Forårsstemning

Forårsrengøringen her i betonlejligheden er så omfattende, at den behøver sit eget soundtrack. I det hele taget er der brug for nyt på musikfronten. Hele den kolde vinter fik mig til at høre alt for meget Depeche Mode. Og det er ikke dårligt. Det er bare ikke sommermusik.

Men nu er det nye tider. Og så skal der høres:

Erykah Badu

India Arie

Wyclef Jean

Natasja

Bikstok Røgsystem

Og efter at have læst denne anmeldelse er jeg nødt til at høre Gonjasufi. Og jeg kunne blive ved.
Musik til arbejdet er nødvendigt.

Pause

Så sluttede min første præstepraktikperiode. I går prædikede jeg, og det var lige så vildt, som det lyder. Det gik godt, og den helt særlige følelse af at tale i et kvarter uden, at der er nogen, der afbryder, plus at folk kigger på en, som om man er verdens viseste person. Det er ren narkotikum, tror jeg.

Nu har jeg ferie. Sådan helt fri indtil næste tirsdag! Dejligt, dejligt. Jeg tror altså også, at Gud og jeg har brug for at se andre mennesker i en tid. Ikke for det, men jeg hænger jo ved hans ord hele tiden. Jeg er sikker på, at salmesang kan erstattes med altanterapi, prædikenskrivning med skrivning af ansøgning og forårsrengøring ville også være en god ting.

Og så skal jeg bare nyde foråret. Sol vil være fint, tak.

Lige om lidt

P-skolen skrider hurtigt fremad, og nu er jeg allerede i praktik. Og der begynder at komme flere og flere spørgsmål, der minder om: "Nå, hvad skal du så lave, når du er færdig (til juni - lige om lidt!) Og jeg snakker udenom, gør jeg. For jeg ved det ikke.
Jeg har en idé eller halvtreds, men ikke noget fast.
Men for en enestående gang i mit liv føler jeg mig tryg ved det. Jeg føler mig sikker på, at der nok dukker noget op. At jeg finder lige det job, jeg vil have. Eller at jeg laver et selv. Eller at jeg stifter bekendskab med dagpengesystemet og overlever det også.
Jeg regner med at skulle bruge påskeferien på at skrive ansøgninger. Mærke efter, hvad det er, jeg vil.
Skulle der sidde nogle derude og tænke: Jeg ved lige, hvad hun skal! Så sig endelig til. Jeg har sikkert ikke fået øje på alle de gode muligheder selv.

Morgenmad og haveterapi

Morgenmad er dagens vigtigste måltid. Jeg undrer mig hver gang, at jeg hører folk sige, at de ikke har spist morgenmad. Jamen, det må være gået helt galt for dem! På bloggen Simply Breakfast er der det ene fine billede efter det andet af dette vidunderlige måltid, der sparker dagen i gang. Jeg henter inspiration og bestemmer mig for at gøre mere ud af min morgenmad. De dage, hvor jeg tager mig sammen til at lave grød, er bare bedre. Men i det hele taget - at bruge tid på sin morgenmad er et plus for ens velbefindende.

Hvad spiser du til morgenmad?

Jeg har fået læst Signe Wennebergs "Haveterapi". Skøn bog, hvis man er til sådan noget chick lit - wellness havehygge litteratur, og hvem er ikke det? Jeg er i hvert fald helt på.

Bogen er fin, og der er meget rigtigt at hente. Jeg ved af egen erfaring, at altanterapi holder og virker. Og det er godt at blive klog på, hvordan andre bruger deres have. Eneste anke er, at det er en meget pæn bog. Signe Wenneberg skriver selv et sted, at hun ikke har ønsket at lave endnu en livsstilsbog, der kommer til at dunke os i hovedet med, hvad vi ikke kan leve op til. Jeg vil se det på den måde, at der er mange billeder i af smilende overskudsagtige børn plus Signe Wenneberg stillet op i smukke grønne omgivelser. Men hvis man ikke får overfølsomme reationer på den slags, så er det en meget fin og livsbekræftende bog.

Jeg har to Signe Wenneberg-bøger, der venter. Jeg glæder mig til at læse dem. Lad mig endelig ikke forspilde chancen for at nævne, at hun er opstillet for Socialdemokraterne et eller andet sted i Københavnsområdet. Jeg synes, at hun er sej. Og jeg ser frem til, at hun laver en havebog om betonhaver - bedre kendt som altaner.

Oh yeah

Blå is er vejen frem. Og ja, jeg har en svaghed for talentfulde børn. De her er da übercoole! Eller hvordan man nu bøjer det.

En ny uge

Ingen tegning i dag. Jeg holdte en veltjent fridag - til huslige opgaver selvfølgelig. Weekendens gospelworkshop har fået min hjerne til at slå kolbøtter. I morgen venter første dag i min præstepraktik. En aflevering til P-skolen hænger. Og lidt travlt har man vel altid.

Men det er forår! Og hurra for solskin!

Så sandt...

Danske retssale søger publikum.
Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis din viden er rusten omkring, hvad der foregår i en dansk retssal, så gør dig selv den tjeneste at sætte dig ind i det. Jeg vil vove den påstand, at det er mindst ligeså vigtigt som at stemme.

Inspiration til flyvske tanker

Det er lige før, at denne uge forsvinder ud i et lommetørklæde. Jeg har pådraget mig en standardforkølelse med ondt i halsen og snot i rigelige mængder. Men skal dog siges, at i går påstod min sanglærer, at jeg glemte, at jeg var forkølet. Så koncentret er jeg!

Men det er jo blevet forår! Og jeg kan mærke, hvordan jeg bliver mere og mere grundglad. Der er lyst, når jeg tager afsted om morgenen. Og selv når jeg får sent fri (sangtimer!), så er der stadig lyst. Der er fugle, der synger. Og katte, der hyler. Helt klart forår.

Trænger man til en inspirationsliste for at give energien endnu mere luft? Det tror jeg bestemt, at vi gør.

Inspirationsliste:

• DR2's Dokumania er en guldgrube. Burma VJ, Man on Wire og mange af de andre er ren hjerneruskning.
• iCING har begået en artikel om at elske sin krop.
• Der har været Oscaruddeling. Og så kan man passende se på dengang med Denzel Washington. Pæn mand.
• På Big think er der bunker af hjernefoder. Prøv fx med Hvad er kærlighed? Om ikke andet så for at høre Stephen Frys stemme, mums!
• Et andet sted for inspiration i rå mængder: TED.

Så skulle der være friske ideer til at flyve videre gennem ugen. Fik jeg sagt, at jeg også skal synge i dag?

Liv, død og kærlighed

Det er alt sammen P-skolens skyld, eller også er jeg bare generelt havnet et sted, hvor livet skal ruskes lidt.
Listetid igen, igen :

• Min læge har foreslået, at jeg snart skal have et donorbarn i mangel på kæreste. Jeg vil overveje det. Men må konstatere, at jeg nær var gået i panik, da jeg prøvede at undersøge, om jeg ikke bare kunne begynde med et sponsorbarn. Så meget forpligtelse og ansvar!
• På P-skolen snakker vi død, død, sørgelige salmer og begravelser time efter time. Og nu har klumpen i halsen sat sig fast, og jeg er begyndt at tude over alle Rasmus Seebach-sange. Det er en meget uheldig udvikling og passer dårligt til min personlighed.
• Jeg er stort set aldrig desperat single. Jeg er mere uendelig taknemmelig, fordi jeg er mig. Jeg er fantastisk med eller uden mand. MEN nu er det krise. P-skolen har inviteret til informationsmøde om det kommende præsteliv. Og der må gerne komme ægtefæller med. Jamen, så er det jo topdollar, at jeg er den ENESTE på mit hold, der ikke er udstyret med sådan en. Mødet er midt i april... Og jeg bliver nødt til at tvangsgifte mig inden da.

Nu kunne jeg godt ligge mig til at tørre ind på sofaen, mens jeg spekulerer over tilværelsens ulidelig svære beslutninger.

Jeg kunne også (og har allerede gjort!) melde mig til et gospelkursus. Når jeg kommer til at synge som præsten her, så kan jeg sikkert også finde ud af de andre småting.

Søndagsfighten

Når man kommer flyvende ud af P-skolen, og man har brugt en dejlig dag sammen med gode folk. Og har bekræftet hinanden i, hvordan tidsånden er med fællesskabet, højmessen og åndeligheden. Så er det jo godt, når Magasin kan få en på 'rette' spor igen:
Jaaaaaa, shoppesøndag! Hvad kan hamle op med det? Eller...

Mandagstegning 3

Åhhh, hvor er det kompliceret. Fødder vender altid på en svær måde.

Jeg skal også dele med jer, at jeg koncentrerede mig dybt om en fodtegning. Så dybt at jeg glemte at tænke, og grinene omkring mig var store, da jeg (og andre) opdagede, at der var kommet seks tæer på. Ja, ja... At tælle og tegne er åbenbart for meget på én gang.

Februarfotos

Høsten af fotografier bliver ikke til mere, før sneen er helt væk. Basta.

Stærkt

Efter en uge med sygdom, mit livs første prædikenskrivning, ansvaret for en morgenandagt, sangtime og en tur i Århus' smukkeste bygning er det blevet weekend.

Jeg forestiller mig, at jeg skal nå at hoppe lidt rundt til Madonna. Bare for at blive ryste lidt på plads. Og så burde jeg seriøst begynde at drikke nogle stærke drinks. På P-skolen har de noget altervin, der får mig til at glemme alt om syndernes forladelse og tænke mere på, om mit spiserør overlever også denne gang. Det problem kunne jeg godt træne mig ud af.

Sammenhængskraft

I går havde vi på P-skolen besøg af en korshærspræst. Han fortalte om det fantastiske arbejde, som Kirkens Korshær gør for socialt udsatte i vores samfund.
Vel hjemme i min egen hule gik det op for mig, at Kronprinsens Palæ er blevet istandsat for et beløb, der er større end hele Kirkens Korshærs salmede årlige indtægter.

Panem et circenses er endnu ikke gået af mode.

Øv og lakrids

Sidder hjemme og glor i stedet for at være på skole og til tegning. Jeg har fået hold i nakken eller noget, og er blevet sat til at rette op på skaden med smertetilstillende i store mængder.
Og da jeg alligevel skulle ud i vejret og hente piller, trøstekøbte jeg lakrids af den fine slags.

Nu ser hele tilværelsen pludseligt lettere ud. Og jeg vil gå i gang med at planlægge en pilgrimstur til lakridserne på Bornholm.

Solskinssøndag

Når nu endelig der er lys, så er det en elegant anledning til at kaste sig ud i oprydningens kunst. En grundsortering om man vil. Med alt det nye, som jeg skal have ind i hovedet, er jeg rent fysisk nødt til at gøre plads til nye, kloge mig.

Og hvis nogen skulle tro, at hele projektet opstod, fordi jeg kom til at kigge lidt for dybt i en meget berømt selvhjælpsbog, så har de ret!

At finde melodien

Endnu en uge på P-skolen er fløjet afsted. Nu ved jeg alt om præster i forhold til menighed og virksomheden Folkekirken.... eller måske ved jeg bare en hel masse om alle de steder, hvor man skal tænke sig godt om. Og det ligger vi oveni stakken med alle de andre områder, hvor præster skal tænke sig rigtigt godt om. Præstationsangststakken!

Positivt nyt er der på området sang. Ja, ja, det er overraskende. Jeg ved det.
I torsdags havde jeg besøg af Bedsteveninden, og i et anfald af jeg-lærer-det-aldrig-hvis-jeg-ikke-øver-mig havde jeg spurgt hende, om vi ikke kunne synge lidt. Bedsteveninden tog det helt alvorligt, og så skulle vi synge. Bedsteveninden er vokset op i en sang- og musikfamilie, så for hende er det ikke så fremmed, som det er for mig. Vi hentede hjælp på Den Danske Salmebog Online. Et godt redskab i øvrigt. Og stor var overraskelsen, da jeg endeligt fik mig taget sammen til at synge. Jeg kunne! Jeg kunne nå alle de der høje toner, der huserer i salmer, og jeg kunne synge rent! Jublen ville ingen ende tage. Og selv Bedsteveninden er total imponeret.

Jeg skal straks indrømme, at jeg stadig er meget usikker på, hvordan man styrer at synge. Hvordan ved man fx, på hvilken tone man begynder? Det forstår jeg ikke. Jeg synes også, at der er virkeligt mange salmer, som har melodier, der kaster sig op og ned mellem høje og dybe toner, og det hyler mig helt ud af rytme. Men jeg bliver nødt til at holde fast i, at jeg rent faktisk KAN synge, og at resten er et spørgsmål om øvelse.

Apropos øvelse... jeg opfører mig fuldstændig som en baby, der lige har opdaget sin egen lyd og nu skal demonstrere den morgen, middag og aften. Mit gæt er, at mine naboer snart er meget trætte af Dejlig er jorden, som indtil videre er den, jeg øver i tide og utide.

Apropos Mads Brügger

I disse for mig så selvransagende tider er der kommet endnu et spørgsmål til overvejelse... Ser jeg Deadline, fordi jeg bliver klogere af det, eller fordi Mads Brügger er en meget interessant mand? Vi er nok ud i win-win ting, hvor det ene ikke er skidt for det andet.

Meget mere Mads:

• Skjoldhøj Arkivet - faktisk noget af det bedste radio, jeg nogensinde har hørt.
• Ingen diskussion - Hahahahaha, lidt århusiansk musikalsk indoktrinering er ikke skadeligt.
• På Journalisthøjskolen læste vi en artikel, der handlede om Mads Brüggers rejse til Nordkorea. Og et sprogbillede, hvor han beskriver sin morgenmad som sammenlignelig med "et udskrab fra en gammel mand", er det aldrig rigtig lykkedes mig at glemme igen. Nu har I det også, adr!
• "Hvorfor er du så dum?" er det glimrende første spørgsmål i den 11. times interview med Nicolas Winding Refn (program 53). Det er da friskt!

Jeg har "Det røde kapel" til gode. Og den vil jeg glæde mig til at se. Og så må vi jo bare håbe, at han er vikar på Deadline lidt endnu.

Opdatering: Stor, fin artikel.

Det der med sang

Jeg havde min første sangtime på P-skolen i går, og egentlig sang jeg... også alle de toner, jeg faktisk ikke kan nå. Jeg gjorde det bare uden at tænke så meget. Og så er der en sanglærer, man kan læne sig selv og sin stemme opad.
Men nu har sanglæreren sat nye krav. Jeg skal føle det, jeg synger. Leve i det guddommelig budskab, så andre også kan mærke, at jeg brænder. Det fik mit allermest skeptiske jeg frem. Det kan jeg da ikke!
Hvornår har man sidst set en overvægtig kvinde med strithår og markante kindben synge noget som, om hun mente det?
Pis også! Det har vi så nu.

Ih guder

P-skolen har overtaget mit liv... intet mindre. Jeg havde selvfølgelig hørt rygter om den slags, men det ville ikke ske for mig... næ, nej.
Jeg skulle blive klogere. Har nu arbejdet mig igennem uge to, og det var hårdt. Allerede tirsdag var jeg flad. Som i HELT flad. Så mange indtryk og ting at forholde sig til på én gang. Jamen, jeg kan da slet ikke lære så meget på samme tid, og det er der ikke noget, der hedder. Det er bare rask ud over stepperne. I et stille øjeblik kan jeg godt overveje, hvor lærdommen fra de næste 15 uger skal være henne, men min hjerne kan vel bygge til.
Jeg havde jo tænkt, at jeg skulle skrive en masse om vores undervisning for at afmystificere præsteuddannelsen lidt. Men indtil videre skvatter jeg bare sammen på sofaen, så snart jeg kommer hjem og restituere, inden det går løs igen. Er overbevidst om, at præstearbejde er verdens mest krævende job.

Én ting er fagene. Vi skal lære at skrive, tale, lære udenad, bevæge os, trække vejret(!), spørge, lytte, om paragraffer, en masse andet og min særlige udfordring... vi skal lære at synge salmer. Det er en gyser.
Men mest udfordrende er det at færdes blandt teologer. Hvis der er en lille bitte flig af min sjæl, som ikke er blevet endevendt, udforsket, analyseret og underkastet min egen og andres nysgerrighed efter den her uddannelse, så er der noget galt. Vi elsker det. Snage, rode og rage i følelser og alle hvorfor gør du, som du gør-spørgsmål. Det er den største udfordring. Man bliver totalt skarp af det. Kan sætte ord præcis på, hvordan det føles og hvor man vil hen. Man kan stille spørgsmål til sine medmennesker, så de fleste ville foretrække et forhør af to betjente og en arkitektlampe. Der er intet, der undslipper en viljefast teolog. Det er ekstremt anstrengende, når man er fanget i en flok på tyve.

Derfor har jeg i dag investeret i et par fantastiske høretelefoner. Nå, nej, det har jeg gjort, fordi jeg havde lyst til det. Men høretelefoner, højt musik (Michael Jackson!), lange gåture og en kampklar sjælefred er vist nødvendigt for at få pusterum. Kan allerede nu se, at hele mandag skal gå med... suk... salmer!