Mindre rod, mere glæde

Det går godt med den store oprydning. Men det går langsomt. Forbløffende mængder skrammel finder nye pladser eller affaldsposer.

Jeg fortsætter fra den ene ende af lejligheden til den anden. Og imens kan jeg passende høre Apropos' tema om ressourcer.

Én ting ind, to ting ud

Hvis jeg nogensinde skal gøre mig håbe om at slippe det endeløse forbrug, er jeg nødt til at give slip på noget. Og jeg ved godt, hvad det noget er. Det er nemlig sådan, at hver gang jeg taler med andre om, hvorfor det er, vi har så mange ting, så siger de: "Lene, hvad med alle dine bøger?"

Hver gang!

Så jeg må vel med bævende hjerte lære at give slip på noget, jeg elsker. Mine bøger.

Og nu har jeg sorteret ud… 30 bøger, tror jeg, at det blev til. De er pakket i kasser og står nu klar til at blive kørt i en genbrugsbutik. Det er en fin begyndelse, synes jeg. Næste slag bliver at rydde op i mine sko! Jeg kan godt!

Og nu skal der nok være nogle, der spørger: "Hvad hulen har oprydning med forbrug at gøre?" Og det skal jeg straks svare på. Jeg kunne måske godt være sådan en, som kom til at købe ting, fordi jeg ikke ved, hvor tingen er. Og pludselig har jeg fem af den samme ting!

Se eventuelt denne film om oprydning.

Tiderne ændrer sig

Min blog er ved at ændre karakter. Det er jeg også. Jeg vil et andet sted hen. Og min blog skal med.

I begyndelsen havde jeg en blog, fordi det hørte sammen med semesteret på Journalisthøjskolen, så prøvede jeg at gøre det til en blog om at bo i Gellerupparken, men pludseligt kom der speciale og job og alt muligt ind over. Tit er det en billed- og fortælleblog med fragmenter af oplevelser. Og det vil det sikkert blive ved med at være fremover.

Men nu skal min blog også være noget andet. Den skal være med til at holde styr på, hvad der foregår, når jeg er i gang med at rydde op, rykke rundt, smide ud og lave om.

Det drejer sig om nogle nye prioriteringer. Jeg er blevet træt af, at min vægt stiger og stiger som en luftballon. Jeg er træt af at forbruge og forbruge, og at jeg ikke kan gennemskue, om det er godt for økonomien og skidt for klimaet. Eller om der er små børn i Afrika, der steger ihjel, hvis jeg køber billigt tøj fra Asien, eller om der er små børn i Asien, der dør af sult, hvis jeg ikke gør det.

Så handling må der til. Ord alene gør det som bekendt ikke.

Og det er her, at alt det med at spise grøntsager, korn og andet mums i stedet for kød kommer ind i billedet. Jeg har brug for at ændre min kost og at føle, at jeg gør et eller andet for at begrænse et mere eller mindre løbsk forbrug, som, jeg såmænd ikke tror, er så meget værre end andres.

Da jeg sagde det til mine kollegaer den anden dag, var en af reaktionerne: "Er det ikke lige lovligt politisk korrekt?" Det er det måske. Og jeg skal også lige vænne mig til tanken. Ændring af vaner tager tid. Ændring af mine vaner tager lang tid.

På Do The Green Thing er flere ideer til at forandre små ting, der gør en verden til forskel. Blot til inspiration, ikke prædiken.

En klassiker

Altså selvom jeg ikke er klar, så er det blevet december. Og så må jeg jo hellere begynde på noget julepynt.
Hvide hjemmeflettede julestjerner er nok faktisk mit mest konservative træk. Mere klassisk, pænt og kedeligt bliver det næppe. Men på den anden side er det en forholdsvis uskyldig last. Jeg laver nogle flere, gør jeg!

Lommefund

Jeg skulle lige tømt en inderlomme i en taske, og der fandt jeg:

• en stift til myggestik,
• mit længe savnede sygesikringsbevis,
• en hæklenål,
• 15 kroner i mønter,
• en skrue,
• ekstra batteriet til mit kamera,
• noget tyggegummi,
• en kuglepen,
• OG en kanin-bæ-kugle!

Javel så...

Godt og ikke godt

Jeg har fået læst nogle bøger på det sidste. Det er fremragende vejr til at synke ned i sofaen med en dyne og en bog.

Jeg har læst "Pippi Power" af Gitte Jørgensen. Den skuffede mig. Med udgangspunkt i Pippi Langstrømpe troede jeg, at bogen handlede om kreativitet og begejstring. Det gjorde den også, men mest var det en typisk selvhjælpsbog om, hvor godt livet kan blive, hvis bare lige....
Ikke godt.

Til gengæld fik jeg en dejlig læse oplevelse i Siri Hustvedt's "En amerikaners lidelser". En amerikansk bog af den bedste slag. Dem, der handler om både den genkendelige moderne verden, og så den verden, man slæber med sig - om ikke andet så psykisk - af forfædre og tider med armod. Læs den, og læs også Siri Hustvedt's "Det jeg elskede". Det er det rene guld.

Proces

Tre mandag aftener har jeg været på et lille malekursus i Hasle Kirke, og nu er resultaterne så blevet udstillet i sognegården.

Jeg fik malet to billeder, og træet her er ene. Og jeg har ingen anelse om, hvad jeg synes om resultatet. Jeg kan kun huske, hvor skønt det var at male og være fordybet i noget, som gjorde mig glad.

Decembermorgen

En grå decembermorgen i Gellerupparken. Jeg nyder en langsom morgen med kaffe, vaskemaskinelyde og blogs.

Det går bedre nu. Da det var værst, havde jeg tre uger, hvor jeg synes, at der var tre dage, som IKKe havde været rædselsfulde. Nu er jeg nede på, at jeg i sidste uge havde én dag, hvor jeg var i dårligt humør. Fremskridt!

Jeg gør gode ting for mig selv. Jeg spiser dejlig mad, og blandt andet inspireret af Jens, så er dejlig mad uden kød, mælk, æg og andet, der minder om dyr.

Til det er der kun at sige, at den første dag med soyamælk i min kaffe var jeg tæt på at opgive nogensinde at nyde en kop kaffe mere. Jeg mener... Hvad skal smagen af hø nede i min ellers så gode kaffe? Men allerede dagen efter gik det meget bedre, og nu tænker jeg ikke på det.

Ellers er jeg begyndt at dyrke motion igen. Det hjælper på mit humør. Faktisk helt utroligt meget. Jeg kan sagtens føle mig klodset, forkert og grim, når jeg står og skal hoppe rundt sammen med de andre sylfider, der i mine øjne forvandler sig til supermodeller.

Men når først musikken spiller, og jeg er fuldt koncentreret om min ikke for gode motorik og manglende rytmiske sans, så bliver jeg glad og tømmes for tankemyldret. Fantastisk! Så pyt med at jeg ikke kan holde takten, og at mine arme altid er på vej i en anden retning. Det må høre ind under personlig stil.

Hov, nu er forårskataloget fra Århus Kunstakademi lige dumpet ind. Det skal jeg straks se. Er snart tilbage.

Derfor den stilhed

Ja, der er vel ikke så meget at sige. Lille Hjælper-billedet holder endnu.

Jeg skal selv skifte den pære, og jeg har ikke en plan endnu.

Nu med lyseblåt hår

Ok... jeg indrømmer gerne, at mit nye profilbilled ser sådan ud, fordi jeg er i gang med at øve på noget Photoshop. Bær over med mig.

Tænkepause

Guldsko, uldsokker og flydesofa... Der er bare nogle måder at tænke store tanker på, der er bedre end andre.

I øvrigt har jeg læst "Onkel Toms hytte" præcis mange gange nok til, at der flere gange i dag har trillet store tårer af glæde ned over mine kinder. Verden står faktisk til at ændre!

Lene leger videre

Et par eksempler mere på en vild leg med farve og former. Jeg tror, at jeg har lavet 40 billeder på to dage, og måske kommer der flere..

På en eller anden måde er det heldigt, at billederne er inde i computeren, og ikke på de 1,5 m x 1,5 m lærreder jeg drømmer hede drømme om.

Jeg leger, altså er jeg.

Op til overfladen efter en masse afslapning, en mærkelig beslutning om at være lykkelig og en fantastisk mor, der hjælper, når det er mest nødvendigt. Jeg er tilbage... tror jeg nok.

I dag er jeg i det kreative lune. Da min mor hørte om min akutte nedtur, så kommer hun med en kasse med udklip. Alle mulige og umulige billeder klippet ud af gamle magasiner, reklamer og i det hele taget samlet alle steder fra.

Det er en fantastisk gave!



Jeg leger og leger. Så bliver nogle af billederne klistret ind i en gammel bog. Så bliver de tegnet, malet, ødelagt.




Så tager jeg kameraet frem, vælger en del af billedet, fotografere og putter billedet i Paint.




Og bang! Masser af nye muligheder, farver, former og freestyle!

Jeg leger videre.

Helt mørkt

Forestil dig George Gearløs' ven Lille Hjælper.... Ham, der har en pære som hoved. Han er lige nu det eneste billede, jeg kan komme i tanke om, som figur for, hvordan det er at være mig.

Normalt er jeg overskudsagtig, humoristisk og opfindsom...

MEN jeg har det fuldstændig som, om pæren er sprunget! Der er ikke en eneste idé at hente, intet overskud og ikke engang noget overlevelseshumor. Jeg er bare en tom pære uden lys.

Jeg går ud fra, at det går over. At der snart kommer en ny pære, som virker, som den skal.

Indtil da håber jeg, at I har forståelse for en lidt død blog. Det eneste, jeg for tiden kan bidrage med, er en svag raslelyd, hvis man tager mig helt hen til øret.

Særheder

Arhhh... jeg er blevet tagget af Maja.

Her er seks af mine særheder:

1. Jeg bliver helt hysterisk af at få hovedet under vand. Så jeg svømmer med hovedet over vandet. Jeg er meget forsigtig i nærheden af en bruser. Min frisør ved det og tager hensyn. Jeg kan af samme grund panikke i regnvejr.

2. Jeg stritter med mine lillefingre... både når jeg holder på en kop, et krus, og når jeg skriver på tastatur.

3. Jeg får nyseanfald, når jeg vågner... Hvilket kan være meget afslørende, hvis man har listet sig til en 'morfar', og så telefonen ringer.

4. Jeg kan ikke tænke uden et skriveredskab i hånden. Ting bliver meget lettere for mig at forstå, hvis jeg lige tegner lidt.

5. Jeg har det med at misforstå overskrifter, reklamer og alt muligt andet, så det kommer til at handle om sex, rumvæsner, eventyrfigurer, dinosaurer eller ingenting. Det gør mig sommetider noget forvirret, og har gennem tiden fået mig til at spørge andre om de mest mærkelige ting.

6. Jeg sover med vinduet åbent. Ikke kun for at få luft ind, men også for at høre, om der sker noget spændende udenfor.

Her er reglerne for legen. Jeg tagger ikke andre, men skulle nogle have lyst, så glæder jeg mig til at læse om flere særheder.

Reglerne:
Link til din tagger
Nævn reglerne i din blog
Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours)
Tag seks andre bloggere
Læg besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget

Dagens inspiration

Det sker, at jeg på ffffound finder noget, jeg må undersøge nærmere. Og således også i dag, hvor jeg fandt et af de fotos, som Varity Fair har nomineret til de 25 bedste nyhedsfotografier.

Fotografierne er barske, grusomme, stærke eller rørende, men de er ikke ligegyldige, og de er sært inspirerende.

Et af de 25 billeder, synes jeg, er særligt gribende eller måske nærmere ganske forfærdeligt. Det med gribben og barnet. Måske er det, fordi mennesket her er reduceret til kød? Det er for frygtligt at indse.

Nu har fotosamlingen en overvægt af amerikanske nyhedshistorier. Måske kunne vi lave en lille top fem over danske nyhedsfotografier? Har I nogle forslag?

Tilstandsrapport

Ja, skuffende, men sandt.
Mit sarkastiske mismod er ved at gå over. Jeg kan mærke min optimisme komme snigende. Jeg havde ellers tænkt mig at være muggen længe, men nej.

Jeg duer simpelthen ikke til at være i dårligt humør ret længe. Så jeg afblæser missionen.

I øvrigt: En af mine kollegaer kom med en mærkelig gåde.
Et sted, der i virkeligheden, i børnesangen og på Google Earth er et surrealistisk sted?

Jamen , jeg har ingen anelse om, hvad hun snakker om. Et sted i en børnesang? Jeg skal kun sove én gang, før hun fortæller mig, hvor det er.... Min tålmodighed er udfordret!

Opdatering: Gåder er ikke, hvad de har været!
Svaret var Tibooburra, New South Wales, Australien, som åbenbart indgår i en australsk børnesang om nogle dyr, der deler gaver ud.
Ser man det! Og hun har ret i, at det er et mærkeligt sted, der ligger ude midt i absolut ingenting. Men så god er jeg slet ikke til gåder, at hun behøver at gøre dem så sværere..

Mit nye mål...

er at udvikle mig i Melvins retning. Det må da skulle gå ud over nogen, at jeg er i dårligt humør.

Tja...

Hvordan kan det forresten være, at hver gang jeg er så meget som i det mindste dårligt humør, så bliver jeg sarkastisk? Og jo værre humør, jo mere sarkastisk!

Overlevelseshumor? Eller bare ren ondskab?

Jeg skal være sørøver, når jeg bliver stor!

Når jeg kigger ud over min fantastiske farvefulde bogreol efter en bog til opmuntring og trøst, og som ikke er bibler i noget, der minder om 100 forskellige udgaver, er der sørgeligt tomt.

Det kan godt være lidt problematisk at have en litteratursmag, hvor død og tilværelsens ulidelige grusomheder er en elsket ingrediens. og jeg orker ikke flere eventyr.

Der måtte dramatiske midler i brug! Så nu har jeg læst "Bogen om Pippi Langstrømpe" af Astrid Lindgren. Ganske enkelt alle historierne om den stridtfletningede supertøs. Det hjalp faktisk på humøret, men nu er reolen igen proppet med de helt forkert bøger.

Jeg gider ikke læse om folk, der fucker deres liv op. Der røg "Stormland" af Hallgrímur Helgason.

Jeg gider ikke læse om hverken Gud eller Socialdemokratiet. Det indebærer en alt for stor risiko for at blive akut mismodig. Der røg 3/4 af min bogreol.

Jeg gider ikke at læse noget som helst om folk med succes. Ingen biografier og slet ingen selvhjælpsbøger.

Kun ren og skær glæde og uforfalsket gå-på-mod!

Med mindre, der er nogle af jer, som har nogle gode forslag (de er meget velkomne!), så tager jeg vist en runde med Pippi igen.

En lille opfølgende konstatering: Mine DVD lider under samme sygdom/smag. Hvor mange krigsfilm er det egentlig nødvendigt at have i en husholdning?