagt.

Jeg tror lige, at jeg printer et foto af Jon Stewart ud og hænger op på min idolvæg!

tirsdag, marts 10, 2009

Fælde

I dag var jeg inde i noget, der for mig minder om verdens farligste butik, nemlig Aart de Vos.
De sælger alt, hvad en waanabe kunstdims som mig kunne drømme om at lege med og lidt til...

Derfor havde jeg også en nøje plan i dag. Jeg skulle bruge præcis det og det.

Så kom jeg der ind, og de havde udsolgt af lige det, jeg skulle have! Hvad gør man så? Laver en lynhurtig plan B og køber alt muligt andet. Hov!

mandag, marts 02, 2009

Money, money

Ud af rødvinstågerne, og så var det mandag.

En dag, som jeg har ventet med spænding og almindelig mismod.
Det åbenbart er store udgivelsesdag i dag!

Først de store - de bedste irske venner, som stabilt har leveret soundtracket til stort set alle kriser, jeg har haft i mit liv. U2 har udsendt 'No Line On The Horizon', og jeg kan ligesom mærke, hvordan alle de andre U2-CDer i husstanden, og der er mange, savner den lille ny.

Så noget København - Jokeren har udsendt 'Den tørstige digter'. Jeg synes altså, at alt det der værthus-Københavner snak minder mig tilstrækkeligt meget om Dan Turèll til, at det er fantastisk.
Og jeg vil også bo på Christianshavn eller Vesterbro eller bare synge en sang med Peter Belli.

Tilbage i Århus har en ung mand endeligt taget sig sammen til at udsende sit album. Negash Ali har udsendt 'Asmarino'. Og han er så dygtig! Og jeg fatter overhovedet ikke, hvordan man kan så livsklog i den alder. Og jeg tror heller ikke, at jeg vil vide noget.

Og hvorfor er det så, at jeg ikke har købt mig fattig i musik i dag?
Fordi jeg har været til tandlæge.
Og det var de penge.
Suk.

lørdag, februar 28, 2009

Ked af at sige det

Jeg burde bruge en tom lørdag til at gå en lang tur i det friske vejr.
Til at cykle en skøn tur rundt om Brabrandsøen.
Til at besøge mennesker, jeg holder af.
Til at tage ud og se noget spændende kunst.

MEN nej.... sofa, tøsefilm og jeg har åbent en flaske rødvin.
Jeg er en kliche, og i dag svælger jeg i det.

tirsdag, februar 24, 2009

Strik og sy

Mit maveindhold har bestemt sig for at søge hurtigest muligt mod udgangene, og derfor har jeg været på min sofa med kort afstand til toilettet hele dagen.

Der er heldigvis bedring, så nu brummer maven bare. Gad vide, om den prøver at sige noget?
Jeg tænkte, at jeg ville bruge den uventede hjemmedag til en lille opdatering på kreative projekter.
Jeg har strikket en lille bitte sok, som nu mangler en makker og en baby! Læg mærke til, at jeg har lært at strikke snoninger, hvilket jeg faktisk troede umuligt, men hvor der er vilje, er der vej. Det gælder åbenbart også i strikkeopskrifter.
Og så er der Rasta-Rasmus, barselsgaven. Som det ses på skitsen, er jeg ikke helt enig med mig selv om designet.
Jeg kan heller ikke finde ud af, hvad stof han skal syes i. Skal det være det orange, sjove, eller det brune, pæne? Sjov eller pæn?
Hmmm.... Enten tænker jeg meget eller også syr jeg en i hver farve.
Det tager bare uhyggeligt lang tid at lave rasta-håret. Men det går da fremad.
Og så er der tålmodighedssokkerne. Jeg har simpelthen fundet en løsning på min inderlige modvilje mod at lave to ens. Jeg laver da bare to sokker, der er ens i mønsteret og forskellige i farven. Det er ren Pippi. Og min mor vil godt gå med dem.
Til sidst er der så et projekt, som ikke er kommet længere end, at jeg har købt rundpinden, der skal strikkes på. Jeg har en idé om en strikhue. Men måske skulle jeg lige blive færdig med noget af det andet først.
Flere projekter er allerede på tænkeplan, så jeg må hellere finde sofaen og noget strik igen.

søndag, februar 22, 2009

Krea eller kaos


Hov... Mit arbejdsbord viser med al tydelighed, at mit oprydningsprojekt har fundet sig et naturligt niveau.

lørdag, februar 21, 2009

Lad tilfældet råde

Maja har en sjov leg:

1 - Go to "wikipedia." Hit “random... Read More... Read More” or click http://en.wikipedia.org/wiki/Special:Random The first random wikipedia article you get is the name of your band.

2 - Go to "Random quotations" or click http://www.quotationspage.com/random.php3tationspage.com/random.php3 The last four or five words of the very last quote of the page is the title of your first album.

3 - Go to flickr and click on “explore the last seven days” or click http://www.flickr.com/explore/interesting/7days Third picture, no matter what it is, will be your album cover.

4 - Use photoshop or similar to put it all together.


Mit kom til at se sådan ud:

Sejt! Man kan jo nærmest se, at jeg er ude i noget friskt popmusik af den hitbare slags.
Maja... Hvordan laver man så musikken?

onsdag, februar 18, 2009

At Last

Ok.... indrømmer, at dette klip kan bringe ikke-romantiske Lene lidt ud af kurs!

søndag, februar 15, 2009

Nyt solskin i en tom skal

I går var jeg ude med Pearl og efter et hyggeligt besøg i den skønneste lejlighed, som jeg nu er pivforelsket i, tog vi til reggae på Voxhall. Det var perfekt, afslappende og lød som sommer.

Men det helt vilde ved gårsdagens udeliv var mig! Sidst jeg så Pearl, var jeg frygteligt syg af stress eller depression, eller hvad pokker det er, jeg har raget til mig. Jeg var nærmest grå, stille og kunne intet rumme.

Anderledes var det i går. Jeg kunne uden videre huske bustiderne for en linje, jeg sjældent bruger, og der var Pearl og jeg helt oppe og kører over, når man tænker på, at det er mindst et halvt år siden, at jeg har kunnet huske noget som helst.

Jeg kunne snakke med for mig nye mennesker, lytte til dem og grine med dem.

Jeg kunne være til stede uden at føle den dræbende tomhed.

Jeg kunne ikke lade være med at smile, fordi jeg var i et dejligt selskab og havde det godt.

Det er desværre ikke sådan, at jeg ved et magisk knips er helt og aldeles rask, men jeg er på vej den helt rigtige vej. Det er så stort!!!

lørdag, februar 14, 2009

Køkkenbord søges


Før
Dot fik mig overtalt til en opvaskkonkurrence, så her er udgangspunktet. Og så måtte jeg jo i gang.


Efter
Som det ses, blev jeg ikke færdig, og telefonen ringede hele tiden, og jeg tabte konkurrencen, og det hele er en jammer. Nu er jeg i gang med at lave noget nyt opvask, så jeg er klar til en konkurrence igen.

torsdag, februar 12, 2009

Hvad er nu det?



Jeg har hæklet en dims, som forhåbentlig giver meget mere mening, når jeg har hæklet cirka 40 flere af slagsen.
Det er til en barselsgave, og det er det bedste leg af den kreative og uforpligtende art.

lørdag, februar 07, 2009

Et lille suk om svensk krimi

Tålmodighedstesten går langsomt fremad, men dog fremad. Jeg strikker en meget fin sok, og når den engang har fået en makker, kommer der et billede. Der slags tager åbenbart tid.

Men det er også, fordi der indsneg sig en tidsluger. I et anfald af nu-skal-jeg-altså-lytte-til-flertallets-smag har jeg læst en svensk krimi. Og ikke bare en hvilken som helst svensk krimi. Næ, jeg kastede mig ud på dybt vand og læste "Mænd der hader kvinder" af Stieg Larsson.

Skæbnen ville, at en af mine tidligere kollegaer afslørede mig og mit nye læsestof, og hendes første kommentar var da også: "Er du meget syg?" Jeg har nemlig en ret barsk holdning til krimier, især nordiske og især hvis andre synes, de er gode. For så kommer jeg til at læse dem med en forventning om, at jeg også kan lide dem. Forkert!

Nå, men hvordan gik det så for vores nye svenske ven?
Den levede op til sit rygte som en page turner. Den slags bog, der som junk food bare skal kastes ind. Jeg læste den på et par dage, og det var underholdende. Men der var som frygtet ikke meget substans.
Og værst... den slutter på en måde, så man bliver fristet til at læse den næste i serien. Jeg bryder mig ikke om den slags. Hvis jeg har brug for et svensk krimimisbrug, er stoffet ikke svært at få fat i. Jeg behøver ikke at lokkes ind i noget.

Måske læser jeg den næste Stieg Larsson også. Bare for at slå mig status som kvinden, der hader krimi helt fast. Jeg er for nem.

tirsdag, februar 03, 2009

Det må komme an på en prøve

I mit strømpestrikningsprojekt prøver jeg nu med noget helt nyt: Tålmodighed! Jeg har simpelthen besluttet mig for at trævle op, øve mig og blive dygtigere...

Enten lykkes det. Jeg bliver bedre til at koncentrere mig og knap så hektisk.
Eller også eksploderer jeg i et vanvittigt anfald, hvor strikkepinde ryger gennem luften i voldsom fart.

Vi får se.

Film for mig

Uh... hvor har jeg set Godfather-film. Det var ligesom at læse en god bog! Det morsomme er, at jeg har set en masse senere gangsterfilm, og nu har jeg luret, hvor citaterne kommer fra.

Én ting har jeg fattet. Der er åbenbart stor forskel på, hvad der er forretning, og hvad der er personligt. Jeg kan næsten ikke vente til, at jeg skal se filmene igen....

Se de film! De er faktisk overhovedet ikke romantiske, bare fantastiske.

fredag, januar 30, 2009

Prognose for en god weekend

Der er flere grunde til, at jeg siden i mandags har glædet mig til weekend, og nu er den her så.

Jeg fik simpelthen Godfather-triologien i fødselsdagsgave af min søster efter at have plaget!!!
Så nu er der dømt sofa og fjernsyn i mange timer...

Og så skal jeg have bagt en rasende masse kager. På søndag kommer der gæster, og jeg har på en eller anden måde selv opdraget dem til, at en kom-sammen med mindre end fem forskellige kager er en sølle fest!

Det er weekend, og jeg trænger til den afslapning og selskabelighed, der byder sig til.

onsdag, januar 28, 2009

Gode nyheder

Nogle undersøgelser kommer bare som kaldt. Her er en af slagsen om kvinders skønhed. Det lover godt for det kommende år.

mandag, januar 26, 2009

Hip, hip

I dag for 32 år siden kom jeg til verden på dette sted. Jeg er simpelthen indfødt århusianer.
Det var da meget heldigt! Når jeg selv skal sige det.
Det må fejres.

søndag, januar 25, 2009

Halvt fuldt eller bare helt tomt

I øvrigt så bryder jeg mig ikke om, når jeg tror, at der er en lille slat kaffe tilbage i koppen, og så viser det sig, at den er tom!

Så skal jeg jo til at tage stilling, om jeg har brug for en ny hel kop kaffe, eller jeg bare skal savne.

Ikke et stort søndagsproblem, men nok til at skuffe en anelse.

København tur-retur

I går var jeg på endags-tur til København.

Tidligt op og afsted med tog, hvor jeg underholdede mig med at strikke en sok.
Vel mødt i København, DSB var utroligt punktlige i går, mødtes jeg med Dot, min kære studieveninde. Vi tog på sticks'n'sushi og nød dejlig mad og en masse snak.

Så var der dømt kaffebar, hvor vi både fik lært Dot at strikke rib og fik kigget i en kæmpebog om fotografen David Lachapelle.

Herefter skiltes vores vej. Dot tog til Jylland, jeg tog til blogtræf.

Altså hvad der præcis er med de blogtræf, kan jeg vist ikke forklare. Jeg ved bare, at det er usædvanligt hyggeligt, og at der bliver snakket igennem, selvom man sidder blandet forholdvis ukendte mennesker.

Jeg fik mig placeret i den ene ende af de to langborde og var faktisk stort set omgivet af de mennesker, jeg mødte til blogtræffet i september. Om det var, fordi det udgjorde en eller anden form for tryghed eller, fordi vi bare har meget at snakke om, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Mange emner blev vendt. Fra en deling af Danmark som i Jylland for sig selv og resten for sig selv. Jens, det går jo ikke. Man tager jo ikke til blogtræf i fremmede land, vel?
Til den almene tilstand hos Helle Thorning-Schmidt. Leif altid får mig rodet ud i den diskussion, og det er vist hellere ikke særligt svært.

Så var det desværre slut på blogtræf for mit vedkommende. Jylland kaldte. Donald var så sød at følge mig til toget. I toget var jeg så kæk, at jeg diskuterede strømpestrikning med to ældre fagforeningstyper. Og sådan kan man sagtens underholde sig på den lange vej til hjem.

Det var en fantastisk dag i København. Det gør jeg gerne igen.

tirsdag, januar 20, 2009

søndag, januar 18, 2009

Smag og behag

Akut fjernsynskrise!

Min mor ringede og foreslog, at jeg skulle se en romantisk film. Det er jo egentlig meget sødt, men jeg ser ikke romantiske film!

Hvordan kan min mor tro, at jeg har skiftet personlighed, fordi jeg har fået et fjernsyn???

Der er to muligheder: Enten tror hun, at jeg rent faktisk er blevet mere rund og mild og derfor sætter pris på romantiske film eller også håber hun, at jeg kan lære det.

Nej, nej og nej. Hun må da vide, at jeg er meget mere til film, der ender forfærdeligt. Film, hvor folks sjæl og resten af kroppen risikerer at blive lemlæstede og film, hvor lyset ikke bliver slukket eller der er rå klipning, hvis der skulle vise sig noget hud.

Et eller andet sted kan jeg måske godt en lille smule forstå, hvorfor det er, at min mor håber.
Men min filmsmag er en del af min personlighed, og ikke en fejl ved mig...

Et skrummel flytter ind

I går fik jeg et fjernsyn. Det er lidt af en begivenhed, eftersom jeg ikke har haft fjernsyn de sidste godt og vel syv år.

Det var nu heller ikke, fordi jeg ønskede mig et, men min søster havde fået nyt kæmpe fjernsyn, og så pegede pilen pludseligt på familiens fjernsynløse tilfælde.

Og indtil videre er jeg meget glad. Jeg er sikker på, at jeg har et ret stort talent indenfor sportsgrenen sov-foran-tændt-flimmer. Og jeg fik strikket, drukket kaffe og slappet glimrende af foran et fantastisk program om Johnny Cash.

Og vigtigst... jeg har nu gode muligheder for at se talen på tirsdag. Sofaen er klar, fjernsynet er klar, jeg er klar og lommetørklæderne bliver det.

Hvordan jeg så i øvrigt får det til at fungere med den nye stueven, det må tiden vise.

torsdag, januar 15, 2009

Spøgelsesproblemer

I dag på arbejdet trådte jeg et skridt tilbage og fik pludseligt en mærkelig kold fornemmelse rundt om mit ben og min fod.

Min første tanke var: "Århhhh nej, jeg har trådt på et spøgelse!"

Altså, der var heller ikke spor af, hvad den kolde fornemmelse kunne skyldes, men derfor behøver min fantasi jo ikke gå i selvsving.

Nu er jeg bare kommet i tanke om, hvad nu hvis man faktisk træder på et spøgelse... forfølger de så én til evig tid eller dør de bare igen?

tirsdag, januar 13, 2009

Den store tåretale

Der er syv dage til, og jeg glæder mig som et lille barn til juleaften.

Jeg tog det godt nok ikke helt godt sidste gang. Jeg turde først at se talen en måned efter, den blev holdt. Og jeg græd og græd og græd. Så gik der en uge, og jeg prøvede forsigtigt at se den igen. Og så græd og græd og græd jeg en gang til.

Jeg tror, at jeg har det med store politiske taler, som mange andre har det med romantiske film. Jeg bliver så frygteligt rørt, at tårerne render, og bagefter er jeg nok en smule forelsket.

Der er syv dage til, at Barack Obama bliver indsat som præsident i USA og skal holde den store tale om, hvordan verden hænger sammen.
Jeg glæder mig helt vildt. Skal nok lige have nået at købe stort ind af lommetørklæder.

søndag, januar 11, 2009

Pip

Bare rolig...jeg har det godt.
Jeg får bare ikke lige blogget, fordi tiden flyder afsted og fordi jeg lige skal vænne mig til det nye job.

Jeg er snart tilbage.

tirsdag, januar 06, 2009

Godt Taget

Hvor er jeg dygtig. Jeg er blevet færdig med at rydde op og har i den sidste måneds tid gjort en masse gode ting for mig, så jeg kunne slippe ud af en skræmmende sump.

Ny kost, nyt arbejde, nyt hjem, nye vaner og tankeoprydning med professionel hjælp... Sådan!

Men der er sikkert nogle, der er bekymret for, om min personlighed nu kan klare alt den forandring. Og til det er der kun at sige, at jeg er totalt, som jeg plejer at være.

Bevis: I dag, dag to på nyt job, kigger jeg mig selv i et spejl efter tre timer på arbejde, og hvad ser jeg? Størknet næseblod ned ad overlæben.

1.: Hvorfor opdager jeg ikke sådan noget med det samme?
2.: Hvor mange på min nye arbejdsplads mistænker mig for at have et stofmisbrug?
3.: Hvad er sandsynligheden for, at sådan noget sker i det hele taget?

Utroligt så meget mig der er tilbage.


mandag, januar 05, 2009

Flugten til Afrika

Med alle de dårlige nyheder der ellers florerer, så er denne kærlighedshistorie da fin.

Ser man det


Til dem, der bare hader strik i blogs. Hop lige denne post over!
Til jer andre: Se, hvad jeg kan!

lørdag, januar 03, 2009

Så langt


Se godt på dette billede. Det er meget sjældent. Et kreabord uden rod.

Og skulle nogen fristes til at spørge, hvor mange farveblyanter en gennemsnitlig akademiker kvinde i begyndelsen af 30'erne egentlig har brug for? Så er svaret: "Mange!"

Næste spørgsmål: "Lene, hvor er det metertykke lag af papirer, der plejer at flyde på kreabordet, nu?"
Ja, det er så kastet over i den nærmeste tomme lænestol og venter på, at oprydningsekspressen kommer forbi. Suk.

torsdag, januar 01, 2009

Nyt

Godt nytår til jer alle. Nyt år, nyt mod, nye projekter...

Jeg har fået ryddet lidt på min blog. Forkølelsen er ved at være væk, og nu er jeg så tilbage ved den store oprydning, som også ramte bloggen.

Ellers er der sket det nye, at min kanin er død..piv!
Og at jeg har lært at strikke strømper.

Det er ikke verdens revolutioner, der sker i mit lille hjem, men mindre kan også gøre det, og med rette kaldes liv.

Det med at strikke strømper kom sig også lidt af projekt oprydning. Jeg havde nemlig i min utålmodig kastet pinde og garn fra mig, da jeg ikke kunne finde ud af det. Men under min oprydning blev jeg tvunget til at spørge mig selv, om jeg ville skille mig af med skidtet eller få det lært. Smart!

lørdag, december 27, 2008

Tilstandsrapport

Der er fremgang. Jeg er knap så forkølet, som jeg har været. Der er bedring på så mange punkter, at jeg som en anden superwoman skulle ud og handle i dag.

Og det gik overordnet fint, men i et prøverum skulle jeg lige lave en hurtig bevægelse fra foroverbøjet til oprejst.
Og så fik jeg ellers hedetur, prikker for øjnene og åndenød på én gang!

Jeg fik hurtigt handlet færdig og kom hjem igen. Jeg har nu helt droppet hurtige bevægelser og er gået over til strømpestrikning.

torsdag, december 25, 2008

Lille

  • Næseblod -tjek!
  • Snot, der løber så voldsomt, at jeg må skifte trøje tit (ja, det er ulækkert.) - tjek!
  • Vågen i cirka fire ud af døgnets 24 timer - tjek!
  • Gode forsøg på at hoste vrangen ud på mig selv - tjek!
  • Hævede, røde øjne, der løber i vand, og som får mig til at ligne en skrubtudse, som i øvrigt på latin hedder en Bufo bufo - tjek!
  • Feber, der får min hud til at føles som brand og resten af kroppen som is - tjek!
  • Hovedpine på grund af det snotbassin, der er flyttet ind i hovedet og klemmer på de ting, der boede der i forvejen - tjek!
  • Læber, der tørrer ud og leder tankerne hen på følelsen af bark - tjek!
  • Masser af selvmedlidenhed - tjek!

Jeg er så stadigvæk forkølet. Godt at det er en af den slags dage, hvor det er helt legalt at ligge på min mors sofa og bliver forkælet.

Lene 4 år.

Hint med magnet


Se, hvad jeg blandt meget andet fik af familien i julegave!
Jeg tror, at de prøver at sige noget...De klukkede i hvert fald meget.

onsdag, december 24, 2008

Julehilsen fra Gellerupparken


Glædelig jul allesammen.

Jeg er stadig pivforkølet, men tror bestemt godt, at jeg kan pakke gaver ud og kan se så sløj ud, at jeg totalt slipper for at lave noget hele aftenen.... hehe!

mandag, december 22, 2008

Julelatter og minus stemme

Puha...hvor er jeg blevet snottet og hæs. Jeg troede ellers lige, at jeg var blevet rask, men vupti kom det tilbage.

Når jeg har energi til det, rydder jeg stadigvæk op.

I går havde jeg grineflip sammen med Søster, da vi i fællesskab skulle pynte juletræ. På en eller anden måde kom jeg til at ryste en stor kasse med julekugler, så bunden af kassen røg ud.
Jeg vil sige det på den måde, at de kugler, der ikke øjeblikkeligt afgik ved døden, trillede i alle retninger, og især ind under møblerne. Og så var morskaben ligesom i gang.

Jeg håber, at jeg snart er rask, færdig med den store oprydning og har syet alle mine indkøbsnet. Jeg ved da, hvad juleferien skal gå med.

onsdag, december 17, 2008

Nye tider


Sådan så det blandt andet ud under min oprydning. Den ene plastikpose efter den anden købt fordi jeg glemmer at tage et indkøbsnet med.

Men det går ikke længere. Så jeg har sat mig for at sy et indkøbsnet til hver af de tasker, som jeg kan tænkes at bringe med ud at handle.



Og det her er så det første. Slut med de plastikposer!

mandag, december 15, 2008

Temasang

Min nye oprydningstemasang...

Feber og fund

Ok, at sove hjalp for en tid, men nu har jeg feber igen og er lidt mat. Så oprydningen kommer vist ingen sted i dag.

Jeg har dog været i gang med en større mental rengøring i dag, og det gør godt, er hårdt og rykker for vildt. Måske slet ikke en dårlig indsats, selvom jeg er sygdomsramt.

I går fandt jeg i øvrigt midt i oprydningsræset mit USB-stik, og det er jo meget godt. Det sjove er, at jeg troede, at jeg havde mistet det på en skole, så jeg har efterlyst det der, og skolen har ringet og sagt, at de har fundet det?!? Så jeg skal bare have det hentet... Hmmmmm.

søndag, december 14, 2008

Hvad?

Uha, hvor går det godt med at rydde ud. Jeg har været flittig i dag, og det føles fantatisk.

Men hvad er nu det? Måske er jeg overfølsom for oprydning. Jeg er helt varm, mine øjne kløer, jeg har ondt i halsen og jeg snotter.....
JEG ER BLEVET FORKØLET!
Det skete bare ikke.
Nu drikker jeg noget mere te og sover 12-14 timer, og så er det væk! Basta!

fredag, december 12, 2008

Den omvendte julekalender

En lidt stille dag på oprydningsfronten. Er gået en lille smule kold i det store arbejde. Det går stadig fremad, bare langsommere. Og så havde jeg også en kæmpe veganeropvask, jeg skulle tage mig af. Når jeg skal lave god mad, så skal alle gryder i gang. Og så ender det på et tidspunkt med opvask… masser af opvask!

Det opmuntrende er, at min søster har været forbi og beundrer mit værk. Og så er jeg vel klar til at kaste mig over køkkenskabene.

Jeg har i forbindelse med oprydningen hørt om 'Den omvendte julekalender'. En julekalender, hvor man fra d. 1. december til d. 24. december hver dag bærer en sort sæk med skrammel. Smart!

torsdag, december 11, 2008

Mindre rod, mere glæde

Det går godt med den store oprydning. Men det går langsomt. Forbløffende mængder skrammel finder nye pladser eller affaldsposer.

Jeg fortsætter fra den ene ende af lejligheden til den anden. Og imens kan jeg passende høre Apropos' tema om ressourcer.

tirsdag, december 09, 2008

Én ting ind, to ting ud

Hvis jeg nogensinde skal gøre mig håbe om at slippe det endeløse forbrug, er jeg nødt til at give slip på noget. Og jeg ved godt, hvad det noget er. Det er nemlig sådan, at hver gang jeg taler med andre om, hvorfor det er, vi har så mange ting, så siger de: "Lene, hvad med alle dine bøger?"

Hver gang!

Så jeg må vel med bævende hjerte lære at give slip på noget, jeg elsker. Mine bøger.

Og nu har jeg sorteret ud… 30 bøger, tror jeg, at det blev til. De er pakket i kasser og står nu klar til at blive kørt i en genbrugsbutik. Det er en fin begyndelse, synes jeg. Næste slag bliver at rydde op i mine sko! Jeg kan godt!

Og nu skal der nok være nogle, der spørger: "Hvad hulen har oprydning med forbrug at gøre?" Og det skal jeg straks svare på. Jeg kunne måske godt være sådan en, som kom til at købe ting, fordi jeg ikke ved, hvor tingen er. Og pludselig har jeg fem af den samme ting!

Se eventuelt denne film om oprydning.

mandag, december 08, 2008

Tiderne ændrer sig

Min blog er ved at ændre karakter. Det er jeg også. Jeg vil et andet sted hen. Og min blog skal med.

I begyndelsen havde jeg en blog, fordi det hørte sammen med semesteret på Journalisthøjskolen, så prøvede jeg at gøre det til en blog om at bo i Gellerupparken, men pludseligt kom der speciale og job og alt muligt ind over. Tit er det en billed- og fortælleblog med fragmenter af oplevelser. Og det vil det sikkert blive ved med at være fremover.

Men nu skal min blog også være noget andet. Den skal være med til at holde styr på, hvad der foregår, når jeg er i gang med at rydde op, rykke rundt, smide ud og lave om.

Det drejer sig om nogle nye prioriteringer. Jeg er blevet træt af, at min vægt stiger og stiger som en luftballon. Jeg er træt af at forbruge og forbruge, og at jeg ikke kan gennemskue, om det er godt for økonomien og skidt for klimaet. Eller om der er små børn i Afrika, der steger ihjel, hvis jeg køber billigt tøj fra Asien, eller om der er små børn i Asien, der dør af sult, hvis jeg ikke gør det.

Så handling må der til. Ord alene gør det som bekendt ikke.

Og det er her, at alt det med at spise grøntsager, korn og andet mums i stedet for kød kommer ind i billedet. Jeg har brug for at ændre min kost og at føle, at jeg gør et eller andet for at begrænse et mere eller mindre løbsk forbrug, som, jeg såmænd ikke tror, er så meget værre end andres.

Da jeg sagde det til mine kollegaer den anden dag, var en af reaktionerne: "Er det ikke lige lovligt politisk korrekt?" Det er det måske. Og jeg skal også lige vænne mig til tanken. Ændring af vaner tager tid. Ændring af mine vaner tager lang tid.

På Do The Green Thing er flere ideer til at forandre små ting, der gør en verden til forskel. Blot til inspiration, ikke prædiken.

torsdag, december 04, 2008

En klassiker


Altså selvom jeg ikke er klar, så er det blevet december. Og så må jeg jo hellere begynde på noget julepynt.
Hvide hjemmeflettede julestjerner er nok faktisk mit mest konservative træk. Mere klassisk, pænt og kedeligt bliver det næppe. Men på den anden side er det en forholdsvis uskyldig last. Jeg laver nogle flere, gør jeg!

tirsdag, december 02, 2008

Lommefund

Jeg skulle lige tømt en inderlomme i en taske, og der fandt jeg:
  • en stift til myggestik,
  • mit længe savnede sygesikringsbevis,
  • en hæklenål,
  • 15 kroner i mønter,
  • en skrue,
  • ekstra batteriet til mit kamera,
  • noget tyggegummi,
  • en kuglepen,
  • OG en kanin-bæ-kugle!

Javel så...

mandag, december 01, 2008

Godt og ikke godt

Jeg har fået læst nogle bøger på det sidste. Det er fremragende vejr til at synke ned i sofaen med en dyne og en bog.

Jeg har læst "Pippi Power" af Gitte Jørgensen. Den skuffede mig. Med udgangspunkt i Pippi Langstrømpe troede jeg, at bogen handlede om kreativitet og begejstring. Det gjorde den også, men mest var det en typisk selvhjælpsbog om, hvor godt livet kan blive, hvis bare lige....
Ikke godt.

Til gengæld fik jeg en dejlig læse oplevelse i Siri Hustvedt's "En amerikaners lidelser". En amerikansk bog af den bedste slag. Dem, der handler om både den genkendelige moderne verden, og så den verden, man slæber med sig - om ikke andet så psykisk - af forfædre og tider med armod. Læs den, og læs også Siri Hustvedt's "Det jeg elskede". Det er det rene guld.

Proces


Tre mandag aftener har jeg været på et lille malekursus i Hasle Kirke, og nu er resultaterne så blevet udstillet i sognegården.
Jeg fik malet to billeder, og træet her er ene. Og jeg har ingen anelse om, hvad jeg synes om resultatet. Jeg kan kun huske, hvor skønt det var at male og være fordybet i noget, som gjorde mig glad.

Decembermorgen


En grå decembermorgen i Gellerupparken. Jeg nyder en langsom morgen med kaffe, vaskemaskinelyde og blogs.
Det går bedre nu. Da det var værst, havde jeg tre uger, hvor jeg synes, at der var tre dage, som IKKe havde været rædselsfulde. Nu er jeg nede på, at jeg i sidste uge havde én dag, hvor jeg var i dårligt humør. Fremskridt!
Jeg gør gode ting for mig selv. Jeg spiser dejlig mad, og blandt andet inspireret af Jens, så er dejlig mad uden kød, mælk, æg og andet, der minder om dyr.
Til det er der kun at sige, at den første dag med soyamælk i min kaffe var jeg tæt på at opgive nogensinde at nyde en kop kaffe mere. Jeg mener... Hvad skal smagen af hø nede i min ellers så gode kaffe? Men allerede dagen efter gik det meget bedre, og nu tænker jeg ikke på det.
Ellers er jeg begyndt at dyrke motion igen. Det hjælper på mit humør. Faktisk helt utroligt meget. Jeg kan sagtens føle mig klodset, forkert og grim, når jeg står og skal hoppe rundt sammen med de andre sylfider, der i mine øjne forvandler sig til supermodeller.
Men når først musikken spiller, og jeg er fuldt koncentreret om min ikke for gode motorik og manglende rytmiske sans, så bliver jeg glad og tømmes for tankemyldret. Fantastisk! Så pyt med at jeg ikke kan holde takten, og at mine arme altid er på vej i en anden retning. Det må høre ind under personlig stil.
Hov, nu er forårskataloget fra Århus Kunstakademi lige dumpet ind. Det skal jeg straks se. Er snart tilbage.