Minimalerier 8-11

8. Blæk og oliepastel.


9. Kaffe, blæk og oliepastel.



10. Bivoksfarve og akvarel.

11. Gouache og kulblyant.

Århus Took It

Nå...men det der Århus Took It. To dage med dansk hiphop i selskab med søster. Vores filosofi var, at vi kunne ligeså godt få set det hele på én gang. Og meget fik vi set. Den ene fine præstation efter den anden.. og så dem, vi bare ikke taler om. Altså...jeg er jo hyperkritisk med hensyn til næsten alt, og hiphop er bare ikke nogen undtagelse.

Hvad kunne vi så lide? Og her kan en uheldig tendens spores (vi kommer fra Århus, så vi kan bedst forstå dem, der snakker ligesom os selv, fnis).

Johnson - Teriyaki, nok en anelse plat, men meget underholdende og stærkt vanedannende.

Clemens - Lad dem hænge, vi havde helt glemt, at vi godt kunne lide den.

Ham Den Lange - Brænd hende, koncerten var sjov og god, og denne sang siger noget, som vi andre også vil sige.

Negash Ali - We Get By, imponerende smitsom energi.

Og så skete der det heldige, at søster og jeg opdagede noget, vi ikke havde hørt før, men som vi nu er forelskede i....
Kasper Spez - Hvem jeg var.

Nu er der dømt sofa i laaaaang tid.

Musiksmag

Er lige stået op efter at have været til Århus Took It's første dag. Åhhh... lidt træt er jeg, men det var en fin aften i søsters selskab.
Egentlig kunne det jo være rigtigt hyggeligt at have Bedsteveninden med til den slags, men her er det, at der går fuldstændig kuk i vores modsatrettet musiksmag.
Jeg ved bare, at hun ville reagere fuldstændig ligesom okapien i København Zoo, der døde efter noget opera for tæt på. Hun ville lytte ti sekunder, blive helt stille og falde død om.
Hun har eksempelvis været tvangsindlagt til at høre en del L.O.C. koncerter i sommeren løb, og hun sagde da også med foragelse i stemmen og øjnebrynene næsten i panden: "Jamen, har du hørt, hvad han synger?!"
Nej, okapien må blive hjemme.
Ulempe: At hun nu har ringet og sagt, at kan man være ude hele natten, så kan man også mødes med hende i svømmehallen om 20 minutter....

Mere om Århus Took It følger i morgen.

Tirsdagstegning 6

Tirsdagstegningen var efter model. Åhhh, det var ikke nemt. Men øvelse har vel aldrig skadet.

Chili-chutney fabrikken

Har brugt søndagen på at lave chili-chutney. Har nu den koncentrerede smag af ild i rigelige mængder.

Lige en lille note... Hvis Lenes mor lyder, som om hun ved alt om chili-chutney, så er det ikke nødvendigvis i overensstemmelse med sandheden, men underholdningsværdien af dette skal ikke undervurderes.

Minimalerier 4-7

4. Akvarel og blyant.


5. Blæk og oliepastel.


6. Bivoksfarve og akvarel.

7. Bivoksfarve og akvarel.

Tirsdagstegning nr.5

I går stod den på fugletegning med tusch. Og vi måtte tegne 'grimt' og hurtigt. Det var skønt.

Minimalerier 1-3

Jeg har besluttet mig for at kaste mig ud i et minimaleriprojekt. Her er de tre første minimalerier. Jeg skal jo øve mig. Så må vi se, hvor mange år det tager mig at komme op på 365 minimalerier svarende til ét maleri hver dag i et år. Alle malerierne har formatet 10x10 cm.


1. Akvarelblyant, tusch, kulblyant og gouache.


2. Akvarelblyant og blæk.


3. Akvarelblyant, blæk og gouache.

Dobbelt op

I dag har jeg købt to æbler, som ved nærmere eftersyn viser sig at have præcis samme størrelse som mine bryster.
Verden er bare fuld af underlige tilfælde. Det kan man kun blive glad over.

I øvrigt... tjek dette link for endnu mere glæde: 1000 Awesome Things.

Visdomstænder mig her og der og alle vegne

Jeg har fået min første visdomstand! Eller det vil sige... den har været undervejs i seks måneder nu, og den er vist ikke færdig. Da jeg opdagede den i foråret, var jeg meget overrasket. Og et tjek på nettet bekræftigede mig da også i, at der er noget mærkeligt med den visdomstand. Der står, at man normalt får visdomstænder, når man er mellem 18-24 år. Når man så tænker på, hvor gammel jeg er, så er den mindst otte år forsinket. Og er det ikke rimeligt at antage, at noget eller nogen, der er otte år forsinket, ikke har tænkt sig at dukke op?

Nå, men nu er den her. Og det føles, som om det er selve kindbenet, der er på vej ud. Og når man samtidig tænker på, at den har samme fart på som en middelkedelig drypstenshule, er det bare en kedelig tendens.

Og nu tror jeg, at der er en mere på vej i den anden side! Hvis jeg virker lidt irritabel, så har vi nu en forklaring. Hele historien giver mig dog en vis forståelse for, hvorfor babyer har så hårdt et liv og bare må græde.

Tilbage

Slut for denne gang. Opgaven har fået ende. I mit livs store rygsæk af sammenskrabte erfaringer ligger der nu nogle unge mænd, som for altid vil minde mig om, hvad gruppementalitet kan medføre.

Nu er der bare for mig tilbage at samle mig igen, finde ind i hverdagen og langsomt får ryddet op i mit sind. Det ordner sig.

Tirsdagstegning 4

Der var skraveringsteknik på tirsdagsprogrammet. Svært og noget med tålmodighed, men på en måde også sjovt.

Jeg er sgu nok en kylling

Lige for tiden er jeg i gang med en større opgave af den slags, der suger min hjernekraft og påvirker min sjæl, så jeg er en stor nervøs følelsessump. Hårdt, lærerigt, og det gør ondt. Derfor så lidt skriveri på min blog.

Jeg er snart på banen igen, og i morgen er der tegninger, der skal tegnes. Lige hvad jeg trænger til!

Tirsdagstegning 3

Så er der tirsdagstegning. Det er dejligt at lære noget nyt og finde andre ting frem, som jeg havde glemt. Flowfornemmelsen har det også godt.

Virkelighedstjek

I sidste uge skrev jeg om en oplevelse knyttet til at bo i Gellerupparken. Og det var jo meget lærerigt. Så nu må jeg hellere skrive om, hvor jeg bor igen. Jeg har tænkt over, hvorfor jeg droppede det, og det er der mange grunde til... men jeg tror faktisk, at den vigtigeste årsag er, at jeg bilder mig ind, at I andre bor ligesom mig! Og så er der ikke rigtigt noget at fortælle, vel?

Men nu er jeg altså i gang med at prikke hul på boblen og være i stand til at se Gellerupparken igen for sløret af vane.

I dag ikke ret langt fra Gellerupparken tog jeg dette billede:

Det er den rene land idyl, og det ligger lige rundt om hjørnet. Det er imponerende så hurtigt, at man kan skifte virkelighed. Det ene er efter min mening ikke bedre end det andet. Der er bare forskelle, som er værd at lægge mærke til.

Übergrønt

Se, hvad jeg fandt! September er en dejlig måned med fine sager lige til at samle op.

Hvad jeg skal bruge dem til? Det ved jeg ikke, men de har en fantastisk grøn farve.

Krea hver dag

Jeg er fascineret af de mange forskellige projekter rundt om, der handler om at levere et kreativt produkt hver dag... typisk i et år.
StineStregen har tegnet.
På 3191 er der blevet taget billeder.
Journal of MBL består af fine collager.
Lisa Congdon lavede i år 2007 en Post-It tegning hver dag. Det er en fantastisk idé.

Og der er sikkert mange andre spændende ting derude. Sig til, hvis der er noget, I vil dele!

Måske skulle man kaste sig ud i et lignede projekt? På en måde ville det være godt at øve sig hver dag. På den anden side er jeg jo ikke engang god til at blogge hver dag, og jeg ville sikkert ikke bryde mig om at være bundet af den slags.

Nå, jeg tænker lidt mere over det.

Ordentlig ro

Sofatid! Og jeg hører Holbek/Silas Bjerregaard - Træk stikket ud. Så er der dømt afslapningsweekend.

Sex, porno og Medina

Jeg tror lige, at vi skal have noget musik på. Så her er Marvin Gaye - Lets Get It On. Den stemme er som skabt til emnet.

Så er der det med Lenes magiske Pippi-navns initialer: Lene Uldsok Strithår Tingfinder = LUST = begær. Ja, så var det heller ikke sværere.

Og så til sagen.... Medina. I forbindelse med Århus Festuge gav hun en koncert for teenagere, og en del af showet var åbenbart pooldance. Det kom bag på arrangørerne, og du kan læse mere om det i denne artikel.
Jeg kunne ikke med min bedste vilje banke en moralsk forargelse op. 13-årige i Danmark har formentlig set det, der var værre. Og skulle det endeligt komme der til, synes jeg, at det er arrangørernes ansvar. Medina gør vel det, som hun er betalt for.
Det er i øvrigt en morsom detalje i artiklen, at arrangøren fortæller, at ingen har klaget over showet. 13-årige klager da ikke over udsigten til pooldance. De tager noter!

Nå, men så tænkte jeg lidt over det. Er samfundet lige lovligt pornoficeret, når 13-årige får serveret baller som god basal underholdning? Tja, måske.
Men fat mod... Porno er på vej ud. Eller det har jeg i hvert fald hørt i Deadline på DR2. Hvor skulle man ellers høre om porno? Jeg kan desværre ikke lave et link til udsendelsen, for jeg kan overhovedet ikke huske, hvornår det var. Men det var en klog mand, der fortalte, at pornoindustrien var i gang med at ændre sig fra det groteske og silikonpumpede til et mere naturligt look. Faktisk ville folk helst se sig selv. Og gerne uden at få kønsorganer klasket direkte op på disken.
Noget af det, som ham den kloge mand fortalte om, var Beautiful Agony, som er en portal med film af mennesker, der nyder 'den lille død'. Det er altså en helt anden måde at tænke porno på. I samme kategori er I Feel Myself, hvor navnet ligesom giver indholdet, men hvor der faktisk er meget udsigt til køn.

Ja, ja, der er plads til meget på min blog. Jeg ved ikke... pooldance er nok ikke på vej ud. Faktisk slet ikke. Men måske kunne det være rart, at der også var en alternativ til det indøvede.
En slags Simple Lust. Det ville sikkert være sundt for teeagere og alle os andre, om vi ikke behøver at leve op til det mere eller mindre umulige, men bare kunne nyde.

Tirsdagstegning

Tirsdagstegning nr. 2, tadah!

Jeg synes, at det gik lidt bedre med at tegne i går. Jeg kunne bedre koncentrere mig.

I øvrigt brygger jeg på et blogindlæg, og hvis I vil vide, hvad det handler om, skal I tjekke initialerne på mit Pippi-navn i går. Smart, ikke?

Jeg brugte også en hel dag på at tænke over det. Og måske skulle jeg have brugt mere af min hjernekapacitet på at tænke på at forklare mine holdninger bedre i de foregående blogindlæg, men man må vælge sine kampe med omhu. He.

Træk vejret helt ned i maven, ALLE sammen!

Jeg havde seriøst nær fået kaffen galt i halsen i morges, da jeg læste kommentarfeltet i mit forrige indlæg. Misforstå mig endelig ikke… jeg elsker jeres kommentarer! Jeg blev bare overrasket over, hvordan der pludseligt gik kulturradikalisme, Dansk Folkeparti og statsautoriseret mobning i den.

Og så overrasket blev jeg vel egentlig heller ikke. Jeg gjorde nemlig det, som jeg i sin tid synes var en vigtig del af min blog. Jeg fortalte om min hverdag i Gellerupparken. Og det skal man sgu stramme ballerne for at gøre, men jeg tænkte, at det går nok. Det gjorde det så ikke. Så nu taler Lene dunder. I er hermed advaret.

Det tænder mig af, at jeg ikke kan skrive om en hændelse, og hvad der ville være den rette reaktion uden, at stanken af skyttegravskrig breder sig. Hvis det var det, jeg ønskede, kunne jeg vel bare lave et lille indlæg om burkaer, irakiske flygtninge og I kender selv hele listen. Men jeg er så inderligt træt af, hvor meget ekstremer er kommet til at fylde i det her land. Enten er man naiv eller racist. Halalhippie eller nazist. For eller imod dem og os. Og det bliver ved og ved og ved. Som en konstant støj, hvor ingen kan eller vil høre på modparten.
Efter min bedste overbevisning er vi i gang med at sætte evnen til at løse udfordringer over styr. Til fordel for et land delt i parallelsamfund, hvor vi groft sagt ikke har kontakt med nogle, der ikke er PRÆCIS ligesom os selv.

Hvor er alle dem, som kan se en sag fra flere sider? Dem, som man bliver klogere af? Dem, som kan give en nye indsigter, når man ikke selv havde tænkt sig om? Dem, som tør at sige: ”Jeg tog fejl. Jeg vil gerne bidrage med mine erfaringer til, at vi sammen finder en ny vej.” Dem, der vil række hånden frem og sige: ”Hey, jeg kan vist lære noget af dig. Lad os arbejde sammen!”

De unge fyre, jeg mødte i går, var nogle tankeløse mennesker, der lige i den situation ikke kunne sætte sig i andres sted. De gør det ikke, fordi de er muslimer, har brune øjne eller fordi de vil udtrykke deres generelle utilfredshed med det danske samfund. De gør det, fordi det er nemt, og så tænker de formentlig ikke mere over det.

Lene Uldsok Strithår Tingfinder vil bare have lov til at blive sur på dem og have lov til at fortælle, hvorfor det ikke altid er en dans på roser at bo i Gellerupparken. Og samtidig slå et salg for tilliden mellem mennesker uanset religion eller hudfarve.

Luder, Pippi eller Moder Teresa?

Da jeg cyklede hjem fra arbejde i dag, oplevede jeg, hvordan to fyre rullede vinduet ned på deres lille bitte bil og råber: "LUDER!" efter mig, og så grinede de, gassede op og var væk.
Så er der nok nogle, der vil spørge: "Var det sådan nogle ude fra Gellerupparken?". Og det var lige, hvad det var. Men det er sådan set lige meget.
Jeg bliver pissesur over sådan noget! Der er ikke nogle, der skal tale nedsættende til mig. Slut.

Nå, men havde det været i USA, hvor jeg formentligt havde haft et håndvåben, så havde jeg sikkert skudt dem. Mit temperament er meget til handling først og tankevirksomhed bagefter.
Godt, at jeg ikke er våbentypen. Det ville ved nærmere eftertanke være lige voldsomt nok.

Jeg er nok mere til noget Pippi Langstrømpe-hævn. Hvis jeg var verdens stærkeste pige, ville jeg have rystet deres lille bitte bil, til fyrerne raslede ud af den. Og så jeg kaster både dem og bilen op i et nærmeste træ. Og så kunne de hænge der, indtil de græd efter deres mor og lovede aldrig at kalde kvinder for ludere igen. He!

Fakta er, at jeg ikke er sådan en Moder Teresa-type, der øjeblikkeligt ville kunne se det gode i mennesket og overøse den slags med kærlighed og henvise til deres offerrolle i samfundet.
Det ville sikkert være meget zen.
Jeg tror bare, at jeg er mere til Pippi. Så er det ligesom ude af systemet, og man kan møde sine medmennesker med fornyet respekt (fordi man slipper for det der offerrollepis!) og tillid (fordi man har brug for tillid, for ellers falder verden fra hinanden).

Løst og fast

Inden jeg lige om lidt skal ud igen, så kan jeg fortælle om i går. Selve koncerten har Maja taget sig af, men jeg vil også meget hellere fortælle lidt om emner, man kan nå at vende inden en koncert.

• Den direkte sammenhæng mellem spisning af pølsehorn og afsendelse af SMS'er.
• Diskokugler... bedst i stuen eller i haven?
• Størrelsen på overarme.
• Lenes Doktor Antilove-karma.
• Om hvæsen med lyd kan gøre mænd mindre?
• Ha' det godt-hed og dets følgevirkning.

Plus en masse andet. Man skulle klart have været der!

I aften er det så Pearls tur til at følge med Doktor Antilove-Lene. Og jeg har allerede snakket ørerne af hende via telefon. Bingo. Men jeg ved i det mindste, hvad tøj jeg skal have på! Ha!

Charme, selvtillid og...

Bikstok Røgsystem...lige om lidt. Indtil da... panik!
Jeg er sådan en, der nægter at leve op til fordomme om kvinder og deres manglende evner til at finde tøj, når de skal ud.
Tøjet skal være klar og parat - helst flere dage før, og så er det lige til at hoppe i og afsted. Glimrende koncept, der tjener mig vel.

Bare ikke i dag.
Det regner og regner og regner. Og jeg har bestemt fin kjole, og det holder slet ikke, og hvad nu, hvis der er varmt i Ridehuset? Og hvad nu, hvis der er koldt?
Åh, hvor er det svært.

Nøj, hvor er jeg en ubeslutsom pige i dag! Men mit hår er sgu lækkert.

Tirsdagstegning

Nu skal I bare se løjer! Jeg er begyndt at gå til tegning. Jeg trænger at blive bedre til at male, og så er tegning vejen frem. Der er bare et problem... min minus tålmodighed. Når man skal på tegnekursus, skal man både sidde stille, høre efter og gøre, som læreren siger.

Det bliver så godt.

Men allerede første gang slog Lene Legebarn til. Der var sådan noget viskelæder, som man kunne hive ud i sjove faconer. Og pludselig havde jeg en lang viskelæder-snor, som jeg selvfølgelig var nødt til at prøve at svinge rundt. Og vupti, så var der viskelæder i fem stykker på mig og ret meget på gulvet. Typisk mig.

Faktisk var katastrofen ikke så stor. Jeg så nemlig nogle af de seriøse tegnere komme til at smile, fordi en anden en måtte rode rundt på gulvet efter viskelæder. Og smil er godt.

Her er så min første tirsdagstegning.

West Coast gangsta shit

Undskylder straks for sproget, men man har et par dages frit lejde efter en Snoop doog-koncert. Tror jeg nok. Jeg prøvede at finde en anmeldelse af koncerten, der passede med min oplevelse - jeg er for doven til at skrive anmeldelser selv. Men anmeldelserne stritter i alle retning fra rigtigt godt til skidt, og det er egentlig nok alt sammen rigtigt.

Grundlæggende er jeg dog glad, når en koncert begynder med O Furtuna fra Carmina Burana. Så er man ligesom i gang. Og minder mig forresten om klippet fra "Dommedag nu" med helikopterangrebet. Sidespring, helt klart sidespring, men jeg elsker den film.

Tilbage til koncerten... Der var god stemning, og der var sange, som jeg kendte. Og så var der The Lady of Rage, og hun var helt fantastisk sej og ikke det mindste tøset.
Så nu er jeg helt klar til at bevæge mig ud igen næste weekend, hvor den står på Bikstok Røgsystem sammen med Maja.

Og så til overskriften... Hos min nye heltinde med pink hår fandt jeg dette link til Vintage West tracks. Man skal nok ikke være for sart omkring bandeord, men ellers er det bare at lytte løs. Det er skønt!

Min (hemmelige) last

Mens jeg sidder og sumper med min kaffe, og prøver at komme mig over gårsdagen ud-af-sofaen oplevelse, ser jeg i avisen, at min helt er på vej med noget nyt. Hip hip hurra!

Jeg er i tvivl om, jeg før har nævnet ham, men jeg har en alvorlig svaghed, grænsende til et brist. Sagen er, at jeg går ind for ligestilling mellem kønnene. Jeg synes, at det er noget pjat, at der ikke er ligeløn. Forfærdeligt at der ikke er lige så mange kvindlige chefer som mandlige, og jeg kunne godt være sådan én, der gik ind for noget så militant som kønskvotering.
Jeg kender en del fantatiske kvinder, som også bruger enhver lejlighed til at kæmpe kvindernes sag. Og disse kvinder får tics og sure opstød, hvis emnet på en eller anden måde bliver drejet ind på... Jørgen Leth.

Og så må jeg jo krybe til bekendelse. Jeg synes, at han er fantastisk! Altså... som hvis han ringer på min dør og spurgte, om jeg skulle med til Haiti og gifte mig med ham, ville jeg sige JA lige på stedet.
Det klinger ikke ret godt hos ligestillingsfolket, kan jeg godt afsløre. Jeg har nu tit opdaget, at de ikke har læst den bog, som ramaskriget drejer sig om, men udelukkende henholder sig til folkemængdens moralske kvababbelse.

Men lige meget... jeg ved godt, at jeg i dette tilfælde er over i bunken for de absolut politisk ukorrekte. Og så må det jo være sådan. Jeg glæder mig til den nye bog.

Hund og håndtegn

Nååååårhhh, men jeg skal så ud i morgen.

Absurdistan

Den anden dag mødte jeg en kvinde i min opgang. En mørk, smuk kvinde i festtøj. Så spørger hun: "Bor somalierne på 2. eller 3.sal?" "Det ved jeg ikke", siger jeg, og så lægger jeg nakken tilbage og peger op i loftet, "men de kommer deroppe fra!".

Så kigger kvinde på mig, og jeg på hende, og vi griner. Jeg kunne høre hende klukke hele vejen op ad trapperne.

Altså... hvordan jeg kunne komme til at svare på et forholdsvis simpelt spørgsmål, så det lød, som om der poppede somaliere igennem loftet, er en gåde.
Men hvor er det befriende, at latter virker mellem alle slags mennesker.

Påmindelse

Indre dialog på en tirsdag...

- "Hvorfor går du ikke noget mere ud?"
- " Jamen , det er, fordi jeg ikke bor i New York eller i Berlin."
- "Hvad helvede er nu det for en undskyldning?
- " Jamen, alting er bare bedre dér!"
-"Hvis du boede i NY, ville du bo så langt ude på landet, at du ikke ville kunne så meget som skimte en skyline. Du ville IKKE gå det mindste mere ud!"

-"Nå, hvilke tilbud er der måske i Århus?"
-"Hvornår har du sidst brugt dit Aros-kort?"
-"Det kan jeg ikke huske."
-"Hvornår har du sidst været i Vestergade og grine af, at alle de designersmarte ser præcis ens ud? Og af at designermænd har så utroligt tynde ben?"
-"Hahaha, det er da også vildt sjovt. Det må jeg snart gøre igen. Det er for lang tid siden."

-"Og sådan kunne vi vel egentlig blive ved."
-"Men det behøver vi ikke! Og nu er det snart Festuge, og så skal jeg faktisk ud."
-"Uhhhhhhhhh."

Min hjerne har en pointe. Jeg lider af selvvalgt pensionisttilværelse med sofa og krimiserier.
Jeg vil noget mere ud.

iCING

Jeg vil bare dele et inspirerende link med jer. Det er amerikansk, handler om mode og livsstil, og hvordan jeg har fundet det, giver helt sig selv. iCING

Hjemligt

Lidt sløvt søndagsfotografering. Jeg holder hviledag.

Tjek i øvrigt disse satellitbilleder, fundet via FFFFOUND.

Udstillingsnyt

Som Maja skriver om på sin blog, er vi ved at lave en udstilling. Jeg fik jo engang mere end en forskrækkelse ved min tandlæge. Der måtte gøres noget. Og det bliver der så nu.

Jeg skal udstille malerier og fotos. I kan se lidt af det her.

Der ser ud til, at I selv må gætte jer til farverne på malerierne. De er blevet mærkelige på fotografierne. På den anden side... den dag, jeg er tilfreds med noget, jeg har lavet, er en dag, hvor jeg er syg.

Men noget er jeg glad for. Nu skal de kreative udskejelser ud i verden, og så må der da være mindre rod tilbage i mit lille hjem.

Gråt er godt

Se! Jeg har været i SuperSkurk-butikken og har fået ny hårbøjle. Altså... den kan måske godt være lidt svær at se i det pink hø, men den er der.

Forslag, men ikke helt gennemtænkt

Der er en tendens til, at hver gang, der begåes en forbrydelse i det her land, så er der et eller andet kulturelt eller socialt problem.
Måske er det rigtigt. Men ville det ikke være for drastisk at afskaffe mænd?

Farveløst

Klostertorv i solskin. Måske ikke en perfekt dag at øve kameraindstillinger, men pyt.

Mellemrum

I en af de fantastiske bøger "Det eksperimenterende billedværksted 1-3" af Anne Marie Holm handler en af øvelserne om at se på mellemrum i en by. At løfte blikket og se på det, man ellers ikke ser. Himmelrummet mellem bygningerne. Såvidt jeg husker, tegnede man formen på mellemrummet på et stykke papir og skar formen ud i en kage. Genialt!

Prag har de lækreste mellemrum, så det blev jeg nødt til at fotografere.

Mønsterby

Vi er slet ikke færdige med at snakke om, at jeg har været på ferie. Slet ikke. Masser af billeder er på vej. Et af mine fotoeksperimenter foregik på min nye mobil. Jeg skal jo lære at bruge den.



Prag er en by af slyngmønstre. Skønt.

Naturligvis

I Prag fik jeg også plejet min indre nørd. Så mens resten af familien shoppede, tog jeg på det tjekkiske nationalmuseum. Det var noget af det bedste, jeg længe har gjort.
Som det hedder i et citat fra "Per Kirkeby - maleri" af Poul Erik Tøjner: "...naturhistorien og i særklasse geologien har som bekendt med ubegribeligt lange tidsspand at gøre. Det tager stakåndetheden."

Museumsbygningen i sig selv var et studie i overdådige slyngmønster og poleret marmor, og så var den enorm. Jeg begyndte med at kigge på mineralogi, og det er jo naturens egne kunst. Der var farver og strukturer udstillet i klassiske montrer i sal efter sal efter sal. Det var uoverskueligt bombardement af rå inspiration.

Derefter gik jeg i afdelingen for palæontologi. Her var mit sind allerede helt beroliget efter mineralshowet, og så var der skelet, fossiler og dinosauermodeller på rad og række. Og så er det, at stakåndetheden kommer alvorligt under pres. Her er der ganske enkelt ikke plads til eksistentiel tvivl. Mennesker ender som skelet, slut. Ikke noget med jamen, hvad skal jeg med hele mit liv-pjat. Kun de hvide knogler og kraniernes stivende smil.

Og når jeg står der og kigger på de uddøde arter, tænker jeg på, hvorfor det er mig, der kigger på deres død, og om der er nogle, der engang kommer til at kigge på min? Og ikke engang min død som person, men som art. Og det beroliger mig, at sådan er det nok. Det er som at kigge på en stjernehimmel. Uendeligt og stort. Og det befrier mig for en tid for det selvrealiserende pres, der hører med til et moderne liv.

Fra palæontologien bevægede jeg mig op i afdelingen for zoologi. Jeg drejede måske nok lige lovligt hurtigt om et hjørne. I hvert fald stod jeg ansigt til ansigt med en næsehornsmodel. Så blev jeg da vågen og fik set på biller, fugle, fisk, hvaler og alt muligt andet krible krable.

Ud af det zoologiske gedemarked igen så jeg en udstilling af noget fotokunst, hvor billeder af natur var sat sammen med fotos med samme motiver, men med andre farver. Det var helt fantastisk og meget hemmeligt. Ikke en brochure, et postkort eller noget som helst, der kunne fastholde oplevelsen for en glemsom turist. Hmm.

Således mæt af indtryk bevægede jeg mig mod udgangen, da jeg blev fanget af endnu en udstilling. Såvidt jeg kunne se, havde det noget med fødsler at gøre, og der var en fin advarsel om, at børn skulle følges med deres forældre. Det tænkte jeg ikke nærmere over, men det skulle jeg nok have gjort. Det begyndte ellers fredeligt. Masser af historiske oplysninger og gamle redskaber til at flå babyer ud, hvis de havde gemt sig.

MEN så var der en close-up film. Der var saks, blod, blå baby, oppustet navlestreng og alt muligt andet ubehageligt. Addddddd! Mit underliv snurrede sig totalt sammen. Eventuelle forvildede skruktilstande er nu skudt år frem i tiden. Og vupti...var jeg ude af den udstilling.
Morsomt var det, at der ved siden af fødselshelvedet var en udstilling om rejser til Nordpolen, hvor der var store overskrifter om stærke mænd og deres missioner i kulden. Det faldt fuldstændig til jorden, når man tænker på kvinders mod til at kaste sig ud i den der fødedisciplin. Frost i skægget virker som stadiet før charterferie, når man har set en saks boret sig op i noget mellemkød.

Så kunne jeg hellere ikke klare mere museum for den dag. Jeg var blevet en god, stærk oplevelse rigere.

Prag

Nu er jeg stået op, og togrytmen har lykkeligvis forladt mig. Jeg har været seks dage i Prag. En by, hvor jeg sikkert ikke ville have sat mine ben, hvis ikke min mor og søster havde tvunget mig. Jeg mener... Hvorfor kører forbi Berlin?

Men der var intet at stille op! Prag. Hvilket selvfølgelig viste sig at være et fint sted. Ok, seks dage med solskin og varme var nok med til at trække op. Og Prag er bare ikke Berlin. Men man kan ikke blive sur på en by, hvor der falbydes kage på hvert et gadehjørne.

Så nu er der farmor-turistbilleder. Første foto er af en metronedgang. En metro hører jo efter min bedste overbevisning med til enhver anstændig by. Og Prag havde en fin og nem metro. Bingo.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke fik set alt det, man skal se. Jeg gider det ikke. Jeg tog billeder af det, når jeg gik forbi i jagten på contemporary art. Og dét fandt jeg til gengæld yderst interessant.

Hjemme igen

Ej, hvor ville jeg gerne spille noget guitar! Bare sådan lidt livsglad Johnny Cash.

Jeg har været på ferie. Jeg fortæller meget mere, og der er selvfølgelig også farmor-turistbilleder, når jeg engang har sovet en monster-togrejse ud af kroppen.

Hår med indbygget humor

Lidt opdatering på, hvordan det er at have pink hår.
Grundlæggende er det fantastisk. På en eller anden måde får det mig til at være mere glad, og selv min mor synes, at det klæder mig.

Jeg har ikke hørt en eneste dårlig kommentar om en ellers forholdsvis tydelige hårfarve. Der er lutter begejstring. Eneste anke er, at farven hurtigt forsvinder. Det holder max en uge. Så jeg er stadigvæk på eksperiment med farve og mængde for at finde det rigtige.

Maja foreslog, at jeg puttede en mørkere rød i, så det blandede sig med mit lyse hår, og så bingo... pink! Og jeg gør altid, som Maja siger.
Lidt synd at hun rejste på ferie (læs: gemte sig) i Holland, da eksperimentet løb af stabelen. I TO dage lignede jeg en omvandrende overstregningstusch! Det var helt vildt. Meget fint, men hvordan kan hår blive selvlysende?

Jeg blev nødt til at lave noget research. Så jeg googlede for at finde ud af, om den hårfarve virkede sådan i andres hår.
De billeder, der kom frem, kunne godt bringe en vis tvivl om, hvilken behåring der var blevet farvet! Det er simpelthen lykkedes mig at få en hårfarve, som er ganske populært blandt pornomodeller. Ja så.

Det tror jeg også, at der er andre, der har opdaget. I lørdags var jeg til skøn Grøn Koncert. Og mere end en gang føles jeg mig nedstirret af slørede blik fra unge mænd. Jeg tror, at de havde drukket så meget, at der kun var liv i den sidste rest dyrehjerne, og at deres indre ligning gik op lige omkring: "Det hår kunne jeg godt knalde!"
Magen til skrækslagen Lene skal man lede længe efter.

I morgen skal mit hår farves igen. Jeg mener... hvis man ikke skal ligne en pornostjerne weekenden over, hvornår skal man så?

Det måtte jo komme

Overvejede i dag at blogge et billede af udsigten fra min sofa via min nye fine telefon. Indså i sidste øjeblik, hvordan det ville udstille min aktuelle dovenskab.

Har bestemt mig for at komme lidt mere ud i morgen. Mine arme sidder fast i en mærkelig sofaformet facon.

Nye tider

Som Dot har afsløret i kommentarfeltet, har jeg i dag anskaffet mig en ny mobiltelefon. Jeg plejer at få min søsters vrag, men nu fik jeg altså et flip over bagsider, der falder af, og en mobil, der igennem noget tid selv har forsøgt at lægge sig til at dø ved simpelthen at gå ud, når man mindst venter det.

Og så er det gået op for mig, at jeg er en slags mobilanalfabet. Jeg snakker i den (meget!) og SMS'er, men så er det absolut også det. Ikke noget med at høre musik, tage billeder eller noget andet fancy. Og andre kan finde ud af at blogge over deres telefon. Jeg må virkelig ind i kampen.

Så nu har jeg altså købt en mobil, der kan ting. Ikke sådan noget iPhone-agtigt. Små skridt... Bare en telefon, som jeg efter sigende kan få en masse musik på, og som jeg vistnok kan tage ok billeder på.

Nu er problemet så, at jeg skal sætte mig ind i, hvordan man gør. Manualer er ikke noget for min tålmodighed. Faktisk tog jeg mig igen i at læse den første side og så sætte tommelfingeren på siden og 'vifte' igennem stakken af papir. Så var den læst, eller?

Det er så godt, at jeg holder den slags ferie, hvor learning by doing kan klares på en sofa og med paraplydrinks.

Dobbelt op på afslapning

Ahhhhh...ferie! Tre ugers absolut ingenting, hvor jeg har bestemt, at ethvert skridt udenfor min sofa må betragtes som en opdagelsesrejse.
Ja, ok, jeg er Garfield.

Faktisk har jeg overvejet at bruge bare lidt af ferien på noget kreativitet. Så mon ikke der snart er billeder? Det skal bare ikke være for hurtigt eller for omfattende, og det må gerne kunne gøres i selskab med en paraplydrink.